ET ORD I RETTE TID ET ORD I RETTE TID AV J. C. RAFT FJERDE OPLAG 1)5. TESEN SKANDINAVISK BOKFORLAG FORORD. Vor tid er alvorlig og kritisk. De frygtelige tilstande som den store verdenskrig har foraarsaket, har sat i gang en revolutionær bevægelse som det synes at være vanskelig at stanse. Det knirker og knaker i den store samfundsorga­nisme, og forfærdet spør mange tænkende, alvorlige menne­sker med Daniel (efterat han i et syn hadde set hvad der skulde «ske i vredens sidste tid» — Dan. 8,19): «Hvad er det sidste av disse ting?* Dan. 12,7.8. «Folkene ængstes i fortvilelse», og «mennesker falder i avmagt av rædsel og gru for det som kommer over jorderike» (Luk. 21, 25. 26); men kun faa vet at den inspirerte pen for aarhundreder siden teg­net et nøiagtig billede av vor tids spændende og bevægede politiske, sociale og religiøse tilstande. Dette har jeg søkt at paapeke i «Et Ord i rette Tid*. Bokens opgave er at henlede opmerksomheten paa de gode gamle sandheter som vi har faat i arv fra profetene og apostlene, og at advare imot de farer som truer samfundet og ikke mindst vor tids kristendom. 1 denne vantroens og uroens tid venter mange oprigtige mennesker at der fra de kirkelige kredse skal siges et ord i rette tid; og det er mit haab at de som maatte komme til at eie denne bok, maa finde at dens indhold svarer til dens titel: «Ef Ord i rette Tid.* «Min lære er ikke min, men hans som har sendt mig; vil nogen gjøre hans vilje, han skal kjende om læren er av Gud eller om jeg taler av mig selv.* Joh. 7, 16. 17. p. t. Kristiania, d. 1. mars 1920. J. C. RAFT. INDHOLDSFORTEGNELSE. Side Verdenskrigen og dens aarsak.........................................................................................11 Fremtidsntsigter i profetiens lys...................................................................................24 Menneskets evige skjæbne...............................................................................................35 Skabelsesberetningen kontra utviklingslæren............................................................42 Den hellige skrift................................................................................................................54 Sand kristentro................................................................................................................67 Kristi gjenkomst................................................................................................................76 Tidenes tegn......................................................................................................................84 Den forseglede bok aapnet..............................................................................................99 Talende vidnesbyrd........................................................................................................112 En antikristelig magt..................................................................................................122 Dommens dag......................................................................................... 134 Herlighetens rike..............................................................................................................142 Profeti og evangelium..................................................................................................151 Den store antikrist........................................................................................................163 Antikrist erobrer kristen! ict.n.......................................................................................177 I Antikristens fotspor..................................................................................................188 Sabbaten i den nye pakt............................................................................................201 Søndagen som hviledag..................................................................................................212 De hundrede og fire og firti tiisen...........................................................................225 Et budskap til alie folk..................................................................................................234 Den sidste store trængsel.............................................................................................245 Kristus og loven, frihet og trældom.....................................................................253 Korset og skyggen........................................................................................................264 Israelsrikets gjenoprettelsc............................................................................................274 Tusenaarsriket .................................................................................... 283 Gabriel og Daniel.............................................................................................................293 Profetisk tid.........................................................................................................................306 Elias og Herrens dag..................................................................................................322 Tro og lydighet......................................................................................... 332 Daaben ............................................................................... 342 Side Veien til snndhet..............................................................................................................356 Dødens gaade. Hvor er sjælen mellem døden og opstandelsen? . . . 366 I de dødes rike..............................................................................................................376 Bak dødens port..............................................................................................................386 Indvendinger besvart........................................................................................................399 Er samtale med de avdøde mulig?...........................................................................411 Opstandelsens herlige morgen.......................................................................................423 De ugudeliges straf.......................................................................................................433 Syndens endelige utryddelse og et rent univers......................................................441 ILLUSTRATIONER. Side Krigen har krævet deres bedste...................................................................................12 Bror mot bror......................................................................................................................13 Kvindelig arbeider i en engelsk ammunitionsfabrik................................................17 Moderne slagskib ibrand...............................................................................................19 Haandskriften paa væggen...............................................................................................22 Armeniske kvinder og barn som flygtninger i Kaukasus.....................................25 Fredspaladset i Haag........................................................................... 27 Nationene ruster sig..........................................................................................................28 Færdige til anvendelse....................................................................................................30 Skabelsen...........................................................................................................................43 Missionær Carey i Indien oversætter Bibelen............................................................55 Ægyptens herlighet forgik...............................................................................................60 Hvor Ninive laa................................................................................................................61 Jesus skuer ut over Jerusalem.........................................................................................85 Kristus besvarer disciplenes spørsmaal.......................................................................87 Den sidste bøn................................................................................................................89 Romerne beleirer Jerusalem, aar 70 ef. Kr.............................................................91 Moderne opfindelser — en bekræftelse av profetiene..........................................105 Gutenbergs boktrykkerpresse.......................................................................................107 Franklins boktrykkerpresse............................................................................................109 Hoe’s dobbelte rotationspresse.......................................................................................111 Fredsfyrsten. ....................................................................................................................131 Moses beskuer det forjættede land...........................................................................145 Katakombene i nærheten av Rom...........................................................................153 Kristi fornedrelse..............................................................................................................166 Pavens ophøielse..............................................................................................................167 Det sidste store angrep..................................................................................................291 Nogen av nutidens merkeligste opfindelser.........................................................295 En kristelig mor opmuntrer sin datter.....................................................................301 Side Artaxerxes lar jøderne reise tilbake...........................................................................311 Det revnede forhæng........................................................................................................315 Vadested ved Jordanfloden'.......................................................................................343 Kristi daab.........................................................................................................................349 En sjæl veies efter døden............................................................................................410 Kong Saul og dødningemanersken i En-Dor..........................................................419 Den første løgn.............................................................................................................422 FARVETRYK. Side Jisre’els slette og Megiddo-berget (Harmageddon).................................................32 De frelstes evige hjem..................................................................................................144 Valdenserne forfølges av de romerske hære..........................................................172 Rom ved Tiberfloden..................................................................................................296 VERDENSKRIGEN OG DENS AARSAK. HVORFOR FIK VI EN VERDENSKRIG ISTEDENFOR, SOM MANGE HADDE VENTET, EN VERDENSFRED? TI DETTE er gjengjældelsens dage, forat alt det som skrevet er, skal bli opfyldt.* Luk. 21, 22. De «gjengjældelsens dage* vor frelser her sigter til, er Jerusalems ødelæggelse i aaret 70 ef. Kr. Den hevn eller straf som da ramte jøderne, var kun en logisk følge av tin­genes utvikling inden jødekirken. Likesom en overtrædelse av fysiske bud og love medfører en uundgaaelig straf, maa en overtrædelse av de religiøse bud og love ogsaa medføre en uundgaaelig straf. Herren har git os sine bud, forat de skal være os til gavn og velsignelse baade i denne og i den tilkom­mende verden. Ødelæggelse, død og undergang er derimot en følge av ulydighet; — «ti paa den dag du æder av det [kundskapens træ], skal du visselig dø*. 1 mos. 2, 17. Herren søkte gang paa gang at føre jøderne tilbake til lydighetens vei, men de vilde ikke. «Og Herren, deres fæ­dres Gud, budsendte dem ved sine sendebud tidlig og idelig; ti han ynkedes over sit folk og over sin bolig. Men de spot- tet Guds sendebud og foragtet hans ord og forhaante hans profeter, indtil Herrens vrede mot hans folk tok saaledes til at der ikke var nogen lægedom.* 2 krøn. 36,15.16. Saadan var forholdene da kaldæemes konge drog «op imot* jøderne og førte dem til Babylon. 17. vers. Og saa­dan var forholdene da Jesus uttalte de vemodige ord: «Hvor ofte jeg vilde samle dine barn, likesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger! Og I vilde ikke.» Det uund- gaaelige maatte derfor komme: «Se, eders hus skal lates eder øde.» Matt. 23, 37. 38. Jøderne førte selv ødelæggelsen eller «gjengjældelsens dag» over sin egen stad. Den store apostels ord: «Far ikke vild! Gud lar sig ikke spotte; ti Krigen har krævet deres bedste. hvad et menneske saar, det skal han og høste» (Gal. 6, 7), gjælder baade den enkelte person og nationen. Under Jerusalems ødelæggelse blev alt det de bibelske profetier hadde forutsagt om denne begivenhet, fuldbyrdet — «alt det som skrevet er, skal bli opfyldt». Men naar Gud saa utførlig hadde forutsagt Jerusalems ødelæggelse, som dog kun berørte et litet land og en enkelt nation, maa det ikke forundre nogen at en verdenskrig som den der brøt ut i sommeren 1914, og hvori næsten hele verden blev inddrat, ogsaa er omtalt og forutsagt i de bibelske profetier. Det frygtelige uveir som da brøt løs, kom som en tyv om natten over jordens beboere. De fleste mennesker trodde jo at vi gik en herlig tid imøte; der var ingen fare. At dømme efter de mange fredstaler som blev holdt rundt om i landene, hadde man ogsaa grund til at tro at man stod like foran tusenaarsriket. Overfladisk set arbeidet saa godt som alle for fred og for krigens avskaffelse. Og hvem øn­sker ikke fred? Hvem vil ikke være med til at avskaffe krigen? Allike vel trak det op til et frygtelig uveir som in­gen menneskelig magt kunde stanse. De som paa Jeremias’ tid præket fred, mente det sik­kert ogsaa godt, og deres fredstaler fandt gjenklang hos folket. Det var jo langt mere behagelig at høre disse freds- taler end Jeremias’ profetier om en krig efterfulgt av et fangenskap. Fredstaleme vugget folket i søvn, hvorimot Jeremias avslørte synden og paapekte dens uundgaaelige følger — krig og ødelæggelse. Om hin tids fredstalere sier Herren: «Og de læger mit folks datters brøst paa letfærdig vis, idet de sier: fred! fred! Og der er dog ingen fred.» Jer. 8,11. Det er ikke klokt at tale om en forestaaende verdensfred naar vi staar like foran en stor verdenskrig. Hvis et hus brænder, er beboerne bedst tjent med at bli underrettet derom, før det er for sent. Herren vet hvad fremtiden bærer i sit skjød, og i sin store naade har han aabenbaret «sin hemmelighet for sine tje­nere, profetene*, længe før begivenhetene finder sted. Amos 3, 7 og Matt. 24, 25. Aarsaken til den sidste verdenskrig. I et foredrag som den kjendte norske (nu avdøde) bank­direktør Kjelland-Torkildsen holdt i Kristiania i begyndel­sen av oktober 1913 — altsaa aaret før krigen kom — ut talte denne bl. a.: «Hvad de sociale og politiske forhold angaar, da ser det ikke rart ut. . . . Hvor man vender sig hen for øieblikket, er der ængstelse og uro. Det er kampen for tilværelsen i det store som i det smaa. Verdens mægtigste stater ser med mistro paa sine naboer, og væbner sig til tændene av frygt for hverandre; byene strides med landdistrikt tene, arbeiderne med sine arbeidsherrer; allevegne høres tale om strid* streik og lockout. Det gjærer i folkene. Man skulde jo tro at øket velstand, blomstrende industri, han­del, sjøfart, landbrukets opkomst, hvorved alle-som vil, kan finde løn­nende beskjæftigelse, at al denne civilisationens velsignelse maatte frembringe tilfredshet og velvære, og dog er det ikke saa. Ja, hvorledes skal man kunne forklare dette? Jeg tror at vi uten at ta synderlig feil tør si at aarsaken er misundelse og begjærlighet.* — Efter tTidens Tegn*, Kristiania, d. 3. og 6. okt. 1913. Dette stemmer godt overens med de virkelige forhold* saaledes som de har utviklet sig. Og det stemmer ogsaa meget godt overens med Herrens ord i 2 Tim. 3, 1—5. Vi læser: «Men dette skal du vite, at i de sidste dage skal der komme vanskelige tider! Ti menneskene skal da være egen kjærlige, pengekjære, stortalende, overmodige, spottende* ulydige mot forældre, utaknemmelige, vanhellige, ukjærlige* upaalidelige, baktalende, umaadelige, umilde, uten kjærlig- het til det gode, svikefulde, fremfusende, opblæste, slike som elsker sine lyster høiere end Gud, som har gudfrygtighetens skin, men fomegter dens kraft. > Her skildrer apostelen tilstanden «i de sidste dage», og her har vi altsaa aarsaken til de fortvilede og frygtelige for­hold verden nu er indviklet i. Kristenheten har gradvis fjernet sig fra Herrens ord, og de synder som apostelen sier skulde være særlig utpræget «i de sidste dage», er frugtene av den sæd som har været saadd ned igjennem tidene — en følge av det Paulus spaadde vilde komme, og som han advaret imot. Ap. gj. 20, 28—30. Det er sandt at Kristus tilgir enhver bodfærdig synder; men det er likesaa sandt at han ikke kan tilgi den som, uten at angre og vende om, fortsætter paa overtrædelsens vei. Skulde han gjøre det, vilde det bli til skade for baade syn­deren og hans omgivelser. «Blir en ugudelig benaadet, saa lærer han ikke i;etfærdighet; i retfærdighets land øver han uret, og han ser ikke Herrens høihet.» Es. 26,10. Men naar Herrens «domme kommer til jorden, lærer jorderikets bebo­ere retfærdigheb. 9. vers. Den politiske situation. For godt 1800 aar siden aabenbarte Herren for sin tje­ner Johannes vor tids politiske situation. Vi læser i Aab. 11,18: «Og hedningene er blit vrede, og din vrede er kom­met, og den tid da de døde skal dømmes, og da du skal lønne dine tjenere, profetene, og de hellige og dem som frygter dit navn, de smaa og de store, og da skal du øde lægge dem som ødelægger jorden.» Uttrykket «hedningene» betegner her «folkeslagene» eller «nationene», og slik er det ogsaa oversat f. eks. i den revi- derte danske og i den engelske bibeloversættelse. At den sidste krig er en opfyldelse av denne profeti, turde være overflødig at bemerke. Det kan med sandhet siges at «natio­nene» er blit vrede, og at Herrens straffedomme eller «vrede, er kommet». Jorden er blit saa fordærvet at den neppe kan reddes. Den sidste krig har modnet verden for den under­gang som den med sterke skridt gaar imøte. Herren skal snart «ødelægge dem som ødelægger jorden». Ca. 538 f. Kr. sat Belsasar, omgit av «sine tusen store», i sit palads og drak vin av «de guldkar som man hadde bort- tat fra templet, fra Guds hus i Jerusalem». «I den samme stund kom fingrer av en menneskehaand frem og skrev like overfor lysestaken paa kalken av væggen i kongens pa­lads; og kongen saa den haand som skrev.» Det indtryk denne begivenhet gjorde paa kongen, «forfærdet ham», og hverken han eller hans «store» kunde uttyde skriften. Han henvendte sig da til «Babels vise»; men forgjæves — heller ikke de kunde si ham uttydningen. De vise «var ikke i stand til at læse skriften [det har de forresten sjelden kunnet] og kundgjøre kongen dens ut- Kvindelig arbeider i en engelsk ammunitionsfabrik. tydning». Paa dronningens raad lot kongen Daniel kalde til sig. Han fortalte Daniel at han hadde hørt at han skulde være i besiddelse av Guds aand og en «ypperlig visdom», og bad ham om at «læse skriften» og forklare den. Daniel gjorde efter kongens ønske, og meddelte ham at den straf som var ifærd med at ramme ham og hans rike, skyldtes det syndige liv som han mot bedre vidende hadde levet. Derpaa følger skriftens uttydning: ««Jl/ene», tællet har Gud dit kongedømmes dage og gjort ende paa det; iTekehy veiet er du paa vegtskaal og fundet for let. «Peres», delt er dit kongedømme og git mederne og perserne.» «I den samme nat blev Belsasar, kaldæerkongen, ihjelslaat.» Se Dan. 5. kap. Som det forholder sig med Belsasars rike og de andre verdensriker, gaar det de nuværende stormagter, og de har alle det tilfælles at det er sverdet som ødelægger dem. Aar- saken er den samme: en ophøielse «over himmelens herre», en avvigelse fra Herrens ord og bud. Her maa jeg imidler­tid indskrænke mig til kun at henvise til et par av de profe­tier som skildrer vor tid og aarsaken til de frygtelige begi- venheter vi har været vidner til. I Jeremias 25. kapitel skildrer profeten begivenhetenes gang helt ned til den sidste tid. Efterat Herren i den første del av kapitlet har omtalt hvor ofte han hadde søkt at føre Israels barn tilbake til den sande tilbedelse, gjør han op- merksom paa at de selv er skyld i den «ulykke» som snart skal ramme dem. Og han erklærer at «alt hvad der er skre­vet i denne bok, hvad Jeremias har profetert om alle folke­slagene)), skal gaa i opfyldelse. Som man ser, gjælder denne profeti ikke Israel alene, men «alle folkeslagene)). Den fører os helt ned gjennem tidene til vor tid og videre til den store dag. Fra 18.—26. vers nævnes en række lande ned til «alle verdens riker som er paa jordens overflate». Og hvad er det nu profeten skal si til disse? Hør: «Og du skal si til dem: Saa sier Herren, Haandskriften paa væggen. „Delt er dit kongedømme og git me­derne og perserne/' Dan. 5,28. hærskarenes Gud, Israels Gud: Drik og bli drukne og spy og fald og reis eder ikke mer — for det sverd jeg sender iblandt eder!» 27. vers. Den krig eller det sverd som om­tales her, rammer «alle verdens riker». Den vin profeten omtaler, er ikke virkelig vin, men er et sindbillede paa de falske læresætninger som i tidens løp er blit sat istedenfor Herrens ord. Dette skal jeg komme tilbake til i et senere foredrag. I det 29. vers henvender Herren sig specielt til «alle ver­dens riker» og forkynder dem deres straf. Han sier: «Ti se, med den stad [Jerusalem] som er kaldt efter mit navn, be­gynder jeg at handle ilde, og I, skulde I bli ustraffet? I skal ikke bli ustraffet; ti sverd kalder jeg over alle dem som bor paa jorden, sier Herren, hærskarenes Gud.» To ganger har Herren ødelagt Jerusalem, fordi hans folk viste utroskap, og nu spør han os om vi tror at vi, som har gjort os skyldige i det samme, skal gaa fri. Kunde Herren si det tydeligere, og er ikke opfyldelsen slaaende? Ingen uhildet kan være- i tvil om anvendelsen av denne profeti. Den sidste frygtelige verdenskrig er, for at bruke Mesterens ord i Matt. 24, 8, «en begyndelse til veene». Og den næste, endnu blodigere verdenskrig, som naar sit høidepunkt under den sjette plage (Aab. 16,12—16), vil ikke la vente længe paa sig. Naar Herren reiser sig mot «alle dem som bor paa jor­den », kommer der et «bulder indtil jordens ende», og da skal de dræpte «ligge fra jordens ene ende til den anden». Jer. 25, 30—33. Et myrderi uten like! Profeten nævner to klasser som det særlig vil komme til at gaa ut over, nemlig «hyrdene» og «hjordens ypperste». 34.—36. vers. «Hyrdene» eller de religiøse ledere har like- saa litt kunnet læse tidenes tegn som de vise paa Daniels tid kunde læse haandskriften paa væggen, og folket er blit holdt i uvidenhet om disse alvorlige og vigtige ting. Naar saa det forfærdelige kommer, vender folket sig mot «hyr- Moderne slagskib ibrand. dene». «Hjordens ypperste» — de rike og mægtige — maa ogsaa bøte. Deres «dage er fuldgaat til slagtning» og til landsforvisning, og som «et kostelig kar» skal de falde. Vi har allerede set begyndelen til disse ting gaa i opfyl­delse. Bolschevikerne i Rusland og den røde garde i Fin­land har anvist veien, og at dømme efter al den uro der præger de øvrige land, kan vi vente hvadsomhelst. Vi har ogsaa set at troner er bl it omstyrtet, og statsoverhoder har maattet gaa i landflygtighed. Og naar vi saa husker paa at alt dette kun er «en begyndelse til veene», vet vi hvad som venter os. Den anden profeti jeg ønsker at lede Deres opmerk- somhet hen til, er den 46. salme. Denne salme skildrer Guds folks tillid til Gud under den sidste trængsel. Del 7- vers omtaler fire paa hinanden følgende begivenheter i forbindelse med Herrens dag: 1) «folkefærd bruste», 2) «ri­ker rokkedes», 3) Herren «lot sin røst høre», 4) «jorden smeltede». De to første begivenheter er gaat i opfyldelse, de to andre vil snart følge efter. Kun faa aner hvor nøiagtig vor tid opfylder de bibelske forutsigelser. Fordum skrev Herrens profet: «Søk efter i Herrens bok og læs! Ikke ett av dem fattes, det ene savner ikke det andet; ti hans mund byder det, og hans aand sam­ler dem.» Es. 34, 16. Profetene og apostlene, ja Mesteren selv har for aarhundreder siden tegnet et billede av vor tid med den samme nøiagtighet og det samme resultat som hvis det hadde været tegnet i 1919. I sandhet, «dette er gjen- gjældelsens dage, forat alt det som skrevet er, skal bli op­fyldte Men hvorfor har Herren latt disse ting nedskrive for aarhundreder siden? Hør hvad han svarer: «Og nu har jeg sagt eder det før det sker, forat I skal tro naar det sker.» Joh. 14, 29. Disse ting er blit aabenbaret for at styrke vor tro paa Gud og hans ord, og forat vi kan vite hvor vi be- finder os i denne verdens historie, og befede os for det som snart vil ske. Gud er selvfølgelig ikke krigens ophavsmand, heller ikke er han skyld i al den elendighet som omgir os. Fik han lov til at lede nationene, blev der aldrig krig; men han har git alle en fri vilje til selv at vælge. Den frygtelige krig er, som den kjendte norske krigskorrespondent kaptein Nørregaard skrev om «Den store krig», «den logiske følge av en historisk utvikling, en ubønhørlig konsekvens av selve de kræfter som fører vor tid frem». De hvis styrke og tillid Herren er, har imidlertid ikke noget at frygte; ti Gud er deres tilflugt og faste borg. Til dem sier Herren: «Frygt ikke; ti jeg har gjenløst dig, kaldt dig ved navn, du er min! Naar du gaar gjennem vand, saa er jeg med dig, og gjennem floder, saa skal de ikke over­skylle dig; naar du gaar igjennem ild, skal du ikke svies, og luen skal ikke brænde dig.» Es. 43,1. 2. Herren elsker os, derfor taler han kjærlig til os. Han vil ingen synders død. Jesus gav sit liv for at frelse os fra synden og for at tilveiebringe en evig og varig fred — en fred som alle i grunden længter efter, og som verden træn­ger saa haardt til. Lykkelig er den som faar del i det rike som vor frelser vil oprette, naar de nuværende verdensriker forgaar! NAAR OG HVORLEDES AVSKAFFES KRIG? HAR VI OPLEVET DEN SIDSTE KRIG, ELLER VENTER DET OS EN ENDNU FRYGTELIGERE VERDENSKRIG? DE TIDLIGERE forkyndte ting, se, de er kommet, og nye for­kynder jeg; førend de spirer frem, lar jeg eder høre om dem.» Es. 42, 9. «De tidligere forkyndte ting», de som. allerede er skedd, og som hører fortiden til, har, som vi har set i det forrige foredrag, faat en slaaende opfyldelse. At de ting som hører fremtiden til, vil faa en likesaa nøiagtig opfyldelse, er gan­ske sikkert. Blandt de spørsmaal som særlig trænger sig ind paa et­hvert tænkende menneske, er det navnlig ett som mer end noget andet lægger beslag paa vor opmerksomhet, og det er med hensyn til krig i fremtiden: om vi har oplevet den sid­ste krig, eller om det venter os en endnu blodigere verdens­krig. Ordene i vor tekst berettiger os til at tro at de bibelske profetier om det der skal ske «i de sidste dage», gir et be­stemt og avgjørende svar paa dette spørsmaal. Og som vi nu skal se, forholder det sig ogsaa saaledes. Naar og hvorledes avskaffes krig? Det er med krigen som f. eks. med tuberkulosen — den har sin aarsak. Det er denne vi skal tillivs; ti saa længe aarsaken til krig florerer saavel indenfor som utenfor kri- stenheten, er krig uundgaaelig. Smukke fredstaler er ikke nok; et fredspalads er heller ikke tilstrækkelig — det har den sidste krig tilfulde bevist. Det har aldrig været talt og skrevet mere om krigens avskaffelse end i de sidste 25 aar. Det er blit stiftet fredsforeninger og indvarslet til fredskon­ferenser m. m., altsammen med krigens endelige avskaffelse Armeniske kvinder og barn som flygtninger i Kaukasus. som maal. Statsmænd og politikere har forsikret at krig var en umulighet i vor oplyste tid. Man paaberopte sig vi­denskap og kultur, og henviste til de store sociale foreninger — baade nationale og internationale — som skulde danne en sammensluttet motvegt mot krigen, og som nok skulde forhindre den. Skulde det imidlertid komme til krig, vilde den høist kunne vare tre maaneder, da ingen nation kunde bære de kolossale utgifter en moderne krig kræver. Ja, saaledes trodde og talte man før 1914; men krigen kom nu allikevel, en grusom og langvarig krig. Og hvorfor? Av den simple grund at dens aarsak hele tiden har været i sterk tilvekst. Krigens virkelige aarsak er synd, og saa længe der er synd, vil der ogsaa være krig; de to følger altid hinanden, -de er uadskillelige. Krigen føres tilbake til syndefaldet — til den familie ved hvem Satan førte synd ind i verden. Kain dræpte sin bror, og siden har det været utøvet mang­foldige mord og ført mange krige. Og da nu vor tids kri­stendom har naadd en utvikling som svarer til den der omtales i 2 Tim. 3,1—5, er det jo bare ganske naturlig at den sidste krig har været den frygteligste verden endnu har set. «Den som gjør synd, er av Djævelen; ti Djævelen syn­der fra begyndelsen. Dertil er Guds søn aabenbaret, at han skal gjøre ende paa Djævelens gjerninger.» 1 Joh. 3, 8. Kri- stus gav sit liv for at frelse menneskene fra synd og for at «gjøre ende paa Djævelens gjeminger», og naar det er skedd, ophører krig for stedse, men heller ikke før. Spørsmaalet biir da: Naar vil dette ske? Naar Satans magt biir tat fra ham, saa at han ikke længer kan «forføre folkene» eller nationene. Men dette sker først ved Kristi gjenkomst; ti først da overtar Kristus «fyrstendømmet», og da opbrændes «hver krigssko som er baaret i slagets tummel, og hvert klædebon som er sølet i blod», «forat fyrstendømmet maa vorde stort og freden uten ende over Davids trone og over hans kongerike, forat det maa bli befæstet og opholdt ved ret og ved retfærdighet, fra nu av og indtil evig tid». Es. 0, 5—7. Det samme fremgaar av Salmen 46,10. Det 7. vers, som vi betragtet i forrige foredrag, fører os ned til den sidste tid og de allersidste begivenheter. Det 10. vers fortæller om krigsgudens endeligt — Herren gjør «ende paa krigene over hele jorden, bryter buen sønder og hugger spydet av; vog­nene brænder han op med ild». Fredspaladset i Haag. Har vi oplevet den sidste krig? Under den sidste krig gjorde de krigførende magter gang paa gang gjældende at det de kjæmpet for, var opnaael- sen av en varig fred og at forhindre gjentagelsen av en lig­nende eller en endnu blodigere krig. At den sidste krig har Nationene ruster sig. „Hellige en krig . . .! Smi eders hakker om til sverd og eders vingaardsknii/er til spyd.* Joel 3, lk. 15. bidrat meget til at forøke interessen for en verdensfred, er jo kun ganske naturlig. Krigen i al sin hæslighet og avskye- lighet er jo tilfulde blit avsløret, og det vil sikkert ikke komme til at være nogen mangel paa agitationsstof eller tilslutning til fredsbevægelsen, som selvfølgelig vil ta ster- kere fart nu end nogensinde før; men dermed er krigen ikke avskaffet. Herren har for aarhundreder siden forutsagt en saa- dan fredsbevægelse. Forsaavidt har den altsaa interesse for os, idet den er et tidens tegn. La os læse hvad Esaias sier: «Og det skal ske i de sidste dage, da skal Herrens huses berg være grundfæstet paa bergenes top og ophøiet over høiene, og alle hedningefolk skal strømme hen til det. Og mange folkeslag skal gaa og si: Kom og la os gaa op til Her­rens berg, til Jakobs Guds hus, forat han maa lære os sine veier, og vi vandre paa hans stier! Ti fra Sion skal utgaa lov, og Herrens ord fra Jerusalem. Og han skal dømme mellem hedningefolkene og skifte ret for mange folkeslag, og de skal smi sine sverd om til hakker og sine spyd til vingaardskniver; et folk skal ikke løfte sverd mot et andet, og de skal ei mere lære at føre krig.» Es. 2, 2—4. Saa sandt Herren har talt, skal en saadan fredsbevægelse altsaa finde sted «i de sidste dage», og «mange folkeslag» eller nationer skal ta del deri. Ifølge denne profeti skal na­tionene danne forbund med krigens fuldstændige avskaffelse som maal. Deres løsen er: «et folk skal ikke løfte sverd mot et andet, og de skal ei mere lære at føre krig». De «folkeslag» eller nationer som indbyder til en saa­dan fredskonferense, gjør det under paaskud av at de vil «lære» Guds «veier» og «vandre paa hans stier». Lignende uttalelser har vi. ofte hørt under den sidste krig. Disse «folkeslag» fortæller at Gud skal dømme mellem folkene og «skifte ret for mange folkeslag». Er det ikke netop det nationenes forbund tar sigte paa — folkenes selvbestemmel­sesret? Det interessante ved denne profeti er at Herren her for- utsier det som nationene vil si, og det lyder jo baade beha­gelig og godt; men set i de bibelske profetiers lys, tar det sig helt anderledes ut. Det er bare et bedrag som ledes av den store erkefiende. Det er et forsøk fra Satans side paa at vuggfe hele verden i søvn og saaledes skjule den sidste fare som truer os. At vi en kort tid faar en verdensfred, er ganske sikkert; men varig biir den, som vi skal se, ikke. Jeg maa her gjøre opmerksom paa at det er ikke Her ren som sier at vi faar en varig verdensfred; han fortælle bare hvad «mange folkeslag skal gaa og si». Og at diss< «folkeslag» ikke taler sandt, fremgaar tilstrækkelig tydelij av at de i det 6. vers biir fremstillet som «forkastet», «ford de er fulde av østerlandets væsen og spaar av skyene son Færdige til anvendelse. „Thi nær er Herrens Dag“ Joel 3, JS filisterne, og av fremmed yngel skaffer de sig overflod». De mangler heller ikke paa avguder; ti istedenfor at tilbed Gud «i aand og sandhet», tilbeder de i virkeligheten «de deres fingrer har gjort». 8. vers. Efterat profeten i sidste del av kapitlet har skildre de sidste straffedomme, der som en følge av menneskene synder gaar hen over jorden, advarer han imot at tro pa den tale som disse «mange folkeslag» fører. Vi læser: «Hol da op med at stole paa mennesket, i hvis næse er et pusl Ti hvad er han at agte for?» 22. vers. FREMTIDSUTS1GTER 1 PROFETIENS LYS 31 Med denne alvorlige advarsel for øie vil vi nu betragte hvorledes Herren skildrer den tid som ligger foran os. Pro­feten Joel spaar om hvad der skal ske «i de sidste dage». Han fortæller ikke hvad «mange folkeslag skal gaa og si», men hvad Herren «har talt». Joel 3, 13. «Utrop dette blandt hedningefolkene, hellige en krig, opvæk de vældige, la alle krigsmænd træde frem, dra op! Smi eders hakker om til sverd og eders vingaardskniver til spyd!» 14. og 15. vers. De som har talt om at smi sine «sverd om til hakker» og sine «spyd til vingaardskniver» — og kanske nogen har gjort det — vil bli slemt skuffet; ti «hedningefolkene skal opvækkes og dra op til Josafats dal». 17. vers. Der skal altsaa det store slag som alle nationer skal ta del i, staa. Joels profeti forutsier det^endelige resultat av natione- nes forsøk paa at opnaa en varig verdensfred, og aarsaken til at det ikke lykkes, er at de har forlatt Herrens ord og sat sin lid til mennesker. Fra tid til anden fremkommer fremragende mænd med uttalelser som peker i samme ret­ning som Joels profeti. Her skal jeg citere fra en artikel som prof. Fridtjof Nansen under sit ophold i Amerika i 1917—18 skrev i «77ie American-Scandinavian Review», un­der overskriften «De smaa staters opgaver efter krigen». Professoren sier bl. a.: «Den nuværende krig føres for de mest elementære retsgrundsæt­ninger, der burde være selvindlysende. Og dog tror jeg ikke paa at denne krig biir den sidste; ti jeg frygter for at det hat den har vakt, vil ligge og ulme og bryte frem paany.» Nævnte artikel stod at læse i * Dagens Nyheder», Kjøbenhavn, d. 25. februar 1918. Den krig Joel skildrer, er den sidste. Det er en frygtelig verdenskrig som har nationenes undergang til følge. I denne krig, som altsaa finder sted efterat nationene har talt om avrustning (jevnf. Es. 2, 4 og Joel 3, 15), skal deltagerne «ligge fra jordens ene ende til den anden». Jer. 25, 33. Ved at sammenligne Joel 3, 19—21 med Jer. 25, 20—33 ser man straks at begge disse profetier henviser til de samme begivenheter. Joel sier at «Herren skal brøle fra Sion og la sin røst høre fra Jerusalem, og himmel og jord skal bæve*, og Jeremias fortæller at «Herren skal brøle fra det høie og la sin røst høre fra sin hellige bolig». At disse spaadommer tar sigte paa den allersidste tid, skal jeg yderligere bevise. Vi læser i Hag. 2, 6: «Ti saa sier Herren, hærskarenes Gud: Endnu en gang, om en liten stund, saa ryster jeg himmelen og jorden og havet og det tørre.» Ifølge hebræerbrevet gjælder denne profeti jordens undergang — da det sker «en omskiftelse av de ting som rystes*. Se Heb. 12, 25—27. Uttrykket «bæve» i Joel 3, 21 henviser til den samme tid og den samme begivenhet. Den krig som er omtalt i disse profetier, biir meget mer grusom og frygtelig end den vi nu har oplevet. Menneskene «skal gaa som blinde; ti mot Herren har de syndet; og de­res blod skal utøses som støv». Sef. 1, 17. Og netop som dette frygtelige uveir er ifærd med at bryte løs, prækes der «fred og ingen fare*. 1 tess. 5, 3. Naar og hvor denne krig findfer sted, faar vi yderligere besked om i Aab. 16,12—16. Johannes ser «tre urene aan­der* som er «djævleaander». Disse «gaar ut til kongene over hele jorderike for at samle dem til krigen paa Guds, den Al­mægtiges, store dag*. Krigen finder sted under de syv sidste plager og utkjæmpes v< d «Harmageddon», eller som Joel sier, «Josafats dal»; alt ia i Palæstina. En anden vigtig og interessant begivenhet i forbindelse med denne krig er at «den store elv Eufrat* skal tørkes bort, forat der skal «ryddes vei for kongene fra østen*. 12. vers. Dette kunde tyde paa at krigen vil bli ført mellem østens og vestens konger. Her maa vi gaa ut fra at «Eufrat* er brukt i billedlig betydhing. Ifølge engelens forklaring betegner de «vande» som der tales om i det følgende kapitel, «folk og skarer og ætter og tunger*. Aab. 17,15. En lignende tolkning finder vi i Es. 8, 7. 8, hvor Eufrats «vande* betegner «Assurs konge* — Jisre’els slette og Megiddo-berget (Harmageddon). FREMT1DSUTSIGTER 1 PROFETIENS LYS 33 aitsaa det folk som dengang bodde ved Eufrat. Holder vi os til denne tolkning, og det er sikkert den rigtige, maa < Eufrat» her betegne de folk som nu bebor Eufrats land — aitsaa tyrkerne. Ifølge dette skal den tyrkiske magt gradvis forsvinde, som en flod der tørkes bort. Selve floden Eufrat kan selvfølgelig heller ikke komme til at spille nQgen rolle i en stor verdenskrig; dertil er den moderne krigskunst altfor høit utviklet. Derimot er det en kjendsgjeming at Tyrkiet har været i en sterk avtagen det sidste hundrede aar; det er snart ikke mer tilbake av det europæiske Tyrki. I Asien gaar det ikke bedre; det er kun et spørsmaal naar dette en gang saa mægtige rike helt for­svinder. Uttrykket «tørkes bort» passer fortræffelig, og Tyr­kiets fuldstændige opløsning vil netop berede veien «for kongene fra østen» — Kina og Japan. Den sidste krig er et vigtig led i profetiens opfyldelse. Som det fremgaar av Aab. 16, 14. 16, skal alle jordens riker delta i krigen ved «Harmageddon». Den sidste krig har bidrat mægtig til at dette kan ske, idet den har lært f. eks. England og Amerika vigtigheten av at ha en vel ut- rustet landhær; før hadde disse to stormagter i virkeligheten ingen. England bragte i løpet av tre aar sin hær op paa flere millioner, og Amerika fulgte med. Andre stater vil følge efter, og naar krigen ved «Harmageddon» bryter løs, staar hele verden rustet til tændene. Den sidste krig har ogsaa lært nationene at ta viden­skapen og opfindelsen i bruk. Flyvemaskinene, undervands- baatene, gasartene, minene m. m. vil uten tvil bli betydelig forbedret, og nye mordvaaben vil bli skaffet tilveie. Alt vil komme til at gaa ut paa at ødelægge og myrde; ti merk profetens ord: «Deres blod skal utøses som støv», og saa kolossalt stort biir de dræptes tal at profeten beskriver dem som liggende «fra jordens ene ende til den anden». Forleden læste jeg en artikel i et av Kjøbenhavns dag- blade, om hvilke hjælpemidler de krigførende land betje­ner sig av for at skaffe ammunition. Jeg skal citere en paragraf: «I sin naade skjænket den gode Gud kemien til menneskene. Men det blev Satan som gav undervisningen i dens bruk. Over hele verden sitter mænd og kvinder ved lange bord og helder harpiks over jernsplinter. Fra Montevideo til Arkangelsk staar mænd og kvinder og arbeider med svovl og surstof. Og de lærde, kemikerne, under sig aldrig hvile. Deres retorter er fulde av syrer og salte. Den luende ild brænder altid paa deres esse, og nye formularer fylder deres pro­tokoller. Hvad er dynamit og skytebomuld? Barnemat! La det faa en beskeden plads i en haandbok for barnenes lek i sandet! Nitro­cellulose og nitrotoluol, det er hvad verden har bruk for nu om dagen. Det er svovlsyre som rinder i kjæmpechellets aarer. Og foran hærene som tørner sammen, meier ned, knuser, tilintetgjør, ødelægger, fraader og raser, gaar kemikernes uhyggelige flok. Deres uniformer er kitlen, som de har tilfælles med slagteren, og deres bannermerke H2SO4. De har ropt liv av døde ting for at spre fordærvelse og dræpe. Det der var tænkt som en velsignelse, er blit til en forbandelse.» Spørres der nu som fordtim: «Vækter! Hvad er skredet av natten?» svarer vækteren: «Morgenen gryr, men det er endnu nat. Vil I bede, saa bed, vend om og kom!» Es. 21, 11. 12 (dr. Lindbergs oversættelse, Kjøbenhavn). Det vi har set og hørt under den sidste krig, kan ikke sammenlignes med det som kommer; i saa henseende er natten mørk. Men «morgenen gryr»; Kristus kommer snart for at gjøre ende paa den mørke nat — avskaffe al synd, al krig og al elendighet. Ganske visst er det «endnu nat», og nationene «ængstes i fortvilelse» og «falder i avmagt av rædsel og gru for det som kommer over jorderike»; men den som tror paa og følger den store Mester, ser i alt dette et tegn paa at «mor­genen gryr», og hører hans ord: «Men naar dette begynder at ske, da ret eder op og løft eders hoder! ti eders forløsning stunder til.» Luk. 21, 25—28. «Vil I bede, saa bed, vend om og kom!» MENNESKETS EVIGE SKJÆBNE. ER VOR EVIGE SKJÆBNE FORUTBESTEMT ? JEG skjønner i sandhet at Gud ikke gjør forskjel paa folk; men blandt ethvert folkeslag tar han imot den som frygter ham og gjør retfærdighet.» Ap. gj. 10, 34. 35. Er vor frelse eller fortabelse forutbestemt? De som tror at Gud forut har bestemt hvem der skal frelses, og hvem der skal fortapes, maa nødvendigvis ogsaa tro at alt det der møter os i livet, er forutbestemt. Gud skulde altsaa være skyld i al den elendighet som findes i verden! Al den lovløshet som vor tid desværre er saa rik paa, de mange avskyelige mord og alle de mange utskeielser vi daglig læser om, skulde Gud altsaa ha plan­lagt og forutbestemt! Hvem kan tro det? Og hvem kan faa en saadan paastand til at harmonere med den al vise, algode og kjærlige Guds egenskaper? Hvis det virkelig er sandt at alt det som møter os, er bestemt forut av Gud, hvorfor laaser man saa dørene sine? Hvorfor anbringer man sine værdisaker paa sikre steder? Hvorfor sender man bud efter lægen naar man biir syk? Hvorfor henvender man sig til politiet naar tyven stjæler ens eiendele? Hvorfor forlanger man at tyven skal straffes, naar det er Gud som har bestemt at han skal stjæle? Men­neskenes handlemaate viser da ogsaa at de ikke tror paa en saadan teori. Av os selv og i vor egen kraft formaar vi intet; vi er avhængige av Gud. Han har skapt os, ikke til at være vilje­løse redskaper, men til at være frie væsener. Han har git os evnen til at vælge, for at vi skal bruke den. Vi træffer selv vort valg og bestemmer selv den vei vi vil vandre paa. Gud er kjærlighet; derfor kan han ikke bruke tvang, og der­for kunde han heller ikke berøve mennesket dets frie vilje. Selvfølgelig kan vi ikke ustraffet gjøre hvad der behager os. Vi maa naturligvis ta følgene av vort valg. Vi har ikke faat naturlovene forat de skal være til skade for os, men til gavn. Allikevel straffes enhver overtrædelse av disse. Stikker vi haanden i kokende vand, skoldes den, eller i ilden, saa brændes den. Naturlovene tar ikke noget hensyn til personer; de virker med samme kraft overfor rike som overfor fattige. Ingen forlanger at Gud skal gripe ind i disse love; man forstaar saa udmerket godt at det ikke kan være anderledes. Men netop paa samme maate forholder det sig med Guds hellige, religiøse love; de er uforanderlige, og en over­trædelse av dem drar altid følger efter sig. Kunde disse love ha været forandret eller avskaffet, vilde det ikke ha været nødvendig at Kristus skulde ofre sig for vor skyld og ta vor straf paa sig. Vor tekst sier at «Gud ikke gjør forskjel paa folk». Hos ham gjælder hverken rang eller stilling; det kommer ikke an paa om man er rik eller fattig, stor eller liten, hvit eller sort, eller hvilken nation man tilhører. Da Jesus forkyndte Jerusalems ødelæggelse, sa han: «Hvor ofte jeg vilde samle dine barn, likesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger! Og I vilde ikke.» Matt. 23, 37. Likesom en høne kaldende samler sine kyllinger under sine vinger for at be- skjærme og beskytte dem, saaledes søkte Gud at samle Is­rael; men de vilde ikke. Fordum sa Herren til Israel: «Kast fra eder alle eders overtrædelser, med hvilke I har forsyndet eder, og skaf eder et nyt hjerte og en ny aand. Hvorfor vil I dø, Israels hus? Ti jeg har ikke behag i dtens død som dør, sier den Herre Herre; saa omvend eder da, og I skal leveU Ez. 18,31.32. Hvorledes kan man faa saadanne uttalelser i Herrens ord til at harmonere med den tanke at vor skjæbne skulde være forutbestemt? Merk uttrykkene: «Hvorfor vil I dø, Israels hus?» og: «Jeg har ikke behag i dens død som dør . . . ; saa omvend eder da, og I skal leve.» «Se, jeg forelægger eder livets vei og dødens vei.» Jer. 21,8. Der er kun to veier — «livets vei og dødens vei.» Disse to veier har Gud nøie beskrevet for os, og han for­maner os altid til at vælge livets vei; ti denne vei fører til det evige liv, den anden derimot til evig fortabelse. Til dem som dadler Gud fordi han tillater «dødens vei» at eksistere, og fordi der paa den maate vil gaa mange mennesker for­tapt, sier Paulus: «Men hvem er dog du, o menneske, som tar til gjenmæle mot Gud? Vil da verket si til virkeren: Hvorfor gjorde du mig saaledes? Eller har ikke pottemake- ren magt over leret, saa at han av samme deig kan arbeide det ene kar til ære, det andet til vanære?» Rom. 9, 20. 21. Ved en flygtig læsning av de profetiske forutsigelser kan en og anden maaske komme til det feilagtige resultat at Gud har bestemt alle ting paa forhaand. Vi har jo i tidligere foredrag set hvorledes det profetiske ord paa en træffende maate har forutsagt de begivenheter som nu gaar i opfyldelse. Gud har ikke forutsagt disse ting fordi de er fra ham, men da han er alvidende, kunde han allerede aarhundreder i for- veien beskrive fremtiden med samme nøiagtighet som om det gjaldt fortiden. Gud taler om eller «nævner det som ikke er til, som om det var til». Rom. 4,17. Vil alle mennesker tilsidst bli frelst? Fra Guds side er det selvfølgelig ikke noget til hinder for at alle mennesker kan bli frelst, og liaar det ikke sker, saa er det udelukkende menneskenes egen skyld. Herom læser vi i 2 Pet. 3, 9: «Herren er ikke sen med løftet, saa- ledes som nogen agter det for senhet, men han har lang- modighet med eder, da han ikke vil at nogen skal fortapes, men at alle skal komme til omvendelse.» Det er ikke Her­rens vilje at en eneste sjæl skal fortapes, men at alle skal omvende sig. Det samme sier den store apostel i 1 Tim. 2, 3. 4: «Ti dette er godt og tækkelig for Gud, vor frelser, som vil at alle mennesker skal bli frelst og komme til sandhetens erkjendelse.» Gud vil gjeme frelse alle. «Vend eder til mig og bli frelste, alle jordens ender! Ti jeg er Gud, og ingen ydermere.» Es. 45, 22. Men naar Herren sier: «Vend eder til mig, og bli frelste, alle jordens ender!» saa har vi ikke lov til at tolke det der­hen at alle mennesker tilsidst vil bli frelst. Nei, men her fortæller Herren hvad resultatet vilde bli, dersom alle menne­sker vilde vende om til ham. Guds løfter staar altid fast, men de er git paa betingelser. Vor utroskap kan ikke rokke ved eller tilintetgjøre dem, men vi avskjærer os derved fra at opnaa forjætteisene. I Matt. 25, 31—41 skildrer Frelseren to klasser menne­sker. Til den ene sier han: «Kom hit, I min faders velsig­nede! » til den anden derimot: «Gaa bort fra mig, I for­bandede!» Det samme fremgaar av utlæggelsen av lignelsen om «ugræsset paa åkeren». «Den gode sæd, det er rikets barn; og ugræsset er den ondes bam.» «Ved verdens ende» skal «Menneskesønnen utsende sine engler, og de skal sanke ut av hans rike alt det som volder anstøt, og dem som gjør uret, og de skal kaste dem i ildovnen; der skal være graat og tænders gnidsel. Da skal de retfærdige skinne som solea i sin faders rike». Matt. 13,36—43. Idet Paulus henviser til den løn som venter dem som maa gjennemgaa trængsel for Kristi skyld, omtaler han til- like hvorledes det vil gaa dem som «ikke er lydige mot vor Herre Jesu evangelium, de som skal lide straf, en evig for­tabelse fra Herrens ansigt og fra hans magts herlighet*. 2 tess. 1, 5—9. Herrens ord skjelner klart og tydelig mellem de to klasser, og hvorledes det tilsidst gaar dem begge. Den ene gaar ind til evig frelse, den anden til evig fortabelse. Bibelen tar skarpt avstand fra den tanke at alle tilsidst vil bli frelst. Johannes sier at de ugudeliges «tal er som havets sand», og han saa at «ild faldt ned av himmelen og fortærte dem». Aab. 20, 8. 9. I det følgende kapitel — 7. og 8. vers — læser vi: «Den som seirer, skal arve alle ting. . . . Men de rædde og vantro, . . . deres del skal være i sjøen som brænder med ild og svovel.» Jesus omtaler de to veier i sin bergpræken. Han sier: «Gaa ind gjennem den trange port! ti den port er vid, og den vei er bred som fører til fortabelsen, og mange er de som gaar ind gjennem den; ti den port er trang, og den vei er smal som fører til livet, og faa er de som finder den.» Matt. 7, 13. 14. Ved en vis leilighet spurte nogen Jesus: «Herre! er det faa som biir frelst?» Hvis det var sandt at alle mennesker tilsidst biir frelst, saa vilde Jesus sikkert ha sagt det. Men hvad svarer han? «Strid for at komme ind gjennem den trange dør! ti mange, sier jeg eder, skal søke at komme ind, og ikke være i stand dertil.» Luk. 13, 23. 24. Biir enhver salig ved sin tro? Bibelen omtaler kun én slags tro som vi kan frelses ved, og det er «Jesu tro». Rom. 3, 23—26. At tro paa Jesus betyder at tro og følge hans ord og lære i alle ting. Dersom vi følger menneskelære eller vore egne meninger, har vi ikke Jesu tro, ti saaledes gjorde ikke han. Han fulgte Faderen i alt, fordi han trodde paa Faderen. Han sier: «Om nogen elsker mig, da holder han mit ord; og min fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og ta bo hos ham.» Joh. 14,23. Og videre: «I er mine venner, dersom I gjør hvad jeg byder eder.» Joh. 15, 14. Det er altsaa ikke nok at man tror; det kommer an paa hvad man tror. Jesu tro var bygget udelukkende paa den hellige skrift. Og saa sikker er Paulus i sin sak at han tør skrive: «Men selv om vi eller en engel fra himmelen for­kynder eder et andet evangelium end det som vi har for­kyndt eder, han være forbandet!» Gal. 1,8. Tænk om en engel kom og præket anderledes end Her­rens ord lærer, saa vilde det dog ikke forandre saken! Det kunde ikke frelse os. Det gaar heller ikke an at bygge paa sine følelser eller stole paa samvittigheten. «Hjertet er be­dragersk, mer end alt andet, og ondt er det; hvo kjender det?» Jer. 17, 9. «Bedragersk mer end alt andet!» Hvem tør da følge Samvittigheten? Samvittigheten er som den biir opdraget. Katolikkens samvittighet bebreider ham, naar han har forsømt at si sine bønner til jomfru Maria, eller undlat at betale for at faa en nær og kjær slegtnings sjæl ut av skjærsilden, mens prote­stantens samvittighet vilde bebreide ham, om han gjorde sig skyldig i slikt. Det staar heller ingen steder i den hellige skrift at samvittigheten er en lygte for vor fot eller et lys paa vor sti — (Sal. 119, 105). Det skal villig indrømmes at det taler til gunst for et menneske at det er oprigtig i sin tro, og vi bør være meget hensynsfulde overfor hverandre og respektere hverandres tro. Selv om vore meninger ikke altid stemmer overens, bør vi elske hverandre. Men vi maa huske paa at en oprigtig tro paa en vildfarelse formaar aldrig at gjøre vildfarelsen til sandhet. Hør hvad den vise mand sier! «Mangen vei tykkes en mand ret; men enden derpaa er dødens veier.» Ordsp. 16, 25. Hvorledes gaar det den som i god tro paa at det er vand, drikker salmiakspiritus? Vil hans oprigtighet frelse hans liv? Hvorledes gaar det den som i god tro gir sig til at hamre paa en dynamitbombe? Hvis man skal reise fra Kri- stiania til Bergen og saa i oprigtig tro paa at det er Bergens- toget allikevel gaar ind i Stockholmstoget, kommer man saa til Bergen? Vi maa fødes paany, omdannes eller skapes til nye men­nesker. Gud alene har skaperkraft, kun han formaar at for­andre vort sind, vor karakter. Likesom verden blev skapt ved Kristus, saaledes skapes ogsaa vi til nye mennesker ved Kristus. «Ti vi er hans verk, skapt i Kristus Jesus til gode gjeminger, som Gud forut har lagt færdige, at vi skulde van­dre i dem.» Ef. 2,10. Omvendelsens verk er et skaperverk, et under. Gud kan skape eller frembringe et Guds barn av et elendig, syn­dig menneske. Hvor herlig! «Derfor, dersom nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forganget, se, alt er blit nyt.» 2 kor. 5, 17. Omvendelsens verk belyses paa en interessant og lære- rik maate i 1 Sam. 10, 1—9. Profeten Samuel meddelte Saul hvorledes det skulde gaa til at han blev omdannet. Vi læser: «Og Herrens aand skal komme over dig, og du skal . . . bli til et andet menneske.» 6. vers. Det var ved den Hellig- aand Gud utførte denne gjerning, og det tok heller ikke lang tid. «Og det skedde, da han vendte ryggen for at gaa fra Samuel, da gav Gud ham et helt andet hjerte; og alle disse tegn indtraf paa den samme dag.» 9. vers. Gud anser ikke «fyrsters personer», og agter ikke «en rik fremfor en fattig; ti hans hænders gjerning er de alle­sammen» Job 34,19. «Gud gjør ikke forskjel paa folk.> Rom. 2, 11. UTVIKLINGSLÆREN. JEG har skapt jorden, menneskene og dyrene som er paa jordei, ved min store kraft og ved min utrakte arm, og jeg gir den til den som er den rette i mine øine.» Jer. 27, 5. Den moderne utviklingslære. Istedenfor at tro Herren og bygge paa den faste grund­vold, Guds ord, forsøker man paa andre maater at ut- granske hvor jorden og plante- og dyreriket er kommet fra — hvorledes det hele er blit til. Man mener at det er for enfoldig at tro Herrens ord: «Han talte, og det skedde; han bød, og det stod der.» Sal. 33, 9. Den bibelske beretning om skabelsen er ikke i harmoni med den moderne utviklingslære; derfor staar valget mellem de to, og jeg sier neppe for meget naar jeg her bemerker at de fleste følger den sidste — utviklingslæren. De øvrige kan atter deles. Av disse halter en del til begge sider — de vil gjerne tro den hellige skrift, men paa den anden side vil de ogsaa gjerne være moderne, og da utviklingslæren lik kundskapens træ er «lystelig at se til, og et ønskelig træ til at faa forstand av», griper de fleste med begjærlighet efter dens frugt. Kun faa tror fuldt ut paa beretningen i 1 mos. 1. kap. Menneskets oprindelse. Utviklingsteorien gaar ut fra at alting stammer fra en eneste liten celle eller fra en luftformig masse, og at jorden er blit til gjennem lange tidsperioder. Langt, uendelig langt tilbake i fjerne tider fremkom de laveste plantearter, som gradvis og meget langsomt utviklet sig, indtil de endelig traadte frem i sin nuværende dragt. Det samme gjælder dyreriket. Skabelsen. „Han talte, og det skedde; han bød, og det stod der.“ Sal. 33,9. Engang mente man at mennesket stammet fra apen. Denne skulde gjennem tidenes løp ha utviklet sig til at bli en mere fuldkommen skabning. En dag mistet den saa pludselig halen. Der har vi mennesket! Denne teori synes dog ikke rigtig at kunne holde sig. Den sykner stadig mer og mer hen, og ligger vistnok nu paa dødsleiet, hvis den ikke allerede er død. Den tanke at vi skulde stamme fra apen, er ikke smig rende, men den er meget betegnende, idet den viser hvor langt menneskene klarer at drive det naar de forkaster den hellige skrift. Hvor sandt er ikke Herrens ord: «De vise biir tilskamme, de biir forskrækket og rammet. Se, Herrens ord har de forkastet; hvori skulde de da ha visdom?» Jer. 8, 9. Her kunde det kanske være paa sin plads at citere et par vers av et digt som den danske digter Hostrup skrev i an­ledning av apeteorien. Under overskriften «En naturforskers stamtavle» sier han bl. a.: «Min fader var en abekat med hale naturligvis, med fire hænder, som godt tog fat og nu vilde være i pris. Mest føler jeg tabet af halen, det tyder paa slægtens dalen; dog den forvisning jeg har, jeg ligner endnu min far.» I de tre følgende vers skildrer digteren sin «bedstefar» som «øgleæt», sin «oldefar» som «andemat» og sin «tipolde­far» som dynd, og slutter i det femte vers med at beskrive sin tipoldefars far paa følgende maate: > — «Talende Stene,* side 55. «Den assyriske og bibelske beretning fuldstændiggjør og utfylder hinanden, > sier professor Sayce videre (side 114), og det samme gjælder de øvrige interessante beretninger, som det lille verk paa en træffende maate viser hen til. I sandhet, det mangler ikke paa beviser for den som i hjer­tets oprigtighet søker efter sandheten. Under overskriften «Stene taler» stod følgende at læse i «Nationaltidende» (Kjøbenhavn) av 29. mars 1914: Heb. 4,12. Sand kristentro maa derfor være en levende tro. Likesom træet kjendes paa sine frugter, saaledes kjen- des ogsaa en kristen paa sjne gjeminger. Disse fortæller om hans tro er egte eller ei; maalestokken er Guds ord. Er vort liv ikke i harmoni med den hellige skrift, saa er vor tro heller ikke egte. Da hviler den ikke paa «apostlenes og profetenes grundvold*. Saå er den en død tro, som Ja­kob kalder den: «Saaledes og med troen: har den ikke gjer- ninger, er den død i sig selv. Men en kan si: Du har tro, og jeg har gjerninger. Vis mig din tro uten gjeminger, og jeg vil vise dig min tro av mine gjeminger! Du tror at Gud er én; du gjør vel; djævlene tror det ogsaa, og skjælver. Og vil du vite det, du daarlige menneske, at troen uten gjer- ninger er unyttig?» «Ti likesom legemet er dødt uten aand, saa er og troen død uten gjerninger.* Jak. 2,17—20. 26. Heb. 11. kap. skildrer hvad sand og levende tro er, og hvorledes den aabenbarer sig. «For den fik de gamle godt vidnesbyrd.» Heb. 11, 2. Mange tror at man under den gamle pakt blev retfærdiggjort ved gjerninger, mens man i den nye pakt retfærdiggjøres ved tro. Det er sandt at en stor del av jøderne forsøkte det; men det mislykkedes; og at det heller ikke lar sig gjøre, fremgaar meget tydelig av den hellige skrift. «Efterdi intet kjød biir retfærdiggjort for ham ved lovgjerninger; ti ved loven kommer syndens er- kjendelse.» Rom. 3, 20. Menneskene er aldrig blit retfærdiggjort paa anden maate end ved tro. Hør det som hebræerbrevets forfatter sier derom: «Ved tro bar Abel frem for Gud et bedre offer end Kain; ved den fik han det vidnesbyrd at han var ret­færdig, idet Gud vidnet om hans gaver, og ved den taler han endnu efter sin død.» Heb. 11,4. Det var ved tro at Abel bar et bedre offer frem for Gud end Kain, og det var ved denne tro han blev retfærdig. Begge disse brødre gik hen for at ofre. Abel bar frem «av sin hjords førstegrøde og av deres fett», men Kain bragte et offer til Herren «av jordens frugt». 1 mos. 4, 3. 4. Gud hadde befalt at ofre et lam, en bukk eller en kalv, men det var bedst til lags med Kains haandtering at ofre av jordens frugt. Kanske har han ment at Gud ikke tok det saa nøie, et offer var jo da et offer! Abel derimot fulgte Herrens undervisning og ofret i over­ensstemmelse hermed. «Ved tro blev Enok bortrykket, saa han ikke skulde se døden, og han blev ikke fundet, fordi Gud hadde bort­rykket ham. Ti før han blev bortrykket, fik han det vid­nesbyrd at han tækkedes Gud.» Heb. 11, 5. Enok levet blandt en ugudelig slegt. Det var en vantroens tid, som kun vor tid kan opvise maken til; men Enok be varte en levende tro paa Herren. De som lever naar Kristus kommer igjen, og som har en lignende tro, tages ogsaa til himmelen uten at smake døden. 1 kor. 15, 51. 52. «Ved tro bygget Noah, varslet av Gud om det som endnu ikke var set, i hellig frygt en ark til frelse for sit hus; ved den fordømte han verden og blev arving til retfærdigheten av tro.» Heb. 11,7. Hvorledes kunde Noahs tro fordømme verden, som da blev ødelagt? Netop derved at han gjorde nøiagtig som Herren hadde befalt. Uten at agte paa haan og spot tok han fat paa at bygge arken. Menneskelig set var det ikke utsigt til at han nogensinde skulde faa bruk for den; men det hadde ingen betydning for Noah. Hvert hammerslag paa arken bekræftet at Noah trodde paa Her­rens forutsigelse om en syndflod. Hans tro fordømte verden, og ved den blev han retfærdiggjort — «arving til retfærdig heten av tro*. Abraham hadde det godt der han bodde før Herren kaldte ham. Men uten at spørre eller gjøre indvendinger adlød han Herren. Han spurte ikke hvor han skulde hen — «han drog ut uten at vite hvorhen han kom*. Heb. 11, 8. Kun én bibel. Der er kun én bibel, og den er ens i alle land og i alle sprog. Den er Guds bok til os, indblæst av Gud. Den er vor regel og rettesnor — en veileder. Den taler klart og tydelig, og den sier ikke et og mener et andet. Dens «aaben- baring oplyser, den gjør enfoldige forstandige*. Sal. 119, 130. Jeg har allerede henvist til det denne bok har utrettet i de land hvor den har faat indpas. Ingen anden bok kan tilnærmelsesvis opvise maken. Dens indflydelse er uten like, dens magt er uten sidestykke. Hvorfor er der saa mange sekter? Jeg bruker ordet «sekt» fordi det forstaaes bedst. Og naar vi husker paa at Paulus efter farisæernes uttalelser var «leder for nasaræernes sekt», og at de første kristne blev kaldt «en sekt» (Ap. gj. 24, 5. 14), bør vi ikke finde det un­derlig om vi engang imellem maa dele samme skjæbne. «Det er nok for disciplen at han biir som sin mester, og tjeneren som sin herre; har de kaldt husbonden Be’elsebul, hvor meget mer da hans husfolk!» Matt. 10,25. Hvorfor er der saa mange forskjellige religiøse partier, naar der bare er én bibel? Spørsmaalet biir endnu mer in­teressant, naar vi samtidig husker paa at alle disse partier paaberoper sig Bibelen og bekjender sig til at følge dens lære. Dersom alle bygget udelukkende paa Herrens ord, vilde der kun bli plads for én menighet. Naar Guds ord biir vor eneste veileder, kommer vi «til enhet i tro paa Guds søn og i kjendskap til ham, til mands modenhet, til aldersmaa- let for Kristi fylde, forat vi ikke længer skal være umyndige og la os kaste og drive om av ethvert lærdoms veir ved menneskenes spil, ved kløkt i vildfarelsens kunster». Ef. 4, 13. 14. Det er ikke Bibelens skyld at det findes saa mange forskjellige partier indenfor kristenheten. Aarsaken maa sø- kes et andet sted. Og den var allerede tilstede i apostlenes dage. Paulus kalder den «lovløshetens hemmelighed. 2 tess 2, 7. Mænd indenfor menighetens egne rækker stod frem og førte forvendt tale og lokket disciplene efter sig. Ap. gj. 20, 30. Menneskene har vendt sig mer og mer bort fra Her­rens ord for at ty til eventyr og har tat sig «lærere i hopetal, fordi det klør dem i øret». 2 Tim. 4,1—4. «Men hvorav kommer det at man læser Bibelen for kjert?» spørres det. Hør hvad Jesus sier: «I farer vild, idet I ikke kjender skriftene og heller ikke Guds kraft.» Matt. 22, 29. Sadducæerne menté de hadde Guds ord til støtte for sin mening om opstandelsen; men Jesus gjorde det klart for dem at de la en hel anden mening i Skriften end den den inspirerte forfatter hadde lagt deri. De hadde ganske visst et teoretisk kjendskap til den hellige skrift; men i vir- keligheten kjendte de den ikke. Ingen kan i sandhet kjende skriften uten samtidig at kjende Guds kraft. Hvad er sandhet? Guds ord er sandhet. < Hellige dem i sandheten! Dit ord er sandhet.* Joh. 17,17. Guds ord indbefatter hele den hellige skrift. Engelen kalder den csandhets bok* (Dan. 10, 20), og salmisten sier om Herrens bud: «Alle dine bud er sandhet.* Sal. 119,151. Som vi har set, har vi faat den hellige skrift ved Kristus. Det er hans aand som taler igjen- nem alle de inspirerte forfattere; han er «veien og sandheten og livet*, og ingen kan komme til Faderen uten ved ham. Joh. 14,6. KRISTI GJENKOMST. NAAR OG HVORLEDES KOMMER KRISTUS? EDERS hjerte forfærdes ikkel Tro paa Gud, og tro paa migi I min faders hus er der mange rum; var det ikke saa, da hadde jeg sagt eder det; ti jeg gaar bort for at berede eder sted; og naar jeg er gaat bort og faar beredt eder sted, kommer jeg igjen og vil ta eder til mig, forat ogsaa I skal være hvor jeg er.» Joh. 14,1—3. Det var under særlige forhold at Mesteren uttalte disse ord. Avskedsstunden nærmet sig, og da disciplene endnu ikke forstod hvorfor deres herre og mester skulde gaa bort, var det jo ganske naturlig at de blev forfærdet og bedrøvet da han sa til dem: «Endnu en liten stund er jeg hos eder; I skal lete efter mig, og som jeg sa til jøderne: Dit hvor jeg gaar, kan I ikke komme, saaledes sier jeg nu ogsaa til eder.» Joh. 13, 33. Jesu løfte gjælder ikke alene disciplene, men ogsaa os. Vi har lov til at glæde os over Frelserens ord, og i saa maate har vi endnu større aarsak til glæde end de, siden vi er denne begivenhet godt 1800 aar nærmere end de var. Det gamle saavelsom det nye testamente vidner klart om at Kristi gjenkomst har været det midtpunkt som Bibe­lens mænds sind og tanker har samlet sig om. Det var denne store begivenhet de alle saa hen til, og dette maal de ønsket at naa. Kristi gjenkomst er kjernepunktet i de bibelske profetier. Enok henviste til Kristi gjenkomst da han sa: «Se, Her ren kommer med sine mange tusen hellige for at holde dorn.* Jud. 14. og 15. vers. Midt i det mørke som omgav Job, og den sygdom som pinte ham og truet med at gjøre ende paa hans liv, lyste haabet om Kristi gjenkomst som en klar stjerne i hans sjæl. Sterk i troen utbryter han: «Jeg vet min gjenløser lever, og som den sidste skal han staa frem paa støvet.* Job 19, 25. Med troens øie skuet Esaias Kristi komme da han skrev: «Se, Herren lar det høre til jordens ende: Si til Sions datter: Se, din frelse kommer; se, hans løn er med ham, og hans gjengjældelse gaar foran ham.* Es. 62,11. Daniel, i hvis bok «mange skal søke ivrig* ved «endens tid» (Dan. 12,4), fordi hans profetier taler om «endens tid» (Dan. 8, 17.19), fører os ned til den sidste store trængsel og Kristi gjenkomst — til Guds folks befrielses dag. Dan. 12, 1. 2. Malakias beskriver Herrens komme og de begivenheter som staar i forbindelse dermed. Om Kristi gjenkomst sier han: «Og hvo utholder den dag da han kommer, og hvo kan bli staaende naar han lar sig se? Ti han er som en smelters ild og som tvætteres lut.* Mal. 3, 2. Paa disciplenes spørsmaal om hvilke tegn der skulde være paa hans tilkommelse og verdens undergang, nævner Jesus en række begivenheter som skulde gaa forut for hans gjenkomst, og naar disse tegn er gaat i opfyldelse, da «skal Menneskesønnens tegn vise sig paa himmelen, og da skal jordens slegter jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme i himmelens skyer med kraft og megen herlighet*. Matt. 24, 30. Løftet om Kristi gjenkomst bringer trøst naar døden river vore kjære bort. «Ti Herren selv skal komme ned fra himmelen med et bydende rop, med overengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal først opstaa; derefter skal vi som lever, som biir tilbake, sammen med dem rykkes i skyer op i luften for at møte Herren, og saa skal vi altid være med Herren.* 1 tess. 4,13—17. Ved sit livs aften kunde den samme apostel uttale de velsignede ord: «Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løpet, bevaret troen. Saa ligger da retfærdighetens krans rede for mig, den som Herren, den retfærdige dommer, skal gi mig paa hin dag, dog ikke mig alene, men alle som har elsket hans aabenbarelse.» 2 Tim. 4, 7. 8. Merk uttrykket: «Alle som har elsket hans aabenbarelse*! Gjør vi det? Kjærlighetens apostel ser hen til Kristi komme som en stor og herlig begivenhet. Læs det som han skriver i Aab. 1, 7; 3, 11; 14,14; 16,15; 22, 7. 12. 20. Merk det som staar i det sidst anførte vers: «Han, som vidner dette, sier: Ja, jeg kommer snart. Amen.* Hertil svarer Johannes: c Ja kom, Herre Jesus!* Men er det ikke merkelig at dette emne, de kristnes haab, som indtok en saa fremragende plads blandt profetene og hos Guds utvalgte i apostelmenigheten, for længe siden er sat i bakgrunden inden kristenheten? Kristi gjenkomst er ikke længer det centrum som kristenheten samler sig om. Der findes kun faa som venter paa Frelserens komme; kun faa taler derom, og det er den allerstørste fare for at kun faa virkelig er iført bryllupsklædningen og har olje i sine lamper. Hvorfor kommer Kristus? Som svar paa dette spørsmaal behøver jeg blot at hen­vise til enkelte av de skriftsteder vi allerede har læst, f. eks. i Aab. 22,12. Jesus sier: «Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig, til at gi enhver igjen efter som hans gjer- ning er.* Frelseren kommer for at belønne sine utvalgte og for at straffe de ugudelige. 2 tess. 1, 6—10. Han kommer for at hente alle sine barn ^— de døde saavelsom de levende. 1 tess. 4,16. 17; Joh. 14,1—3. «Han skal opsluke døden for evig, og den Herre Herre skal avtørre graaten av alle an­sigter, og sit folks forsmædelse skal han bortta fra hele jor­den; ti Herren har talt.* Es. 25, 8. Hvorledes kommer han? Meningene er sterkt delte. Og det er fare for at mange paa dette punkt biir ført bak lyset. Naar jøderne fordum forkastet og tilslut korsfæstet Kristus i den tro at han var en forfører og bedrager, skyldtes dette i første række en urigtig opfatning av hans første komme. Jesus opfyldte alle de profetiske forutsigelser om Messias* komme; men jødernes feil bestod i at de tolket profetiene aandelig og fik dem til at betyde noget helt andet end det der stod. Her staar vi i samme fare, og her kunde jeg ha lyst til at citere nogen linjer fra en artikel provst H. N. Fenger skrev i «National­tidende* (Kjøbenhavn) den 30. septbr. 1911. Angaaende den aandelige tolkning av Herrens ord sier provsten bl. a.: c Luther kjendte godt dem som overfor alt fast i Skriften og læ­ren uophørlig ropte paa aand — aand; han vurderte dem ikke høit. Dette med den aandelige forstaaelse er en gammel, men ikke ufarlig talemaate; man kan pine livet av hele kristenheten med den, tømme den for alt positivt indhold. Guds søns menneskeblivelse skal for- staaes aandelig — forsoningen og opstandelsen aandelig — dom og gjengjældelse — frelse og fortabelse — alt sammen aandelig at for- staa — det vil si: vi omtyder det, saa det passer med vor moderne bevissthet.» Jesus kommer ikke paa en hemmelig eller mystisk maate, heller ikke biir hans, komme saa aandelig at kun (Kingo.) TIDENES TEGN. VOR FRELSERS FORUTSIGELSE OM HVAD DER SKAL SKE SOM TEGN PAA HANS TILKOMMELSE OG VERDENS UNDERGANG. ER DISSE TEGN G AAT I OPFYLDELSE? G FARISÆERNE og saddusæerne gik til ham og fristet ham, og bad at han vilde la dem faa se et tegn fra himmelen. Men han svarte og sa til dem: Naar det er blit aften, sier I: Det biir godt veir, ti himmelen er rød; og om morgenen: I dag biir det uveir, ti himmelen er rød og mørk. Himmelens utseende vet I at tyde, men tidenes tegn kan I ikke tyde.» Matt. 16, 1—3. Frelseren irettesatte ikke farisæerne og saddusæerne fordi de gav agt paa de fysiske tegn, men fordi de ikke gav agt paa tidenes tegn. «Og da han gik ut av templet, sa en av hans discipler til ham: Mester! se hvilke stener og hvilke bygninger!» Mark. 13,1. De forstod godt at Jesu uttalelse: «Se, eders hus skal lates eder øde» sigtet til templets øde læggelse. Men var det mulig? Skulde virkelig det store, prægtige tempel omstyrtes? Skulde de store stener som templet var bygget op av, jevnes med jorden? Neppe var de kommet utenfor, før disciplene henvendte sig til Jesus, og idet de pekte paa templet, sa de til ham: «Se hvilke stener og hvilke bygninger!» For yderligere at bekræfte sine ut- talelser, svarte Mesteren: «Ser I ikke alt dette? Sandelig sier jeg eder: Her skal ikke lates sten paa sten som ikke skal nedbrytes.» Matt. 24, 2. Templet skulde altsaa jevnes med jorden. Paa grund av deres opfatning av israelsrikets gjenop- rettelse, laa det ganske nær for dem at anta at Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse maatte staa i direkte forbindelse Jesus skuer ut over Jerusalem. „Visste oasaa du, om end førstpaa denne din dag. hvad der tjener til din fred!* Luk. 19,42. i tes med hans andet komme og verdens undergang. De spør der­for: «Si os: naar skal dette ske? og hvad skal tegnet være paa din tilkommelse og paa verdens ende?» Matt. 24, 3. Je­sus besvarer ikke deres spørsmaal med at henvise til at det er en sak de ikke skal beskjæftige sig med. Hans svar vid ner derimot om at det netop er enhver sand Kristi efter­følgers hellige pligt at gi agt paa tidenes tegn. Vær paa vakt! «Og Jesus svarte og sa til dem: Se til at ikke nogen forer eder vild!» Matt. 24, 4. Vi staar altsaa i fare for at bli ført vild. Dette ser Jesus, derfor advarer han os. «Ti mange skal komme i mit navn og si: Jeg er Kri- stus. Og de skal forføre mange. Men I skal høre krige og rygter om krige. Se til at I ikke forskrækkes! Ti dette maa altsammen ske; men enden er ikke endda. Ti folk skal reise sig mot folk, og rike mot rike, og der skal være hunger og pest og jordskjælv her og der. Men alle disse ting er en begyndelse til smertene. De skal overgi eder til trængsel og slaa eder ihjel, og I skal hates av alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange forarges, og forraade hverandre og hate hverandre. Og mange falske profeter skal opstaa og forføre mange. Og efterdi uretfærdigheten biir mang foldig, skal kjærligheten bli kold i mange. Men hvo der biir bestandig indtil enden, han skal bli salig. Og dette rikes evangelium skal prækes i den hele verden til et vidnesbyrd for alle folk; og da skal enden komme.» Matt. 24, 4—14. {Norsk oversættelse, utgave av 1901.) Her skildrer Jesus i korte træk begivenhetenes gang ned gjennem tidene: nationenes indbyrdes forhold og de mange elendigheter — som hungersnød, epidemier og jordskjælv som skulde gaa hen over jorden. Han beskriver ogsaa stil­lingen inden kristenheten: trængsel og forfølgelse over Guds barn, den indbyrdes kjærlighet forsvinder, de forraader hver­andre, og falske profeter opståar og forfører mange. Kristas besvarer Disciplenes £_ spørsmaal. „Naar skal dette ske? og hvad skal tegnet være paa din tilkom melse og paa verdens ende?“ Matt. 24, 3. Derefter gaar Jesus tilbake og begynder med Jerusa­lems ødelæggelse og fører os helt ned til de allersidste tegn. Og at disse tegn er givet forat vi kan vite naar tiden er nær, fremgaar klart av formaningen i det 15. og 33. vers: «Den som læser det, han se til at skjønne det!» Og: «Saa ledes skal ogsaa I, naar I ser alt dette, vite at han er nær for døren.» Vor frelser vilde sikkert ikke ha gjort sig saa stor umake og git en saa indgaaende fremstilling av saken, dersom det ikke var hans mening at vi skulde granske disse ting. Krig. «I skal høre krige og rygter om krige.» Jesus saa alle de forfærdelige krige som har fundet sted siden den dag han sat paa oljeberget og talte med sine discipler. Det samme gjælder den store hungersnød som fra tid til anden vilde komme over jorden, saavelsom al den sorg, død og ødelæg­gelse som pest og jordskjælv vilde foraarsake. Han visste ogsaa at naar dette begyndte at gaa i opfyldelse, vilde nogen tro at verdens ende var kommet. For at forebygge dette sier han: «Dette maa først ske; men enden kommer ikke med det samme.» Luk. 21, 9. At Jesu ord om krig er gaat og gaar i opfyldelse, behøver jeg neppe at komme nærmere ind paa her. De mange blodige og gyselige krige som historien melder om, bekræfter det. Og vor tid staar ikke tilbake i saa henseende. Hunger, pest og jordskjælv. «Der skal være hunger og pest og jordskjælv her og der.» Dette er ogsaa opfyldt paa en træffende maate. Historien og statistikken bekræfter det. Her skal jeg imidlertid nøies med at henvise til «Salmonsens Leksikom (Art. «Misvekst»), hvor vi bl. a. læser: «Det findes talrike skildringer i middelalderen av disse nødstil­stande, snart med gruvækkende tildragelser (forældre slagter sine barn, barn sine forældre, lik opgraves; 1505 blev i Ungarn forældre som hadde spist sine barn, fritat for straf), snart med eksempler paa sjæls­stor opofrelse. Man spiste bark, jord blandet med mel (Ungarn) o. 1... » Kun faa aner hvor mange millioner mennesker har maattet bukke under for de mange dødelige farsotter — f. eks. «den sorte død» og koleraen — som gjennem tidenes Den sidste bøn. „Forat hver den som tror paa ham, ikke skal fortapes, men ha evig livJoh. 3,16. løp har raset i de forskjellige land. Disse sygdommer har krævet et næsten uhørt antal menneskeliv. Undertiden er hele sogn utdøde, og ikke saa sjelden er større byer blit hjemsøkt i den grad at det endog har set meget faretru­ende ut. Frelseren omtaler ogsaa jordskjælv. De utgjør et tegn i rækken, og statistikken bekræfter deres økning. Her skal jeg henvise til den engelske seismolog Robert Mallets tabel­ler (citert i «Ef Blik paa vor Ticb>), som viser at det i de sidste 1700 aar før Kristus indtraf 58 jordskjælv, d. v. s. ett hvert 29. aar. De første 900 aar ef. Kr. berettes der om 197 jordskjælv, eller ett hvert fjerde aar. De følgende 600 aar indtraf der 532, eller ett hvert aar. I de næste 300 aar var der 2804, eller ni hvert aar. Fra 1801 til 1850 ind­traf der 3240, eller 64 hvert aar. Fra 1850 til 1868 har vi 5000 jordskjælv, eller 277 hvert aar. Jo længer vi kommer ned i tiden, desto hyppigere og voldsommere biir jordskjælvene. I aaret 1755 indtraf saa- ledes det store jordskjælv i Lissabon, hvorved 60,000 men* neskeliv gik tapt. Naar vi kommer ned til vor tid, har vi først det store jordskjælv i 1906, som i løpet av nogen faa øieblikke ødela San Francisco. Derefter følger jordskjælvet i Valparaiso. Siden biir Kingston paa Jamaica ødelagt. Og i 1908 det frygtelige jordskjælv paa Sicilien. Disse bekræfter Jesu ord og minder om hvad Esaias sier om de sidste øde­læggelser som gaar hen over jorden: «Splittet, søndersplittet biir jorden; rystet, gjennemrystet biir jorden. Rave skal jor­den som den drukne, og svinges hit og dit som en hænge- køie, og dens misgjerning skal tynge paa den, og den skal falde og ikke reise sig mer.» Es. 24, 19. 20. Jerusalems ødelæggelse. Efterat Jesus hadde forutsagt at «dette rikes evangelium skal prækes i den ganske verden til et vidnesbyrd for alle folk», begynder han atter med Jerusalems ødelæggelse og fører disciplene ned gjennem tiden til hans herlige gjen- komst. Han sier: «Naar I da ser ødelæggelsens vederstyggelighet, som profeten Daniel har talt om, staa paa hellig grund — den som læser det, han se til at skjønne det! — da maa de som er i Judæa, fly til fjelds, og den som er paa taket, ikke stige ned for at hente noget fra sit hus, og den som er ute paa marken, ikke vende tilbake for at hente sin kappe. Ve de frugtsommelige og dem som gir die, i de dage! Men bed at eders flugt ikke maa ske om vinteren eller paa sabbaten! ti da skal det være saa stor en trængsel som ikke har været Romerne beleirer Jerusalem, aar 70 ef. Kr. „Naar 1 ser Jerusalem bli kringsat av krigshære, da skal I vite at dets ødelæggelse er nærr Luk. 21, 20. fra verdens begyndelse indtil nu, og heller ikke skal bli. Og blev ikke de dage forkortet, da blev intet kjød frelst; men for de utvalgtes skyld skal de dage bli forkortet. Om nogen da sier til eder: Se, her er Messias, eller der, da skal I ikke tro det.* Matt. 24,15—23. Herren underviste de kristne om hvorledes de skulde forholde sig under Jerusalems ødelæggelse. Naar de saa «ødelæggelsens vederstyggelighed at «staa paa hellig grund*, skulde de skynde sig ut av staden og flygte til fjelds. Lukas forklarer nærmere hvad uttrykket «ødelæggelsens vederstyg­gelighed betyder. Han skriver: «Men naar I ser Jerusalem bli kringsat av krigshærer, da skal I vite at dets ødelæggelse er nær.» Luk. 21, 20. To ting skulde de kristne bede om i for­bindelse med denne begivenhet, nemlig at deres flugt ikke skulde ske om vinteren, og heller ikke paa sabbaten. Jerusalem blev indtat i aaret 70 ef. Kr. Men førend beleiringen fandt sted, var de kristne flygtet ut av staden ifølge Herrens befaling og undgik saaledes de frygtelige li­delser som rammet jøderne. Disse led forfærdelig under be­leiringen. Josefus fortæller at mødre spiste sine egne barn — en opfyldelse av 5 mos. 28, 53. Da staden faldt, blev jøderne myrdet i massevis. Mange blev korsfæstet, og ca. 40,000 blev solgt som slaver. Josefus beretter at da det kun var faa kjø- pere i forhold til det store antal som skulde sælges, blev de solgt for en billig penge. Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa 5 mos. 28, 68: «Men ingen skal kjøpe.* Den store trængsel. Den trængsel Jesus henviser til i det 21. og 22. vers, kunde ved en flygtig læsning synes at høre sammen med Je­rusalems ødelæggelse; men ved nøiere betragtning ser man at saa ikke er tilfældet. De dage blev jo ikke forkortet; des- uten var de utvalgte heller ikke i staden under beleiringen. Men Frelseren tar det hele under ett og fører os uten avbry- telse videre ned igjennem tiden fra aar 70 til hans andet komme. Den trængsel han her sigter til, maa derfor være den trængsel de utvalgte maatte gjennemgaa under pave dømmets magt og vælde. Det profetiske ord har med en forbausende nøiagtighet, som jeg senere skal faa anledning til at bevise, forutsagt pavedømmets opkomst, utvikling og endeligt, samt hvor længe magten skulde gives i dets haand. Pavekirken for fulgte uten skaansel de anderledes tænkende indtil reformati onstiden. Da blev disse dage forkortet. Om denne trængsel sier Martin Luther i en præken han holdt den 25. søndag efter trinitatis 1532 over Matt. 24, 15—28, bl a. følgende: ««Dersom disse dage ikke blev forkortet, da blev intet menneske salig [Lujhers bibeloversættelse]; men for de utvalgtes skyld skal disse dage bli forkortet.* Dette er forfærdelige ord som vi skal ta os til hjerte, forat vi des flittigere maa holde os til Guds ord. Ti her gjæl- der det ikke blot om krig og blodsutgydelse, saaledes som i Jerusalem, men om en anden, endnu større og høiere fare, nemlig vildfarelse, falsk lære og uret gudstjeneste, hvorved vi ikke alene sætter legeme og liv til, men ogsaa sjæl og salighet. Som og Herren her sier at intet menneske vilde bli salig, dersom disse dage ikke blev forkortet. Om nu en saadan blindhet skal komme før den yderste dag er forhaanden, det kan man vel ikke saa sikkert vite. Men naar vi ser tilbake paa den fremfarne tid, saa finder vi der en saa stor blindhet og saa gruelige, eller som Paulus sier, «kraftige vildfarelser* (2tess. 2, 11), at om ikke Gud var kommet til med sit ords lys, da skulde visse­lig ikke noget menneske kunne være blit salig. . . . Derfor mener jeg at denne vor herre Kristi forutsigelse om de kommende vildfarelser allerede for størstedelen er gaat i opfyldelse.* — Luthers buspostil utgit av Luther selv, Wittenberg 1544. Oversat av F. L. Mynster. Kjø- benhavn 1864. Falske profeter. De falske Messias’er og falske profeter som omtales i Matt. 24, 24—27, hører vor tid til. Og naar man nu vet at mormonerne tror og lærer at Kristus vil komme til Utah for at samles der med «de sidste dages hellige*, faar Jesu ord en særlig interesse, naar han i det 26. vers uttaler: «Om de da sier til eder: Se, han er ute i ørkenen, da gaa ikke derut.* Størstedelen av staten Utah bestaar nemlig av ørkenagtige høisletter. Slaar vi op i «Nordisk Konversationsleksikon», art. «Utah», læser vi bl. a. følgende: «En stor del av landet bestaar av den store saltørken, og det er i det hele kun i besiddelse av ringe naturlig frugtbarhet.» Da Mormonismens læresætninger strider mot den hel­lige skrift, har mormonerne forkastet den autoriserte bibel, og antat den «inspirerte bibeloversættelse» som er utgit av Josef Smith. Dette forhold søker mormonmissionæreme (det samme gjælder ogsaa de saakaldte josefister) imidlertid at skjule for sine tilhørere, indtil de har vundet dem for sin lære. Ved at sammenligne Josef Smiths «inspirerte bibel oversættelse» med den hellige skrift, ser man straks hvor grundfalsk mormonismen er. Deres vederstyggelige lære om flerkoneri saavelsom læren om at Gud og Kristus skulde ha flere hustruer o.s.v., vidner tilstrækkelig tydelig om hvem mormonismens ophavsmand virkelig er. Ikke mindre op rørende er deres lære om blodforsoningen — at man ved at utgyde menneskers blod (myrde dem) skaffer dem frelse. Tegn i sol, maane og stjerner. «Men straks efter de dages trængsel skal solen formør­kes og maanen ikke gi sit skin, og stjernene skal falde ned fra himmelen, og himmelens kræfter skal rokkes. Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig paa himmelen.» Matl. 24, 29. 30. Markus skriver: «Men i de dage, efter den træng­sel, skal solen formørkes» o.s.v. Den solformørkelse Frel­seren henviser til, maa saaledes finde sted «i de dage», da pavekirken er i besiddelse av verdensmagt, men ikke førend den store forfølgelse har hørt op. Det vil med andre ord si at denne solformørkelse maa indtræffe før utgangen av aaret 1798; ti som bekjendt mistet paven sin verdslige magt i 1798, da den franske general Bertier drog ind i Rom, tok pave Pius VI til fange og proklamerte den romerske repu­blik. Den solformørkelse som her er tale om* maa være av used vanlig art. Spørsmaalet biir da: Har en saadan solfor­ mørkelse som svarer til den Frelseren forutsa, fundet sted? Historien bekræfter det. Den 19. mai 1780 viser frem netop en saadan sol- og maaneformørkelse. Her skal jeg læse hvad præsident Dwight skriver i «Connecticut Historical Collections*: «Den 19. mai var en merkværdig mørk dag. Lys blev tændt i mange hus. Fuglene var stille og skjulte sig. Hønsene gik til hvile. Det var den almindelige mening at dommens dag var nær. Den lov­givende forsamling i Connecticut var samlet i Hartford, men maatte hæve møtet paa grund av mørket. > Og videre: c Journalistene indrømmer at de ikke er i stand til at skildre det fænomen som viste sig i staten sidste fredag. Mørket tiltok til kl. var næsten ett. Det var saa mørkt at folk maatte forlate sine forretninger, og man maatte spise ved kunstig lys. Et saadant naturfænomen har ingen før oplevet, end ikke de ældste iblandt os.» — «Boston Gazette*, 22. mai 1780. Robert Sears skriver i sin bok «Guide to Knowledge*: «Den 19. mai 1780 var der et ualmindelig mørke overalt i Ny England, og det strakte sig ogsaa til Kanada. Det varte omtrent fjorten timer, fra kl. 10 morgen til midnat. . . . Aarsaken til dette fænomen er ukjendt. Det var ikke en følge av nogen almindelig solformørkelse.* Slaar vi op i den store leksikograf Noah Websters verk, finder vi følgende om den mørke dag 1780: c Den mørke dag, den 19. mai 1780; saaledes kaldet paa grund av et merkværdig mørke, som den dag bredde sig over hele Ny England. Paa sine steder kunde man i flere timer i træk ikke se at læse almin­delig skrift ute i det frie. Fuglene kvidret sin aftensang, fløi bort og blev stille. Fjærkræet satte sig tilrette for natten, og kvæget søkte hjem til gaardene. I husene tændte man lys. Mørket begyndte ved titiden om formiddagen og blev ved til midnat, dog med vekslende styrke og varighet paa de forskjellige steder. . . . Den sande aarsak til dette merkværdige fænomen er ikke kjendt.* Om maaneformørkelsen den paafølgende nat læser vi i Stone’s «History of Beverly» følgende: «Den paafølgende aften og nat var mørket sandsynligvis saa tykt som man nogensinde har set det, siden den almægtige frembragte lyset. Jeg kunde ikke den gang avholde mig fra den tanke, at selv om et­ hvert lysende legeme i verdensrummet var blit indhyllet i et uigjen- nemtrængelig mørke, eller de pludselig var blit utslukket, kunde mørket ikke ha været mere fuldstændig. Et stykke hvitt papir som blev holdt kun nogen faa tommer fra øiet, var likesaa usynlig som det sorteste fløil.> Men nu spørres der: Hvorfor kan videnskapen ikke for klare denne solformørkelse? Alene av den grund at en al­mindelig solformørkelse kun kan finde sted naar det er nymaane. Vi henvender os da til astronomien for nærmere at un dersøke denne sak. «Astronomisches Jahrbuch oder Ephe- meriden fur das Jahr 1780*, av J. E. Bode. Utarbeidet og trykt under medvirken av kgl. videnskaps-akademi i Berlin. Berlin 1777, 1. del, side 39, 144—148, meddeler følgende: Nymaane den 4. mai, første kvarter den ll.mai, fuldmaane den 18., sidste kvarter den 26. mai. Der indtraf i aaret 1780 fire almindelige formørkelser, nemlig en solformørkelse om eftermiddagen den 4. mai, synlig paa den sydlige halvkule, og atter en den 27. oktbr., synlig kun i de nordlige egne; endvidere en maaneformørkelse den 18. mai, samt en partiel formørkelse av maanen den 12. novbr. — Disse citater og opgivelser er hentet fra verket «Et Blik paa vor Tid*. Den solformørkelse som indtraf den 19. mai 1780, kan altsaa ikke ha været en almindelig solformørkelse. Viden­skapen erkjender at den ikke kan forklare dette fænomen, som det heter. Det gaar med disse tegn som det gik med den stjerne som stod over Betlehem hin nat da Frelseren blev født: kun faa saa i den et tidens tegn. Herodes, ypper- steprestene og de skriftkloke la slet ikke merke til den. Uttrykket at stjernene skal falde av himmelen, maa selvfølgelig bli forstaat ut fra de uttryk som var gjængse den gang saavelsom nu, altsaa et stjernefald. Av dem histo­rien omtaler, svarer det stjerneregn som fandt sted den 13. novbr. 1833, nøiagtig til forutsigelsen. Herom læser vi i «Journal of Commerce», den 14. novbr. 1833, fra Henry Dana Wards pen: «Ingen har fortalt eller nedskrevet en begivenhet som kan lignes med den som fandt sted igaarmorges. Men en profet forutsa den nøi- agtig for 1800 aar siden. Stjernene faldt, likesom naar et fikentræ kaster sine umodne frugter, naar det bevæges av en sterk vind. Herav merker man profetiens nøiagtrghet. Aab. 6,13. De faldt ikke som om de kom fra mange trær der blev rystet, men fra ett træ. De faldt heller ikke som naar den modne frugt falder, men de fløi likesom umoden frugt der hænger fast ved grenene, og, rystet av den sterke vind, drives like frem og falder ned.» Det stjemefald som omtales i Aab. 6, 13, maa selvfølgelig være det samme som vi læser om i Matt. 24. kap. Prof. Olmstead ved Yale-universitetet i Amerika omtaler denne meteorsværm paa følgende maate: «De som var saa heldige at se det store stjernefald om morgenen den 13. novbr. 1833, saa uten tvil det største skue av himmelsk fyr- verkeri, som nogensinde har vist sig siden verdens skabelsen Himmelens kræfter skal røres. De mange ulykker tillands saavelsom tilvands, foraar- saket av stormer, orkaner, cykloner osv., taler ogsaa sit sprog. Kristus sier: «Og der skal ske tegn i sol og maane og stjerner, og paa jorden skal folkene ængstes i fortvilelse naar hav og brændinger bruser, mens mennesker falder i av- magt av rædsel og gru for det som kommer over jorderike; ti himmelens kræfter skal rbkkes.* Luk. 21, 25. 26. Menneskene har altid været senhjertet til at gi agt paa tidenes tegn, og den sandhet Herren har latt forkynde. Det var tilfældet i Noahs dage og paa Jesu tid, og det samme gjælder nu. Man ansaa Noah for en fanatiker, og ifølge yp- persteprestenes og farisæernes utsagn var Jesus en stor be­drager — en Belsebul. Hvorledes skulde vel én mand vite mer end raadsherrene og de lærde farisæere! Ingen av disse trodde paa ham. Joh. 7, 48. Som vi har set, fører Frelserens store profeti os ned til den sidste tid, til hans herlige aabenbarelse. Disse ting er nedtegnet i Guds bok for vor skyld, at den dag ikke skal komme som en tyv over os. Til enhver der likesom disciplene spørger i hjertets op- rigtighet: «Hvad skal tegnet være paa din tilkommelse og paa verdens ende?» vil Frelseren sende lys og sandhet. De ting der nu som dengang er skjult «for de vise», vil han aa- benbare «for de umyndige». Midt i det mørke som indhyller verden, skinner Guds ord som en straalende stjerne der vi­ser os vei til det evige rike. «Men I, brødre, er ikke i mørket, saa dagen skulde komme over eder som en tyv; ti I er alle lysets barn___La os derfor ikke sove, som de andre, men la os vaake og være ædrue,... iklædd troens og kjærlighetens brynje og med haabet om frelse som hjelm.» 1 tess. 5, 4—8. DEN FORSEGLEDE BOK AAPNET. SÆRSKILT PROFETISK LYS MOT TIDENS AFTEN. OG JEG saa en anden vældig engel komme ned fra himmelen, klædd i en sky, og regnbuen var over hans hode, og hans aasyn var som solen, og hans føtter som ildstøtter; og han hadde i sin haand en liten aapnet bok, og han satte sin høire fot paa havet og den venstre paa jorden, og ropte med høi røst. som en løve brøler, og da han hadde ropt, talte de syv tordener med sine røster. Og da de syv tordener hadde talt, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en røst fra himmelen si: Sæt segl for det som de syv tordener talte, og skriv det ikke! Og engelen som jeg saa stod paa havet og jorden, løftet sin høire haand op mot himmelen og svor ved ham som lever i al evighet, ham som skapte himmelen og det som er i den, og jorden og det som er paa den, og havet og det som er i det, at der ikke skal være mer tid, men i de dage da den syvende engels røst biir hørt, naar han skal blæse i basunen, da skal Guds hemmplighet være fuldbyrdet, saaledes som han forkyndte for sine tjenere, profetene.» Aab. 10, 1—7. Englene er Guds sendebud; de utretter hans ord, idet de hører hans ords røst. Sal. 103, 20. Den vældige engel vi her læser om, kommer ned fra himmelen med en liten bok, som er aapnet. Idet han sætter sin høire fot paa havet og den venstre paa jorden, forkynder han med stor styrke «at der ikke skal være mer tid». Engelen er klædd i en sky og omgit av en regnbue, hans ansigt skinner som solen, og hans føtter ligner ild- støtter — et træffende sindbillede paa engelens magt og her- lighet. Det er ogsaa et smukt symbol paa den kraft som vil følge med det budskap som omtales i disse vers. Vi lægger li keledes merke til at engelen sætter sin ene fot paa havel og den andre paa jorden, noget som sier os at vi her staar overfor en bevægelse som vil komme til at omfatte hele verden. Den forseglede bok aapnet. Engelen «hadde i sin haand en liten aapnet bok». Ut- trykket «aapnet» kan meget passende betyde at boken hittil har været forseglet, men at den nu er lukket op. Naar tiden kommer at en bestemt profeti skal gaa i opfyldelse, aapner Herrens aand Skriften for de ærlige og oprigtige. Men nu boken? Er det en bestemt bok, og i saa til­fælde hvilken? Hvem kan besvare disse spørsmaal? I Aab. 10, 8. 9 læser vi: «0g den røst som jeg hadde hørt fra him­melen, hørte jeg atter tale med mig og si: Gaa og ta den lille aapnede bok i den engels haand som staar paa havet og paa jorden! Og jeg gik bort til engelen og sa til ham at han skulde gi mig den lille bok. Og han sier til mig: Ta og æd den! og den skal svi i din buk, men i din mund skal den være søt som honning.» Johannes skulde spise boken. Noget lignende finder vi hos Esekiel. Herren sier til ham: «Menneskesøn! Æd hvad du her finder for dig! Æd denne rulle, og gaa hen, tal til Israels hus! Og jeg oplot min mund, og han gav mig denne rulle at æde, ... og den var i min mund søt som honning.» Esek. 3,1—3. Hvad var det Esekiel skulde spise? Det 10. vers svarer: «Og han sa til mig: Menneskesøn! Alle mine ord som jeg taler til dig, skal du opta i dit hjerte og høre med dine ører.» At Esekiel skulde spise denne rulle, var altsaa et sind­billede paa hvorledes han skulde spise Herrens ord — opta dem i sit hjerte. Det samme fremgaar aV Jer. 15,16: «Jeg fandt dine ord, og jeg aad dem, og dine ord var mig til fryd og til mit hjertes glæde. > DEN FORSEGLEDE BOK AAPNET 101 Den «liten bok* som engelen hadde i sin haand, maa derfor være en av de hellige høker. At den biir spist, maa betyde at den vil bli gransket naar tiden kommer da de ting og begivenheter den omhandler, gaar i opfyldelse. Det biir sagt til Johannes at han skal spise boken; men Johannes vilde jo ikke leve til den tid da Guds skjulte raad skulde bli fuldkommet — da «der ikke skal være mer tid*. Nei, men her repræsenterer han Guds folk. Saaledes gaar det som regel til i de profetiske forutsigelser. I disse utfører profeten det som den eller de han profeterer om, senere hen virkelig vil gjøre. I Sal. 22,19 sier David: «De deler mine klær mellem sig og kaster lod om min kjortel.* At David her ikke skri­ver om sig selv, men derimot om Kristus, fremgaar meget tydelig av Matt. 27, 35. Idet Peter paa pinsedagen citerer David (Sal. 16, 8—11), sier han at David talte «fremsynt» om Kristi opstandelse. Ap. gj. 2, 30. 31. I disse profetier lar den Helligaand altsaa David træde i Jesu sted. Den Helligaand lar Sakarias si: «Er det godt i eders øine, saa gi mig min løn, men hvis ikke, saa la det være! Og de avveiet min løn, treti sølvpenger. Og Herren sa til mig: Kast den hen til pottemakeren, den herlige pris som jeg er agtet værd av dem! Og jeg tok de treti sølvpenger, og kaste^dem hen i Herrens hus til pottemakeren.* Sak. 11,12. 13. S&m vi ser, indtar profeten i dette syn Judas’ plads. Da tiden kom for opfyldelsen av denne profeti, gik Judas nemlig hen «til yppersteprestene og sa: Hvad vil I gi mig, saa skal jeg gi ham i eders vold? De gav ham da treti sølvpenger* (som hans løn) — eller (Dansk oversættelse.) «Kundskap skal bli mangfoldige Da engelen meddelte Daniel at boken skulde være forseglet «indtil endens tid», laa vor oplyste tid med alle dens moderne opfindelser aapen for hans blik. De vældige fremskridt paa kommunikations­midlenes omraade, som hører vor tid til, sætter os i stand til Gutenbergs boktrykkerpresse. Paa denne presse blev den første trykte bibel fremstillet, aar U56 ef. Kr. at utføre en verdensomfattende virksomhet i løpet av kort tid. Vi behøver kun at gaa tilbake et hundrede aar i tiden for at finde saa at si de samme befordringsmidler som for omkring to tusen aar siden. Men hvorledes forholder det sig nu? Man pløier havets bølger og farer hen over skinnene med en hurtighet som vilde ha forbauset for ikke at si for­skrækket vore forfædre. Vort fortræffelige postvæsen sætter os i stand til at sende breve saavelsom tryksaker til alle verdensdele i forbausende kort tid. Telegrammene farer av- sted med lynets fart og bringer bud til fjerne land. Ved hjælp av den traadløse telegraf kan man sende sine med­ delelser gjennem luften. Og flyvemaskinene begynder at indta en fremskudt plads i befordringsmidlenes rækker. Alle de mange opfindelser som vor tid kan opvise, men som vi Franklins boktrykkerpresse. To mand kunde høist ta 250avtryk i timen. av mangel paa tid ikke kan omtale, bekræfter yderligere engelens ord: «Kundskapen skal vorde megen». For ca. 60 aar siden uttalte den danske historiker Fr. Hammerich sig paa dette punkt bl. a. saaledes: Verdens største rotationspresse. Længde ca. 14,50 m., høide ca. 5,85 m., veg> 175 ton; den bestaar av 65,000 dele og gjør 300 omdreininger i minuttet. For- bruket av papir er 18 ton pr. time, eller 348 km. papir 90 cm. bredt. Presser trykker og falser 300,000 8-sidige aviser i timen. floe*s dobbelte rotationspresse. «Og ved alle vor tids opdagelser som paa en hittil uhørt maate nærmer folkene til hinanden, ved telegraflinjer og dampskibslinjer ©g dristige reisende som aapner adgangen til hermetisk tillukkede egne, biir jo tillike beredt en vei for Herren; naar hans time saa kommer, kan det ske i en hast som ellers vilde kræve aarhundreder, og den vil og maa komme, det glade budskap skal forkyndes over hele verden til et vidnesbyrd.* «Kirkehistoriske Foredrag.» — Fr. Hammerich, side 19. Med hvilken fart kan ikke Herrens sandhet bli forkyndt i alle land — selv i de mørke hedningeland! Overalt biir det anlagt jernbaner. Der er al utsigt til at man i en nær fremtid kan reise gjennem Afrika fra nord til syd og fra øst til vest paa jernbane. For et aarhundrede siden tok det vore forfædre flere maaneder for at komme til Amerika; nu reiser vi dertil i løpet av nogen dage. Vi kan reise fra Kjø- benhavn til Stockholm paa en nat. Avstanden er godt 600 km. Amerikanerne slaar dog rekorden. Hvis man sætter sig ind i den saakaldte «flyvende ekspres* som avgaar fra New York kl. 3.30 efterm., vil man kunne være i Chicago den følgende morgen kl. 9. Her er avstanden 1600 km. Der kan ikke være tvil om at Gud har sørget for at alle disse moderne samfærdselsmidler er blit utviklet i den grad som skedd er, forat han kan ta dem i sin tjeneste naar tiden kommer at hans ord skal opfyldes i hast. Den vældige engel staar med den ene foten paa havet og den andre paa jorden. Ingen kan stanse Guds verk; det vil gaa sin seiersgang — dog «ikke ved magt og ikke ved kraft, men ved min aand, sier Herren*. Sak. 4, 6. Daniels bok vil bli lukket op — det vil si, vor opmerk- somhet vil bli ledet hen paa de profetier som gjælder «en­dens tid*. Saa interessert er Gud i os, og saa høit elsker han os at han har latt nedtegne disse ting, forat vi kan vite hvad som snart vil ske. Burde vi ikke med ærefrygt og med hjertet opløftet i tak til Gud læse og granske hans ord? Naar vi i de følgende foredrag skal betragte nogen av de interessante ting Herren har aabenbaret for os i denne bok, DEN FORSEGLEDE BOK AAPNET 111 sker det med et inderlig ønske om at Herrens engel og aand maa være tilstede og veilede os. Daniel var en bønnens mand. Hans bok blev skrevet under bøn. Medmindre Gud faar lov til at lede vore sind og tanker, vil disse herlige sand- heter kun naa vore ører, men ikke vore hjerter. tOg han sa: Gak bort, Daniel! Ti tillukket og forseglet er ordene indtil endens tid. Mange skal rense sig og tvætte sig hvite og lutre sig, og ugudelige skal handle ugudelig, og ingen ugudelig skal forstaa det; men de forstandige skal for- staa det.» Dan. 12, 9. 10. Herren give at vor lod maatte være iblandt de forstan­diges rækker! TALENDE VIDNESBYRD. INTERESSANTE PROFETISKE VEIMERKER, SOM “VISER OS HVOR VI BEFINDER OS I DENNE VERDENS HISTORIE, OG DET SOM SNART SKAL SKE. G DES fastere har vi det profetiske ord, som I gjør vel i at agte paa som paa et lys der skinner paa et mørkt sted, indtil dagen lyser frem og morgenstjernen gaar op i eders hjerter, idet I først og fremst vet dette, at intet profet-ord i Skriften er git til egen tydning; ti aldrig er noget profet-ord fremkommet ved et men­neskes vilje, men de hellige Guds mænd talte, drevet av den Helligaand.» 2 Pet. 1, 19—21. Det profetiske ord forutsier kommende begivenheter — løfter fremtidens slør. Derigjennem har Herren forutsagt de store omveltninger (baade paa det religiøse og politiske omraade) som fra tid til anden har fundet sted. Herren har forutsagt stormagters fremkomst, utvikling og undergang, og advart sine barn om kommende ulykker. Som vi har set under emnet «tidenes tegn», forutsa Jesus Jerusalems ødelæggelse, og underviste disciplene om hvorledes og naar de skulde fly. Vor frelsers formaning: «Den som læser det, han se til at skjønne det» (Matt. 24, 15), indskjærper nødven- digheten av at granske det profetiske ord. «Ti den Herre Herre gjør ikke noget uten at han har aabenbaret sit hem­melige raad for sine tjenere, profetene.» Amos 3, 7. Jesus søkte ofte at henlede disciplenes opmerksomhet paa det profetiske ord, særlig den del som forutsa hans li­delse, død og opstandelse. Disciplene utviste imidlertid kun ringe interesse for disse ting. De elsket Kristus og trodde paa ham (Matt. 16, 16; Joh. 21, 15—17; 17, 8); og de hadde forlatt alt for at følge ham (Matt. 19, 27); men det profetiske ord interesserte de sig ikke synder­lig for. Ved en viss leilighet tok Jesus «de tolv til sig og sa til dem: Se, vi gaar op til Jerusalem, og alt det som er skre­vet av profetene om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes. . . . Og de forstod ikke noget av dette, og dette ord var skjult for dem, og de skjønte ikke det han sa*. Luk. 18, 31—34. Markus antyder hvad det egentlig var som hindret discip­lene i at forstaa Herrens tale: «De hadde talt med hverandre paa veien om hvem der var den største.* Mark. 9, 33. 34. Deres sind var saa optat av mindre væsentlige ting at de for­sømte de vigtigere. Vi staar i samme fare. Vi har saa travelt med at spise, drikke, kjøpe, sælge, plante og bygge at vi ikke tar tilstrækkelig tid til bøn og læsning av Herrens ord. Læs Luk. 17, 26—30. Følgen av disciplenes likegyldighet overfor profetiene uteblev ikke. Da Jesus den sidste aften citerte Sakarias1 profeti: «I denne nat skal I alle ta anstøt av mig; ti der er skrevet: Jeg vil slaa hyrden, og hjordens faar skal adspre­des* (Sak. 13, 7), og anvendte denne paa dem og ham, for­stod de ikke hvad han sa. Peter gik endogsaa saa vidt at han dristet sig til at si: «Om jeg saa skal dø med dig, vil jeg ikke fornegte dig. Det samme sa alle disciplene.* Matt. 26, 35. Men det gik allikevel her som det altid gaar: det profe­tiske ord fik ret. De forlot «ham allesammen og flydde*. Ja Peter bandte endogsaa paa at han ikke kjendte Jesus. Mark. 14, 50.71. Naar Peter derfor i vor tekst formaner os til at gi agt paa det profetiske ord, taler han av erfaring. Hadde han og de øvrige discipler fulgt det raad, vilde de ha kjæmpet med Gud i bøn hin nat i urtegaarden istedenfor at lægge sig til at sove. Jesu ord til to av hans discipler den dag han opstod: «I daarer og senhjertede til at tro alt det profetene har talt» (Luk. 24, 25), er en skarp irettesættelse til alle de kristne som ikke interesserer sig for det profetiske ord. I de ti dage disciplene tilbragte i bøn til Gud om aan­dens kraft og fylde, undersøkte de flittig profetiene. Judas" skjæbne, samt hvad der burde gjøres for at erstatte det tap som deres rækker hadde lidt ved hans bortgang, var forutsagt ved David. Peter fandt disse skriftsteder og henledet de øvrige disciplers opmerksomhet derpaa. Han sa: «Brødre! Det skriftord maa opfyldes som den Hellig- aand forut talte ved Davids mund om Judas, der blev vei- viser for dem som grep Jesus. ... Ti der er skrevet i Salmenes bok. Hans bolig bli øde, og ingen bo der, og: La en anden faa hans embede!» Paa grundlag av denne profeti valgte de en anden apostel istedenfor Judas. Ap. gj. 1, 16—26. Saa kommer vi til pinsefestens dag. Paa hvilken del av den hellige skrift bygget Peter sin tale? Med den allerstørste interesse og opmerksomhet lytter den store forsamling til apostelens ord idet han lænker det ene skriftsted til det an­det, begyndende med profeten Joels forutsigelse for siden al gaa over til Daniels profetier. Punkt for punkt beviser han ut fra det profetiske ord at Jesus er Messias, og at den kraft som den dag i saa rikt maal hvilte over den lille discipelskaren, kun var en opfyldelse av de profetiske forutsigelser. Det den store forsamling saa og hørte den dag, var ikke andet end det profeten Joel hadde forutsagt. Ap. gj. 2. kap. Det profetiske ord er for de kristne hvad fyrtaarnet og kompasset er for de sjøfarende. Vi kan ganske visst ikke seile henover det store hav paa et kompas; men vi tør heller ikke reise uten kompas. Vi kan ikke gaa til him­melen paa det profetiske ord alene, men vi kan heller ikke undvære det. • Profetiske veimerker. Den del av det profetiske ord vi særlig skal dvæle ved her, er Dan. 7. kap. Dette kapitel fører os ned til den tid da herlighetens rike begynder; ti i det 27. vers læser vi: «Og riket og herredømmet og magten over rikene under den hele himmel gives den høiestes helliges folk; dets rike er et evig rike, og alle herredømmer skal tjene og lyde det.» De første 14 vers beskriver de fire store dyr som profeten saa komme op av havet. Synet gjorde et dypt indtryk paa ham, men han forstod det ikke. Bedrøvet og forfærdet hen­vendte han sig «til en av dem som stod hos, og bad ham om at faa visshet angaaende alt dette»; «og», sier Daniel, «han sa mig det og kundgjorde mig uttydningen av de ting». 16. vers. Den som Daniel henvendte sig til om oplysning, har sikkert været en engel. Denne sier: «Disse store dyr, som er fire, betyder at fire konger skal opstaa av jorden» (17.vers), og for nærmere at forklare uttrykket «fire konger» gir enge­len en nøiere beskrivelse: «Saaledes sa han: Det fjerde dyr betyder at der paa jorden skal være et fjerde rike.» 23. vers. Men naar den fjerde konge i det 17. vers, paa hvilken det fjerde dyr er et symbol, betegner «et fjerde rike paa jor­den», maa de første tre konger, som de tre første dyr er symboler paa, ogsaa betegne tre riker; ti der kan ikke bli et fjerde rike medmindre der i forveien har være tre. Inden vi gaar videre, skal jeg kortelig henvise til Nebu kadnesars drøm. Denne angik det som skulde ske i frem­tiden. Daniel sa: «Men der er en Gud i himmelen som aabenbarer hemmeligheter, og han har kundgjort kong Ne- bukadnesar hvad der skal ske i de sidste dage.» Dan. 2, 28. Efterat Daniel har fortalt kongen drømmen, gaar han over til uttydningen. Nebukadnesar «er hodet av guld». 38. vers. Derefter beskriver han de tre andre rikene som skulde følge efter (39.—43. vers), og fører os i det 44. vers ned til tiden for Guds evige rikes oprettelse. Der kan ikke være tvil om at de fire riker som beskrives i Dan. 2. kap., er de samme som skildres i det 7. kap. I denne anledning skal jeg henvise til sogneprest Chr. H. Kalkars bibeloversættelse med forklaring — Kjøbenhavn 1847. Vi læser under Dan. 7. kap.: «Med dette kapitel begynder profetens syner av fremtiden. Han ser her fire efter hverandre opstaaende riker under billedet av dyre­skikkelser. . . . Indholdet er altsaa omtrent det samme som det der laa i Nebukadnesars drøm i 2. kap. 1) Profeten baade opskrev drøm­men og bekjendtgjorde den mundtlig. 2) Havet oprøres som forbud . paa det som vilde fremstaa derav. 3) Det oprørte hav er et sind­billede paa verdensbegivenhetenes forvirrede skueplads. 4) Løven, symbol paa det kaldæiske monarki, det der i 2. kap. betegnedes ved kolossens guldhode. Ørnevingene betegner dets hurtige utbredelse og erobringer i begyndelsen, men den følgende forandring profeten bemerker med dyret, antyder at det siden kun blev et ganske almin­delig rike. 5) Bjørnen, det medisk-persiske rike; — utgit i Nv- York 1876, læser vi: *Spørsmaal: Hvilken lære vedtok denne kirkeforsamling (av- holdt i Rom den 8. decbr. 1869)? Svar: Læren om pavens ufeilbarhet; at naar paven taler ex cathedra, det vil si, naar han bestemmer en tros- eller sedelære, saa er han i besiddelse av den ufeilbarhet som vor frelser skjænket kirken. ...» — Side 170. Og videre paa side 234: c Gud har git prestene en magt som han ikke vilde gi englene eller overenglene; jordiske fyrster har magt til at binde legemet; men presténs magt til at binde indbefatter ogsaa sjælen. . . . Hvad presten gjør paa jorden, stadfæster Gud i himmelen, og Mesteren bekræfter sine tjeneres dom.» Naar paven krones, sier den kardinal som sætter tia­raen paa hans hode: «Motta tiaraen, prydet med de tre kroner, og vit at du er kon­gers og fyrsters far, jordkredsens styrer, Jesu Kristi vikar paa jorden; ham tilhører æren og herligheten i al evighet.* Om katolicismens syn paa presteskapets magt sier Liguori i sit verk «Dignity and Duties of the Priest» (Eugene Grimm’s Edition) bl. a.: «Vi biir slaat av forundring naar vi hører at Gud adlød Josvas røst ... Men vor forundring bør være endnu større naar vi tinder at Gud selv i lydighet mbt prestens ord — Hoc est corpus meum [«Dette er mit legeme»] — stiger ned paa alteret, at han kommer hvorsomhelst de tilkalder ham, og hvor ofte de end kalder, og lægger sig i deres hænder, selv om de saa skulde være hans tiender___De kan, om de ønsker det, lukke ham inde i tabernaklet, fremstille ham paa alteret eller bære ham utenfor kirken; de kan, hvis de saa vil, spise hans kjød og gi ham til andre som føde.> — Side 26. «Dersom Frelseren steg ned i en kirke og sat i skriftestolen for at dele ut bodens sakrament, og der i en anden skriftestol sat en prest, saa vilde Jesus si til enhver bodfærdig: Ego te absolvo [»Jeg tilgir dig»], og presten vilde likeledes si til enhver av sine bodfær­dige: Ego te absolvo, og de bodfærdige vilde ha faat samme forladelse hos dem begge.* »Prestens værdighet overgaar ogsaa englenes, som likeledes viser sin høiagtelse for presteskapet,* sier St. Gregor Nazian- zen. »St. Frans av Assisi pleiet at si: »Hvis jeg møtte en engel og en prest, saa vilde jeg først bøie knæ for presten og derpaa for en­gelen.* > — Side 28, 31. »La presten*, sier St. Justinian, »træde hen til alteret som en anden Kristus. ...» »Presten indtar selve Frelserens plads naar han ved at si: »Ego te absolvo,* forlater synd. ...» »Hvem er det som har en arm som Guds arm og tordner med en røst lik Guds tordenrøst? Det er presten, som naar han tilsier syndsforladelse, bruker Guds arm og Guds røst, og derved befrier sjæle fra helvede. . . . » »Prestene paa­hviler det,* sier St. Gregor, »at avsi den endelige dom; ti ifølge den ret som de har mottat av Herren, kan de snart forlate og snart beholde synder. > St. Clemens hadde saaledes grund til at uttale at presten saa at si er en Gud paa jorden. . . . Innocens III har skrevet: »Det er i sandhet ikke for meget at si at prestene i betragtning av deres embedes høihet er likesaa mange guder.»»— Side 34, 35, 3G. Merk de forskjellige uttryk i ovennævnte citater, og læg merke til det hovmod, den gudsbespottelse og aandelig blindhet de vidner om. Men for yderligere at paavise hvor­ledes pavedømmet ophøier sig over Gud og Kristus, skal jeg anføre følgende fra det katolske verk «Glories of Mary», likeledes av St. Alphonsus Liguori: »St. Ephrem sier, henvendt til den salige jomfru: »Du er syn­deres eneste talsmand, ogsaa for alle dem som er uten beskyttelse.* Og derpaa hilser han hende med følgende ord: »Hil dig, du syn­deres tilflugt og herberge!* Vi opnaar ofte hurtigere det vi beder om, ved at paakalde Marias navn end ved at paakalde Jesu navn. . . .* Side 95, 112. Hvor uholdbar og falsk katolicismen i grunden er, ser man bedst ved paa den ene side at anføre Guds ord, og paa den andre katolicismens lære. KATOLICISMEN. 1. »Da Kristus f6r op til himme­len, overlot han sine prester det hverv at fylde hans plads paa jorden som midler mel­lem Gud og menneskene, sær­lig ved alteret.* — «Dignity and Duties of the Priest», av Liguori, side 34. 2. »Enhver som beder om og ven­ter at faa naade uten Marias forbøn, forsøker at flyve uten vinger.* — «Glories of Mary», side 144. DEN HELLIGE SKRIFT. 1. »Ti der er én Gud og én mel­lemmand imellem Gud og men­nesker, mennesket Kristus Je­sus.* 1 Tim. 2, 5. 2. »Hvadsomhelst I beder Fade­ren om i mit [Jesu] navn, skal han gi eder.* Joh. 16, 23. 3. «Den som ikke paakalder dig, o frue [Maria], vil aldrig kom­me til himmelen.» — Samme, side 195. 4. <0 frue, siden du er al naades utdeler, og siden frelse alene kan opnaas gjennem dig, saa er vor frelse avhængig av dig. . . . Det er ingen, o helligste Maria, som kan kjende Gud uten ved dig, ingen som kan bli frelst eller forløst uten ved dig. > — Samme, side 144, 145. 3. «Ti hver den som paakalder Herrens navn, skal vorde frelst.> Rom. 10, 13. 4. «0g der er ikke frelse i nogen anden [end Jesus]; ti der er heller ikke noget andet navn under himmelen, git blandt mennesker, ved hvilket vi skal bli frelst.* Ap. gj. 4, 12. Disse to motsætninger taler for sig selv; avgjørelsen er ikke vanskelig at træffe. Vi skal nu gaa over til at be­tragte det næste kjendemerke. En forfølgende magt. «Jeg skuet, og dette horn førte krig med de hellige og fik overhaand over dém.» «Og den høiestes hellige skal han undertrykke.» Dan. 7, 21. 25. Som vi allerede har set, paastaar den katolske kirke at paven er «kongers og fyrsters far, jordkredsens styrer» o.s.v. det vil med andre ord si at paven er kongers konge og her­rers herre paa jorden. Dette vaaket kirken ogsaa nøie over saa længe den var i besiddelse av sin verdslige magt, og ve den konge eller fyrste som negtet at vise lydighet! Selvføl­gelig benegter katolikkene dristig at ha forfulgt og myr­det anderledes tænkende, idet de lægger skylden paa de verdslige domstoler, som maatte avsi og utføre straffedom­mene; men som det tydelig fremgaar av pavenes dekreter* skedde det paa den katolske kirkes forlangende. Den verds­lige magt var i virkeligheten kun et blindt redskap, en tje­ner, i kirkens haand. Vi har nu set den store vegt som i'katolske kredse til­lægges pavenes bestemmelser og avgjørelser, og det kan der­ for være interessant og lærerikt at høre hvad den apostoliske stol lærer om kirkens og statens forhold til «kjettere». Vi læser: cKjettere og de som tar imot dem og begunstiger dem, er ban­lyste, og de som dør i denne synd, bør ikke begraves paa kirke- gaarden, og heller ikke bør det bedes for dem.* «Kjettere som nærer vrange meninger eller fremkommer med vranglærdomme om kirkens sakramenter,, er banlyste, og den som biir overtydet derom, skal, medmindre han vender om og avsverger sin vildfarelse, avsættes, hvis han er klerk, og overgives til den verdslige domstol; ved denne skal ogsaa lægmanden straffes.» Som man ser, skal de saakaldte kjettere utelukkes av kirken og derefter straffes av «den verdslige domstol». Og der skulde ikke meget til for at bli stemplet som kjetter. Hør : «Alle dem som fordrister sig til at mene eller lære anderledes om vor Herre Jesu Kristi kjøds og blods sakramente eller om daa­ben eller om syndsbekjendelsen [skriftemaalet], egteskapet eller øvrige kirkelige sakramenter, end den hellige romerske kirke præker og læ­rer . . ., — dem binder vi i det evige bans baand.* Den verdslige øvrighet maatte endogsaa avlægge ed paa at den vilde forjage eller utrydde enhver kjetter som kirken dømte. Vi læser: * De verdslige myndigheter, være sig vedvarende eller midler­tidige, er pligtige til at sverge at jage bort saa godt de kan alle kjet­tere som er dømt av kirken; og den midlertidige herre som ikke ren­ser sit land for kjettere, banlyses. ... Vi bestemmer yderligere at grever, baroner, styrere og stædenes raadsherrer, og andre stæders øvrighet i overensstemmelse med biskoppenes paamindelse og efter standvis at ha avlagt ed skal love at (fe trofast og virksomt, naar det biir krævet av dem, skal hjælpe kirken mot kjettere og deres med­skyldige i god tro i overensstemmelse med sin pligt og evne. ... Vi bestemmer desuten at de som tror, tar imot, forsvarer og begunstiger kjettere, skal underkastes banlysning.*. . . Hvis han tilfældig optræder som dommer, skal hans dom ikke ha nogen betydning, heller ikke skal saker henføres til hans avgjørelse. Hvis han er advokat, skal hans forsvar paa ingen maate tilstedes. Hvis han er notar, skal do kumenter avfattet av ham, ingen betydning ha, men dømmes sammen med forfatteren.* De stakkars kjettere har ingensomhelst ret, men mister enhver rettighet: anordne faster og høi- tider; kanonisere personer som han bestemmer at kalde helgener; tilstaa forladelse og avlad for synd; for gudsdyrkelsen indføre nye former, som var fuldstændig ukjendte i den kristne menighet; nye trosartikler; nye regler for liv og vandel; finde behag i at omstøte baade Guds og menneskers love. — Dodd. Indtil «én tid og tider og en halv tid.» I profetisk tale betegner tid ett aar; og ett profetisk aar har ett aar for hver dag. Tre og et halvt aar (hvor en dag staar for ett aar, som i kap. 9, 24) vil utgjøre 1260 aar, dersom vi regner treti dage i hver maaned, likesom jøderne £jør.> Pavedømmets magt vokste gradvis, og det gik en læn­gere tid hen inden den katolske kirke fik den magt dekre- talene omtaler. Først maatte enhver som ikke godvillig bøiet sig for dens magt, underkues eller knuses. Som vi har set, mistet østgoteme, som var det sidste av de tre riker der skulde oprykkes, sin magt 538 ef. Kr. Læg ger vi 1260 til 538, faar vi 1798. Denne profeti fører os altsaa ned til 1798 ef. Kr., til den tid da engelen sier: «Saa biir retten sat, og herredømmet skal fratages ham, forat han skal bli ødelagt og tilintetgjort for al tid.» Dan. 7, 26. I den mørke middelalder hersket paven med vold og magt, avsatte og indsatte konger, lyste hele land i ban og utstedte sine dekretaler, og de som vaaget at motstaa ham, tugtet han med sverd, fængsel og død. Han var i besiddelse av en saadan magt og indflydelse at det menneskelig set vilde ha været en ren umulighet nogensinde at frata ham den; og dog er det netop det Herren sier skulde ske, og som ogsaa gik i opfyldelse da den franske general Berthier i aaret 1798 rykket ind i Rom og tok pave Pius VI tilfange — en begivenhet som overalt vakte uhyre opsigt, ikke mindst i den katolske verden. Over ett hundrede aar er nu gaat hen siden den tid, og det har endnu aldrig lykkes paven at tilbakeerobre sin gamle magt og vælde, skjønt han hele tiden har virket ihær­ dig derfor. I 1870 vedtok man dogmet om pavens ufeilbar- het, og katolikkene gjør alt for at vinde tilbake det de mistet i 1798. Men ingen magt formaar at omstyrte Guds ord* Han har sagt: «Saa [efter de 1260 profetiske dage, som slut­tet i 1798] biir retten sat, og herredømmet skal fratages ham, forat han skal bli ødelagt og tilintetgjort for al tid.» Ingen kan frata os noget vi ikke har. Denne profeti maa derfor gjælde de land som paven utøvet sin magt over i 1798. Og hvor træffende er ikke dette gaat i opfyldelse! Det er længe siden kong Victor Emanuel ved hjælp av sine tropper tok fra paven den sidste rest av verdslig magt i Ita­lien. I Frankrige er det ikke gaat bedre, og 1910 bragte pave­dømmet store nederlag i Spanien og Portugal. Derimot vinder katolicismen magt og indflydelse i de protestantiske land, særlig i Amerika. Dette er let forstaaelig; ti protestantismen har mistet sin gamle kraft og styrke fra det 16. og 17. aarhundrede, og protestantene synes ikke læn­gere at ha en forstaaelse av hvad katolicismen virkelig er; men det er meget lærerikt at mens de land som i aarhun* dreder har lidt under pavedømmets tyranni og vælde, nu rister dette aag av sig, gaar katolicismen frem i de land hvor befolkningen ikke av erfaring kjender den katolske kirke. Men engelen erklærer at «riket og herredømmet og mag­ten over rikene under den hele himmel gives den høiestes helliges folk», og saa sandt som Gud har talt, vil dette ske. Sandheten skal tilsidst seire over Satans magt og alle hans kunstgrep. Maatte den ogsaa seire i vore hjerter! DOMMENS DAG. DB BEGIVENHETER SOM ER FORBUNDET MED DOMMEN. FTERSOM han har fastsat en dag da han skal dømme verden med retfærdighet ved en mand som han dertil har bestemt, ef- terat han har git fuldgodt bevis for alle ved at opreise ham fra Naar det ikke lykkedes den store reformator og hans samtidige at gjennemføre disse bibelske grundsætninger, skyldes dette ytre paavirkning. Herom læser vi: «Det som imidlertid straks fra begyndelsen av vanskeliggjorde en adskillelse mellem de to magter, var begges lyst til kirkegodset og tienden, som paa den tid utgjorde umaadelige rigdommer. Om kir­ken gjælder nu i grunden vistnok apostelens ord: sølv og guld har jeg ikke*; Luther følte det, og var ogsaa rede til at tilkjende staten magt over godset. . . . Men tidene var ikke gode, fyrster og adel støttet Luthers sak, og han maatte til gjengjæld finde sig i meget, naar kun ordet hadde fremgang.* — Samme, side 117, 118. Paa side 67 beskriver Fr. Hammerich meget træffende forskjellen mellem den av Kristus og hans apostler grund- lagte menighet og en statskirke. Han sier: «Men kirken, som i forrige tidsrum hadde vist os vei ved sit lys, tjener nu næsten ikke til andet end at advare ved sin skygge. Et eneste skridt er nok til denne forvandling; <1 uforstandige galater! Hvem har forgjort eder?* Religionsfriheten er omskapt til religions- tvang og religionsforfølgelse; kirken er blit statens træl, rik paa gods og verdens ære, fattig i Gud; samfundslivet og kirketugten er som for­svundet, kjærligheten blit kold, uretfærdigheten mangfoldig. Det er kun enkelte som staar opreist midt i faldet, og selv dem har verden besmittet.» De to kvindene som er omtalt i Es; 23. kap., fremstil­ler det frafaldne Juda og Israel. Deres forening med verden sammenlignes med utugt. Det samme fremgaar av Herrens ord paa andre steder, f. eks. i Jer. 3. kap. hvor Herren sier til jødekirken: «Du hadde en horkvindes pande,» og videre: «Og jeg saa, at uagtet jeg hadde lat den frafaldne, Israel, fare og git hende hendes skilsmissebrev, fordi hun hadde bedrevet hor. . . .» 3. og 8. vers. Dette viser hvori aandelig utugt bestaar, og hvad det fører til. Og det viser endvidere hvad jeg allerede har gjort opmerksom paa, at en kvinde i billedlig tale betegner en menighet eller en kirke. Paulus sier: «Ti jeg er nidkjær for eder med Guds nidkjærhet; jeg trolovet eder jo med én mand, for at fremstille en ren jomfru for Kristus.» 2 kor. 11,2. Det samme billede be­ tjener apostelen sig av i Ef. 5, 32, hvor han taler om forholdet mellem manden og hustruen: «Denne hemmelighet er stor; men jeg tænker hermed paa Kristus og paa menigheten.» Den kvinde som biir beskrevet i Aab. 12. kap., fremstil­ler Guds menighet paa den tid da det guttebarn som siden biir bortrykket til Gud og hans trone, og som skal regjere alle folkeslag med en jemstav, biir født. Solens herlighet omstraaler hende, og hun bærer en krone av tolv stjerner. Herom skriver dr. Clarke: ««Et stort tegn blev set i himmelen: en kvinde, klædd med solen.* At kvinden her fremstiller Kristi sande menighet, er noget som de fleste fortolkere er enige om. Paa andre steder i apokalypsen frem­stilles Kristi rene menighet aabenbart ved en kvinde.* De sande Guds barn blandt det frafaldne Israel, som ventet Messias, utgjorde Herrens sande menighet paa den tid. De ventet Messias, og som tiden drog nær, øktes deres læng­sel. Idet den gudfrygtige Simeon søkte Gud og gransket den hellige skrift, aab'enbarte den Helligaand for ham at han skulde faa se Herrens salvede. Det samme gjælder Anna og alle dem som ventet Israels forløser. Luk. 2, 25. 26. 36—38. Symbolsk set kan det saaledes siges at kvinden (de sande Guds barn) var frugtsommelig og skrek i bamsnød. At hun er klædd i solen, er et smukt symbol paa evangeliets kraft og herlighet i den nye pakt. At maanen er under hen­des føtter, kan passende betegne at skyggen av det fuld­komne er (paa den tid) ved at forsvinde. Kronen er et tegn paa seier, og de tolv stjerner et sindbillede paa de tolv apost- ler. I Bibelen biir stjerner undertiden fremstillet som sind- billeder paa personer. 1 mos. 37, 9. 10. Den store ildrøde drage og guttebarnet. «Og et andet tegn blev set i himmelen, og se, en stor ildrød drage, som hadde syv hoder og ti horn, og paa sine hoder syv kroner, og dens stjert drog tredjedelen av himme­lens stjerner med sig og kastet dem paa jorden. Og dragen stod foran kvinden som skulde føde, for at sluke hendes barn naar hun hadde født.» Aab. 12, 3. 4. Den store ildrøde drage som vilde opsluke det guttebam kvinden skulde føde, er Djævelen eller Satan. 9. vers. Hvil­ken jordisk magt han her betjener sig av, skal vi snart se, men først skal vi undersøke hvem guttebarnet som skulde «styre alle hedningene med jernstav», og som «blev bort­rykket til Gud og til hans trone*, er. Hvem det er som skal «styre alle hedningene med en jernstav», fremgaar meget tydelig av Aab. 19, 11—16. Ryt­teren paa den hvite hest «heter Trofast og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighet». «Hans øine er som ildsluer, og paa hans hode er der mange kroner.* «Og han er klædt i et klædebon som er dyppet i blod, og hans navn er kaldt: Guds ord. Og hærene i himmelen fulgte ham paa hvite hester, klædt i hvitt og rent fint lin. Og av hans mund gaar der ut et skarpt sverd, forat han med det skal slaa hedningene; og han skal styre dem med jemstav, og han træder vinpersen med Guds, den almægtiges, strenge vredes vin. Op paa sit klædebon og paa sin lend har han et navn skrevet: Kongers konge og herrers herre.» Kristus har kjøpt os med sit blod, og han biir kaldt Guds ord (Joh. 1, 1. 2. 14), og han er «kongers konge og herrers herre». Saasandt Jesus er «kongers konge og herrers herre*, saasandt maa han ogsaa være guttebarnet som omtales i Aab. 12. kap. Kristus «blev bortrykket til Gud og til hans trone», da han for til himmelen. Aab. 3, 21. De som hævder at guttebarnet skulde være et symbol paa den sidste menighet, anfører Aab. 2, 26. 27 som bevis for en saadan paastand. I dette skriftsted sier Jesus: «Og den som. seirer, og som tar vare paa mine gjeminger indtil enden, ham vil jeg gi magt over hedningene, og han skal styre dem med jernstav, likesom man knuser lerkar, saa- ledes som og jeg har faat det av min fader.* Jesus lover at gi den som seirer, del i den magt som Faderen har git ham; men hvis det skal bevise at den sidste menighet skal re- gjere hedningene med en jernstav, saa beviser det for meget; ti løftet i disse vers gjælder jo ikke den sidste menighet alene, men derimot hele den frelste skare. Det er sandt at Jesus vil overdra den i disse vers om­talte magt til alle dem som seirer. Men det gaar her som med selve riket, som Kristus ogsaa har mottat av sin fa­der. Gud gir ham «hans fader Davids trone». Luk. 1, 32. 33. «Hans herredømme skal være fra hav til hav, og fra flo­den indtil jordens ender.» Sak. 9, 10. Allikevel sier engelen i Dan. 7, 27 at «riket og herredømmet og magten over ri- kene under den hele himmel gives den høiestes helliges folk». Hvorledes skal da dette forstaaes? Ut fra Herrens ord i Rom. 8, 17: «Men er vi barn, da er vi ogsaa arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger, saafremt vi lider med ham. ...» Som det forholder sig med arven, riket, saaledes for­holder det sig ogsaa med regentskapet. Den som seirer, skal regjere med Kristus. Aab. 20, 4. 6. Jesus er av Gud indsat til at regjere over alle folkeslag; men likesom han nu sitter med sin «fader paa hans trone», saaledes skal ogsaa de som seirer, regjere med ham. Aab. 3, 21. «Og dragen stod foran kvinden som skulde føde, forat sluke hendes barn naar hun hadde født.» Aab. 12, 4. Neppe var Jesus født, før Herodes befalte at alle barn i Betlehem og omegn under to aar skulde dræpes. Matt. 2, 16. Satan betjente sig her av romerriket, hvem dragen derfor maa være et symbol paa, som den skikkelse Djævelen paa den tid optræder i. De ti horn kan passende repræsentere de ti riker hvori romerriket blev delt. De syv hoder tar sand­synligvis sigte paa de syv regjeringsformer indenfor det he­denske og pavelige Rom. Gjennem det hedenske Rom søkte Satan at dræpe guttebarnet, og da Jesus omsider blev kors­fæstet, avsa den romerske ret dommen. En ildrød drage er et træffende symbol paa Rom, den skikkelse hvori Satan optræder i dette symbol. Endnu den dag i dag benytter hedenskapet, f. eks. Kina, en drage som vaabenmerke i sit flag. De hedenske keisere og høie em- bedsmænd klædte sig i rødt — skarlagen. Pavene og kar­dinalene gjør det samme. Saasnart Jesus var «bortrykket til Gud og til hans trone», forfulgte Satan kvinden — Guds menighet — gjennem det hedenske Rom, for siden at fort­sætte gjennem pavedømmet. Det 7. og 8. vers i Aab. 12. kap. beskriver den store strid mellem Kristus og Satan. Denne kamp er tredobbelt. Den begyndte i himmelen, hvor Satan og hans engler tapte. Ved sit fald drog Satan mange engler med sig. Den næste store og avgjørende kamp mellem Kristus og Satan fandt sted her paa jorden for ca. 1900 aar siden. Kristus seiret atter, og kort før sin død kunde han si: «Nu holdes dom over denne verden; nu skal denne verdens fyrste kastes ut.» Joh. 12, 31. Da Kristus døde paa korset, tapte Satan for evig al indflydelse i himlene — paa de andre klodene. Ingen av deres indbyggere vil herefter lytte til den store erkefiende. «Denne verdens fyrste er dømt.» Joh. 16, 11. Ved Kristi død blev Satans magt yderligere begrænset, denne gang til denne jord, hvis regent han nu er, og hvor hans magt desværre er stor; hans vrede er endnu større. Johannes bemerker at Djævelen og hans engler «magtet det ikke, ei heller blev deres sted mere fundet i himmelen. Og den store drage blev kastet ned, den gamle slange, han som kaldes Djævelen og Satan, han som forfører hele jorderike; han blev kastet ned paa jorden, og hans engler blev kastet ned med ham». Og da «hørtes en høi røst i himmelen si: Fra nu av tilhører frelsen og styrken og riket vor Gud, og magten hans salvede; ti vore brødres anklager er kastet ned, han som anklaget dem for vor Gud dag og nat. Og de har seiret over ham i kraft av lammets blod og det ord de vidnet; og de liadde ikke sit liv kjært, like til døden. Derfor fryd eder, I himle, og I som bor i dem! Ve jorden og havet! ti Djævelen er faret ned til eder i stor vrede, fordi han vet at han bare har en liten tid». Aab. 12, 8—12. Satan samler alle sine kræfter og retter alle sine angrep mot denne jord. Han vet at hans tid er kort, at hans magt er brutt, og at han i den tredje kamp — ved denne verdens avslutning — skal bindes av en engel. Aab. 20, 1—3. Men mens himlene fryder sig over at deres motstander og «brø­drenes anklager» er kastet ned, lyder der et ve over dem som bebor jorden og havet. Da «dragen saa at den var kastet ned paa jorden, for­fulgte den kvinden som hadde født gutten». Aab. 12, 13. «Den store ørns to vinger», som biir git kvinden (14. vers), er et symbol paa den hjælp Herren ydet sine undertrykte og forfulgte barn. Fordum bar han Israel «paa ørnevingers. 2 mos. 19, 4. Han svigtet heller ikke sin menighet under den store forfølgelse i de 1260 aar. Det lykkedes ikke Satan helt at tilintetgjøre den. «En tid og tider og en halv tid» utgjør her som i Dan. 7, 25 et tidsrum av 3V2 aar eller 1260 dage — profetisk tid — altsaa 1260 aar. I sin kommentar til Aab. 12, 14 skriver dr. Clarke bl. a. følgende: «Det tidsrum gjennem hvilket kvinden skulde ernæres i ørkenen, angives her til én tid, tider og en halv tid; følgelig er denne tidsperiode den samme som de 1260 dage i det 6. vers. Men den kan ikke bli ensbetydende med disse medmindre man gaar ut fra at én tid betegner et aar, tider to aar, og en halv tid et halvt aar, tilsammen tre og et halvt aar. Og eftersom hvert profetisk aar hestaar av 360 dage, vil tre og et halvt aar indeholde nøiagtig 1260 dage. Siden Aabenbarin- gens bok i høi grad benytter sig av sindbilleder, saa er det rimelig at anta at dens tidsperioder ogsaa biir fremstillet sindbilledlig, forat pro­fetien kan bli ensartet helt igjennem. Naar den Helligaand taler sind­billedlig om aar, saa fremstiller han dem ufravikelig ved dage.* I dr. i teologi C. Bastholms oversættelse med anmerk- ninger staar der vedføiet det 14. vers: «En tid og tider og en halv tid, det er ett aar, to aar og et halvt aoi, eller halvfjerde profetiske aar; hvilket er just den samme tid som ovenfor (v. 6) kaldes 1260 dage eller aar; ti et profetisk aar hestaar av 360 dage eller aar, halvfjerde aar er altsaa 1260 aar.* «Og slangen sprutet av sin mund vand som en elv efter kvinden, for at rive hende bort med elven; men jorden kom kvinden til hjælp, og jorden aapnet sin mund og slukte elven som slangen sprutet av sin mund.» Aab. 12, 15. 16. I sand- het et træffende sindbillede paa den utryddelseskrig som pavedømmet har ført mot anderledes tænkende. Og en tid saa det virkelig ut til at den katolske kirke skulde gaa av med seiren. Men jorden kom «kvinden« (Herrens menig- het) «til hjælp». Reformationen trængte igjennem, Bibelen blev oversat og trykt, og det ene land efter det andet ristet de katolske lænker av sig. Forfølgelsen hørte for en stor del op, og den elv «som slangen sprutet av sin mund», blev slukt op. «Og dragen blev vred paa kvinden og drog avsted for at føre krig mot de andre av hendes æt, dem som holder Guds bud og har Jesu vidnesbyrd.» 17. vers. Først søkte Satan i en hedensk skikkelse at omkomme Jesus; det mislykkedes. Dernæst rettet han gjennem samme magt et voldsomt angrep paa de første kristne i den hensigt at tilintetgjøre dem; det glippet ogsaa. Siden forsøkte han gjennem pavedømmet at utrydde Guds sande barn, og da han denne gang var klædt i «en lysets engel »s skikkelse, haabet han at det skulde lyk kes; men takket være Herren, det mislykkedes. Forbitret vil han for tredje og sidste gang gjennem en tredje magt føre krig mot de andre av kvindens sed — den sidste rest av Guds sande menighet — som kjendes paa at den «holder Guds bud og har Jesu vidnesbyrd». Hvem denne magt er, skal jeg paavise i de følgende foredrag. Ifølge det 17. vers vil kampen komme til at staa om «Guds bud» og «Jesu vidnesbyrd«. I denne kamp deltar hele kristenheten enten for eller imot. Enhver maa selv træffe sit valg og indta sin plads i rækkene. De som følger og ad­lyder «Guds bud» og «Jesu vidnesbyrd«, vil bli særlig gjen- stand for dragens vrede; men til gjengjæld vinder de en herlig seier. Guds bud og Jesu tro er de to grundpiller hvorpaa Guds sande barn altid har bygget. At det ofte har lykkes den store erkefiende at faa flertallet av dem som har be- kjendt sig til at være Guds barn, til at fjerne en av eller begge disse grundpiller og erstatte dem med «menneskers bud* og troen paa «de gamles vedtægt* (Matt. 15,9), rokker ikke ved denne sandhet. Derimot vet vi at jødekirken gik til­grunde fordi det store flertal — med prestene og ypperste- prestene i spidsen — i den kamp som paa den tid stod om disse grundpiller, ikke kjendte sin besøkelsestid, men kjæm- pet for sine «menneskers bud» og «de gamles vedtægt* istedenfor at kjæmpe for Guds bud og Jesu tro. I den kamp som nu staar om de samme grundpiller, der for lang tid siden har maattet lide den samme skjæbne inden kristenheten som de fordum led under jødedommen, er forholdene atter de samme, likesom resultatet ogsaa biir det samme. «Den som seirer, skal arve alle ting, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn,» mens den som ikke har mot til at kjæmpe mot løgnen, omkommer «i sjøen som brænder med ild og svovel*. Aab. 21,7.8. DEN STORE ANTIKRIST. HVEM ER HAN? NAAR KOMMER HAN? ELLER ER HAN ALLEREDE KOMMET? Mine barn! det er den sidste time; og som I har hørt at Anti­kristen kommer, saa er der og nu kommet mange antikrister; derav skjønner vi at det er den sidste time.» 1 Joh. 2, 18. I dette og det følgende foredrag skal jeg ut fra den hel­lige skrift og historiske kjendsgjerninger paavise hvem den store antikrist er, og hvorledes han i enhver henseende har opfyldt og fremdeles opfylder de profetiske forutsigelser. Or­det «anti» betyder «mot» eller «imot», og ordet «antikrist» maa derfor betegne en viss person eller en viss magt som (uanset i hvilken skikkelse han eller den optræder) i virke- ligheten motarbeider Kristus og hans rike. I Dan. 7. kap. beskrives en antikristelig magt. Efter at ha forklart hvad de fire store dyr betyder, nemlig fire verdens­riker, hvorav det fjerde skulde deles i ti riker (Dan. 7, 17. 23. 24), gaar engelen over til at vise hvem det lille horn som kom op imellem de ti, er et sindbillede paa. Som det fremgaar av forklaringen, er det en gudsbespottelig og for­følgende magt, som endog gaar saa vidt at den gjør forsøk paa at forandre Guds lov. Dan. 7, 8. 21. 25. Likheten mellem den magt vi læser om i Aab. 13, 1—10, og den som betegnes ved det fjerde dyr, og da særlig det lille horn i Dan. 7. kap., er saa træffende at det ikke kan være spor av tvil om at begge repræsenterer en og samme magt. Som de dyr i Dan. 7. kap. staar ogsaa dette dyr op av det store folkehav. Aab. 13, 1. «Vande» er jo et sindbillede paa «folk og skarer og ætter og tunger». Aab. 17, 15. Dette dyrs krop ligner en leopards, føttene er en bjørns, og munden er en løves. Aab. 13,2. Altsaa er baade løven, bjørnen og leoparden repræsentert her. Lik det fjerde dyr i Dan. 7. kap., er dette ogsaa en blandet skikkelse, der som hint har ti horn. DET LILLE HORN I DAN. 7. KAP. 1. Det hadde «en mund som talte store ting*. Dan. 7, 8. 25. 2. «Jeg skuet, indtil dyret blev dræpt for lyden av de store ord som hornet talte.* Vers 11. 3. tjeg skuet, og dette horn førte krig med de hellige og fik over- haand over dem.* Vers 21. 4. «Og de skal gives i hans haand én tid og tider og en halv tid.» Vers 25. 5. Det «var større end dets fæl­ler*. Vers 20. DYRET I AAB. 13,1—10. 1. c Og paa sine hoder bespottel ­ses-navn.* Aab. 13, 1. 2. «Og det aapnet sin mund til spot mot Gud.* Vers 6. 3. «Og der ble? git det at føre krig mot de hellige og seire over dem.* Vers 7. 4. tOg der blev git det magt til at holde paa i to og firti maa- neder.* Vers 5. 5. c Og der blev git det magt over hver stamme og folk og tunge og æt.» Vers 7. Som man ser, dækker begge disse symboler hinanden, baade hvad deres oprindelse, deres omraade, deres karakter og deres varighet angaar; følgelig maa de ogsaa begge hen­tyde til en og samme magt. Paulus henviser til den samme antikristelige magt, naar han sier: «La ingen daare eder paa nogen maate! ti først maa frafaldet komme, og syndens menneske aabenbares, fortabelsens søn, han som staar imot og ophøier sig over alt som kaldes Gud eller helligdom, saa han sætter sig i Guds tempel og gir sig selv ut for at være Gud. Mindes I ikke at jeg sa eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu vet I hvad der holder igjen, saa han først skal aaben- bares i sin tid. Ti lovløshetens hemmelighet er alt virksom, bare at den som nu holder igjen, ryddes av veien; og da skal den lovløse aabenbares, han som den herre Jesus skal for­tære med sin munds aande og gjøre til intet ved sin til - kommelses aabenbarelse.» 2 tess. 2, 3—8. At uttrykkene «syndens menneske» og «fortabelsens søn» ikke betegner en bestemt person, men derimot en viss magt, sees derav, at denne magt var «alt virksom» i Pauli dage, og at den vedblir at virke indtil Kristus ødelægger den «ved sin tilkommelses aabenbarelse». Kirken stod allerede den gang overfor et stort frafald. Merk: «Ti lovløshetens hemmelighet er alt virksom.» I vor tekst henviser Johannes til den samme antikriste- lige magt. Ordet «time» her oversættes ogsaa «tid», altsaa «den sidste tid». Il Joh. 2, 19 fortæller apostelen hvor disse antikrister kom fra: «De er gaat ut fra os,» sier han. Dette stemmer ogsaa overens med Pauli tale til menighetens æld­ste i Efesus: «Ja, blandt eder selv skal der fremstaa mænd som fører forvendt tale for at lokke disciplene efter sig.» Ap. gj. 20, 30. For yderligere at bekræfte at Antikristens aand allerede da var kommet, skal jeg læse et andet skriftsted: «Og hver aand som ikke bekjender Jesus, er ikke av Gud; og dette er Antikristens aand, som I har hørt kommer, og den er alle­rede nu i verden.» 1 Joh. 4, 3. Antikristens aand var alle­ rede dengang i verden. Uttrykkene «syndens menneske» og «fortabelsens søn» kan av den grund ikke gjælde en viss person, men derimot en bestemt religiøs magt, hvis overhode «sætter sig i Guds tempel og gir sig selv ut for at være Gud» — ja ophøier sig over Gud. 2 tess. 2, 4. I 1 Joh. 4, 2. 3 opstiller apostelen en regel, hvorefter vi skal prøve antikrists aand. Han sier: «Enhver aand der bekjender Jesus som Kristus, kommet i kjød, er av Gud. Og enhver Aand der ikke bekjender Jesus, ... er antikrists aand.» Kristi fornedrelse. „Da blev to røvere korsfæstet sammen med ham, en paa den høire og en paa den venstre side. Og de som gik forbi, spottet ham*¦ Matt. 27, 38. 39. Henvender vi os til den hellige skrift, finder vi at Jesus blev «mennesker lik» (Fil. 2, 7), han blev os «lik i alle ting* (Heb. 2, 17), men i Guds kraft seiret han over enhver synd og i enhver fristelse; han syndet ikke. Heb. 4, 15. «Da tidens fylde kom, utsendte Gud sin søn, født av en kvinde*. Gal. 4, 4. Jesus blev født av en kvinde som, hvad Pavens ophøielse. Pave Pius X bæres i høitidelig optog til kirke for at overvære den store ceremoni ved indsættelsen av nye kardinaler. arvesynden betræffer, ikke hadde noget fortrin fremfor an­dre mennesker; Maria var blit et Guds barn paa samme maate som vi biir det; hun hadde «fundet naade hos Gud*. Luk. 1,30. Men et syndfri, guddommelig menneske var Maria ikke; det utgav hun sig heller ikke for, og det lærer den hellige skrift heller ikke. Det lærer imidlertid den romersk-katolske kirke; den spør skrækslagen: «Hvad mener du om de protestanter som benævner den velsignede jomfru som en almindelig kvinde?* og skynder sig at svare: «Vi ynkes over dem, vi skjælver paa deres vegne.» «Doctrinal Catechismside 281. Ifølge den katolske kirkes lære var Maria «født uten synd, altsaa fri for arvesynd», og indenfor katolske kredse betegnes hun som «Guds eneste bro til menneskene, mode­ren og dog jomfruen, den ved hvem Treenigheten er blit herliggjort, fristeren overvundet og den faldne skabning løf­tet til himlene». Hvilken motsætjiing til Skriftens lære: at Gud «sendte sin egen søn i syndig kjøds likhet» (Rom. 8, 3), og at Kristus blev delagtig i blod og kjød, forat han i kjødcl skulde beseire Djævelen og befri menneskeslegten; uten dette kunde seiren ikke vindes. Heb. 2, 14—18. Det katolske «dogme om Marias ubesmittede undfangelse er i aabenbar strid med den hellige skrift. Pavedømmet negter saaledes at Kristus er «kommet i kjød». Eftersom frafaldet tok til, banet det vei for biskop­penes magt, og i løpet av nogen faa hundrede aar har vi pavedømmet oprettet indenfor selve kirken — Guds tempel. I «Kirke historiske Foredrag» uttaler Fr. Hammerich paa side 14 følgende: «Allerede i slutningen av det andet aarhundrede begyndte den romerske biskop som Peters efterfølger at gjøre fordring paa den høieste rang, og skaffe sine bestemmelser myndighet ogsaa i andre bispedømmer. > Bespottelsens navn. Paa dyrets hoder staar «bespottelses-navn» skrevet. Aab. 13, 1. Her som i Daniels profetier er dyr sindbilleder paa riker. Dan. 7, 17. 23. Dyret i Aab. 13. kap. udmerker sig særlig ved sit navn — «bespottelses-navn». Hvad er bespottelse? Da Jesus sa til den verkbrudne: «Vær frimodig, søn! dine synder er dig forlatt,* sa nogen av de skriftlærde: «Denne spotter Gud.» Matt. 9, 2. 3. Og som det fremgaar av Joh. 10, 30—33 søkte jøderne at stene Jesus, fordi han sa: «Jeg og Faderen, vi er ett.» Dette kaldte de »gudsbespottelse*, med den bemerkning: «Du som er et menneske, gjør dig selv til Gud.* Og hadde Jesus ikke været Guds søn, vilde saadanne uttalelser ogsaa ha væ­ret »gudsbespottelse*. Her faar vi altsaa et vink om hvad Johannes mener med uttrykkene «bespottelses-navn* og «spot mot Gud*. I sin kommentar til Aab. 13, 5 sier dr. i teologi G. Bast­holm følgende: c Ved bespottelige ting forstaaes de avgudiske lærdomme i den romerske kirke. — To og fyrretyve maaneder er, tredive dage regnet til en maaned, 1260 profetiske dage eller aar; hvilket er just den samme tid som ovenfor c. 12, 14 er bestemt for den sande kristne kirkes under­trykkelse. » Som allerede paavist (side 124), hævder den katolske kirke at paven er ufeilbar, naar han taler ex cathedra (av- sier en kjendelse), og at han er «kongers og fyrsters fader, jordkredsens styrer, Jesu Kristi vikar paa jorden*. I mit foredrag over det lille horn i Dan. 7. kap. har jeg ved hjælp av citater, hentet fra katolske kilder, klargjort den gudsbespottelse som præger den katolske kirkes lære­sætninger. Her skal jeg henvise til et par av disse citater: «Prestens værdighet overgaar ogsaa englenes, som like’-edes viser høiagtelse for presteskapet. . . . St. Frans av Assisi pleiet at si: «Hvis jeg møtte en engel og en prest, saa vilde jeg først bøie knæ for pre­slen og derpaa for engelen.»» Er det ikke at ophøie sig over eller spotte dem som bor i himmelen — englene? Om Jesus som menneske læser vi: «Men den som var gjort litet ringere end englene, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, kronet med herlighet og ære.* Heb. 2, 9. Naar nu Herrens ord fortæller os at vor kjære frelser som menneske klædte sig i en skikkelse rin­gere end englenes, lyder det saa ikke formastelig at høre denne antikristelige magt fortælle at det katolske presteskaps »værdighet overgaar ogsaa englenes* — ja at man først skal bøie knæ for presten, siden for engelen? Forøvrig vilde en engel ikke tillate at vi bøiet knæ for ham. Hør hvad den engel som aahenbarte sig for Johannes, sier, da han faldt ned for at tilbede ham: «Var dig for det! jeg er medtjener til dig og dine brødre profetene og til dem som tar vare paa ordene i denne bok. Gud skal du tilbede!» Aab. 22, 8. 9. Katolikkene paastaar at deres prester kan forlate syn­der. Dette har jeg allerede bevist (side 125), men jeg skal som yderligere bevis læse følgende fra en engelsk katolsk iæsebok, hvis titel er: «Familiar Explanation of Christian Doctrine. Adapted for the Family and more Advanced Sfu* dents in Catholic Schools and Colleges»: «Spørsmaal: Tilgir presten virkelig synd, eller erklærer han dem blot for at være tilgit? Svar: Man gir ikke en person nøkler forat han skal erklære porten for at være aapen, men for at han enten skal lukke den op eller i. Heller ikke har presteskapet faat magt til at tilgi synd forat de kan erklære synder for at være tilgit, men forat de virkelig i sand- het kan tilgi eller negte at gjøre det.* — Side 375. Idet Fr. Hammerich i «Kirkehistoriske Foredrag» ut- vikler pavemagtens enevælde, sier han paa side 69 og 70: «Han [paven] er det synlige, ufeilbarlige hode for den enesalig- gjørende kirke, og «den som ser ham, ser Kristus»; derfor er lydighet mot ham den kristnes første og ubetingede pligt. Med hvilke prægtige navn har saa ikke denne «Guds tjeneres tjener* forherliget sig selvl Leo den tiende, en fin verdensmand uten tanke paa kristelig aand, kal­der sig: «verdens lys, herlighetens konge, løven av Juda, Kristi vikar, Guds statholder paa jorden*; Bonefacius VIII kalder sig: «den av Gud bestemte levendes og dødes dommer*.... 5. < Hædre din far og din mor, forat dine dage maa bli mange i det land, Herren, din Gud, gir dig.* 6. c Du skal ikke slaa ihjel.» 7. «Du skal ikke bedrive hor.* 8. «Du skal ikke stjæle.* 3. — « K atolsk katekismus * , Kristiania, 1897, side 84, 85. Tydeligere kunde Antikristen ikke tale for- at være i overensstemmelse med de profetiske forutsigelser i Dan. 7, 25. Herrens ord fortæller aarhundreder i forveien at den magt som biir fremstillet ved det lille horn, skal tænke paa — man kunde gjerne si: mene sig i stand til — «at forandre tider og lov». Og dette indtræffer. Antikristen kommer og fortæller os at det ligger i hans «magt at forandre tid og tider, at forandre og ophæve love og at frita for alle ting, ja endog Kristi bud». Og hele kristenheten følger og adly­der ham. Netop det bud (sabbatsbudet) den katolske kirke har forandret, ja tat bort og erstattet med et andet, taler om tid. Her er altsaa ikke tale om en tøddel eller en bokstav, men om et helt bud, som sier at «den syvende dag er sabbat for Herren, din Gud». Hvilket bud følger nu hele kristenheten — følger den det som staar i Guds lov, eller det som den katolske kirke har sat istedenfor? Uttrykket: «Og de tilbad dragen, fordi den hadde git dyret magt, og de tilbad dyret» (Aab. 13, 4), viser at de som adlyder dyret (den katolske kirke) ogsaa adlyder dragen (hedens kapet). Med andre ord: det bud som den katolske kirke sætter istedenfor det som den tager ut av Guds lov, har den faat i arv fra hedenskapet. Som det fremgaar baade av Bibelen og den katolske katekismus, er Guds lov blit forandret. Sabbatsbudet er blit flyttet fra at være det fjerde bud i Guds lov til det tredje i den katolske katekismus. Desuten er tiden blit forandret fra den syvende dag til den første. Spørsmaalet biir da. Naar og hvorledes skedde denne forandring? Dette kom­mer jeg imidlertid mere utførlig ind paa i et andet foredrag og skal derfor her fatte mig i korthet. Det hedenske Rom feiret den første dag i uken eller søndag til ære for solen, hvorfra dagen har sit navn — so­lens dag. Søndag heter saaledes paa latin «dies solis*, paa engelsk «Sunday», paa tysk «Sonntag» — solens dag. Del samme gjælder i vort sprog. Ordet «søndag> kommer nem­lig fra det oldnordiske «sunnudagr», av «sunna» — sol; alt- saa soldag eller solens dag. Det er ikke Kristus eller hans apostler der har indstif­tet søndagshelligholdelsen. Jesus holdt sabbaten i overens­stemmelse med budet, men forkastet de vedtægter som rab­binerne hadde føiet til sabbatsbudet. Det var grunden til at farisæerne anklaget ham for sabbatsovertrædelse, noget han selvfølgelig aldrig gjorde sig skyldig i. Det nye testamente hentyder ikke med et eneste ord til at søndagen skulde være de kristnes sabbat. Biskop Rørdam (dansk biskop) har der­for ret naar han sier: «Naar og hvorledes det er blit skik at helligholde den første dag i uken, fortæller nye testamente intet om. ...» — «Beretning om det andet kirkelige Møde i Kjøbenhavn, den 13,—15, septbr, 1887*, side 40. Biskop Grimelund fremkommer med en lignende ut- talclse, naar han taler om søndagens indførelse som hviledag og indrømmer følgende: < Hertil behøves en likesaa uttrykkelig befaling fra Gud, hvorved den forrige forskrift ophæves, men hvor findes en saadan befaling? Det er sandt, en saadan befaling findes ikke.» — «Søndagens Historie* (av biskop Grimelund), side 18. Og videre paa side 37 (uthævelsene efter forfatteren): c Samler vi nu hvad historien lærer om søndagens opkomst og søndagslærens utvikling, saa biir summen denne: Det er ikke apost­lene, ikke de første kristne, ikke heller oldkirkens koncilier, der har paatrykt søndagen sabbatens navn og stempel, men det er middel­alderens kirke og skolastiske lærere.* Pastor Sommer (dansk luthersk prest) skriver om samme spørsmaal i «Evangelisk Ugeskrift» for 1864 saa- ledes: «Hvad nu de kristnes ukentlige hviledag angaar, da taler den hellige skrift intet om at Herren skulde ha indstiftet den. Guds ord i den hellige skrift gir os forøvrig fuldkommen tilstrækkelig under­retning om Herrens indstiftelser, om daaben, om nadveren, om bøn­ nen og om husholdningsembedet, som han indstiftet til ordets fortsatte forkyndelse; men forgjæves søker vi i den hellige skrift noget om at Herren skulde ha utvalgt søndagen til sin dag, skulde paa nogen maate ha knyttet sin velsignelse til den dag, og dette skulde være aarsaken til at søndag er blit kaldt Herrens dag.» Den 22. septbr. 1908 skrev lederen for den svenske fri­kirke, lektor P. Waldenstrom bl. a. følgende i «Pietistem : «Men befaler da ikke det nye testamente at helligholde søndagen som sabbat? Nei, ikke et eneste sted. Ethvert forsøk paa at bevise dette er fuldstændig resultatløst. Men hvorledes er det da gaat til at vi allikevel holder søndagen hellig? Svar: Det er en gammel, god kirkeskik og ikke noget andet. > Disse mænd vilde neppe skrive saaledes dersom det ikke var sandt. De holdt jo selv søndagen. De maa imid­lertid erkjende at søndagshelligholdelsen ikke stammer fra Jesus eller hans apostler, og at det nye testamente ikke for­tæller os noget om «naar og hvorledes det er blit skik at hel­ligholde den første dag i ukén»; de indrømmer ogsaa at det kun er «en gammel, god kirkeskik og ikke noget andet*. Men naar det nye testamente ikke fortæller os noget om Paa side 101 staar det at dersom protestantene skulde holde sig til Bibelen i alt vedrørende troessaker, saa cmaatte de ikke helligholde søndag, men lørdag i samklang med budet: c Kom sabbatens dag i hu, saa du holder den hellig*; ti dette bud er ikke blit forandret eller avskafTet i Skriften.* I «Catholic Mirror» (organ for katolikkene i Amerika) for den 23. decbr. 1893 læser vi: «Det findes ingen anden utvei for en samvittighetsfuld protestant end at forkaste søndagshelligholdelsen og vende tilbake til lørdags- helligholdelsen, som hans troesregel, Bibelen, befaler. Hvis han der- imot nødig vil forlate den katolske overlevering som paalægger ham at helligholde søndagen, og som protestantene stik imot sin troesregel, Bibelen, har antat, saa maa han selvfølgelig ogsaø anta alt hvad kir­ken lærer. Retfærdighet og sund fornuft fordrer at man her vælger •tt av to, det vil si, at man enten antar protestantismen og helligholder lørdagen, eller katolicismen og helligholder søndagen. Ingen over­enskomst er mulig.* Det er den katolske kirke som har forandret Guds lov, og det store flertal av protestantene har bøiet sig for denne forandring og saaledes opfyldt profetien: «Og al jorden undret sig og fulgte efter dyret.* Saaledes er det gaat til at Antikristen har erobret kristenheten. Hermed har jeg dog ikke sagt at alle de som har boldt søndagen ned gjennem tidene, gaar fortapt. Det forholder sig med dette menneskebud som med alle de falske lære­sætningene som fra tid til anden har sneket sig ind i jøde­dommen saavelsom i kirken. Gud bærer over med «van- kundighetens tider*, men det kommer en tid da han byder * menneskene at de allesammen allesteds skal omvende sig*. Ap. gj. 17, 30. Det er gaat med sabbatsbudet i den kristne kirke som det i lange tider under den gamle husholdning gik med bu­det som sier: «Du skal ikke bedrive hor.* Trods dette bud fulgte Guds folk længe den i de dage (ogsaa fra heden­skapet indførte) gjængse uskik — flerkoneri. Herren tole- rerte det en tid; men det kom en dag da sandheten ogsaa paa dette punkt blev forkyndt. Jesu ord: «Har I ikke læst, at han som skapte dem, fra begyndelsen av skapte dem til mand og kvinde?* fremkaldte spørsmaalet: «Hvorfor bød da Moses at gi skilsmissebrev og skille sig fra hende?* Meste­ren svarte: «For eders haarde hjertes skyld gav Moses eder lov til at skilles fra eders hustruer; men fra begyndelsen av har det ikke været saaledes.* Matt. 19, 4—8. En skik eller et bud som ikke er bygget paa sandhetsordet, maa før eller senere vike for Guds bud. «Men dette er dommen, at lyset er kommet til verden.* Joh. 3, 19. Vi skal alle bli dømt efter det lys Herren har latt skinne for os, uanset om vi antar eller forkaster det. I første tilfælde biir det os til frelse, i sidste til fortabelse; men da har vi ingen undskyldning. Joh. 15, 22. Under det store frafald inden jødekirken bar Gud i lang tid over med «vankundighetens tider*; men da lyset atter skinnet i sin fulde klarhet, bød «Gud menneskene at de allesammen allesteds skulde omvende sig*. Paa pinsefe­stens dag var mange «gudfrygtige mænd av alle folkeslag under himmelen* forsamlet i Jerusalem for at tilbede. Disse kjendte ikke den fulde sandhet, men de var oprigtige. De fulgte Herrens ord saa langt som de forstod det. Da Peter oplot de profetiske forutsigelser for dem, blev et nyt og her­ligere lys tændt i deres sjæl. Ordet stak «dem i hjertet, og de sa til Peter og dé andre apostler: Hvad skal vi gjøre, brødre?* Svaret lyder: «Omvend eder!* — en opfordring som ca. tre tusen fulgte. Ap. gj. 2. kap. I et av de følgende foredrag skal jeg særlig dvæle ved det sidste kald Gud lar utgaa til alle jordens beboere før Kristus kommer anden gang. Dette kald, som er en likesaa nøiagtig opfyldelse av bestemte profetier angaaende Kristi andet komme som det som skedde paa pinsefestens dag, var en opfyldelse av bestemte profetier om Kristi første komme, utretter det samme for vor tids «gudfrygtige mænd av alle folkeslag under himmelen*, som de profetier der gjaldt Kri­sti første komme, og som Peter henviste til i sin tale paa pinsefestens dag, den gang utrettet. Kjernepunktet i dette kald er, som vi siden skal se, en forkyndelse av Herrens «doms time* og en advarsel imot at tilbede eller adlyde dyret — den store antikrist. Seirende gaar de der følger dette kald, ut av kampen med dyret, og deres seierssang vil engang fylde de himmelske sale deroppe ved glashavet foran Guds trone. Aab 15, 2. 3. I ANTIKRISTENS FOTSPOR. PROTESTANTISMEN FØR OG NU, SET I DE BIBELSKE PROFETIERS LYS. OG JEG saa et andet dyr stige op av jorden, og det hadde to horn likesom et lam, og talte som en drage. Og det bruker det første dyrs hele magt for dets øine, og gjør at jorden og de som bor paa den, tilbeder det første dyr, hvis dødssaar blev lægt, øg det gjør store tegn, saa at det endog faar ild til at falde ned fra himmelen paa jorden for menneskenes øine. Og det forfører dem som bor paa jorden, for de tegns skyld som er det git at gjøre for dyrets øine, idet det sier til dem som bor paa jorden, at de skal gjøre et billede til det dyr som fik saaret av sverdet og blev i live. Og det fik magt til at gi dyrets billede livs-aande, saa at dyrets billede endog kunde tale, og gjøre saa at alle de som ikke vilde tilbede dyrets bil­lede, skulde dræpes. Og det gjør at der biir git alle, smaa og store,, rike og fattige, frie og træller, et merke i sin høire haand eller paa sin pande, og at ingen kan kjøpe eller sælge uten den som har mer- ket, dyrets navn eller tallet for dets navn. Her er visdommen. Den som har forstand, han regne ut dyrets tall ti det er et menneskes tal* og dets tal er seks hundrede og seks og seksti.* Aab. 13, 11—18. Den magt Johannes beskriver i de oplæste vers, kom­mer frem omkring den tid da den magt som omtales i de første ti vers av samme kapitel, taper verdensherredømmet over rikene. Dette dyr stiger «op av jorden» og har «to horn like­som et lam, og talte som en drage*. Aab. 13, 11. «Et andet dyr* maa nødvendigvis betegne et andet rike. Her staar vi altsaa overfor et nyt rike, som Johannes ser «stige op av jorden». Det syvhornede dyr steg likesom de fire dyr i Dan. 7. kap. «op av havet*. Aab. 13, 1. Som vi har set, er dyr et sindbillede paa riker, og hav eller vand er et symbol paa «folk og skarer og ætter og tunger*. Vinde og stormveir er sindbilleder paa krig. Dyret med de to horn kommer ikke op av et oprørt hav, men av jorden. Lik en plante der vokser op av jorden, skulde det rike som vi her staar overfor, utvikle sig paa en ganske naturlig maate, altsaa forskjellig fra de foregaaende riker, som skaffet sig magt ved hjælp av sverdet. Dette dyr «bruker det første dyrs hele magt for dets øine»; altsaa maa dette rikes omraade ligge utenfor det før­ste rikes. «Det hadde to horn likesom et lam;* altsaa maa det paa den tid Johannes saa det stige op av jorden, ha en forfatning — en regjering taler jo gjpnnem sin forfatning — som i flere henseender er avfattet efter Kristi lære. Lam­met repræsenterer jo Kristus. Joh. 1, 36; Aab. 5, 6; 1 kor. 5, 7. Hvilken magt eller regjering passer disse kjendetegn paa? I det 16. aarhundrede opstod det en kraftig bevægelse som vakte stor opmerksomhet over hele verden. Det var reformationen, der som en stor kraftig, uimotstaaelig bølge gik hen over Europa. At denne bevægelse var fra Herren, turde det være overflødig at bemerke. Men én ting som Luther gjerne vilde ha set gjennemført, nemlig «streng ad­skillelse mellem staten og kirken*, klarte han ikke. Herom skriver Cantu i sin verdenshistorie: «Skjønt Luther teoretisk hadde hat den rigtige følelse av at det burde være en streng adskillelse mellem staten og kirken, blev han dog snart av omstændighetenes magt saa at si tvunget til at virke i motsat retning.* — 5. bind, side 221. Og videre paa side 229: «Luther hadde med stor smerte set det religiøse spørsmaal bli sammenviklet med politikken, og gjentagne ganger hadde han advart imot at forsvare evangeliet med vaabenmagt. Men begivenheter og forhold som han ikke var herre over, hadde efterhaanden hitført kam­pen paa valpladsene.* Protestantismens sande grundsætning — «i ett og alt at holde sig til Bibelen» — kunde umulig gjennemføres inden­for en statskirke. Den borgerlige og religiøse frihet, som var en naturlig følge av reformationen, blev saaledes hem- met allerede fra begyndelsen av. De som siden kjæmpet for disse principper, maatte søke et andet sted hen — til de Forenede stater i Nordamerika — der de sande protestan­tiske grundsætninger kunde gjennemføres. Dette land, som av naturen var saa rikt utstyret saavel hvad selve landet med dets frugtbarhet som dets klima be­træffer, hadde været likesom gjemt av en usynlig haand ind­til kort før den tid da reformationen opstod. Gud har sik­kert hat en hensigt dermed, nemlig at plante frihetsbanneret her, baade hvad den borgerlige og den rent religiøse frihel angaar. Langsomt og stiltiende biir grunden lagt til denne nations opkomst, og her passer det profetiske uttryk: «stige op av jorden». Naar vi derfor kommer ned til aaret 1798 (da pavekirken fik sit dødelige saar), finder vi en regjering som i enhver henseende svarer til den interessante profeti som indeholdes i vor tekst. De nordamerikanske fristater grundla et selvstændig rike den 4. juli 1776, da kongressen vedtok uavhængighets- erklæringen, hvorav jeg skal læse følgende: «Vi anser det for en selvfølgelig sandhet at alle mennesker er skapt like, og av sin skaber er forlenet med visse uavhændelige rettig- heter, til hvilke hører liv, frihet og stræben efter lykke.* Det var deres hensigt at grundlægge et rike hvor en­hver frit og uhindret kunde dyrke Gud i overensstemmelse med sin samvittighet. Dette er sand protestantisme, bygget paa Kristi (lammets) ord og rene lære. Den anerkjendte nordamerikanske historieskriver George Bancroft sier: «Som et barn av reformationen, nøie knyttet til de foregaaende aarhundreder og til menneskehetens større aandelige kampe, var Ny- England blit kolonisert av entusiaster som ikke frygtet nogen anden hersker end Gud.* — 4. bind, side 121. Og atter: »Kolonistene var restene av reformationens første frugter fra de . belgiske provinser og England, fra Frankrige og Bøhmen, fra Tyskland og Schweiz, fra Piemont og de italienske alper.* — 2. bind, side 260. Dr. Wolf supplerer dette naar han skriver følgende i *The Lutherans in America», side 110: »Et folk som var avlet i reformationens veer, som, besjælet av nye ideer og høiere maal, av forsynet var utset til at stifte en stor kristelig republik i den nye verden, en av de mægtigste fremmere av menneskelig utvikling.* Med hensyn til de Forenede staters opkomst er det sær­lig interessant at merke sig følgende uttryk: »Vi vokste op som et saakorn i al stilhet til et mægtig rike-» — Townsend i Den magt og indflydelse som Amerika har skaffet sig under krigen, vil sætte dype og varige spor. Dette vil de større religiøse partier — landets store menigheter — der­over benytte sig av for at skaffe deres «edikter* indpas og indflydelse ogsaa i den øvrige verden. Merk ordene i vor tekst: «0g det bruker det første dyrs hele magt for dets øine og gjør at jorden og de som bor paa den, tilbeder det første dyr, hvis dødssaar blev lægt*. Et nøiagtig billede av pavedømmet, eller om man vil: Pavedømmet i en ny skik­kelse! De store tegn som omtales i Aab. 13, 13, er allerede be­gyndt at gaa i opfyldelse, men umiddelbart før Frelserens gjenkomst vil man sikkert bli vidne til at det 13. vers faar en særlig opfyldelse. Læs Matt. 24, 24 og 2 tess. 2, 8—11! Spiritismen, der er tilstrækkelig kjendt herhjemme, er alle­rede godt paa vei til at opfylde disse profetier, men da jeg kommer tilbake til dette spørsmaal under en anden række foredrag, skal jeg ikke komme nærmere ind derpaa her. La mig bare minde om at denne lære har sin oprindelse i de Forenede stater. Nutidens spiritisme opstod i Hydes ville, New York, i aaret 1848. Derfra har den utbredt sig til alle land. Dens tilhængere tælles i millionvis Angaaende det merke som omtales i vor tekst — 16. og 17. vers — da kommer jeg tilbake til det i foredraget over Aab. 14, 6—12. Men inden jeg slutter, skal jeg i al korthet dvæle ved det 18. vers: «Her er visdommen. Den som har forstand, han regne ut dyrets tal! ti det er et men­neskes tal, og dets tal er seks hundrede og seks og seksti.* Det er altsaa Herrens hensigt at hans barn skal regne ut dette tal som er «et menneskes tal*. At det er det syv- hodede dyr der henvises til, fremgaar klart av sammen­ hængen. Av det 17. vers fremgaar det at det er «dyrets navn eller tallet for dets navn», vi skal regne ut. Som vi allerede har set, utgir paven sig for at være Kri­sti vikar eller stedfortræder her paa jorden. Jeg finder her anledning til at lede Deres opmerksomhet hen paa den in­skription som tidligere paver bar i sin krone, f. eks. pave Gregor XVI. I hans tredobbelte krone stod følgende inskrip­tion i juveler: VICARIUS FILII DEL Et øienvidne med­deler at det var et hundrede diamanter i ordet DEL Det var et ord paa hver krone — de stod ikke paa samme linje. Som bekjendt benytter den katolske kirke det latinske sprog — altsaa latinske bokstaver. Betragter man det latinske navn VICARIUS FILII DEI (Guds søns vikar), ser man straks at en del av disse bokstaver har talværdi. Bokstavene A, R, S, F, E har ikke nogen tal­værdi; det har derimot de øvrige. V blev tid­ligere brukt baade for U og V. Saaledes finder man f. eks. i ældre skrifter Augustus stavet Avgvstvs osv. Bokstavene V, I, C, I, U, I, L, I, I, D, I utgjør netop 666. At man har fjernet VICARIUS FILII DEI i de senere pavers kro­ner, omstyrter ingenlunde den profetiske forut- sigelse. Øienvidner bekræfter at denne inskrip­tion stod paa den krone paye Gregor XVI bar ved paaskegudstjenesten i 1845. Denne interessante profeti avgir saaledes et nyt bevis paa Bibelens troværdighet. Guds ord er sandhet. Midt i alt det mørke, al den synd og elendighet vi er omgit av, skinner Herrens ord som et lys der viser os veien til Gud og vor kjære frelser, som elsker os med en evig kjær- lighet, og fra hvem vi faar kraft til at seire over enhver synd. La os lytte til hans tale og følge hans bud! V — 5 I — 1 C — 100 I — 1 U — 5 I — 1 L — 50 I — 1 I — 1 D — 500 I —___1 Tils. 666 SABBATEN I DEN NYE PAKT. SABBATEN FRA PARADISET TAPT TIL PARADISET GJENOPRETTET. SABBATEN blev lil for menneskets skyld, ikke mennesket for sab- batens skyld. Saa er da Menneskesønnen herre ogsaa over sabbaten.» Mark. 2, 27. 28. Alle ting er blit til ved Kristus; ved ham har Gud skapt verden. Joh. 1, 1—3. 14; Heb. 1, 2. Kristus «er et billede av Gud den usynlige, den førstefødte fremfor enhver skab­ning; ti i ham er alle ting skapt, de i himlene og de paa jorden, de synlige og de usynlige, enten det saa er troner eller herredommer eller magter eller myndigheter; alt er det skapt ved ham og til ham, og han er før alle ting, og alle ting staar ved ham». Kol. 1, 15—17. Saaledes ier vi at Kristus tok del i verdens skabelse, og uten tvil er det til ham Gud sier: «La os gjøre mennesker i vort billede, efter vor lignelse.» 1 mos. 1, 26. Men saa hvilte Kristus ogsaa paa den syvende dag og var med til at hellige og velsigne, ja indstifte den. Kristus kan derfor med rette kaldes sabbatens herre. Sabbaten fra paradiset til lovgivningen paa Sinai- Det er særlig tre ting som utmerker sabbaten fremfor de øvrige dage. 1) Gud «hvilte paa den syvende dag*. Derfor er den hans hviledag. De og jeg har en fødselsdag, og den ind­ træffer altid paa en bestemt dag. Ingen kan flytte den til en anden dag. Vi kunde ikke engang selv forandre den, selv om vi ønsket at gjøre det. Den omstændighet at Herren hvilte paa den syvende dag, gjør den til hans hviledag. 2) «Gud velsignet den syvende dag.» Herren velsignet Abraham, Isak og Jakob m. fl. Denne velsignelse hadde overmaade stor betydning. Jakob forstod godt at den Gud særlig velsigner, den bevarer han. Av den grund søkte han i sin store nød denne velsignelse. Han sa: «Jeg slipper dig ikke uten du velsigner mig.» 1 mos. 32, 26. Bileam erkjendte at naar Gud velsignet, kunde ingen forandre det. «Han har velsignet, og jeg kan ikke forandre det,» sier han. 4 mos. 23, 20. Herren har velsignet den syvende dag fremfor de andre seks dage, derfor utmerker den sig ogsaa frem­for disse. 3) Gud «helligeU den syvende dag. At «hellige» betyder at indvie til hellig bruk — til Herrens tjeneste. Av de mange eksempler som kunde anføres, skal jeg her henvise til et par skriftsteder. I 2 mos. 29, 43. 44 læser vi: «Og jeg vil komme sammen med Israels barn, og det skal helliges ved min her- lighet. Og jeg vil hellige sammenkomstens telt og alteret; og Aron og hans sønner vil jeg hellige til at tjene mig som prester.» Gud utvalgte Israel til at være hans særskilte folk av alle de folk som er paa jorden. 5 mos. 7, 6. Og blandt dette folk valgte han nogen til at gjøre prestetjeneste. Han sier: «Og Aron og hans sønner vil jeg hellige til at tjene mig som prester.» Gud helliget, beskikket eller indviet dem til denne hellige gjerning. Paa samme maate forholder det sig med sabbaten. Gud indviet den til hellig bruk. I «Dr. Martin Luthers utførlige utlæggelse av første mosebok — oversat efter den tyske tekst i Walch’s utgave av F. W. Bugge (cand. theol.). Første bind. — Kristiania 1863. — W. Grams forlag» — findes følgende bemerkning til 1 mos. 2, 3 angaaende uttrykket: «Gud velsignet og hel­liget sabbatem: «Dette har han ikke gjort med nogen anden skabning. Ti him­mel eller jord eller nogen anden skabning har han ikke helliget sig; men kun den syvende dag. Betydningen av dette er især den, at vi derav skal lære at forstaa at den syvende dag særlig passer sig for gudstjeneste og bør anvendes dertil. Ti hellig kaldes det som er av- sondret fra alle andre skabninger og indviet til Gud, at hellige vil si at utvælge og avsondre til hellig bruk eller gudstjeneste, hvilken maate at tale paa Moses ofte bruker, saasom naar han taler om hellige kar. «Det følger derfor av denne tekst at omend Adam hadde be- staat og var forblit i sin uskyldighet, saa hadde han dog helligholdt den syvende dag, det er, han hadde paa den undervist sine efterkommere om Guds vilje og gudstjenesten, hadde takket og prist Gud, ofret til ham o.s.v. Paa de andre dage hadde han dyrket jorden, passet kvæget o.s.v. Ja, ogsaa efter faldet helligholdt han den syvende dag, det er, han underviste paa den sine barn, noget som hans sønners, Kains og Abels, offer vidner om. Derfor er sabbaten fra verdens begyndelse be­skikket til gudstjeneste. Og saaledes skulde den menneskelige natur, saa- fremt den var forblit i sin uskyldighet og arvelige retfærdighet, ha prist Guds ære og hans velgjeminger, og paa sabbaten skulde menneskene ha talt med hverandre om Guds, sin skabers, usigelige godhet, skulde ha ofret, bedt o.s.v. Ti alt dette betyder og indeslutter det ord hellige. * Dernæst vises her at mennesket fornemmelig er skapt til Guds erkjendelse og gudstjeneste. Ti sabbaten er ikke indstiftet for faarenes og kjøraes skyld, men for menneskets skyld, forat kundskapen om Gud skulde øves og tilta paa den. Og om nu mennesket ved synden har tapt kundskapen om Gud, saa har Gud villet at budet om at hellige sabbaten skulde forbli, og har villet at man paa den syvende dag skulde øve og indprente hans ord og gudstjenesten, slik som den er forordnet av ham, forat vi mennesker først skal betænke det som er vort kald og vor stand, nemlig at vor natur er skapt til at vi skulde erkjende og prise Gud.» Sabbaten blev indstiftet i paradiset før syndefaldet. Av den grund kan den ikke tilhøre skyggeloven. Kun det som blev føiet til efter faldet og som pekte hen til Kristi død, tilhører skyggen. Derfor naglet Kristus heller ikke Herrens sabbat til korset, men derimot de sabbater som blev føiet til efter syndefaldet, nemlig jødernes sabbater. 3 mos. 23, 27—38; Kol. 2, 14—17. Det er ikke sandt at sabbaten kun blev til for jøderne. Jesus sier at den blev til for mennesket — altsaa for hele menneskeslegten. Den blev indstiftet i Edens have aar- hundreder før jøderne som et folk blev til. At jøderne holdt den, beviser ikke at den kun gjælder dem. Herren betrodde dem sit ord (Rom. 3, 2), og «bamekaaret og herligheten og paktene og lovgivningen og gudstjenesten og løftene* tilhører dem (Rom. 9, 4); men dette beviser aldeles ikke at disse derfor kun gjaldt jøderne. Hvorledes vilde det gaa os om vi av den grund skulde forkaste f. eks. «Guds ord», «herlig­heten* og «løftene»? Skulde vi forkaste alt det som kommer til os fra Herren gjennem jøderne, saa blev der ikke meget tilbake. Hvorledes vilde det da gaa med vor evige frelse? *Ti frelsen kommer fra jøderne.* Joh. 4, 22. Den paastand at sabbaten først blev indstiftet ved lov­givningen paa Sinai berg, hviler ikke paa bibelsk grund. Herren sier uttrykkelig at Abraham holdt hans bud. 1 mos. 26, 5. Abraham maa saaledes ha kjendt Herrens bud — sabbatsbudet iberegnet. Efterat Luther i sin «Utlæggelse av første mosehok* i sin kommentar til dette vers har paa vist betydningen av «forskrifter* og «love», føier han til: «Saaledes ventet Abraham altid paa hvad Herren vilde befale ham, ogsaa i henseende til gode seder; ti han holdt baade de ti bud, sabba- tens skik og loven om omskjærelsen.* At Gud har undervist sit folk om sin lov før lovgivnin­gen paa Sinai fandt sted, sees tydelig av beretningen i 2 mos. 16. kap. Da Israels barn kom til ørken Sin, var deres lev- netsmidler sluppet op. Herren lovet at skaffe dem brød. «Se, jeg vil la regne brød fra himmelen til eder, og folket skal gaa ut og sanke hver dag hvad der trænges, forat jeg kan prøve det, om det vil vandre i min lov eller ikke.* 4. vers. Hvorledes kunde Herren paa dette tidspunkt — før de kom til Sinai — prøve dem om de vilde vandre i hans lov eller ei, hvis de ikke hadde kjendt den? Herren lot regne brød (manna) fra himmelen hver dag, og Israel sanket «en omer for hvert hode». Paa den sjette dag sanket de derimot dob­belt saa meget som ellers. Dette var i overensstemmelse med Herrens ord: «Det er hvad Herren har talt. Imorgen er det sabbat, hellig sabbat for Herren. . . . Æd dét idag! Ti idag er det sabbat for Herren.» 23.—25. vers. Hvorledes kunde Moses henvise til at Herren hadde befalt dem at holde sab- baten, dersom den først blev indstiftet paa Sinai berg? Disse begivenheter fandt jo sted før lovgivningen paa Sinai. «Og det.skedde paa den syvende dag, da gik nogen av folket ut for at sanke, men de fandt intet.» 2 mos. 16, 27. Der var «nogen av folket» som ikke tog det saa nøie med hensyn til sabbaten; de gik ut for at sanke manna, men fandt ikke noget. Herrens handlemaade i dette tilfælde viser hvorledes han ser paa den slags gudsdyrkelse. Henvendt til Moses sier han: «Hvor længe vægrer I eder ved at holde mine bud og mine love?» 28. vers. Av det 4. vers fremgaar det at sab­baten er et tegn paa lydighet mot Herrens bud; han vilde prøve dem, om de vilde vandre i hans lov eller ei. I det 29. og 30. vers sier Moses til folket: «Se, Herren har git eder sabbaten... . Da hvilte folket paa den syvende dag.» Dersom det er sandt, hvad nogen paastaar, at sabba­ten blev først git ved lovgivningen, hvorledes kunde Moses da si til Israel før de kom til Sinai berg: «Herren har git [ikke «ui7» eller «skah gil eder sabbaten»? At Herren forkyndte sin lov paa Sinai, beviser ikke at den ikke var git til menneskene før den tid. Herom sier den danske provst J. Vahl fra Nørre-Alslev ifølge «Beretning om det andet kirkelige Møde i Kjøbenhavns (1887): «Og de ti bud er Guds bud til alle mennesker for alle tider. Det er den lov som Kristus ikke vil opløse, men fuldkomme, og deri staar sabbatsbudet. Det blev likesom omskjærelsen ikke git paa Sinai, men fornyet, fordi det var glemt i Ægypten. Det blev git ved skabelsen, da Gud indførte tidsinddelingen i de 7 dage, som ogsaa er kjendt av hed­ninger.* — Side 68. Efter provst Vahl tar pastor Krag, Kjøbenhavn, ordet og uttaler bl. a.: «Like fra begyndelsen blev den syvende dag erklært for at være hellig, og dermed blev det git veiledning for menneskelivets ordning med 6 dages arbeide og hvile hver syvende dag. Derfor beter det ved Sinai: Kom i hul Det er noget gammelt der indskjærpes; ti sabbats­budet blev git ved skabelsen.* — Side 68. Grev Zinzendorf holdt den syvende dag som sabbat, men forinden hadde han sat sig grundig ind i dette spørs- maal, og det gik ham som det gaar enhver der i oprigtighet søker efter sandheten: han fandt den. Her skal jeg læse følgende fra hans levnetsbeskrivelse: «Som en eiendommelighet bør bemerkes at han sammen med menigheten i Betlehem besluttet at feire den syvende dag som hvile­dag. Denne sak blev først meget omhyggelig drøftet i et menighets- raad og alle grunde for og imot blev veiet. Man kom til det resul­tat at man burde anvende den syvende dag som sabbatsdag. . . . Gre­ven hadde allerede længe før den tid tillagt den syvende dag i uken særskilt ære. Paa den dag avholdt han sig saavidt det stod til ham gjerne fra anstrengende legems- og aandsarbeide. . . . Men at han fore­trak den syvende dag og holdt den som sabbat, skedde ikke paa grund­lag av moseloven, ti då hadde han hat likesaa god grund til at holde hele moselovén, men det var fordi han trodde at den syvende dag var blit helliget og indsat som hviledag like -fra skabelsen.* — *Zinzen- dorf’s Leben», av A. G. Spangenberg, V. 1421. «Sabbaten blev til for menneskets skyld.» Den blev git ved skabelsen og gjælder saa længe det eksisterer mennesker. Av den aarsak følger den, som vi skal se, ogsaa med ind paa den nye jord. Den moderne teori at Kristus skulde ha avskaffet de ti bud, er ikke bygget paa den hellige skrift. Det er heller ikke i samklang med reformatorenes forkyndelse av evan­geliet. Dette kommer jeg tilbake til i et senere foredrag. Fra lovgivningen til Kristus. Sabbatsbudet begynder saaledes: «Kom sabbatens dag i hu, at du holder den hellig.» (Dansk overs.) Uttrykket «kom i hu» eller «husk» har sikkert sin store betydning. Herren bruker ikke overflødige ord. Han visste at sabbaten vilde bli sat tilside og glemt, og derfor anvender han uttryk ket «kom sabbatens dag i^u»! Fordum glemte Guds folk sabbatsbudet. Herren lovet at Jerusalem skulde «bli til evig tid» hvis hans folk vilde holde sabbaten, hvorimot sab­batsovertrædelse vilde føre til Israels fangenskap og Jeru­salems ødelæggelse. Jer. 17, 21—27. Men Israel glemte sab­baten, og Jerusalem blev ødelagt. 2 krøn. 36, 17—20. Neppe var jøderne atter bosat i sit eget land, førend de glemte hvad de saa dyrt hadde maattet lære. Nogen begyndte snart at overtræde sabbaten. Nehemias fortæller saaledes at nogen «traadte vinperser om sabbaten og bragte kombaand ind og læsset dem paa asenene». Han la merke til at nogen kjøpte og solgte paa sabbaten. Han ad varte dem og sa: «Hvad er dette for en ond gjerning I gjør og vanhelliger sabbatens dag? Var det ikke saa eders fædre gjorde, saa vor Gud førte al denne ulykke over os og over denne stad? Og I fører end mere vrede over Israel ved at vanhellige sab­baten. » Neh. 13, 15—18. Som vi skal se i et av de følgende foredrag, spiller hel­ligholdelsen av sabbaten en langt større rolle end mange mener, og som vi skal se, er sabbaten fremdeles et lycHg- hetstegn. Sabbaten vil atter bli en prøvesten. Men ingen kan helligholde Herrens sabbat uten først at være blit et sandt Guds barn gjennem troen paa Kristus. Ved den samme kraft hvormed Gud skapte verden, skaper han os til nye mennesker; «ti vi er», som apostelen sier, «hans verk, skapt i Kristus Jesus til gode gjerninger». Ef. 2, 10. Sabbaten «er et tegn» Gud har git sit folk; den er «en evig pakt». 2 mos. 31, 13—17. Paa Kristi og apostlenes tid. Det som hører den nye pakt til, maa Jesus nødvendigvis selv ha indstiftet før sin død. Hvad daab og nadver angaar, da vet vi at Jesus blev døpt og at han indstiftet nadveren. Dersom søndagen hører til den nye pakt, maa Jesus ha ind­stiftet den før sin død. «Ti hvor der er et testament, der er det nødvendig at dens død som harftprettet det, biir godtgjort; ti et testament kommer først til at gjælde efter døden, da det aldrig har kraft saa længe den lever som har oprettet det.» Heb. 9, 16. 17. Det som er føiet til efter Jesu død, kan umulig tilhøre det testament eller den pakt han oprettet. Apostelen sier: «Brødre! jeg taler paa menneskelig vis. Selv en menneske­lig pakt vil ingen gjøre til intet eller lægge noget til efterat den er stadfæstet.» Gal. 3, 15. Jesus stadfæstet den nye pakt med sit blod ved sin død, og denne pakt, dette testa­ment, kan alene av den grund ikke forandres. Dette biir særlig betydningsfuldt, naar vi vet at søndagens forsvarere maa indrømme at det nye testamente ikke fortæller noget om «naar og hvorledes det er blit skik at helligholde den første dag i uken», og at «søndagen er ikke nogen indstiftelse, noget paalæg av Kristus». Kristus holdt sabbaten i overensstemmelse med Herrens ord, men ikke efter rabbinernes fortolkninger. Av den aar- sak beskyldte farisæerne ham for at overtræde sabbaten. Jeg ber Dem lægge merke til at det var farisæerne, ikke Herren, som anklaget Jesus for sabbatsovertrædelse. De beskyldte ham ogsaa for gudsbespottelse (Matt. 9, 3); men Jesus kunde tilbakevise alle disse beskyldninger. «Hvem av eder kan overbevise mig om synd?» spør han dem ved en viss leilig- het; men istedenfor at komme frem med be visene, svarte de blot: «Sier vi ikke med rette at du er en samaritaner og er besat?» Joh. 8, 46. 48. Jesus viste i sit liv og levnet hvorledes sabbaten bør holdes; han overtraadte den aldrig. Han lærte «at det er til- latt at gjøre godt paa sabbaten». Derimot har han aldrig med et eneste ord antydet at den skulde flyttes til en anden dag eller avskaffes. Da han forutsa Jerusalems ødelæggelse, paala han sine discipler særlig at bede om to ting: «at eders flugt ikke maa ske om vinteren eller paa sabbaten». Matt. 24, 20. Det tyder heller ikke paa at sabbaten skulde av- skaffes ved korset. Som bekjendt fandt Jerusalems ødelæg­gelse først sted aar 70 ef. Kr. Det var Jesu «sedvane» at gaa i synagogen paa sabbatsdagen, og da han laa i graven, holdt de troende kvinder «sig stille efter lovens bud» (Luk. 23, 56) — et bevis paa at Jesus ikke kan ha lært dem at tilsidesætte sabbaten. Apostlene nævner heller ikke med et eneste ord at en anden dag skulde være blit sat ind istedenfor Herrens sab­bat. Tvertimot viser den inspirerte beretning at de holdt sabbaten. Paa sabbatsdagen gik de ind i synagogéne, der de underviste folket. Merk særlig følgende: «Men idet de gik ut, bad de dem om at disse ord maatte bli talt til dem den følgende sabbat.» «Paa den næste sabbat samlet da næsten hele byen sig for at høre Herrens ord.» Ap. gj. 13, 14. 42—44. Disse troende som før hadde været hedninger, bad ikke Paulus og Barnabas om at præke for dem om søndagen, men «den følgende sabbat». Under sit besøk i Tessalonika talte Paulus paa «tre sabbatsdage», og da han senere kom til Korinth, talte han «hver sabbat» og holdt «samtaler i sy­nagogen, og han overbeviste jøder og grækere». Ap. gj. 17, 2; 18, 1—4. Det 18. kap. fortæller om sabbatsmøter i syna­gogen, men sier ikke et ord om søndagsmøter — heller ikke efterat møtene var blit forlagt til Justus’ hus. Ingen fordomsfri person kan læse disse beretninger og komme til noget andet resultat, end at apostlene holdt Her­rens sabbat. De som søker at gjøre gjældende at apostlene holdt møter for jøderne om sabbaten, men for de kristne om søndagen, bygger paa fantasi og ikke paa fakta. Da Paulus og Silas kom til Filippi i Makedonien, fandtes der ingen sy­nagoger, men de holdt allikevel sin gudstjeneste paa sab- baten. Vi læser: «Paa sabbatsdagen gik vi utenfor porten, til en elv hvor man pleiet at samles til bøn, og vi satte os der og talte til de kvinder som var kommet sammen.» Ap. gj. 16, 13. Disse og mange andre skriftsteder viser tydelig at apostlemenigheten holdt sabbaten. Saasandt «apostlenes gjerninger», der er skrevet godt 30 aar efter Jesu død, taler sandhet, saasandt holdt den kristne menighet ogsaa sab- baten paa hin tid. Forøvrig er det jo ganske utænkelig at Jesus og apostlene virkelig skulde ha avskaffet sabbaten og og indstiftet søndagen uten at si et eneste ord derom. Nu og paa den nye jord. Sabbatens forandring hører frafaldet til. Det er den store antikrist som har tat sig for «at forandre tider og lov* — Herrens lov. Paa dette punkt har han erobret hele kri- stenheten. Verden følger ham, sigende: «Hvem kan stride imot ham?» Men det trefoldige budskap som er forutsagt i Aab. 14, 6—12, og som gaar forut for Kristi gjenkomst, leder de sande kristne bort fra Antikristens bud og tilbake til Guds bud. De som har Herrens lov skrevet i hjertet, holder sab­baten. Mens profeten Sefanias henviser til den frygtelige dag da Herren hastig vil «gjøre ende paa alle jordens be- boere» (Sef. 1, 14—18) (dansk overs.), retter han en ind­trængende opfordring til Guds barn om at søke Herren. Hør hvad han sier: «Søk Herren, alle I sagtmodige i landet* som holder hans lov! Søk retfærdighet, søk sagtmodighet! Kanske I vorder skjult paa Herrens vredes dag!» Læs Sef. 2, 1—3. At denne profeti gjælder den allersidste tid, er klart; men dermed er det ogsaa bevist at Herrens utvalgte folk som lever paa den tid da denne profeti gaar i opfyldelse* holder fast ved Herrens lov. Ved Kristi gjenkomst holder alle Guds sande barn Herrens sabbat, ikke fordi de vil frel­ses derved, men fordi de hører Herren til, og fordi Jesus har frelst dem fra at overtræde hans bud. Gjenoprettelsens tid stunder til- Paradiset vil atter bli oprettet. Den nye jord med al dens herlighet tilhører de frelste, og her skal de bo gjennem evigheten. «Ti likesom den nye himmel og den nye jord, som jeg gjør. biir evinde- lig for mit aasyn, sier Herren, saaledes skal eders avkom og eders navn bli evindelig. Og det skal ske: Nymaane efter nymaane og sabbat efter sabbat skal alt kjød komme for at tilbede for mit aasyn, sier Herren.» Es. 66, 22. 23. Den sy­vende dag er og biir gjennem evighetens evigheter Herrens hviledag, Herrens sabbat. Den er et minde om og et tegn paa at Herren har skapt alle ting ved sit almagtsord, at han har skapt os til nye mennesker i Kristus Jesus, og at han helliger os. Den hører Paradiset til, og paa den dag skal de forløste tilbede Herren og glæde sig i hans frelse. Det biir ofte sagt at det er meget vanskelig for os at holde Herrens sabbat, da det kommer i strid med de bestaa- ende forhold. Maa jeg her faa lov til at minde Dem om at det altid har hat sine vanskeligheter — menneskelig set — at tjene og adlyde Gud. Tænk paa martyrene! Hvad betød det ikke for disse mennesker at bekjende troen paa Jesus? Ingenting mindre end døden. Men det kunde ikke hindre dem i at følge sin herre og mester. De gav med glæde sit liv for den sandhet de elsket. De fulgte Kristus. En levende tro paa Kristus og hans ord viker aldrig til- bake fra at følge i Mesterens spor. Den spør kun om én ting: «Hvad har Herren svart?» og: «Hvad har Herren talt?» Den spør nu som før: «Hvad skal jeg gjøre, Herre?» SØNDAGEN SOM HVILEDAG. ER SØNDAGEN SABBAT I DEN NYE PAKT ? NAAR OG HVORFOR BEGYNDTE DE KRISTNE AT HELLIGHOLDE SØNDAGEN ? SE TIL at der ikke maa være nogen som gjør eder til sit rov ved verdslig visdom og tomt bedrag, efter menneskenes lære, efter verdens barnelærdom og ikke efter Kristus.* Kol. 2, 8. Det er ikke godt at bli et bvtte for den ondes snarer. Desværre har mange latt sig daare og overtale av «menne­skenes lære», især naar denne har passet med deres bårne lærdom, og er blit forsvart av saadanne som har været i be siddelse av «verdslig visdom». Dette var tilfældet paa Jesu og paa apostlenes tid. Fa­risæerne og de skriftkloke var lærde mænd, apostlene der- imot ulærde, og derfor hadde de førstes ord større vegt hos det store flertal end de sidstes. Apostlene forkyndte den rene lære, farisæerne derimot en blanding av sandhet og vildfarelse — av Guds ord og menneskers overleveringer. Er søndagen sabbat i den nye pakt? Som vi har set, har hverken Gud eller Kristus eller apostlene forandret Herrens sabbat fra den syvende dag til den første dag i uken. Det kan derfor ha sin interesse at faa vite hvorledes det er gaat til at søndagen i tidens løp har kunnet fortrænge Herrens sabbat, og det er særlig den side av saken vi skal dvæle ved her. Den første dag i uken — altsaa søndagen — omtales otte ganger i det nye testamente. Disse skriftsteder er føl­gende: Matt. 28, 1; Mark. 16, 2. 9; Luk. 24, 1; Joh. 20, 1. 19; Ap. gj. 20, 7; 1 kor. 16, 2. De første fem av disse otte skrift­steder omtaler kort og godt Jesu opstandelse som en begi- venhet. Matthæus skriver: «Men ved enden av sabbaten, da det lysnet mot den første dag i uken, kom Maria Magda­lena og den anden Maria for at se til graven.» Det samme siges i Mark. 16, 2. 9; Luk. 24, 1 og Joh. 20, 1. Man ser straks at her findes ikke spor av bevis for at søndagen skulde være blit indstiftet som de kristnes hvile­dag. Matthæus skrev sit evangelium omkring aar 61 ef. Kr., altsaa ca. 30 aar efter Kristi opstandelse, og kalder frem­deles den syvende dag sabbaten eller hviledagen, mens han kun benævner søndagen som den første dag i uken. Det samme gjælder Markus, Lukas og Johannes. Evangelistenc kunde umulig ha skrevet som de har, dersom søndagen alle rede dengang hadde været indført som hviledag. Saa kommer vi til Joh. 20, 19. Ut fra dette skriftsted søker nogen at bevise at disciplene helligholdt søndagen. Som vi skal se, holder beviset imidlertid ikke. Vi læser: «Da det nu var aften den dag, den første dag i uken, og dørene var lukket der hvor disciplene var, av frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sa til dem: Fred være med ederU Dette fandt sted om aftenen den samme dag som Jesus opstod om morgenen. At de ikke var samlet for at helligholde søndagen, fremgaar tilstrækkelig tydelig av selve beretningen. De var tvilraadige med hensyn til hvad der var blit av Jesus, om han virkelig var opstaat eller ikke, og de var bange for at de skulde komme til at dele Meste­rens skjæbne. De hadde lukket sig inde «av frygt for jø- derne» — ikke fordi de holdt søndag. De kunde ikke holde søndagen til minde om Kristi op­standelse alene av den grund at de endnu ikke trodde paa hans opstandelse. To av kvindene hadde været ved graven om morgenen og set at stenen var tat bort. Engelen hadde fortalt dem at Kristus var opstanden, og denne meddelelse hadde de latt gaa videre til de øvrige discipler; men den hadde kun sat sindene i bevægelse. Samtalen mellem Jesus og de to discipler som gik til Emmaus, umuliggjør enhver tanke om at de skulde ha helligholdt den dag. Hør hvad disciplene sier: «Men vi haabet at han var den som skulde forløse Israel. Og dog — med alt dette er det idag den tre­dje dag siden det skedde.» Luk. 24, 21. Uttrykkene: «Men vi haabet», og: «men med alt dette er det idag den tredje dag siden det skedde», viser tydelig at de tvilte paa hans opstandelse. Meddelelsen om at Kristus var opstanden, hadde «for­færdet» dem. Nogen hadde været ved graven, men hadde ikke set Jesus, skjønt engelen hadde fortalt kvindene at han levet. 22.—24. vers. De kunde ikke ha talt saaledes hvis de hadde trodd at Jesus var opstanden. Paa dette tidspunkt trodde de heller ikke paa hans op­standelse, og netop derfor sa Jesus til dem: «I daarer og senhjertede til at tro alt det profetene har talt.» 25. vers. Først da Jesus stod midt iblandt dem og viste «dem sine hænder og sin side», trodde de. «Da blev disciplene glade, da de saa Herren.» Joh. 20, 20. Joh. 20, 26 fortæller at Jesus otte dage senere atter aabenbarte sig for sine discipler. Men otte dage efter kan aldrig bli en søndag, og det siges der heller ikke; det er noget menneskene lægger til. Man kan ikke saadan uten videre omskrive «og otte dage derefter» til «otte dage idag»; ti det skriver Johannes ikke. I den engelske bibel staar der: «And after eight days» (og efter otte dage), og ikke «efter en uke», hvad der altsaa skulde ha staat hvis det hadde været den følgende søndag. Englænderne sier jo «a week from to-day» (en uke fra idag), naar vi sier «otte dage idag». Ifølge det 27. vers trodde Tomas slet ikke paa Jesu opstandelse; han kan altsaa ikke ha været tilstede for at feire hans opstandelsesdag. Det samme gjælder det møtet som omtales i 20. vers; ti da var han som bekjendt fravæ­rende, og av hele sammenhængen fremgaar det at disse to sammenkomster absolut ikke kunde ha noget med søndags­helligholdelsen at skaffe. Vi har nu set at Jesus aabenbarte sig to ganger for sine disciplen den første gangen en søndag aften, den andre «otte dage efter», altsaa en mandag. Men jeg kan i grunden ikke indse at dette i det hele tat har noget med Herrens sabbat at gjøre; ti i saa tilfælde maatte Herren ha henvist dertil. Den tredje gang Jesus aabenbarte sig for disciplene, var ved Tiberias’ sjø. Hvis nu det at han aabenbarte sig for sine discipler de to første ganger er ensbetydende med at den dag maa ha været en helligdag, saa maa det samme gjælde her. Men saa fisket de paa en helligdag. Det staar jo at de fisket. Joh. 21, 1—14. Ap. gj. 20, 7 som bevis for at søndagen allerede den gang skal ha været sabbat, kan heller ikke staa sin prøve. Vi læ­ser: «Paa den første dag i uken var vi samlet for at bryte brødet; Paulus holdt da samtaler med dem, ti han skulde fare derfra den næste dag, og han drog sin tale ut like til midt paa natten.» Her staar at de holdt et møte paa den første dag i uken, og at Paulus talte til dem, da han skulde reise bort den følgende dag; men her staar ikke et ord om en hviledag. Med hvilken ret hævder man da at de holdt søndag? Hvor er bevisene? Hvem sier at de holdt den dag hellig, fordi de kom sammen om aftenen for «at bryte brø­det*? Det var altsaa to grunde, hvorfor de holdt dette møte, nemlig for «at bryte brødet*, og fordi Paulus skulde reise den næste dag. Den tredje grund, at det skulde være av hen­syn til søndagshelligholdelse, var ganske ukjendt da Lukas skrev denne begivenhet ned. Det at disciplene i Troas samledes til et aftenmøte for at «bryte brødet*, beviser vel ikke at de kristne helligholdt søndagen? Hvis saa er, hvad skal vi saa si om beretningen i Ap. gj. 2, 46: «0g idet de samdrægtig hver dag stadig søkte templet og brød brødet hjemme, nød de sin mat med fryd og hjertets enfold»? Her læser vi at de holdt møter hver dag i templet og i husene, der de brøt brødet; men det kan da vel aldrig bevise at de helligholdt hver dag? Det sidste av de otte skriftsteder hvor den første dag i uken er nævnt, nemlig 1 kor. 16, 2, lyder saaledes: «Paa hver første dag i uken lægge enhver av eder hjemme hos sig selv til side hvad han faar lykke til, for at indsamlingen ikke skal ske først naar jeg kommer.» Ogsaa her søker man forgjæves efter bevis eller støtte for søndagshelligholdelsen. Paulus hentyder ikke med et ord til noget saadant; her gjælder sikkert Jesu ord til den lovkyndige: «Hvorledes læser du?» Luk. 10, 26. Apostelen nævner ikke et ord om nogen sammenkomst, men anbefaler at enhver «hjemme hos sig selv» skal lægge noget «til side», indtil han kommer. Her er ikke engang tale om noget møte, langt mindre om søndags­helligholdelse. Hvis dette skriftsted overhodet kan føres i marken i en drøftelse av sabbatsspørsmaalet, vil det ube­tinget gaa søndagsteorien imot. Skal det endelig bevise no­get i saa henseende, kan det kun være dette ene, at enhver blev hjemme den dag. Merk: «Paa hver første dag i uken lægge enhver av eder hjemme hos sig selv til side,» o.s.v. Der biir undertiden henvist til Aab. 1, 10, hvor Johannes sier at han «var bortrykket i aanden paa Herrens dag». «Dette var en søndag,» sier man. Her staar man atter over­for hvad mennesker sier og mener; ti Johannes sier det ikke. Naar han skriver at han «var bortrykket i aanden paa Her­rens dag», kan det kun hentyde til den dag som paa den tid blev kaldt «Herrens dag». Det kommer ikke an paa hvilken dag vi maatte finde for godt at anvende dette uttryk paa; spørsmaalet biir: Hvilken dag benævnes i Bibelen som «Her­rens dag»? Og Herren svarer: «Naar du holder din fot til- bake fra sabbaten, ikke driver dine forretninger paa min hellige dag, og du kalder sabbaten en lyst, kalder Herrens hellige dag ærværdig. ...» Es. 58, 13. Her kalder Herren den syvende dag sin «hellige dag» og «Herrens hellige dag»; med hvilken ret overfører man dette paa den første dag i uken? Naar begyndte de kristne at helligholde søndagen? Dr. Zahn (tysk luthersk professor i teologi) sier i sin bok «Søndagens Historie», side 4 bl. a.: «Søndagen er ikke nogen indstiftelse, noget paalæg av Kristus; og saa inderlig den end er forbundet med kristendommens historie, er den dog ikke fuldt saa gammel som denne.* Dette bekræfter yderligere at den hellige skrift intet sier om søndagshelligholdelse, der altsaa ikke er «noget paa­læg av Kristus», og som heller ikke er «saa gammel som» «kristendommens historie». Med andre ord, søndagshellig­holdelsen kan ikke bevises med det nye testamente eller dets samtidige litteratur. Spørsmaalet biir da: Kan vi gaa med til at ombytte et av Guds tydelige bud for et menneskebud der ikke er «saa gammelt som» «kristendommens historie», og som ikke er «noget paalæg av Kristus»? Jevnfør Jesu ord i Matt. 15, 9: «Men de dyrker mig forgjæves, idet de lærer lærdomme som er menneskers bud.» Bibelen er Guds inspirerte ord til os — «en lygte for min fot og et lys for min sti». Det er historien ikke, og der­for kan vi heller ikke være tjent med at gjøre den til grund­lag for vor tro. Historien har sin store betydning, men er ikke som Bibelen en sikker trosregel. Det samme gjælder kirkefædrene. Derfor sier Luther ogsaa træffende: «Man maa læse kirkefædrene, men med forbehold; ti de taler ikke altid sandt om de guddommelige ting. Men den som forlater Bibelen for kirkefædrenes skrifter og fortolkninger, hans studium er resultatløst og frugtesløst.* — tLuthers Bordtaler» (svensk utgave), side 13. Da Bibelen intet sier om «naar og hvorledes det er blit skik at helligholde den første dag i uken», av den grund at søndagshelligholdelsen ikke gaar saa langt tilbake som til apostlenes dage, nødes vi til at henvende os til historien, og her finder vi da at søndagen oprindelig var en hedensk fest­dag, indstiftet til ære for solen. Derav navnet søndag eller solens dag. Her skal jeg citere fra et litet verk, kaldt «Dc kristelige Søn- og Festdages Historie» ved E. G. Brygmann (kapellan ved domkirken i Aarhus), 1819, side 182: «Den første dag i uken har sit navn av solen, som romerne og de hedenske saxer dyrket paa denne dag som en gud.* Jeg har allerede citert hvad anerkjendte mænd har sagt og skrevet om søndagshelligholdelsen (se side 183). Mænd som biskop Skat Rørdam, biskop Grimelund, pastor Som­mer m. m. fl. indrømmer at søndagen ikke er nogen indstif­telse av Kristus eller apostlene Den katolske kirke erkjen- der aapent, som vi har set (se side 185), at den har foran­dret sabbaten og indsat søndagen istedenfor. Vaaren 1910 førtes en avisdiskussion mellem en pro­testantisk teolog dr. Frederic B. Duval, og en katolsk prest ved navn A. Gerritsma, begge bosittende i Winnipeg, Mani­toba, Kanada. Striden dreiet sig om hvorvidt den katolske kirke er i besiddelse av den magt den paaberoper sig. Men da «fader» Gerritsma i sin artikel i «Free Press» den 21. april 1910 tilbød at betale et tusen dollars for bare ett skriftsted som befalte søndagshelligholdelsen, høile diskussionen op; dr. Duval svarte av gode grunde ikke. «Fader» Gerritsma skrev bl. a.: «Dersom dr. Duval benegter kirkens ret til at gi love, hvorfor vil han saa stik imot Bibelens lære adlyde den med hensyn til at holde søndagen? Den protestantiske bibel sier tydelig: «Kom sabbatens dag i hu, saa du holder den hellig,* og paa mange andre steder, baade i det gamle og det nye testamente, fastholder Bibelen helligholdelsen av sabbatsdagen. Hvert barn i skolen vet at sabbaten er den syvende dag i uken, og allikevel holder alle protestantiske samfund med undtagelse av syvende-dags adventistene søndagen istedenfor sabbaten, fordi den katolske kirke gjorde denne forandring i begyndelsen av den kristelige tidsalder. Jeg tilbyder herved dr. Duval et tusen dollars, dersom han vil vise mig et eneste skriftsted i den protestantiske eller den katolske bibel, i det gamle eller nye testamente, som paalægger os at hellig­holde søndagen.* For godt 26 aar siden kom «fader* Enright frem med et lignende tilbud paa tusen dollars for et eneste skriftsted som beviste søndagens helligholdelse; men ingen meldte sig. Her skal jeg henvise til følgende korrespondanse, som taler for sig selv. En hr. E. E. Franke i New York skrev til «fader* Enright og forespurte om det virkelig var sandt at han i et offentlig møte skulde være fremkommet med et saadant til - bud. Svaret han mottok, lyder saaledes: «Den 11. jan. 1892. Til hr. E. E. Franke, New York. Kjære ven. Deres brev kom mig i hænde for nogen dage siden, Det blad de omtaler, har jeg ikke set. Mine ord var: «Jeg har gjen- tagne ganger tilbudt 1000 dollars til hvemsomhelst der fra Bibelen alene kan bevise at jeg er pligtig til at holde søndagen. Der er ingen saadan lov i Bibelen. Det er en lov fra den hellige katolske kirke alene. Bibelen sier: «Kom sabbatens dag ihu, saa du holder den hellig.* Den katolske kirke sier: «Nei; ved min guddommelige magt avskaffer jeg sabbaten og befaler dig at helligholde den første dag i uken.* Og se, hele den civiliserte verden bøier sig i ærbødig lydighet for den hellige kirkes befaling. Undskyld at jeg har tøvet med at svare. Med agtelse, T. Enright, Css., R., katolsk prest ved Redemptorist College, Kansas City, Mo.“ Jevnfør «fader* Enrights ord: «0g se! hele den ci­viliserte verden bøier sig i ærbødig lydighet for den hellige kirkes befaling,* med det profetiske ord: «Og al jorden undret sig og fulgte efter dyret, . . . og de tilbad dyret og sa: Hvem er lik dyret? og hvem kan stride mot det?* og det maa ind­rømmes at likheten er slaaende. Som svar paa et brev hr. John R. Ashley, Rock Hall, Maryland, Amerika, sendte kardinal Gibbons angaaende samme spørsmaal, skrev kardinalens sekretær følgende: «Kardinalens residens, Baltimore, Md., den 25. febr. 1892. Hr. John R. Ashley: Min Herre! Som svar paa Deres første spørsmaal vil jeg si: 1. Hvem forandret sabbaten? Svar: Den hellige katolske kirke. 2. Følger protestantene Bibelen eller den hellige katolske kirke naar de holder søndagen? Svar: Protestantene følger den skik som er indført av den hel­lige katolske kirke. 3. Protestantene motsier sig selv ved at holde søndagen og paa samme tid bekjende sig til at være veiledet av Bibelen alene. Jeg forblir Deres C. F. Thomas, sekretær.» Biskop Rørdam har ret naar han sier: «Naar og hvor­ledes det er blit skik at helligholde den første dag i uken, fortæller det nye testamente ikke noget om.» Det er selvføl­gelig alt andet end smigrende for en protestant, hvis løsen oprindelig var: «I ett og alt at holde sig til Bibelen», i et saa vigtig spørsmaal som dette at skulde være henvist til at bygge udelukkende paa historien. Det minder mig om det svar dr. Eck gav hertug Wilhelm av Bayern, da denne spurte Eck om han kunde gjendrive protestantismen. «Nei ikke med apostlenes og profetenes skrifter,» svarte Eck, «men med kirkefædrene og med konsiliene.» «Ah! — jeg forstaar, jeg forstaar!» svarte hertugen hurtig. «Luthera­nerne er altsaa, efter eders uttalelse, i Skriften, og vi [kato likkene] er utenfor.» Angaaende søndagshelligholdelsen skriver Neander: tFeiringen av søndagen var imidlertid kun likesom alle festdage en menneskelig anordning; det var fjernt fra apostlene at fastsætte et guddommelig bud i denne hensigt, fjernt fra dem og den første apo­stoliske kirke at overføre sabbatsbudet paa søndagen. Men kanske det allerede saa tidlig som ved slutningen av det andet aarhundrede hadde dannet sig en falsk overføring av denne art; allerede da synes man at ha betragtet arbeide om søndagen som synd....» — Neanders kirke­historie (tysk utgave), 1. bind, anden avhandling, side 339 — aargang 1828. Av dette fremgaar at man ved slutningen av det andet aarhundrede begyndte at betragte arbeide om søndagen som synd. Undersøker man denne sak nærmere, finder man følgende med hensyn til indføring av søndagen som hviledag: Man hører ingenting om en saadan forandring før ved slut­ningen av det andet aarhundrede. Til at begynde med kom de kristne sammen til et bønnemøte paa den første dag i uken for paa den maate at mindes Kristi opstandelse; men ingen tænkte paa at tilsidesætte Herrens sabbat. Efter en tid gik man litt længere og indførte gudstjeneste om søndagen ved siden av sabbaten. Det hele skedde gradvis og meget langsomt. De som først var med til at ta disse bestemmel­ser, har sikkert aldrig ment eller tænkt at det tilsidst skulde føre til en tilsidesættelse og avskaffelse av Herrens hvile­dag. Det er gaat dem som det gik Eva, da hun spiste av den forbudne frugt: det hele saa baade uskyldig og indtagende ut/ Ingen ante at det var Antikristens aand som stod bak­ved. Dette kaldes «lovløshetens hemmelighet». En lang tid holdt saa de kristne begge dage. Men da kristendom og hedenskap omsider blev forenet, maatte Her­rens sabbat vike for søndagen. Saasnart kristendommen var blit en statsreligion, begyndte keiseren at utstede søn­dagslove. Søndagen var jo den romerske festdag, og da nu de kristne gradvis var blit vænnet til søndagen ved siden av Herrens sabbat, behøvet biskoppene blot at la sabbaten fare og beholde søndagen for at være i harmoni med ro­merne, hvad festdagen angik. Den første søndagslov blev utstedt av keiser Konstantin i aaret 321 ef. Kr. og lyder saaledes: «Paa solens ærværdige dag skal øvrighetene og folk som bor i byene, hvile, og alle verksteder lukkes. Men paa landet kan de som beskjæftiger sig med akerdyrkning, arbeide frit og lovlig; ti det hæn­der ofte at en anden dag ikke er saa skikket til at saa korn eller plante vinranker, at man ikke ved at undlate at bruke den bedste tid skulde miste den overflod som himmelen gir.» Konstantins hensigt med dette paabud var at styrke foreningen mellem kristendom og hedenskap. Paa dette tidspunkt var han endnu ikke døpt. Angaaende Konstan­tins søndagslov læser vi følgende i «Kyrkans Historia av Ragnar Thomæus» — Stockholm — side 163: «Søndagen blev ophøiet til en fest- og hviledag i hele riket [Rom], og paa den dag maatte alt arbeide — undtagen det allernødv.endigste arbeide paa landet — hvile, og det kan ikke negtes at det var hans [Konstantins] hensigt derved at føre kristendom og hedenskap nærmere sammen ved at hellige søndagen som solens dag og saaledcs ære solgu­den, der kunde ansees som en for kristne og hedninger neutral guddom.* De senere keisere skjærpet denne lov. Paa den maaten er det gaat til at vi har faat søndagen istedenfor sabbaten. Pauli ord til de ældste paa hin tid: «Ja, blandt eder selv skal der fremstaa mænd som fører forvendt tale for at lokke di­sciplene efter sig» (Ap. gj. 20,30), skulde snart gaa i opfyl­delse. Antikristens magt vokste og tok til for hvert aar- hundrede, indtil han omsider kunde sætte «sig i Guds tem­pel og gi sig selv ut for at være Gud». I løpet av nogen faa aarhundreder var Herrens hellige lov blit forandret og hans hellige sabbat fra Paradiset ombyttet med den hedenske fest­dag— solens dag. Og siden er det gaat som «fader» Enright træffende uttaler: «Og se I hele den civiliserte verden bøier sig i ærbødig lydighet,» eller som den hellige skrift har for- utsagt: «Og al jorden undret sig og fulgte efter dyret.» I en skriftlig avhandling, læst ved et Chautauqua-møte i New-York og ogsaa ved en konferens av baptistprester i samme by, sier dr. Edward T. Hiscox, forfatter av «Standard Manual for Baptist Churches» (en normalhaandbok for baptistmenigheter): «Det forekommer mig uforklarlig at Jesus under sit treaarige sam­kvem med disciplene, hvor han ofte talte med dem om sabbatsspørs- maalet, drøftet det fra forskjellige synspunkter og renset det fra dets falske fortolkninger, dog aldrig gjorde nogen hentydning til at dagen var blit forandret; og endvidere at intet saadant fandt sted i de 40 dage efter hans opstandelse. Og saavidt vor kundskap strækker sig, blev dette spørsmaal heller ikke berørt av Aanden der blev git for at minde dem om alt hvad ban hadde sagt dem. Og heller ikke finder vi at de inspirerte apostler under sin virksomhet med at præke evangeliet, grundlægge menigheter og gi disse raad eller undervisning, drøftet eller overhodet berørte dette spørsmaal. Naturligvis vet jeg meget godt at søndagen virkelig kom i bruk som en religiøs dag i kristendommens tidligste historie, hvad vi lærer av kirkefædrene og andre kilder. Men hvor sørgelig at den kommer brændemerket med hedenskapets merke og kristnet med solgudens navn, da den blev antat og godkjendt av den frafaldne pavekirke og testamentert som en hellig arv til protestantismen!* Hvilken dag er den syvende dag? Det biir undertiden sagt at man ikke kan vite hvilken dag er den syvende dag. Desuten er jorden jo rund; naar det er dag her, er det nat paa den andre siden av kloden o.s.v. Saadanne talemaater har ingenting med saken eller sand- heten at gjøre. Har jorden ikke altid været rund? Var den ikke likesaa rund da Herren befalte Moses at stene den mand som sanket ved paa sabbaten (4 mos. 15, 32. 35) som den er nu? Jorden er vel ikke mere rund under den nye pakt end den var under den gamle. Den er vel heller ikke mer rund om sabbaten end den er om søndagen? Jeg har aldrig hørt nogen indvende at han ikke kunde holde søndagen fordi jorden var rund. At man ikke skulde kunne vite hvilken dag er den syvende i uken, lyder høist besynderlig. Et almindelig begavet skolebarn i 10-aarsalde- ren vet det. Almanaken fortæller det, og katekismen sier at de kristne holder søndagen fordi Kristus opstod paa en søndag. Altsaa vet man at søndagen er den første dag i uken; ti skriften sier jo uttrykkelig at Kristus opstod paa den første dag i uken, og at denne fulgte like efter sabbaten. Matt. 28, 1. Men hermed er det altsaa bevist at lørdagen er den syvende dag. Hvorfor foregir man at være saa uvidende angaaende den syvende dag, naar man samtidig lærer at Kristus opstod paa en søndag — altsaa den første dag i uken? og hvorfor søker man at gjøre jorden saa rund om sabbaten at man ikke kan adlyde Herren? Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa Herrens ord i Præd. 7, 29: «Se, alene dette har jeg fundet, at Gud har gjort mennesket ret, men de søker mange kunster.» «Alt Guds ord er lutret; han er et skjold for dem som tar sin tilflugt til ham. Læg ikke noget til hans ord, forat han ikke skal straffe dig, og du staa som en løgner!» Ordsp. 30, 5. 6, «Saa sier Herren, din gjenløser, Israels hellige: Jeg er Herren, din Gud, som lærer dig at gjøre hvad der er dig til baade, som fører dig paa den vei du skal gaa. Gid du vilde agte paa mine bud! Da skulde din fred vorde som en flod, og din retfærdighet som havets bølger.» Es. 48, 17. 18. «I er mine venner, dersom I gjør hvad jeg byder eder.» Joh. 15, 14. DE HUNDREDE OG FIRE OG FIRTI TUSEN. G JEG saa, og se, lammet stod paa Sions berg, og med det liundrede og fire og firti tusen, som hadde dets navn og dets faders navn skrevet paa sine pander. Og jeg hørte en røst fra himmelen som lyden av mange vand og som lyden av en sterk torden, og røsten jeg hørte, var som av harpespillere som spilte paa sine har­per. Og de sang en ny sang for tronen og for de fire livsvæsener og de ældste, og ingen kunde lære sangen uten de hundrede og fire og firti tusen, de som er kjøpt fra jorden. Disse er de som ikke har gjort sig urene med kvinder; ti de er som jomfruer. Disse er de som følger lammet hvor det gaar. Disse er kjøpt fra menneskene til en første- grøde for Gud og lammet, og i deres mund er ikke fundet løgn; ti de er uten lyte.» Aab. 14, 1—5. I det 12. og 13. kap. skildrer Johannes den bitre kamp mellem menigheten paa den ene side og dragen, det syvhor- nede og det tohornede dyr paa den anden. Den ene forføl­gelsesperioden avløser den andre, hver gang under en ny fane og et nyt navn. I den kamp som vi staar like foran, kjæmpes der mel­lem dem som «tilbeder dyret og dets billede», og dem som negter at gjøre det. De 144,000 har Sønnens og Faderens navn skrevet paa sine pander (Aab. 14, 1) — en motsætning til dem som har •dyrets navn* eller «merke». Aab. 13, 16. 17. Disse kjende- tegn biir det avgjørende naar de syv sidste plager gaar hen HVEM ER DE OG HVORFRA KOMMER DE? AAB. 14, 1—5. De 144,000. over jorden. De som har «dyrets merke», rammes av pla­gene (Aab. 16, 2), mens de som har Faderens og Sønnens navn eller segl paa sine pander, gaar fri. De 144,000 synger en ny sang som ingen andre av den utallige frelste skare kan synge. Aab. 14, 3. De kaldes jom­fruer og utmerker sig ved at de «er kjøpt fra menneskene til en førstegrøde for Gud og lammet»; «de er uten lyte». Aab. 14, 4. 5. De 144,000 nævnes ogsaa i det 7. kap. Her ser Johan­nes en engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl, og Guds tjenere biir beseglet (2. og 3. vers) — «hundrede og fire og firti tusen beseglet av alle Israels barns stammer». 4.—8. vers. Den orden hvori engelen her opgir navnene paa de tolv stammer, er forskjellig fra den vi kjender fra det gamle te­stamente. Ruben, den førstefødte, er ombyttet med Juda, som nævnes først. Dan og Efraim mangler fuldstændig, og Le vi og Josef er sat i deres sted. Dette viser at det maa være det aandelige Israel og ikke det kjødelige som omtales her. Av den grund er det meget passende at Juda stilles i spidsen: Kristus stammer jo fra Juda. Forøvrig viser Herrens ord tydelig hvem det sande Israel er. Paulus gjør saaledes op- merksom paa at «ikke den som i det utvortes er jøde, er jøde». (Den norske overs. fra 1895.) Rom. 2, 28. Man kan godt være en jøde efter kjødet uten derfor at tilhøre det aan­delige eller sande Israel. Rom. 9, 6—8. Løftet til Abraham, Isak og Jakob staar fremdeles ved magt. At jøderne paa grund av vantro ophørte med at være Guds utvalgte folk, gjør ikke løftet til intet. «Her er ikke jøde eller græker, her ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde; ti I er alle én i Kristus Jesus. Men hører I Kristus til, da er I jo Abrahams æt, arvinger efter løfte.» Gal. 3, 28. 29. Dersom vi hører Kristus til, er vi «Abrahams æt» — det sande Israel. Jakobs brev til «de tolv stammer som er spredt omkring i landene» (Jak. 1, 1), er ikke skrevet til jøderne efter kjødet, men til det aandelige Israel — til de kristne. Dette fremgaar klart av selve brevets indhold. De 144,000 som omtales i Aab. 7. kap., er en særskilt skare som lever i den allersidste tid, da beseglingen sker. Beseglingen er fuldendelsens verk, og de 144,000 i det 7. kap. maa derfor være identiske med de 144,000 i det 14. kap. I det 7. kap. ser Johannes dem i deres jordiske tilstand, umiddelbart før Herren henter dem, mens han i det 14. kap. ser dem hos lammet paa Sions berg. Sønnens og Faderens navn eller segl. De 144,000 har Sønnens og Faderens navn eller segl paa sine pander. De som har dyrets merke, har det derimot enten paa panden eller i haanden. Panden betegner her sætet for forstanden eller sindet. Det er derfor ret naturlig at Guds segl kun sættes paa hans tjeneres pander og ikke i haanden. Man kan nemlig ikke tjene Gud medmindre hjer­tet eller sindet er helt med ham. Av den grund sætter Her­ren kun sit segl eller navn i panden; den store antikrist sæt­ter derimot sit merke enten paa panden eller i haanden. Et segl brukes til at stadfæste eller bekræfte love, em­bedsskrivelser o.s.v. Paa dronning Esters bøn skjænket kong Ahasverus jøderne friheten. I denne anledning sier han, henvendt til Ester og Mordekai: «Saa skriv nu I angaaende jøderne saaledes som godt er i eders øine, i kongens navn, og forsegl det med kongens signetring! Ti den skrift som er skrevet i kongens navn og er forseglet med kongens sig­netring, staar ikke til at tilbakekalde.* Ester 8, 8. Da Daniel blev kastet i løvekulen, blev en sten «bragt og lagt over ku­lens aapning, og kongen forseglet den med sin signetring og med sine stores signetring, forat der ikke skulde forandres noget med Daniel*. Dan. 6, 18. Et lands love biir først gyldige, naar dets konge eller overhode sætter sit segl — rikssegl — under. Hvert land har sit rikssegl, og man kan ikke ustraffet ringeagte eller be­handle et saadant efter behag. Men dersom det betyder noget at en konge eller en fyrste sætter sit segl eller sit navn paa dokumenter eller under love, maa det betyde uendelig meget mer naar kongers konge og herrers herre sætter sit navn eller segl paa sine tjenere. Og dersom man bør være var­som med hensyn til at forgripe sig paa en jordisk konges segl, hvor meget mer forsigtig burde man da ikke være naar det gjælder himmelens konges segl! De ti bud er Guds grundlov til Guds barn og folk saa- vel under den gamle som under den nye husholdning. Den forandres likesaa litt som Gud. Men hvor finder vi seglet eller navnet? Dersom man sammenligner loven slik som den er forandret av den katolske kirke og tat i arv av pro­testantene (se side 179), med 2 mos. 20, 1—17, lægger man straks merke til den store forskjel. Ser man nærmere paa Guds lov som den kommer til os fra Herrens egen mund, finder man hans navn eller segl i sabbatsbudet. Her staar nemlig hvem lovgiveren er — himmelens og jordens skaber. Det siges det derimot ikke i de øvrige ni bud. «Ti i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, ha­vet og alt det som er i dem, og han hvilte paa den syvende dag; derfor velsignet Herren sabbatsdagen og helliget den.» Det er universets skaber som taler; han er lovgiveren; men netop denne del av sabbatsbudet er tat bort og findes ikke i loven, forandret av den katolske kirke. Det staar kun: «Kom i hu, at du helligholder sabbaten.» Men den katolske kirke har ikke alene fjernet Guds segl; den har sat den første dag istedenfor den syvende. Og som vi skal se i et følgende fore­drag, henviser den katolske kirke til denne forandring som el særlig tegn paa sin magt og myndighet. Herrens sabbat er et tegn mellem ham og hans utvalgte. «Og jeg gav dem mine bud og kundgjorde dem mine love, som mennesket skal holde og saa leve ved dem. Ogsaa mine sabbater gav jeg dem, forat de skulde være til et tegn mel­ lem mig og dem, forat de skulde vite at jeg er Herren, som helliger dem.» Esek. 20, 11. 12. Sabbaten er altsaa et tegn paa at Herren har helliget os, og at vi hører ham til. Det samme læser vi i 2 mos. 31, 13. 16. 17: «Mine sabbater skal I holde; ti det er et tegn mel­lem mig og eder hos eders efterkommere, forat I skal vite at jeg er Herren som helliger eder.» «Og Israels barn skal ta vare paa sabbaten, saa de holder sabbaten gjennem sine slegter, en evig pakt. Den er et evig tegn mellem mig og Israels barn; ti i seks dage gjorde Herren himmelen og jor­den, og paa den syvende dag hvilte han og uthvilte sig.» Altsaa er sabbaten «en evig pakt» og «et evig tegn» — hel- liggjørelsens tegn — imellem Herren og hans folk — det sande Israel. De 144,000 har dette tegn, merke eller segl; ti de er be­seglet med «den levende Guds segl» og har Faderens «navn skrevet paa sine pander». De holder Herrens sabbat. De har seiret over dyret, det vil si faat kraft og naade fra Her­ren til at følge Herrens ord i alle ting — vandre i Guds ords lys. De 144,000 utgjør saaledes den skare som i den aller­sidste tid vender sig bort fra alle menneskebud til Herrens ord. Av den grund maa de forkaste søndagen og holde Her­rens sabbat. Mens hele kristenheten sier: «Hvem er lik dyret? og hvem kan stride mot det?» forlater disse sig paa Herren og følger Kristus. Hans navn skrives paa deres pan­der — hans lov i deres hjerter. De synger en sang som in­gen anden kan synge (Aab. 14, 3), fordi deres erfaring er for­skellig fra den som den øvrige frelste skare har hat. Esaias spaar om jordens endelige ødelæggelse: «Se, Herren tømmer jorden og uttømmer den. . . . Jorderiket van- smegter, hen visner; de ypperste av folket paa jorden van- smegter. Og jorden er vanhelliget under dem der bor paa den; ti de har overtraadt lovene, overskredet budet, brutt den evige pakt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og de som bor paa den, maa bøte, derfor hentørkes jordens bebo­ere, og der biir kun faa mennesker tilovers.» Es. 24, 1—-G. Aarsaken til at jorden ødelægges og at alle «de der bor paa den» paa de «faa mennesker» nær, som biir «tilovers*, maa omkomme, er at «de har overtraadt lovene, overskre­det budet, brutt den evige pakt». Av den grund omkommer . som folket saa presten, som trællen saa hans herre, som trælkvinden saa hendes frue* o.s.v. Forbandelsen fortærer jordens indbyggere; kun faa biir «tilovers». Kristus og Herrens hellige lov er uadskillelige. Den som med frit forsæt forkaster den ene, forkaster i virkelig- heten ogsaa den andre. Det er farlig at forhærde sit hjerte imot sandheten. Det gjorde jøderne paa Kristi tid. Trods deres høie bekjendelse, at de holdt sig til Moses og hadde Abraham til far, var deres gudsdyrkelse forgjæves. Og hvor for? Joh. 5, 45—47; 8, 33—40; Matt. 15, 9. Da jøderne korsfæstet Guds søn, beseglet de sin egen skjæbne. De ringeagtet sin besøkelsestid, og Jesu ord: «Se, eders hus skal lates eder øde,» gik siden i opfyldelse. Godt 1800 aar er gaat hen siden den tid, og hvad møter vi nu? Vor tids kristendom har det tilfælles med den tidens jøde­dom at den ogsaa søker at skille Kristus og loven. Den gang sa man: «Bort med Kristus!» Nu sier man: .'Bort med loven!» Det profetiske ord haddi' forutsagt hvorledes jø­derne vilde forkaste Kristus, og som vi har set, har det ogsaa forutsagt at vor tids kristendom vilde forkaste Herrens lov. Saasandt jøderne opfyldte profetiene da de forkastet Guds søn, saasandt opfylder ogsaa de som i vore dage lærer at Guds lov er avskaffet, de profetiske forutsigelser. Og like- som Gud maatte forkaste jøderne, da de ropte: «Bort med Kristus!» saaledes viser Herrens ord tydelig at Gud vil for­kaste kristenheten, naar den aapent erklærer at Herrens lov er avskaffet. Ifølge Aab. 11, 18. 19 biir «paktens ark* set i Herrens tempel omkring den tid da Herren vil dømme sit folk og gi sine tjenere løn. «Paktens ark* indeholder de ti bud. Ut- trykket «hans pakts ark blev set i hans tempel* (eller som det staar i den rev. danske oversættelse: «kom tilsyne*), sigter uten tvil til det som sker under det trefoldige bud­skaps forkyndelse — nemlig at føre menneskene tilbake til Guds bud og Jesu tro. Under forkyndelsen av dette budskap (som jeg kommer nærmere ind paa i næste foredrag) biir vor opmerksomhet henledet paa det rette forhold mellem Kristus og loven. Evan­geliets lys skal atter skinne i sin renhet, og kristendommen faar valget mellem at anta eller forkaste Herrens sabbat — at følge Kristus eller den store antikrist. Men istedenfor at vende tilbake til Herrens ord gaar det store flertal endog saa vidt at de til slut har «brutt den evige pakt*. «Derfor for­tærer forbandelse jorden, og de som bor paa den, maa bøte; derfor hentørkes jordens beboere, og der biir kun faa men­nesker tilovers.* Es. 24, 5. 6. Som vi skal se undernet andet foredrag, har de prote­stantiske kirkesamfunds ledende mænd tidligere hævdet at de ti bud «er gjældende for alle mennesker til alle tider*. Men i de senere aar er der indtraadt en beklagelig foran­dring i saa henseende. Da Herrens «pakts ark kom til syne*, fik man øie paa sabbatsbudet, og hele kristenhetens opmerk­somhet blev henledet paa det brudd den katolske kirke har gjort paa Herrens lov. Fra nu av stilles ethvert Guds barn overfor valget mellem enten at holde Herrens sabbat eller og- saa at forkaste de ti bud. Der gives nemlig ikke noget andet valg, ti at anerkjende lovens gyldighet og samtidig bevisst stadig overtræde et av dens bud, vilde være altfor stor en selvmotsigelse. Her har vi oprindelsen til den teori at de ti bud ikke er gjældende for os. Kristenheten er godt i gang med at bryte «den evige pakt*. Her skal jeg læse hvad provst (luthersk) Fr. Schiøm sier paa dette punkt i «Det nye Te­stamentes Forhold til den gammeltestamentlige Lovgivning*, Kristiania, 1894, s. 11: «Det tør vel i det hele ansees for temmelig sikkert, at bestræbel­sen for at faa fjernet dekalogen som den uforanderlige regel med gud­dommelig autoritet, fornemmelig har sin grund deri at man vil ha utslet- tet sabbatsbudet. Man indser jo nok at det er umulig at faa tat dette ene bud ut av budenes række, saa længe man anerkjender de øvrige for gjældende og forpligtende. De ti bud danner en saa bestemt begræn­set enhet, at de maa staa og falde med hinanden. Saa lar man da heller alle falde, end man lar det tredje bud bli staaende.» Da jøderne skulde vælge mellem røveren Barrabas og Jesus, «ropte de alle som én: Bort med denne, men gi os Barrabas friU Luk. 23, 18. Før Kristi andet komme finder sted, vil hele kristenheten komme til at træffe sit valg mel­lem Herrens sabbat og Antikristens søndag. «Og al jorden undret sig og fulgte efter dyret.* Beseglingen av de 144,000 sker samtidig med at det ad­varselsbudskap som Johannes beskriver i Aab. 14, 6—12, forkyndes for alle folk. Den engel som Johannes saa stige top fra solens opgang og hadde den levende Guds segl* (Aab. 7, 2), er et træffende sindbillede paa det sidste advar­selsbudskap: Det begynder i ringhet, stille og næsten ube- merket, for siden at utvide sig til alle verdensdele og bli for­kyndt i alle land. De som lever naar dette budskap forkyndes, og som har anledning til at bli bekjendt dermed, kan ikke undgaa at ta standpunkt enten for eller imot sandheten, og det standpunkt de indtar, biir det avgjørende. «Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden*. Joh. 3, 19. De 144,000 utgjør den lille skare som under dette advar­selsbudskap har mottat Herrens segl. Hele den frelste ska­ren — alle Guds sande barn fra Adam og ned gjennem tiden — er derimot saa stor at ingen kan tælle dem. Aab. 7, 9. At de 144,000 fremstilles som jomfruer, er ganske be tegnende, naar vi husker paa at en kvinde er et sindbillede paa en menighet eller en kirke. De har ikke «gjort sig urene med kvinder*, det vil si, de har skilt sig ut fra de kirkesam­fund som hylder menneskebud. eller viker av fra Herrens ord. Lik den første menighet vil de bli fremstillet for Kri- stus som «en ren jomfru*. 2 kor. 11, 2. At de er «kjøpt fra menneskene* og er «en førstegrøde for Gud og lammet*, maa forstaaes ut fra Herrens ord, der lignende uttryk brukes om Guds utvalgte. De som paa apost­lenes tid trodde paa Kristi første komme, biir ogsaa kaldt «en førstegrøde*. Jak. 1, 18. Naar død og ødelæggelse og de syv sidste plager gaar hen over jorden,' beskytter Herren de 144,000, og Jesus henter dem. De er «kjøpt fra menne­skene*, og iklædd Kristi retfærdighet staar de «ustraffelige for Guds trone*. (Den norske overs. fra 1895.) De har «sei- ret over dyret og dets billede og dets navns tal* og staar nu ved glashavet foran Guds trone og synger seierssangen. Aab. 15, 2—4. De «følger lammet hvor det gaar*; «ti lammet som er 'midt for tronen, skal vogte dem og føre dem til livets vand­kilder; og Gud skal avtørre hver taare av deres øine*. Aab. 7, 16. 17. «Send dit lys og din sandhet, la dem lede mig, la dem føre mig til dit hellige berg og til dine boliger, saa jeg kan komme til Guds alter, til min fryds og glædes Gud, og prise dig med citar, o Gud, min Gud!* Sal. 43, 3. 4. ET BUDSKAP TIL ALLE FOLK. BABYLONS GIFTIGE VIN OG DYRETS MERKE. AAB. 14, 6-12. OG JEG saa en anden engel flyve under det høieste av himmelen, som hadde et evig evangelium at forkynde for dem som bor paa jorden, og for hver æt og stamme og tunge og folk, og han sa med høi røst: Frygt Gud og gi ham ære! ti timen for hans dom er kommet; og tilbed ham som gjorde himmelen og jorden og havet og vandkildene! Og atter en anden engel fulgte efter og sa: Falden, falden er Babylon, den store, som har git alle folk at drikke av sit horelevnets vredes-vin. Og atter en tredje engel fulgte efter dem og sa med høi røst: Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede, og tar merket paa sin pande eller i sin haand, da skal han ogsaa drikke av Guds vredes-vin, som er skjænket ublandet i hans harmes bæger, og han skal pines med ild og svovel for de hellige englers og for lam­mets øine, og røken av deres pine stiger op i al evighet, og de har ikke hvile dag eller nat de som tilbeder dyret og dets billede, og hver som tar dets navns merke. Her er de helliges taalmodighet, de som holder Guds bud og Jesu tro.» Aab. 14, 6—12. Budskapet i Aab. 14. kap. gjælder alle folk. Det er ikke begrænset til et enkelt land eller en enkelt stat; det skal for­kyndes for «hver æt og stamme og tunge og folk». D^et utgjør et stort trefoldig advarselsbudskap, som samler et folk om «Guds bud og Jesu tro». Det er det sidste kald til alle jordens beboere, og dets indhold vidner om baade alvor og høitidelighet. De straffedomme som det advarer imot, er frygtelige. Den som «tilbeder dyret og dets billede, og tar merket paa sin pande eller i sin haand», han skal «drikke av Guds vredes-vin, som er skjænket ublandet i hans harmes bæger, og han skal pines med ild og svovel for de hellige englers og for lammets øine*. Da Gud fordum førte sit folk ut av Ægypten og ind i Kanaan s land, sendte han først haarde plager over ægyp­terne. Men disse ramte ikke Guds folk. Før Herren lot døds­engelen gaa igjennem landet, befalte han Israels barn at stryke blod paa dørstolpen. De som trodde Herren, fulgte denne befaling, og dødsengelen gik forbi deres hus. Førend Herren fører sit ventende folk ind i det himmelske Kanaan, vil noget lignende finde sted. De syv sidste plager biir uttømt over alle dem som har dyrets merke, mens de som har Fa­derens navn eller merke, gaar fri. Det trefoldige budskap skal forkyndes for alle folk, like førend Herren kommer; ti umiddelbart efter budskapets av- slutning kommer Kristus paa den hvite sky. Aab. 14, 14. At kun faa vil tro dette advarselsbudskap, fremgaar av Jesu ord: «Og likesom Noahs dage var, saaledes skal menneske­sønnens tilkommelse være.» Matt. 24, 37. Det store flertal forkastet Noahs præken. Var det mulig at Gud vilde øde­lægge alle menneskene paa de faa nær som arken kunde rumme? Nei, saa smaalig kunde Gud ikke være! — Saaledes talte og tænkte man den gang, og noget lignende taler og tænker man i vore dage. «Men naar Menneskesønnen kom­mer, mon han da vil finde troen paa jorden?» Luk. 18, 8. Naar det biir sagt at ingen kan vite noget om hvad dy­ret og billedet sigter til, maa jeg gjøre opmerksom paa at de 144,000 som Johannes saa staaende ved glashavet, og som han hørte synge Mose og lammets sang (seierssangen), «hadde seiret over dyret og dets billede». Aab. 15, 2. 3. De som præker det evige evangelium umiddelbart før Kristi gjenkomst, præker om «timen for hans dom», om «Babylon, ¦den store*, og advarer imot at tilbede «dyret og dets billede* ; følgelig maa de ogsaa vite hvem «Babylon*, «dyret» og ¦»billedet* er. Den første engel. Ordet «engel* betyder «sendebud* og betegner under­tiden Herrens tjenere eller sendebud. Saaledes sier Herren ved profeten: «Se, jeg sender eder min engel at han skal berede veien.* Mal. 3, 1. Døperen Johannes opfyldte denne profeti; han var den «engel» som omtales her. Matt. 11, 10. Englene deltar i arbeidet for sjæles frelse, og de glæder sig over hver synder som omvender sig. Neppe var Jesus født, før engleskarens yndige sang lød utover Bethlehems marker. De aabenbarte sig for apostlene den dag da Jesus f6r til himmelen, og ved flere andre leiligheter senere hen. At Johannes ser de tre engler «flyve under det høieste av himmelen», er et passende sindbillede paa at budskapets forkyndelse omfatter hele jorden. Den første av disse tre engler sa med høi røst: «Frygt Gud og gi ham ære! ti timen for hans dom er kommet; og tilbed ham som gjorde himmelen og jorden og havet og vandkildene.* Aab. 14, 7. Uttrykket «frygt Gud og gi ham ære», er ensbetydende med at tjene, lyde og følge ham. An­tikristen har forandret Guds lov og erstattet Guds bud med menneskebud. Det er dette forhold Herren under det tre­foldige budskaps forkyndelse henleder vor opmerksomhet paa. Der biir sagt til kristenheten: «Tilbed ham som gjorde himmelen og jorden og havet og vandkildene.» Den Gud som skapte «himmelen og jorden, havet og alt det som er i dem og» «hvilte paa den syvende dag», ham skal vi tilbede, og hans sabbat skal vi komme i hu. 2 mos. 20, 8—11. Den anden engel. Johannes sier: «Og atter en anden engel fulgte efter og sa: Falden, falden er Babylon, den store stad, som har git alle folk at drikke av sit horelevnets vredes-vin.» Aab. 14, 8. Ordet «Babylon* betyder « forvirring*. Nimrod grundla Ba­ byion. Herom læser vi i Kalkars oversættelse med anmerk- ninger til 1 mos. 10, 8—10: «Med Nimrod stanser genealogien et øieblik; han skildres som den første voldsmand i den nye verden; en vældig jæger skal rimelig­vis være en betegnelse for andres undertrykker; hans rikes hovedstad er det verdensberømte Babylon, der indtil Bibelens sidste bøker er ugu- delighetens repræsentant.* Babylon er saaledes et sindbillede paa et falskt religi­onssystem. Dette fremgaar endvidere meget tydelig av Aab. 17. kap. Den skjøge som omtales her, er et sindbillede paa den katolske kirke. En skjøge er som vi allerede har set, et sindbillede paa en falden kirke. Denne kvinde «sitter over de mange vande*, i sin haand holder hun «et guldbæger*, «fuldt av stygheter og av hendes horelevnets urenheter, og paa hendes pande var skrevet et navn, en hemmelighet: Babylon, den store, mor til skjøgene og til styghetene paa jorden. Og jeg saa kvinden drukken av de helliges blod og av Jesu vidners blod, og jeg undret mig storlig da jeg saa hende*. Aab. 17, 1—6. De mange vande betegner nationene som denne skjøge (den katolske kirke) hersker over. Aab. 17, 15. Paa hendes pande staar skrevet «hemmelighet* — det vil si «lovløs- hetens hemmelighet*. 2 tess. 2, 7. Hun kaldes «Babylon, den store, mor til skjøgene og til styghetene paa jorden*. Fra hende stammer mange menneskebud; hun har forandret Herrens lov og indført en mængde religiøse skikker og cere­monier, og fra hende er det falske religionssystem gaat ut. I den forstand er hun en mor til alle religiøse samfund som hylder hendes læresætninger istedenfor Herrens ord. Hun er en mor til hele det store aandelige Babylon — vor tids moderne kristenhet. Hvis vi sammenligner den moderne kristenhet med den som utgik fra Kristus og hans apostler, maa vi indrømme at ordene: «Falden, falden,* passer fortræffelig. Om vor tids kristenhet kan det med rette siges at den «er blit et bosted for onde aander, og et fængsel [tilholdssted] for hver uren og hatet fugl». Aab. 18, 2. For at konstatere sandheten av dette behøver jeg blot at henvise til al den verdslighet og de mange utskeielser av næsten enhver art som tillates inden­for kristenheten. Og den sidste krig har i den grad demora- lisert den kristne verden at alt haab om redning synes ute- lukket. Forholdene ligner Noahs dage, om hvilke vi læser: «Men jorden fordærvedes for Guds aasyn, og jorden blev fuld av vold.* 1 mos. 6, 11. Engelen forkynder Babylons fald og paaviser at det er dens «horelevnets vredes-vin* som har foraarsaket dette fald. Den horelevnets vredes-vin som her omtales, har alle folk drukket av. Spørsmaalet biir da: Hvad forstaaes ved Babylons giftige vin? Et par skriftsteder vil besvare dette spørsmaal. Vi læser: «Men ogsaa disse raver av vin og tum­ler av sterk drik; prest og profet raver av sterk drik, er over­vældet av vin; ... de raver i synet, vakler i dommen.» Es. 28, 7. At det ikke er almindelig vin som her sigtes til, frem- gaar klart av Es. 29, 9: «De er drukne, men ikke av vin; de raver, men ikke av sterk drik.* Babylons vin betegner menneskebud og læresætninger. Hør hvad Herren sier: «Og Herren sier: Efterdi dette folk holder sig nær til mig med sin mund og ærer mig med sine læber, men holder sit hjerte langt borte fra mig, og eders frygt for mig er et menneskebud, som de har lært.* Es. 29, 13. Men nu sier Johannes at «av hendes horelevnets vredes- vin har alle folk drukket* (Aab. 14, 8; 18,3), og at «de som bor paa jorden, blev drukne av hendes horelevnets vin*. Aab. 17, 2. Det vil altsaa si at vor tids kristenhet er druk­ken av menneskebud. Den som er drukken av vin, forstaar sig ikke paa sin egen tilstand, og det er ikke let at overbevise ham om at han ikke har det godt. Ifølge Herrens ord øver menneskebud en lignende indflydelse paa det religiøse omraade. Et andet kjendetegn som netop utmerker vor tid frem­for nogen anden tid, er den ringeagt for religiøse ting som præger vor tids kristendom. Guds ord og de hellige ting haanes, og religionen biir ofte brukt næsten som en handels­vare. Selv indenfor de mer religiøse samfund tillater man sig ting som Luther, Bunyan, Wesley m. m. fl. vilde ha fra­bedt sig al deltagelse i. Den maate mange gaar frem paa for at fremme religionen, er ikke tiltalende. Tænk paa de mange basarer, kaffefester o. 1., som snart sagt alle religiøse samfund foranstalter for at skaffe sig indtægter! Er de ikke et tidens tegn? Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa beretningen i Matt. 21, 12. 13: «Og Jesus gik ind i Guds tem­pel og drev ut alle dem som solgte og kjøpte i tempelet, og pengevekslernes bord og duekræmmernes stoler veltet han. Og han sa til dem: Det er skrevet: Mit hus skal kaldes et hedehus. Men I gjør det til en røverhule.» Disse basarer — eller missionsutsalg som de ogsaa kal­des — vidner om Babylons fald. Her skal jeg, idet jeg ute- later samfundets navn, læse en av de reklamer jeg fra tid til anden har lagt merke til. Følgende stod at læse i et av Faa borgs dagblade (en dansk avis) høsten 1905. Det traf sig jeg var i Faaborg i de dage. Reklamen ser saaledes ut: «... MISSIONSUTSALG paa . . . hotel onsdag d. 1. novbr. og torsdag d. 2. novbr. hver aften kl. 6V2. Entré: Voksne 25 øre, barn 10 øre pr. aften. Onsdag aften kl. ca. 8V2 foredrag av pastor . . Svendborg. Emne: Følelse. For god servering til moderate priser vil der bli sørget- NB. Salon-skiveskytning om gevinster, og en fiskepark hvor alle faar nap, forefindes. Alle er velkomne! Kom! Se! Kjøp!* Det er bare ett av de talrike eksempler som vidner om hvor kristenheten seiler hen. Kommentar turde være over flødig. Den tredje engel. «Og atter en tredje engel fulgte efter dem og sa med høi røst: Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede, og tar merket paa sin pande eller i sin haand, da skal ogsaa han drikke av Guds vredes-vin, som er skjænket ublandet i hans harmes bæger, og han skal pines med ild og svovel for de hellige englers og for lammets øine, og røken av deres pine stiger op i al evighet, og de har ikke hvile dag eller nat de som tilbeder dyret eller dets billede, og hver som tar dets navns merke.» Aab. 14,9—11. En frygtelig trængselstid venter dem som tilbeder « dyret og dets billede». Ægypterne med Farao i spidsen ringeagtet Guds naade og haanet Guds folk. De negtet at la Israel fare; de forlot sig paa sit falske religionssystem. Herren maatte ta haardt paa dem før de gav efter og tillot Israel at reise. Dødsengelen gik gjennem landet og ihjelslog den førstefødte i ethvert hjem. Der lød et rædselsskrik hin nat, som Ægyp­ten sikkert aldrig hadde hørt maken til, og Israel fik lov til at dra bort. Farao og hans raadgivere fortrød imidlertid snart at de hadde git efter, og de forfulgte dem med en hær for atter at gjøre dem til træller. Resultatet er os bekjendt. Herren frelste sit folk, mens ægypterne omkom. «Da sang Moses og Israels bam» Herren en lovsang (2 mos. 15. kap.), og som vi ser, synger de som i den sidste kamp seirer over dyret og dets merke, en lignende seierssang — «Mose, Guds tjeners, sang». Aab. 15, 2. 3. Den tredje engel advarer imot at tilbede «dyret og dets billede» og ta «merket paa sin pande eller i sin haand». Vi har allerede set at «dyret» er et sindbillede paa den katolske kirke fra den tid da den blev en falden kirke. Det tohomede dyr eller billedet betegner protestantismen (særlig i de Fore­nede stater), efterat den har svigtet sit program: «I ett og alt at holde sig til Bibelen». Den katolske kirke begyndte allerede tidlig at avvike fra «apostlenes og profetenes grund vold» og indføre menneskebud istedenfor Guds bud. Se Dan. 7, 8. 21. 25; 2 tess. 2, 3. 4 og Aab. 13, 1—7. Protestantismen begyndte i Guds og Kristi kraft. Den var et mægtig redskap i Herrens haand og utførte et av ham forut bestemt verk. Den hadde «to horn likesom et lam»; men desværre varte det ikke længe før den «talte som en drage» og begyndte at bruke «det første dyrs hele magt». Aab. 13, 11—17. Protestantismen har for lang tid siden for- latt den gode gamle protestantiske grundvold. De som har «dyrets merke», rammes av de syv sidste plager. Av den grund er det av den allerstørste betydning at vi faar vite hvad «dyret» og «dets merke » er. Og det er netop det Herren søker at oplyse os om i det sidste ad­varselsbudskap. Sabbaten er, som vi har set, Herrens autori- tetsmerke — tegnet paa at han har skapt hele universet, og at han har skapt os til nye mennesker. Sabbaten er «et evig tegn» og «en evig pakt». Paa den anden side henviser den katolske kirke til sab- batens forandring og søndagens indstiftelse som et tegn paa dens magt. Hør hvad der staar i den katolske katekismus «Doctrinal Catechism», New York, 1876, side 174: «Sp.: Kan du paa nogen anden maate bevise at kirken har magt til at indstifte festdage ved lov? Sv.: Dersom den ikke hadde en saadan magt, saa kunde den ikke ha gjort det som alle nutidens religionsbekjendere er enige med den i: — den kunde ikke ha indført helligholdelsen av søndagen, den første dag i uken, istedenfor helligholdelsen av lørdagen, den syvende dag, en forandring som det ikke findes nogen autoritet for i Skriften.» Likesaa tydelig som Herren henviser til sabbaten som sit tegn, merke eller segl, likesaa tydelig henviser den katol­ske kirke til søndagen som et tegn paa sin magt. Søndagen biir saaledes dyrets merke, og alle de som under den tredje engels budskaps forkyndelse mot bedre vidende tramper Herrens sabbat under føtter og holder søn­dagen, «tar merket paa sin pande eller i sin haand». Men dette kan kun gjælde dem som lever under dette budskaps forkyndelse. De som levet før denne tid, dømmes efter det lys som skinnet paa deres vei. Der findes sikkert mange oprigtige og gudfrygtige kristne som endnu holder søndagen. Men der var ogsaa mange gud­frygtige mennesker paa apostlenes tid, som ikke kjendte eller trodde paa Kristus. Disse «gudfrygtige mænd» hørte Peter forkynde Kristus paa pinsedagen med kraft ut fra det pro­fetiske ord, og aldrig saasnart hadde de hørt det, før de mot- tok ordet, og tre tusen blev døpt paa én dag. Ap. gj. 2, 5. 37. 41. Dét samme gjælder nu. Gud gir alle leilighet til at høre det sidste advarselsbudskap, forat de kan vende sig bort fra menneskebud til Herrens ord. Med vankundighetens tider bærer Gud over, men byder «nu menneskene at de allesam­men allesteds skal omvende sig*. Ap. gj. 17, 30. Engelen i Aab. 18, 1—3 supplerer det trefoldige budskap i det 14. kap. Den forkynder kristenhetens fald og viser hen til den «vredes-vin» som «alle folkeslag* har «drukket» av. Samtidig lyder «en anden røst fra himmelen*, som sier: «Gaa ut fra hende, mit folk, forat I ikke skal ha del i hen­des synder, og forat I ikke skal faa noget av hendes plager, x Aab. 18, 4. Dette skriftsted viser at Herren har gudfrygtige barn indenfor alle kristelige samfund, men at de forlater disse før de syv sidste plager falder. Og likesom alle de op­rigtige og gudfrygtige paa apostlenes tid sluttet sig sammen om Guds ord og rene lære, saaledes vil alle sande troende inden kristenheten, under det trefoldige budskaps forkyn­delse, samle sig om «Guds bud og Jesu tro». Som det forholder sig med katolicismen (dyret), saaledes gaar det med protestantismen (billedet). Katolicismen ind­stiftet søndagen, protestantismen haandhæver den. Og like­som den katolske kirke henviser til søndagen som et tegn paa sin magt, saaledes begynder protestantene nu at benævne søndagen som et segl eller tegn. I et møte avholdt i Elgin, Illinois, den 8. novbr. 1887, for at fremme helligholdelsen av søndagen, uttalte dr. theol. W. W. Everts fra Chicago bl. a.: «Denne dag er bestemt til gudsdyrkelse og beredelse for et andet liv. Den er en prøvesten for al religion.» — *Den borgerlige regjering* — Chicago, 1890 — side 102. Noget lignende stod at læse i «United Presbyterian» den 22. decbr. 1910, hvor dr. theol. Burreil skrev: «Den amerikanske sabbat [søndagen] er den guddommelige rets segl og tegnet paa vor pakt med Gud.» I «Kristeligt Dagblad*, Kjøbenhavn, for den 4. febr. 1914 findes en artikel som har til overskrift «Hvile- og hellig­dagen». Artikelen taler for en skjærpelse av «søndagens helligholdelse», og anbefaler at vi paavirker saadanne «paa hvem vi har indflydelse», for om mulig at «faa dem til at forbyde al slags avlevering om søndagen, enten det er lev- netsmidler, klær, aviser, breve eller hvad det er». Artikelens forfatter fremkommer dernæst med følgende henstilling: «Og € Foreningen til søndagens rette bruk» beder jeg om at utgi til salg i Bethesdas og Siloams boklader og hos handlende som maatte ønske det, et hvitt merke — like stort eller litt større end julemerket — med tydelige blaa eller røde typer som nævner helligdagsbudet, og anmoder postvæsenet om ikke at utbringe dette brev som merket er paaklæbet, om søndagen eller helligdagen.* Uttrykket: «og tar merket paa sin pande eller i sin haand», skal selvfølgelig ogsaa forstaaes billedlig, fordum sa Herren til Israel: «Saa læg da disse mine ord paa eders hjerte og paa eders sjæl, og bind dem til et tegn paa eders haand, og la dem være til en tankerem mellem eders øine.» 5 mos. 11, 18. I oldtiden pleiet man som regel at sætte eller rettere brænde et merke paa panden eller paa haanden hos træller eller krigere, forat man kunde se hvem de tilhørte. Det er dette billede Gud betjener sig av. Panden er forstandens sæte, og haanden er redskapet for vor gjeming. De som tjener Gud i aand og sandhet, har loven skrevet i sindet og viser det i gjeming. Hvad skal man f. eks. si om dem som efterat de er blit oplyst om det urig­tige i at holde søndag, allikevel fortsætter dermed? Tar ikke saadanne dyrets merke paa panden? De som derimot holder søndag fordi andre gjør det, og som ellers ikke interesserer sig for religiøse ting, om dem kan det vel siges at de tar merket i haanden. Naar de syv sidste plager gaar hen over jorden, har alle Guds sande barn Faderens navn skrevet paa sine pander eller i sit sind; og likesom dødsengelen fordum gik de hus forbi der hadde blodet paa «dørstolpene», saaledes gaar de syv engler med de syv plager dem forbi som har Faderens og Sønnens navn skrevet paa sine pander. Vi lever i en meget alvorlig tid. Vigtige og forfærdelige begivenheter vil snart finde sted. Vi nærmer os en træng seistid uten like; naadens dør vil snart bli lukket for altid. Inden kort tid vil de syv sidste plager bli utgydt, og virknin­gen er frygtelig. Men endnu lyder det sidste advarselsbud­skap, det sidste kald til en syndig verden. Gud taler endnu kjærlig til os og beder os vende om. Der er frelse hos Gud; Kristus døde for alle, og han kan og vil frelse os. «Herren er god, et vern paa trængselens dag, og han kjender dem som tar sin tilflugt til ham.» Nah. 1, 7. DEN SIDSTE STORE TRÆNGSEL. HVOR ER HERRENS FOLK UNDER DENNE TRÆNGSEL? OG JEG saa et andet tegn i himmelen stort og underfuldt: syv engler som hadde de syv sidste plager; ti med dem er Guds vrede fuldendt.* Aab. 15, 1. Denne jord er flere ganger blit særlig hjemsøkt paa grund av menneskenes ulydighet og synder. Godt seksten hundrede aar efter skabelsen maatte Herren for at redde menneskeslegten fra fuldstændig undergang utrydde men­neskene paa otte nær. Paa grund av Sodomas og Gomorras synder ødela Herren disse stæder ved ild. Den store stad Ninive blev sløifet, ja begravet under jorden, og den skjæbne som aaret 70 ef. Kr. ramte Jerusalem, var ikke mindre haard. Men disse trængsler er ingenting sammenlignet med den som omtales i vor tekst. Tidligere har Guds straffedomme været blandet med naade; men disse er «ublandet». «Guds vredes-vin» eller «Guds vredes syv skaaler» er «de syv sidste plager». Aab. 14, 10; 16, 1; 15, 1. Med disse fuldkommes «Guds vrede». Straffen er retfærdig, en følge av menneskenes overtrædelser, ikke en hevn. Alle maa tilsidst erkjende at Gud er retfærdig. «Hver mund skal lukkes og hele verden bli skyldig for Gud.» Rom. 3, 19. Den store trængsel. Den trængsel som der henvises til i vor tekst, kommer over dem som har dyrets merke eller tilbeder dets bil­ lede. Aab. 16, 2. Daniel beskriver en trængsel som staar i forbindelse med Herrens andet komme og opstandelsen. At den sidste store trængsel eller de syv sidste plager dækker over samme tidsrum som den der omtales i Dan. 12, 1, frem- gaar av følgende: 1. De syv sidste plager falder efterat det sidste advar­selsbudskap er blit forkyndt, og umiddelbart før Kristus kommer paa den hvite sky. Aab. 14, 9—14. 2. Den trængsel vi læser om i Dan. 12, 1, indtræffer paa den tid da «mange av dem so~m sover i jordens støv, skal opvaagne» (opstaa). Dan. 12, 1. 2. Dette sker naar Kristus kommer. 1 tess. 4, 16. 17. Den første plage. «Og jeg hørte en høi røst fra tempelet si til de syv engler: Gaa avsted og tøm Guds vredes syv skaaler ut paa jorden! Og den første gik avsted og tømte sin skaal ut paa jorden; og der kom en ond og farlig byld paa de mennesker som hadde dyrets merke, og som tilbad dets billede.» Aab. 16, 1. 2. De som rammes av denne plage, har ringeagtet Guds naade og forkastet hans sandhet; de høster hvad de saadde. De «slemme og onde bylder» piner og plager menneskene frygtelig. Den anden og tredje plage. «Og en anden engel tømte sin skaal ut i havet; og det blev til blod som av en død mand, og hver levende sjæl i havet døde. Og den tredje engel tømte sin skaal ut i elvene og i vandkildene; og det blev til blod.» 3. 4. vers. Da Gud forvandlet flodens vande i Ægypten til blod, døde fiskene, «og floden stinket, saa ægypterne ikke kunde drikke vand av floden». 2 mos. 7, 21. 24. Den gang gjaldt det imidlertid bare en enkelt flod — Nilen — men under den anden og tredje plage biir have og floder og vandkilder forvandlet til blod — «som av en død mand». «0g jeg hørte engelen over vandene si: Retfærdig er du som er og som var, du hellige, at du har dømt saaledes; ti blod av hellige og av profeter har de utøst, og blod gav du dem at drikke, ti de er det værd. Og jeg hørte alteret si: Ja, herre Gud, du almægtige, sande og retfærdige er dine domme.» Aab. 16, 5—7. Den fjerde plage. «Og den fjerde engel tømte sin skaal ut paa solen; og den fik magt til at brænde menneskene med ild.» Aab. 16, 8. Plagene tar til i styrke, og rædselen brer sig. Regnet holdes tilbake, og solen brænder som en ild; træme visner, og græs­gangene tørkes op. Baade mennesker og dyr lider forfær­delig. Joels profeti om hvad der skal ske før Herren kom­mer, gaar i opfyldelse. Han sier: «Ak, den dag! Ti Herrens dag er nær og kommer som en ødelæggelse fra den almæg­tige. Er ikke maten forsvundet fra vore øine, glæde og fryd fra vor Guds hus? Sædekornet er borttørket under sine jord­klumper; forraadshusene er ødelagt, ladene nedbrutt, ti kor­net er fordærvet. Hvor kvæget stønner! Oksenes hjorder farer forskrækket om, ti der er ingen græsgang for dem; ogsaa faarenes hjorder maa bøte. Til dig, Herre, roper jeg; ti ild har fortæret ørkenens græsganger, og lue har forbrændt alle markens trær. Ogsaa markens dyr skuer smegtende op til dig; ti vandbækkene er uttørket, og ild har fortæret ørke­nens græsganger.» Joel 1, 15—20. Det er frygtelige lidelser som gaar over de ugudelige, men istedenfor at angre, forhærder de sine hjerter og for­bander Gud. Vi læser: «Og menneskene brændte i svær hete og spottet Guds navn, hans som har magt over disse plager; og de omvendte sig ikke til at gi ham ære.» Aab. 16,9. Den femte plage. «Og den femte engel tømte sin skaal ut over dyrets trone; og dets rike blev formørket, og de tygget sine tunger av pine.» 10. vers. Det dyr som omtales her, er selvfølgelig det samme som omtales i Aab. 13, 1—8, altsaa pavemagten. Under den femte plage biir pavedømmet «formørket». I aarhundreder har denne magt søkt at formørke Guds ord og u trydde Herrens trofaste vidner. Nu biir den indhyllet i et uigjennemtrængelig mørke. «Og de spottet himmelens Gud for sine piner og for sine bylder, og omvendte sig ikke fra sine gjerninger.» Aab. 16,. 11. «Og omvendte sig ikke». Det gaar den sidste slegt som det gik Farao, der forhærdet sit hjerte. Selv om menneskene har hat «gudfrygtighets skin», saa har de fornegtet «dens kraft* (2 Tim. 3, 5) saa længe at Guds ord og aand tilsidst ingen indflydelse har over dem. Straffen formaar likesaa litet som naaden og kjærligheten at omvende dem. De for­bander og spotter Gud. Uttrykket: «de spottet himmelens Gud for sine piner og for sine bylder», viser endvidere at de som rammes av den første plage (en ond og farlig byld), ogsaa lever under den femte. De syv plagers varighet maa saaledes være forholdsvis kort. Den sjette plage. «Og den sjette engel tømte sin skaal ut i den store elv Eufrat; og vandet i den tørkedes bort, forat der skulde ryd­des vei for kongene fra østen. Og jeg saa at der av dragens mund og av dyrets mund og av den falske profets mund kom ut tre urene aander som lignet padder; ti de er djævle- aander, som gjør tegn, og de gaar ut til kongene over hele jorderike for at samle dem til krigen paa Guds, den almæg­tiges, store dag.» Aab. 16, 12—14. Som vi har set i et tidli­gere foredrag, betegner elven Eufrat det rike hvis landom- raade elven rinder igjennem — altsaa her det tyrkiske rike. Se side 32. Under den sjette plage skal det tyrkiske rike tørkes bort. Kaster man et blik paa den østlige halvkule, ser man straks at det ottomaniske rike har mistet betydelige land- omraader, likesom det ogsaa er en kjendsgjerning at dette engang saa mægtige rike gradvis er blit saa svakt at det nu ofte betegnes med uttryk som f. eks. «Den syke mand*. I de sidste hundrede aar har Tyrkiet mistet følgende land- omraader i Europa: Serbien, Grækenland, Bulgarien med Østrumelien, Rumænien, Montenegro, Kreta, Boznien og Herzegovina. Utenfor Europa er følgende i samme tids­rum blit uavhængige av Tyrkiet: Cypern, Ægypten, Algier, Tunis og Tripolis. Det kan saaledes med sandhet siges at Tyrkiet blir tørket bort, og under den sjette plage skal det helt optørkes. De urene aander som Johannes saa gaa ut av dragens, dyrets og den falske profets mund, «er djævleaander*. Disse aander samler alle jordens konger «til krigen paa Guds, den almægtiges, store dag*. Djævelen behersker hele jorden, med undtagelse av den lille utvalgte skare som negter at adlyde og følge den store antikrist; ti Herrens folk er endnu paa dette tidspunkt paa jorden. De rykkes bort først ved Kristi gjenkomst, som det 15. vers bekræfter. Her sier Jesus: «Se, jeg kommer som en tyv; salig er den som vaaker og tar vare paa sine klær, at han ikke skal gaa nøken, og de skal se hans skarn.* Disse ord gjælder de utvalgte, som altsaa maa være paa jorden under den sjette plage. De er omgit av de onde aandemagter og omringet av farer og plager, derfor Jesu ord: «Salig er den som vaaker og tar vare paa sine klær.* Som vi har set, repræsenterer dragen hedenskapet, dy­ret pavedømmet, og dyrets billede den faldne protestantisme. Ved at jevnføre Aab. 13, 11—14 med Aab. 19,20 ser man straks at begge viser hen til den samme magt. Den magt (dyrets billede) som beskrives i sidste halvdel av Aab. 13. kap., og som gjør store tegn, kaldes «den falske profet* i Aab. 19, 20. Følgelig maa det samme gjælde i Aab. 16, 13. Under den sjette plage møtes nationene i krig for sidste gang, og djævlenes aander anfører dem. De gjør tegn og samler alle nationene — de hedenske saavel som de katolske og protestantiske — «til krigen paa Guds, den almægtiges, store dag». Denne krig kaldes krigen ved Harmageddon. 16. vers. De som deltar deri, «skal paa den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; de skal ikke begrætes og ikke samles og ikke begraves; til møk ovenpaa jorden skal de vorde». Jer. 25, 33. Den syvende plage. «Og den syvende engel tømte sin skaal ut i luften; og en høi røst kom fra tempelet i himmelen, fra tronen, og sa: Det er skedd! Og der kom lyn og røster og tordener, og der kom et stort jordskjælv, slikt som ikke har været fra den tid menneskene blev til paa jorden, et saadant jordskjælv, saa stort. Og den store by blev delt i tre dele, og folkenes byer faldt, og Babylon, den store, blev ihukommet for Gud, at den skulde faa bægeret med hans strenge vredes vin. Og hver ø vek bort, og fjeld blev ikke fundet. Og en svær hagl, som en hundrede pund, faldt ned fra himmelen paa menne­skene, og menneskene spottet Gud for hagiens plage; ti pla­gen av den var meget stor.» Aab. 16, 17—21. Umiddelbart før den syvende plage begynder sit øde­læggende verk, utgaar det som en sterk røst fra Guds trone i himmelen, som sier: «Det er skedd.» Dernæst følger lyn og tordener og et vældig jordskjælv. Det som krigen har levnet, hjemsøkes nu av store naturomveltninger. Dette er en opfyldelse av profetens ord: «Ti slusene i det høie er opiatt, og jordens grundvolder skjælver. Brutt, sønderbrutt biir jorden; splittet, søndersplittet biir jorden; rystet, gjen- nemrystet biir jorden. Rave skal jorden som den drukne, og svinges hit og dit som en hængekøi, og dens misgjerning skal tynge paa den, og den skal falde og ikke reise sig mere.» Es. 24, 18—20. En rædsel uten like; død og ødelæggelse hersker over­alt. De store byer styrter sammen, øene forsvinder, og ber- gene synker ned i avgrundene. Himmelen er overtrukket med mørke skyer, som kaster store hagl ned over menne­skene. «Og Babylon, den store, blev ihukommet for Gud» (Aab. 16, 19), det vil si, den høster nu hvad den har saadd. «Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i vellevnet, saa meget skal I gi hende av pine og sorg! Fordi hun sier i sit hjerte: Jeg sitter som dronning og er ikke enke, og sorg skal jeg aldrig se, derfor skal hendes plager komme paa én dag: død og sorg og sult; og hun skal bli opbrændt med ild; ti sterk er Gud Herren, som dømte hende.» Aab. 18,7.8. Hvor er Herrens folk under denne trængsel? Som vi har set, finder Kristi gjenkomst sted umiddel­bart efter den syvende plage. Som yderligere bevis tjener Aab. 6. kap. Det 14. vers beskriver det tidspunkt da «hvert berg og hver ø blev flyttet fra sit sted». Men som det frem- gaar av Aab. 16, 20, sker dette urider den syvende plage. Samtidig kommer Jesus paa sin trone. Aab. 6, 14—17. Guds barn er paa jorden under den sidste store træng­sel, men rammes ikke av plagene. Om dem sier Herren ved salmisten: «Ti han frir dig av fuglefængerens snare, fra ødelæggende pest. Med sine vingefjærer dækker han dig, og under hans vinger finder du ly; hans trofasthet er skjold og vern. Du skal ikke frygte for nattens rædsler, for pil som flyver om dagen, for pest som farer frem i mørket, for sott som ødelægger om middagen. Falder tusen ved din side og ti tusen ved din høire haand, til dig skal det ikke naa. Du skal bare skue det med dine øine, og se hvorledes de ugudelige faar sin løn.» Sal. 91, 3—8. Under ørkenvandringen maatte Herren paa en særskilt maate sørge for sit folk. Ved et mirakel skaffet han Israel brød og vand. Noget lignende vil Herren atter gjøre. Vi læser: «Og Herren vil gi eder brød i trængsel og vand i nød.» Chr. Lindbergs danske oversættelse. Es. 30, 20. Mens «syn­ dere bæver paa Sion, og skjælven har grepet vanhellige*, finder den retfærdige sin tilflugt hos Gud; «hans brød gives ham, hans vand svigter ham ikke*. Es. 33, 14—16. 1 det 17. vers staar det at de «skal skue kongen i hans skjønhet, de skal se et vidtstrakt land.* Dette vidt utstrakte land er den nye jord, hvor «ingen indbygger skal si: Jeg er syk*. 24. vers. Denne herlighet er like foran os, men vi skal først igjen- nem trængselen. Den sidste store krig med dens ødelæggel­ser er ifølge Herrens ord « begyndelsen til veene*, en forlø- per for de syv sidste plager. Der venter verden en rædselstid som ord ikke kan uttale, og som ingen pen kan beskrive. Vi staar overfor frygtelige begivenheter. Vi vil bli omgit av lidelse og nød paa alle hold. Jorden gaar sin undergang imøte. Den sidste dag nærmer sig hurtig. Om ikke saa længe vil det hli sagt til de syv engler: «Gaa avsted og tøm Guds vredes skaaler ut paa jorden l* KRISTUS OG LOVEN, FRI- HET OG TRÆLDOM. HVEM ER UNDER LOVEN, OG HVEM ER UNDER NAADEN ? IMAA ikke tro at jeg er kommet for at ophæve loven eller profe­tene; jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde. Ti sandelig sier jeg eder: Før himmel og jord forgaar, skal ikke den mindste bokstav eller en eneste tøddel forgaa av loven, før det er skedd altsammen. Derfor, den som bryter et eneste av disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himlenes rike.» Matt. 5, 17—20. Disse ord utgjør en del av Jesu bergpræken, som de skarer som den dag flokkedes om Frelserens talerstol, lyttet til. «Jesus lærte dem som en der hadde myndighet, og ikke som deres skriftlærde.» Matt. 7, 28. 29. Farisæernes og de skriftklokes tolkning av loven og profetene var en motsætning til Jesu enkle og fængslende undervisning. Frelserens lære hvilte udelukkende paa Guds ord, farisæernes derimot paa en blanding av Herrens ord og rabbinernes traditioner. Og de satte som regel traditionene over Herrens ord. «Og saaledes gjør I Guds ord til intet ved eders vedtægt som I har paalagt. Og meget av samme slags gjør I.» Mark. 7, 1—13. Jesus «er ikke kommet for at ophæve, men for at op­fylde». Han vil ikke gjøre sig skyldig i det de skriftkloke hadde gjort — gjøre Guds bud til intet. Han opfyldte alle de profetiske forutsigelser vedrørende sit første komme, og han holdt loven. Han tolket ikke loven som farisæerne, men han gjorde den stor og herlig. Es. 42, 21. Han paa­viste hvorledes man godt kan holde dens bokstav og allikevel overtræde dens aand. Matt. 5, 27. 28. Den som begjærer sin næstes gods, overtræder loven, selv om han ikke begaar selve handlingen. Den som hater sin bror, er en morder (1 Joh. 3, 15), selv om han ikke dræper ham. Den som derimot holder loven aandelig, maa nødvendigvis overholde dens bokstav. Den som f. eks. holder — aandelig — det budet der sier: «Du skal ikke stjæle,» vilde aldrig samtidig kunne overtræde budets bokstav. Angaaende Matt. 5, 17 uttaler Ghr. H. Kalkar (luthersk prest) i sin oversættelse med bemerkninger følgende: «Med 17. vers begynder Jesus i flere eksempler at uttale sig om loven. Loven og profetene, det vil si det gamle testamente, danner grundlaget, det nye testamente er den fuldendte ut vikling; i denne sin fuldendelse er loven guddommelig og gjældende for alle tider derved at den bestandig opfattes dypere og utlægges grundigere.* Allerede paa Luthers tid søkte nogen at overføre Jesu ord om «loven» i vor tekst paa Mose lov. I denne anledning uttalte han bl. a. følgende: «Saa er det ogsaa løgn naar man fremstiller vor Jesus som sig­tende til Mose lov, naar han uttaler at loven ikke skal forgaa; ti vor Herre Kristus taler paa dette sted [Matt. 5, 17—19] hverken om om- skjærelsen eller om Mose lov eller pakt, hvad enhver jo kan læse, men om de ti bud.* Erl. Ausg. XXXI, 440 «Wider die Sabbater.» (Citert i *Die Geschichte des Sabbats», Hamburg 1912, side 538). Vor retfærdighet skal overgaa de skriftlærdes og fari­sæernes, ellers kommer vi ikke ind i himlenes rike. 20. vers. Loven maa skrives i hjertet ved den Helligaand, saa at dens fordringer opfyldes eller aabenbares i vort liv. Rom. 8, 4. Det var ikke nok at jøderne læste loven; de skulde efter­leve den, men først maatte de fødes paany ved Guds ord og kraft. «Og jeg vil gi eder et nyt hjerte, og en ny aand vil jeg gi inden i eder, og jeg vil bortta stenhjertet i eders kjød og gi eder et kjødhjerte. Og min aand vil jeg gi inden i eder, og jeg vil gjøre at I vandrer i mine bud og holder mine love og gjør efter dem.» Esek. 36, 26. 27. Men isteden- for at bede Gud skrive loven i deres sind forhærder de sit hjerte, «saa de ikke hørte loven og de ord Herren, hærska renes Gud, sendte ved sin aand, ved de forrige profeter« Sak. 7, 12. Jesus taler med autoritet, naar han sier at han er ikke kommet for at avskaffe, nedbryte eller ophæve loven. Da han i en viss forstand er lovgiveren, kan han tale med saa meget desto større myndighet. Likesom Gud har skapt alle ting ved Jesus (Kol. 1, 16—19; Heb. 1,2), saaledes har han ogsaa git de ti bud ved ham. Kristus førte Israel ut av Ægypten. 1 kor. 10, 4. I det gamle testamente kaldes han «Herrens engel« eller «hans aasyns engel«. Dom. 2,1; Es. 63, 9. «Den engel som talte til ham [Moses] paa Sinai berg«,, og som han mottok «levende ord« av, var Kristus. Ap. gj. 7. 38; 1 kor. 10, 4. Som lovgiver kunde Jesus gjøre loven stor og herlig og betale lovens straf — dø i synderens sted. Om ham skriver profeten: «Herren er vor dommer, Herren er vor lovgiver, Herren er vor konge, han skal frelse os.« Es. 33, 22. Kristus er det centrum som skaberverket, lovgivningen,, forløsningen, ja kort sagt alt dreier sig om. Han er Alfa (A) og Omega (0), begyndelsen og enden, den første og den sidste (Aab. 22, 13); han er før alle ting, og alle ting staar ved ham. I ham behaget det Faderen at hele hans fylde skulde bo. Kol. 1, 17. 19. Kristus og loven. Kristus og loven er uadskillelige. Man kunde likesaa godt søke at avskaffe Kristus som loven (de ti bud). De ti bud er en «kongelig lov« (Jak. 2, 8) — «konge­lig«, fordi kongen selv har git den. At gjøre vold paa loven eller søke at avskaffe den er ensbetydende med aL gjøre oprør mot kongen. Ingen anden end kongen og regjeringen har ret til at forandre et lands love. Hvad de ti bud betræffer, da sier Jesus uttrykkelig at han er ikke kommet for at avskaffe loven, ja at det endog vilde være lettere at omstyrte himme­len og jorden, end at fjerne saa meget som en eneste bokstav eller en tøddel av loven. Luk. 16, 17. Loven er fuldkommen. Sal. 19,8. En ting som er fuld kommen, kan ikke forandres, uten at den biir ufuldkom mén. Tænk Dem en kule, fuldkommen rund og likeartet. Hvad vilde resultatet bli hvis man gik hen og foretok blot den mindste forandring? Kulen vilde miste sin fuldkorn- menhet. De ti bud har samme egenskaper som Gud og Kristus, og derfor er de likesaa fuldkomne som Herrens selv. Guds lov blev forkyndt med hans egen røst, og han skrev den med sin egen finger. Loven viser os vor synd. «Hver den som gjør synd, han gjør og lovbrud, og synden er lovbrud.» 1 Joh. 3, 4. Derimot kan loven ikke retfærdiggjøre eller rense os fra synd, likesom den heller ikke kan gi os kraft til at gjøre det gode og avstaa fra det onde. «Intet kjød bliver retfærdig gjort for ham ved lov-gjerninger; ti ved loven kommer syn­dens erkjendelse.» Rom. 3, 20. Hvad biir da resultatet, hvis man tar loven bort? Apostelen svarer: «Hvor der ikke er nogen lov, er der heller ingen overtrædelse.* Rom. 4, 15. Paulus sier: «Men jeg kjendte ikke synden uten ved loven; ti begjærligheten kjendte jeg ikke dersom ikke loven hadde sagt: Du skal ikke begjære. . . Saa er da loven hel lig, og budet er hellig og retfærdig og godt.» Rom. 7, 7. 12. Loven er en hellig rettesnor for vort liv og levnet. Den er lik et speil hvori man kan se om man er smudsig eller ren. Selvfølgelig biir en mand som er smudsig i ansigtet, ikke ren ved at forbli staaende foran speilet; men han vilde heller ikke bli ren derved at han slog speilet i stykker. Loven viser hvad der er synd, og Kristus tar synden bort naar vi beder ham derom. «Dersom vi bekjender vore synder, er han trofast og retfærdig, saa han forlater os syn­dene og renser os fra al uretfærdighed* 1 Joh. 1,9. Enhver angergiven synder som kommer til Kristus for at bli renset fra synd, biir bønhørt. «Den som skjuler sine overtrædelser, har ingen lykke; men den som bekjender og forlater dem, finder forbarmelse.» Ordsp. 28, 13. Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere. Matt. 1, 21; 1 Tim. 1, 15. «Og I vet at han er aabenbaret for at bortta vore synder, og synd er ikke i ham.» 1 Joh. 3, 5. Han tilgir og renser os fra alle vore synder og gir os kraft til at gjøre Guds vilje. Han klær os i retfærdighet, og kaster alJe vore synder i havets dyp. Mik. 7, 19. Ved den Hellig- aand skriver han loven i vore hjerter (Jer. 31, 32—34; Esek. 36, 26. 27.), saa at vi faar «lyst til Guds lov efter det indvor­tes menneske». Rom. 7, 22. Det som var umulig for loven (nemlig at bortta synden og retfærdiggjøre os), det har Kristus gjort, ikke for at av- skaffe loven, men tvertimot forat «lovens krav skulde bli opfyldt i os, vi som ikke vandrer efter kjødet, men efter aanden». Rom. 8, 3. 4. Aanden og ordet følger altid hinan­den; men saa længe vi følger kjødets sind, kan vi ikke være Guds lov lydige. Rom. 8, 7. 8. Retfærdiggjørelse ved troen paa Kristus sker alene ved Guds kraft. Vor retfærdighet er «som et besmittet klæde­plag* (Es. 64, 5), og fra fotsaale og indtil hodet er intet helt paa os. Es. 1, 6. Ved tro holdt Abraham Guds bud (1 mos. 26,5), og ved tro kan Abrahams barn gjøre Guds vilje; «ti Gud er den som virker i eder baade at ville og at virke til sit velbehag*. Fil. 2, 13. Kristus gjør os sterke; «ti vi er hans verk, skapt i Kristus Jesus til gode gjeminger, som Gud forut har lagt færdige, at vi skulde vandre i dem». Ef. 2, 10. Og naar vi følger Guds ords lys, renser «Jesu, hans søns, blod ... os fra al synd*. 1 Joh. 1, 7. Hvad jeg her har sagt om Guds lov, stemmer ogsaa godt overens med det som kristendommens forkjæmpere ned gjen • nem tidene har forkyndt. Her skal jeg citere ledende og paa- lidelige kilder indenfor de større protestantiske samfund. I «Konkordieboken eller den evangelisk-lutherske Kir­kes Bekjendelsesskrifter» staar der paa side 66 under punkt 2 bl. a. følgende: tDer staar skrevet hos profeten (Jer. 31,33): «Jeg gir min lov inden i dem>, og Rom. 3, 31 sier Paulus, at loven stadfæstes, ikke av- skaffes formedelst troen. Og Kristus sier (Matt. 19, 17): «Vil du ind- gaa til livet, da hold budene.* Fremdeles heter det (1 kor. 13,2): c Har jeg ikke kjærlighet, da er jeg intet.* Disse og lignende ut- sagn beviser at lovens opfyldelse maa begynde og mere og mere fuld­kommes i os. Vi taler ikke om ceremonialloven, men om den lov hvis bud er rettede paa hjertets rørelser, nemlig de ti bud.* I «Luthers Katekismus» (ved biskop G. F. Balslev 1911), side 4 og 5 læser vi: «Guds ord indeholder baade loven og evangeliet. Loven lærer os hvad Guds hellige vilje kræver av os; evangeliet lærer os det som Gud i sin naade har gjort og endnu gjør for at frelse os syndere. . . . Guds hellige lov er sammenfattet i de ti bud, som først blev høitidelig kundgjort for Israels folk, men som er gjældende for alle mennesker til alle tider.* Fra et litet verk, kaldet «D.e ti Bud», av B. Schousboe (luthersk prest), utgit i Kjøbenhavn 1885, læser vi følgende: «Som et umiddelbart git Guds ord, et «ord av Herrens egen mund*, er det en selvfølge at de ti bud til enhver tid maa ha den største be­tydning ogsaa for os kristne, som har arvet Israels utvælgelse. De kan med rette betegnes som den til alle tider for Herrens menighet gjældende sedelige grundlov. Visselig gjælder det først og fremst at Jesus er kommet til verden for at oprette forlikelsens tjeneste og grundlægge en ny husholdning i Guds rike, saa den gamle pakt er ophørt og den gamle tjeneste avskaffet; men saasandt som Guds vilje er uforanderlig saa den ikke er én idag og en anden imorgen, saasandt maa den sedelige grundlov under den nye pagt være den samme som den var i den gamle pakt. . . . Hvis vi ikke gjennem loven visste hvad Guds vilje er, saa vilde vi aldrig vite hvad synden er og hvad der er synd, . . . saa vilde vi jo heller aldrig nogensinde kunne føle den fulde trang til naaden, som den er aabenbaret for syndige mennesker i Jesus Kristus.* — Side 1 og 2. Om Guds lovs uforanderlighet skriver pastor H. Ussing (Kjøbenhavn) i et skrift «En Sam funds fare* bl. a.: c Det er Gud som har git os det sjette bud, skrevet det i vor samvittighet, talt det under tordenbrag paa Sinai, indskrevet det som en grundvold i menneskets og samfundets liv. Om menneskets natur end er noksaa fordærvet ved slegtsarven, om det end er faa som fødes og vokser op i renhet, forandrer Guds lov sig likesaa litt som Gud selv.* Side 20. Lignende uttalelser har metodismens ledende mænd fra tid til anden fremkommet med. Fra et litet verk, hvis titel er: «Forskjellen imellem Statskirkens og Metodistkirkens T roeslære*, utgit i 1883, læser vi paa side 23: «De ti bud som Herren talte til folket, skrev han siden med sin egen finger i to stentavler; og da Moses hadde slaat dem i stykker, skrev Herren dem igjen paa to nye tavler. Om denne lov taler Jesus naar han sier: ti maa ikke tro at jeg er kommet for at ophæve loven eller profetene; ti jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at op­fylde. Ti sandelig sier jeg eder: Før himmel og jord forgaar, skal ikke den mindste bokstav eller en eneste tøddel forgaa av loven, før det er skedd altsammen. Derfor den som bryter et eneste av disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himlenes rike.» Matt. 5, 17—19. Man skulde ifølge det som Herren her sier om sin lov, anta at mennesker som er sat til at vaake over Herrens bud, maatte være bange for at et eneste ord skulde utelukkes eller tages bort fra Guds lov.» Og videre paa side 38: «Vi antar at det ikke kan være urigtig at beholde alle Guds bud i den form og utstrækning som Herren han git os dem i den moralske lov, den lov som er grundet i Guds hellige og retfærdige natur og saa­ledes ikke kan avskaffes.* Om John Wesley’s syn paa Guds lov læser vi i «Sermons on Several Occasions. By the Rev. J. Wesley, M. A. The Fourteenth Edition, Vol. 1*, London 1839, side 381, 384 og 390: «Jeg skal først søke at vise oprindelsen til den moralske lov som paa grund av sin ophøiede stilling ofte kaldes loven. Dens oprindelse daterer sig ikke, som nogen muligens har antat, fra et saa sent tids­ punkt som Mose tid. Noah forkyndte den længe før ham, og Enok fremholdt den paa et endnu tidligere tidspunkt. Men vi kan følge den endnu længere tilbake, ja helt hinsides verdens grundlæggelse, tilbake til den tid som er ukjendt for mennesker, men som uten tvil er ind­skrevet i evighetens aarbøker, da /morgenstjernene sang tilhobe, efterat de nylig var blit skapt.® c Guds lov (jeg taler efter menneskelig vis) er en avskrift av den guddommelige karakter, en gjenpart av den guddommelige natur. Ja den er den evige faders skjønneste frembringelse, det smukkeste ut- tryk av hans store visdom, den er den høiestes synlige skjønhet. Den er kerubers og serafers samt hele himmelens hærskares glæde og under, og den er enhver forstandig troendes og ethvert vel undervist Guds barns herlighet og fryd.® Kommentar turde være overflødig. Som bekjendt ci­terer disse mennesker jo saavel Timoteus og Hebræerbrevet som Johannes’ aabenbaring. Biir tusenaarsriket paa jorden eller i himmelen? Som vi har set, møter den frelste skare Jesus i luften. 1 tess. 4, 16. 17. Paa hans befaling henter englene de ud­valgte. Matt. 24, 31. Samme aften som Jesus blev forraadt, fortalte han sine discipler at han gik bort for at berede et sted for dem, og at han siden vilde komme igjen for at hente dem. Joh. 14r 1—3. Selvfølgelig gjælder dette løfte alle Guds barn. Merk u ttrykkene: «Vil ta eder til mig, forat ogsaa I skal være der hvor jeg er.» Jesus fér til himmelen og satte sig «ved Guds høire haand». Ap. gj. 7, 56; Aab. 3, 21. Dér bereder han nu et sted for os! Dér hvor han nu er, skal ogsaa vi ifølge hans egne ord engang være. Dette stemmer godt overens med hvad vi læser i Aab. 19, 1—9. Den skare som Johannes her beskriver, kan ikke være nogen anden end de frelste. Dette fremgaar tydelig saavel av sangen de synger, som av hvad der siges i det 9. vers: «Salige er de som er budne til lammets bryllupsnad­ver!» Jesus henviser til den samme bryllupsnadver i Matt. 22, 1—14 og i Luk. 14, 16—24. For yderligere at bevise at de frelste samles i himmelen,, skal jeg henvise til Aab. 15, 1—4. Her ser Johannes dem staaende paa glashavet foran Guds trone (Aab. 4, 6), hvor de synger seierssangen. Ifølge Aab. 20, 4 holdes der dom, og i denne deltar eller regjerer de frelste med Kristus. Jo­hannes sier: «Og jeg saa troner, og de satte sig paa dem, og der blev git dem magt til at holde dom.» I den reviderte danske bibeloversættelse staar det: «Og dommermagt blev givet dem.» Ved en viss leilighet spurte Peter Jesus: Se, vi har forlatt alt og fulgt dig; hvad skal da vi faa? Frelseren svarte: «Sandelig sier jeg eder: I som har fulgt mig, I skal i gjenfødelsen, naar Menneskesønnen sitter paa sin herlig- hets trone, ogsaa sitte paa tolv troner og dømme Israels tolv stammer.» Matt. 19, 27. 28. Den samme tanke (at de frelste skal delta i dommen over de ugudelige) finder vi fremsat i 1 kor. 6, 2. 3; her spør Paulus: «Vet I ikke at de hellige skal dømme verden? . . . Vet I ikke at vi skal dømme engler?» De frelste deltar ikke alene i dommen over de ugude­lige, men ogsaa i dommen over de faldne engler, som til- sidst biir kastet i ildsjøen. Aab. 20, 10; Matt. 25, 41. Gud nedstyrtet de' faldne engler og overgav dem til «huler i vare­tægt til dom». 2 Pet. 2, 4. Deres dom skal avsiges før straffen fuldbyrdes, og Jesus, som er dommeren (Ap. gj. 10, 42; 17v 31; Joh. 5, 22. 27), gir «dommermagt» til alle dem som faar del i den første opstandelse. De hellige skal være med til at fuldbyrde paa de ugudelige «foreskreven straffedom over dem. Dette er en ære for alle hans fromme. Halleluja*! Sal. 149, 9. Jordens tilstand i de tusen aar. Ifølge Herrens ord følger hele den frelste skaren med Kristus til himmelen for at være der i tusen aar. De ugude­lige som lever naar Herren aabenbares, omkommer. «Vor Gud kommer og skal ikke tie; ild fortærer for hans aasyn, og omkring ham stormer det sterkt.* Sal. 50,3. For de ugudelige biir Herrens overvættes herlighet en fortærende ild. 2 tess. 2, 8. I den store verdenskrig som gaar umiddelbart forut for Herrens komme, skal de ihjelslagne «ligge fra jordens ene ende til den anden». Jer. 25, 32. 33. De syv sidste plager har ogsaa utført sit ødelæggelsesverk. Ved Herrens «nid- kjærhets ild skal hele jorden bli fortæret; ti han skal gjøre ende paa, ja pludselig gjøre ende paa alle dem der bor paa jorden*. Sef. 1, 14—18. Saaledes omkommer alle jordens indbyggere med und­tagelse av dem Jesus henter. Alt levende paa jorden saa- velsom i havet biir utryddet. < 0g hver levende sjæl i havet døde.* Aab. 16, 3. Jorden skal lægges fuldstændig øde. «Bort, ja bort vil jeg ta alt av jorden, sier Herren. Jeg vil bortta mennesker og dyr, bortta himmelens fugler og havets fisker og forargelsene tillikemed de ugudelige, og jeg vil utrydde menneskene av jorden, sier Herren.* Sef. 1, 2. 3. En lignende beskrivelse findes hos Jeremias. Han sier: «Jeg saa jorden, og se, den var øde og tom, og jeg saa til himmelen, og dens lys var borte. Jeg saa bergene, og se, de bævet, og alle høiene skalv. Jeg saa, og se, der var intet menneske mere, og alle himmelens fugler var bortfløiet. Jeg saa, og se, den frugtbare mark var en ørken, og alle dens slæder var nedbrutt av Herren, av hans brændende vrede. Ti saa sier Herren: En ørken skal hele landet vorde; dog vil jeg ikke gjøre aldeles ende paa det.» Jer. 4, 23—27. I de tuscn aar henligger jorden aldeles øde. «Tømmes, ja tømmes skal jorden, og plyndres, ja plyndres; ti Herren har talt delle ord.» Es. 24, 3. Den frygtelige verdenskrig som naar sit høidepunkt under den sjette plage, og de store jordskjælv som følger efter, saavelsom de øvrige ødelæg­gelser der gaar hen over jorden føf Kristus kommer for at hente de utvalgte, forvandler jorden til en ørken. Øde og tom ligner den en avgrund. I sandhet et trist opholdssted for Satan og hans engler! Før kunde han som verdens fyr­ste fare igjennem luften (Ef. 2, 2), ja helt op til himmelens port (Job. 1, 6. 7. 9. 12), hvor han anklaget Guds barn for Gud dag og nat. Aab. 12, 10. Nu er hans magt tat fra ham, idet hans magtomraade begrænses til denne jord. I forbindelse med dette er det interessant at betragte det aarlige forsoningsoffer. Ypperstepresten skulde stille to bukker ved «indgangen til sammenkomstens telt». Over disse skulde han kaste lod, et lod for Herren og et for Asasel. «Den bukk . . . paa hvilket loddet for Herren . . . faldt,» skulde slagtes for folkets synder. Den anden bukk skulde derimot sendes langt bort, ut i ørkenen. 3 mos. 16, 1-—10. At den bukk som blev slagtet, var et forbillede paa Kristus, er alle enige om. Men hvem er saa den andre bukken et sindbillede paa? Hvem er Asasel? Herom sier Kalkar i sin oversættelse med anmerkninger til 3 mos. 16, 8. 11: • Asasel — om hvilket ord der hersker forskjellige meninger — betyder sandsynligvis den bortfjernede, og derved maa vel tænkes paa Djævelen, til hvem man paa en symbolsk maate sendte de synder tilbake hvis ophav han var i menneskeheten, at de skulde bæres saa langt bort som mulig.» I den norske oversættelse staar det nedenunder ordet «Asasel» «den onde aand». I den engelske bibel er «Asasel» oversat «scapegoat» et uttryk som i almindelig tale brukes i en betydning som svarer til «syndebukk» i vort sprog. Like- som Asasel blev sendt ut i ørkenen (et øde sted), saaledes vil Satan ved Kristi gjenkomst bli bundet til denne jord, som atter vil bli øde, tom og mørk — en avgrund som i begyndelsen. Efter de tusen aar. «Og efter den tid skal han løses en kort stund.» Aab. 20, 3. 7. Efter de tusen aar faar Satan atter anledning til «en kort stund» at «forføre folkene» — «de andre døde» som da opstaar. Aab. 20, 3. 5. Men hvilken motsætning til den første opstandelse! I denne opstod Guds barn, iførte udødelighet, for at indgaa til herlighet — til evig liv. De ugudelige opstaar derimot til dom og til evig fortabelse — til «den anden død». Samtidig kommer Jesus ned av him­melen med det nye Jerusalem og de frelste. Idet han sætter sine føtter paa oljeberget, revner det «midt over mot øst og mot vest, saa der biir en saare stor dal» (Sak. 14, 4,) og her skal det nye Jerusalem ligge. Og nu begynder Satan atter sit verk. Han forfører de ugudelige til at delta i den sidste store kamp. Johannes ser dem myldre frem og dra hen «over den vide jord». Satan samler «dem til strid», og i haab om at beseire og indta staden, omringer de tilsidst «de helliges leir og den elskede stad». Aab. 20, 8. 9. Den «korte stund» som omtales i det 3. vers, medgå ar altsaa til denne krigsforberedelse. Det tar tid at samle «de folk som bor ved jordens fire hjørner» og føre dem til krigs­skuepladsen. Sammenlignet med de tusen aar kunde man tænke sig at den «korte stund» kunde utgjøre ikke saa faa aar. Profeten Esaias nævner noget i den retning som kan ha interesse her. Læs Es. 65, 17—25. Da jeg allerede har paavist at denne profeti kun kan gjælde den nye jord (se side 143), skal jeg nøies med at henvise til det 20. vers: «Der skal ikke mere komme derfra et diebarn som kun lever nogen dage, eller en gammel mand som ikke fylder sine dages maal; ti en ung mand skal den være som dør hundrede aar gammel, og hundrede aar gammel skal den synder bli som forbandes.» Ved slutningen av de tusen aar opstaar alle de ugude­lige, og staden og den frelste skare kommer ned paa jorden. Det sidste store angrep. . „Og de drog op over hele den vide jord og kringsatte de helliges leir.“ Aab. 20, 0. Det lykkes Satan i den «korte stund» at samle og forføre de ugudelige, og færdig til slag rykker han frem i spidsen for sine store hære og omringer den store, prægtige stad. Jesus med de frelste er inde i staden, og utenfor staar de ugudelige. Skjønt talrike som havets sand staar hærene dog magtesløse overfor den herlighet og glans som omgir staden og de frelste, og istedenfor at erobre og indta staden, faar de ugudelige her sin straf. Vi læser: «Og ild faldt ned fra himmelen og fortærte dem.» Aab. 20, 9. Dér (i ildsjøen) dør saa synderen, som har levet en «kort stund» — kanske de hundrede aar Esaias henviser til. At de ugudelige om­kommer utenfor staden, fremgaar klart av Es. 66, 22—24, hvor Herren uttrykkelig sier at de frelste skal «se paa de døde kropper av mænd som er faldt fra mig». Straffen over de ugudelige vil bli fuldbyrdet ved slut­ningen av de tusen aar, og derefter opretter Kristus sin trone hos de frelste. Synden med alle dens følger forsvinder, og den gamle jord kommer frem i sin fornyede skikkelse. «Og han som sat paa tronen, sa: Se, jeg gjør alle ting nye.* Aab. 21,5. Gjenoprettelsens tid. er kommet, og Guds folk mottar den arv som de i troen paa Herrens løfter har set hen til. Hvor herlig! Ja, det er salig at kunne tro det, men det biir endnu mere salig at opleve det! «Og mit folk skal bo i freds bolig og i trvghets telte og paa sorgfrie hvilesteder * Es. 32, 18. GABRIEL OG DANIEL. ENGELEN LØFTER FREMTIDENS SLØR. EN INTERESSANT PROFETI. OG JEG hørte et menneskes røst mellem Ulais bredder, og han ropte og sa: Gabriel! Forklar denne synet!* Dan. 8, 16. I Dan. 8. kap. bckriver Daniel de ting Herren i et syn aabenbarte for ham i kong Belsasars tredje regjeringsaar. De første fjorten vers beskriver selve synet. Vigtige og al­vorlige begivenheter blev fremstillet for ham; men han for­stod ikke deres betydning. Daniel var benaadet med stor visdom og indtok en fremragende plads blandt sit folk saavelsom ved kongens hof. Han var en begavet og meget anset mand og øvet stor indflydelse som profet og statsmand. Menneskelig set hadde han grund til at bli stolt og herskesyk; men det blev han ikke. Han var en trofast, hengiven og ydmyg Herrens tjener. Skjønt Daniel sat inde med stor visdom, stolte han dog ikke paa sin egen dømmekraft. Det var hans høieste ønske at tjene og følge Gud. Han erkjendte at det er Gud som «aabenbarer det dype og skjulte», og til ham henvendte han sig for at søke en forklaring angaaende synet. Gabriel faar befaling til at forklare synet. «Og han kom hen hvor jeg stod, og da han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit ansigt; og han sa til mig: Gi agt, menneske­søn! Ti synet'sigter til endens tid.» «0g han sa: Se, jeg vil kundgjøre dig hvad der skal ske i vredens sidste tid; ti synet sigter til den for enden bestemte tid.» Dan. 8, 17. 19. «Synet sigter til endens tid.» Det vil altsaa si at denne profeti fører os helt ned til den allersidste tid. Merk enge­lens ord: «Se, jeg vil kundgjøre dig hvad der skal ske i vredens sidste tid.» Aarhundreder er hengaat siden Herren aabenbarte for Daniel det som skulde ske i «vredens sidste tid*. Paa Her­rens ord blev de profetier i Daniels bok som særlig gjælder «endens tid», forseglet, og paa Herrens ord biir de aapnet. «Og du, Daniel, luk du til for ordene og forsegl boken indtil endens tid! Mange skal ivrig granske, og kundskapen skal vorde megen.» Dan. 12, 4. Det er ganske naturlig at de profetier som gjælder endens tid, først granskes naar tiden er inde. Synet i det 8. kap. gjælder altsaa «endens tid», og ifølge engelens utsagn i det 12. kap., skal mange da granske ivrig i Daniels bok. Denne bok har derfor særlig interesse for Guds barn som lever i «vredens sidste tid», der kaldes saa- ledes paa grund av al den elendighet som da vil finde sted. Som vi har set, biir den allersidste lid en uroens tid, rik paa begivenheter av den mest gruopvækkende art. Tegnet og forklaringen. «I kong Belsasars tredje regjeringsaar viste der sig for mig, Daniel, et syn, efter det som før hadde vist sig for mig * Dan. 8, 1. Dette fandt sted i aaret 538 f. Kr., hvilket var Belsasars tredje regjeringsaar. Det syn som Daniel her hen­viser til, maa være det han omtaler i det 7. kap. De fire dyr — løven, bjørnen, parderen og det frygtelige dyr — er sindbilleder paa de fire verdensriker: Babylon, Medien- Persien, Grækenland og romerriket. Hvad disse verdens- rikers opkomst, sønderdeling og endeligt betræffer, da har de, saavidt vi er kommet, i alle henseender paa det nøiag- tigste opfyldt det profetiske ord. I dette og det følgende foredrag skal jeg i korte træk henlede Deres opmerksomhet paa synet i det 8. kap. Nogen av nutidens merkeligste opfindelser. Beviser paa opfyldelsen av Dan. 12, 4: ,,Kundskap skal bli mangfoldig/1 Efterat Daniel har omtalt naar og hvor han hadde dette syn, gaar han over til selve synet. Først saa han en væder med to horn, av hvilket det ene var høiere end det andre. Han «saa væderen stange mot vest og mot nord og mot syd, og intet dyr kunde holde stand for den, og ingen reddet av dens vold, og den gjorde efter sin vilje og tedde sig over modig». Dan. 8, 4. Gabriel forklarer hvilket rike denne væder er et sym­bol paa. «Væderen med de to horn som du saa, er kongene av Medien og Persien.» 20. vers. De to horn paa væderen kan passende betegne de to riker Medien og Persien, som tilsammen utgjorde et verdensrike. Av de to blev Persien størst, skjønt det «vokste sidst op». «Jeg saa væderen stange mot vest og mot nord og mot syd, og intet dyr kunde holde stand for den.» 4. vers. Den magt væderen stanget imot, betegner det rike Me- dien-Persien overvandt, altsaa Babylon. At væderen stanget imot vest og mot nord og mot syd, angir de retninger i hvilke Kyrus utvidet sit rike. Efter væderen kommer et andet dyr frem, som ogsaa tiltrækker sig profetens opmerksomhet. «0g jeg gav agt, og se, det kom en gjetebukk frem fra vest over hele jorden uten at røre ved jorden, og bukken hadde et anselig horn mellem sine øine. Og den kom like hen til væderen med de to horn som jeg saa foran floden, og den løp imot den i sin kraftige vrede. Og jeg saa den naa hen til væderen, og den blev forbitret paa den og støtte til væderen og sønder- brøt begge dens horn, og der var ikke kraft i væderen til at holde stand for den; og den kastet den til jorden og traadte den ned, og der var ingen som reddet væderen av dens vold.» Dan. 8, 5—7. Angaaende denne bukk læser vi: «Og den lodne bukk er kongen av Grækenland, og det store horn som var imel­lem dens øine, er den første konge.» 21. vers. Gjetebuk- ken fremstiller Grækenland som et verdensrike, hvilket Bom ved Tiberfloden. Paa Iwiden til venstre sees Cæsarenes palads, ganske nær at sammenligne dette horn med jernet i metal- billedet (Dan. 2. kap.) og med det fjerde dyr. (Dan. 7. kap.). Disse tre symboler hentyder til den samme magt, nemlig det fjerde verdensrike — romerriket. Den magt som dette horn er et sindbillede paa, skulde utvide sig mot syd, mot øst og mot det deilige land — Pa­læstina. Dan. 8, 9. Dette passer alt sammen paa romerriket, som i det sidste aarhundrede f. Kr. underla sig Ægypten (mot syd), Syrien (mot øst), og Juda (det deilige land). Da Kristus blev født, hersket den romerske keiser over hele den da kjendte verden. Av den grund kunde han befale «at al verden skulde indskrives i mandtal». Luk. 2, 1. Saa vidt det hedenske Rom! Men nu det pavelige? Ti som vi nu skal se er dette horn et symbol paa det he­denske saavelsom paa det pavelige Rom. Det lille horn i Dan. 7. kap. hadde «en mund, som talte store ting* eller «store ord» imot «den høieste», og «den høiestes hellige skal han undertrykke». Dan. 7, 8. 11. 20. 21. 25. Om hornet i Dan. 8. kap. staar det at det «vokste like op til himmelens hær; og det kastet nogen av hæren og av stjernene til jorden og traadte dem ned. Og like til hærens fyrste hævet det sig; og det tok fra ham det bestandige offer, og hans helligdoms bolig blev nedkastet. Og hæren blev tillikemed det bestan­dige offer git til pris for frafaldets skyld; og det kastet sandheten til jorden, og det utførte det og hadde fremgang*. Dan. 8, 10—12. Forat ingen skal behøve at ta feil, henviser Gabriel til nogen særlige kjendetegn paa den magt som skulde opfylde denne profeti. Hornet er et sindbillede paa «en konge med frækt aasyn og kyndig i rænker. Og hans magt skal bli sterk, men ikke ved hans kraft, og paa uhørt vis skal han øde­lægge og ha fremgang og utføre det; og han skal ødelægge mægtige og de helliges folk. Og for hans kløkts skyld skal svik lykkes i hans haand, og i sit hjerte skal han hovmode sig, og han skal ødelægge mange i deres tryghet; og imot fyrstenes fyrste skal han opstaa, og — uten menneskehaand skal han sønderbrytes». Dan. 8, 23-—25. At vi her staar overfor en forfølgende og gudsbespot­telig magt, fremgaar tydelig saavel av Daniels beskrivelse som av engelens forklaring. Denne passer i sandhet baade paa det hedenske og det pavelige Rom. Neppe var Kristus født, førend Herodes søkte at slaa ham ihjel, og senere hen søkte de hedenske keisere at utrydde kristendommen. Si­den fulgte de frygtelige forfølgelser under pavedømmets magt og vælde. Den «konge* som omtales i Dan. 8, 23, svarer nøiagtig til det «syndens menneske* eller den «fortabelsens søn», som Paulus beskriver i 2 tess. 2. kap. Den magt engelen her be­tegner ved «en konge med frækt aasyn og kyndig i rænker», skulde ødelægge de helliges folk, og ved list og svik skulde det lykkes dette overhode at «hovmode sig* «i sit hjerte*. Han skulde opstaa «imot fyrstenes fyrste* (kongenes konge), men sønderbrytes «uten menneskehaand*. Saaledes taler Herrens ord^om det «syndens menneske* som «staar imot og ophøier sig over alt som kaldes Gud eller helligdom, saa han sætter sig i Guds tempel og gir sig selv ut for at være Gud*. 2 tess. 2, 4. «Uten menneskehaand skal han sønderbrytes*; ti Herren skal fortære ham «med sin munds aande* og gjøre ham til intet «ved sin tilkom- melses aabenbarelse*. 2 tess. 2, 8. Den som har sat sig ind i den katolske kirkes læresætninger, vet meget vel at paven i enhver henseende svarer til den «konge* eller det over­hode som Gabriel beskriver i Dan. 8, 23—25, og som Pau­lus beskriver i 2 tess. 2, 3—8. Ingen forstod dette bedre end Martin Luther, som saaledes taler av erfaring naar han bl. a. sier: «Her tror vi fuldt og fast at pavestolen er den sande og skin­barlige antikrists stol, og vi mener at vi for vor sjælefreds skyld bør gjøre alt hvad vi kan, for at motstaa dens rænker og bedragerier. Jeg bekjender likefrem at jeg ikke skylder paven anden lydighet end den jeg skylder Antikristen.« — «Luthers reformatoriske Skriftert, side 210. Kun faa har talt saa sterke ord mot pavekirkens vild­farelser som Luther; men han kjendte ogsaa dette uvæsen tilbunds. Idet han henviser til pavens liv og levnet, skriver han: «Han [paven] liar nu saaledes fundet en forklaring hvorefter han i egen person kan lyve og bedrage, narre og gjække enhver, og alt sammen helt ublu og aabenlyst, og allikevel vil han være kristen- betens liode og lar den onde aand regjere sig med aabenbare løgner! Denne pavens egenraadighet og dette løgnagtige forbehold av- stedkommer nu et saadant ustyr i Rom, at ingen kan tale derom. Der er en kjøpen, sælgen, bytten, tusken, hurlumhei, løgn, bedrag, røven, stjælen, spektakel, horeri, kjæltringsstreker paa allehaande maater, guds­bespottelse, saa at det ikke er Antikristen mulig at regjere forargeligere. Venedig, Antwerpen, Kairo er slet ingen ting imot dette marked og kjøpmandskap i Rom, undtagen at der gaar det dog fornuftig og ærlig til, men her gaar det som Djævelen selv vil. Og fra dette hav strøm­mer nu lignende dyd ut i al verden.® — Samme, side 239, 240. Og videre: Dan. 8, 13. 14. Her gjengir Daniel samtalen mellem de to hellige an- gaaende «det bestandige offer» og «helligdommen». Sam talen dreier sig om tid. «Paa hvor lang tid gaar synet?» spørres det, og det svares: «Indtil to tusen og tre hundrede aftener og morgener; saa skal helligdommen komme til sin ret igjen.» I dr. Clarkes kommentar til Dan. 8, 14 læser vi: <«Indtil to tusen og tre hundrede dage.* Selv om der bokstavelig skulde staa: «To tusen og tre hundrede aftener og morgener,* saa tror jeg dog at der her, likesom paa andre steder hos denne profet, menes profetisk dag og maa betegne saa mange aar.» Synet om de 2300 aftener og morgener fører os ned til «vredens sidste tid», til «den for enden bestemte tid». Dan. 8, 19. Daniel hadde faat en utførlig forklaring om væderen, gjetebukken og det lille horn; men om de 2300 aftener og morgener fik han ingen forklaring utover at synet «sigter til en fjern fremtid». 26. vers. Hvorledes dette virket paa ham, sees bedst av det han selv sier: «Men jeg, Daniel, blev aldeles avmægtig, og jeg blev syk en tid; saa stod jeg op og utrettet kongens gjerning, og jeg var forfærdet over synet, og der var ingen som forstod det.» 27. vers. Det syn som forfærdet Daniel, maa ha været «synet om aftnene og morgenene», som engelen ikke for klarte; ti som allerede bemerket, hadde han faat en fyldestgjørende for­klaring over den øvrige del av synet i det 8. kap. «Der var ingen som forstod det» (synet), sier Daniel. Han ønsket at trænge tilbunds i de ting Herren viste ham. Han maatte ha klarhet angaaende «synet om morgenene og aftnene». Overbevist om at Gud vilde hjælpe ham, be­gyndte han at granske «bøkene» — den hellige skrift. Hans opmerksomhet henledes paa de 70 aar som skulde «gaa hen over Jerusalems ruiner», og han fandt at disse nærmet sig sin avslutning. Dan. 9, 2. Dette gav anledning til at han atter paa en særlig maate søkte Gud. Han sier: «Og jeg vendte mit ansigt til den Herre Gud for at søke bøn og ydmyge begjæringer i faste og sæk og aske.» 3. vers. De følgende 16 vers indeholder Daniels bøn, som vidner om ydmyghet, alvor og en sterk tillid til Gud. Daniel slutter: «Herre, hør dog! Herre, forlat dog! Herre, gi dog agt og gjør det, og bi ikke — for din skyld, min Gud! Ti din stad og dit folk er kaldt med dit navn.» 19. vers. Og Gud hørte hans bøn. Hør hvad han sier: «Da jeg endnu talte i bønnen, da kom manden Gabriel, som jeg før hadde set i synet, da jeg blev aldeles avmægtig, og rørte ved mig paa aftenofferets tid.» 21. vers. Daniel betoner at den mand som her aabenbarer sig for ham, er den samme som den der omtales i det 8. kap., nem­lig Gabriel. Idet Gabriel kommer hen til Daniel, sier han: «Nu er jeg utgaat for at lære dig at forstaa. I begyndelsen av dine bønner utgik et ord, og jeg, jeg er kommet for at kundgjøre dig det; ti du er saare elsket; saa agt nu paa ordet, og gi agt paa synet!» Dan. 9, 22. 23. Gabriel begynder hvor han i 8. kap. slap — med «synet om aftnene og morgenene». Dette er han nu kommet for at lære Daniel at forstaa. Dersom engelen ikke henviser til det syn, til hvilket henviser han da, naar han sier: «Gi agt paa synet» (Dan. 9, 23)! Daniel hadde jo ikke hat noget syn siden han hadde det som omtales i det 8. kap. Dér slutter Gabriel med «synet om aftnene og morgenene», og her begynder han med at henvise til «synet». Ingen uhil­det person kan læse det 8. og 9, kap. og komme til noget an­det resultat end at beretningen gjælder ett og samme syn — de 2300 aftener og morgener. De som hævder at det lille horn er Antiokus Epifanes, søker at gjøre gjældende at det var Antiokus som tok bort «det bestandige offer». At en saadan teori gaar stik imot Daniels saavelsom engelens ord, har jeg allerede paavist. Det jeg imidlertid her ønsker at lede Deres opmerksomhet hen paa, før jeg gaar over til Gabriels forklaring av de 2300 aftener og morgener, er den tid som kan være gaat hen mel­lem Gabriels to besøk hos Daniel, beskrevet henholdsvis i 8. og 9. kap. Her skal jeg henvise til hvad skolebestyrer Erik Arnesen paa dette punkt skriver i «Et Blik paa vor Tid» (her citert efter 2. utg.), side 269: «Synet i 8. kap. blev git Daniel i kong Belsasars tredje regjerings- aar, altsaa i 538 f. Kr., mens det som berettes i 9. kap., indtraf i kong Darius’ første aar. Det var længe en almindelig opfattelse at Belsa­sar var den samme konge som i historien kaldes Nabonadius. Nabo- nadius regjerte imidlertid i 17 aar, og hvis synet i Dan. 8 blev git i denne konges tredje aar, saa maatte der være gaat hen ca. 15 aar mel­lem de to besøk som Gabriel avla hos Daniel. Under saadanne for­hold kunde det visselig bli et spørsmaal om Gabriel nu gjenoptar netop det samme emne som lian slap for 15 aar siden, og enkelte har derfor villet hævde at det engelen talte om i 9. kap., ikke stod i nogen direkte forbindelse med synet i 8. kap. Hertil er blot at si at hvis engelen ikke ved dette sit andet besøk begynder hvor han blev avbrutt ved første besøk, og nu fuldender hvad han da maatte undlate, saa findes der ikke i hele den hellige skrift noget som kan gi os et fast og paalidelig utgangspunkt, hvorfra de 2300 aar skal regnes. Vi er da fuldstændig prisgit de mange forestillinger og den sky av formodninger og mot- stridende meninger som under saadanne forhold vil være den sikre følge. En saadan tanke er imidlertid paa forhaand umulig; ti saa blev profetien mørke istedenfor lys. Nyere arkæologiske forskninger har til visshet godtgjort at de to nævnte navn ikke betegner én og samme person, men at Nabonadius var Belsasars far1) og hadde gjort sin søn til medregent, saaledes at Belsasars tredje regjeringsaar. som var det aar Babylon blev indtat (under Nabonadius’ fraværelse), ogsaa biir det aar da Belsasar av Ba­bylon blev avløst av Darius av Medien. Belsasars tredje aar falder saaledes sammen med Darius’ første aar, nemlig 538 f. Kr. Men derav følger at der kun kan være hengaat en kort tid, kanske nogen faa uker eller høist nogen maaneder, mellem de to besøk som engelen avla hos Daniel.» Med de ord: «Saa agt nu paa ordet, og gi agt paa sy­net! » gaar Gabriel straks over til at forklare den interessante tidsregning vi her har foran os, og som fører os ned til «vre­dens sidste tid». Han sier: «Sytti uker er avmaalt over dit folk og over din hellige stad, til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgjerning og til at bringe en evig retfærdighet og til at besegle syn og profet og til at salve det allerhelligste. Og du skal vite og forstaa: Fra den tid ordet utgaar om at gjenoprette og om at ombygge Jerusalem, indtil en salvet, en fyrste, er der syv uker og to og seksti uker; det skal igjen bringes i stand og opbygges med gate og grav, men under tidenes trængsel.» Dan. 9, 24. 25. «Sytti uker er avmaalt over dit folk og over din hellige stad. . . .'> Uttrykket «avmaalt» viser yderligere at tolknin­gen gjælder de 2300 aftener og morgener. De «sytti uker» biir tat eller avmaalt fra de 2300 dage. De 70 uker er altsaa «avmaalt» eller, som det ogsaa læses, «avskaaret» fra de 2300 dage. De 70 uker betegner 490 profetiske dage eller 490 virkelige aar. De 2300 aftener og morgener betegner 2300 profetiske dage eller likesaa mange aar. Uttrykket «aften *) Man har fundet en inskription efter Nabonadius, hvori denne ta­ler om Belsasar som «min ældste søn, mit legems avkom». — Se «Re­cords of the Past*, ældre række, 2. bind, side 145—148. og morgen» betegner en dag. 1 mos. 1. kap.: «Og der blev aften og der blev morgen, første dag» o.s.v. Se 5. 8. 13. 19. 23. 31. vers. — Angaaende de 70 uker læser vi i Kalkars oversættelse med anmerkninger: «Ved uker betegnes her ikke uker av dage, men av aar, saa at de 70 uker utgjør et tidsrum av 490 aar. At disse 70 uker i det føl­gende omtales som delt i 7 og 62 og 1 uke, likesom tidsangivelsen i 7. kap. 25. vers, svarer til fremstillingens høitidelige form.» Dr. Clarkes kommentar til Dan. 9, 24 lyder saaledes: ««Sytti uker er avmaalt«. Jøderne hadde sabbatsaar (3 mos. 25, 8), hvorved deres aar blev inddelt i aars-uker likesom i denne vigtige pro­feti, hver uke bestaaende av syv aar. De 70 uker som her omtales, ut­gjør saaledes 490 aar.» De 490 aar blev delt i tre dele: 7 uker (49 aar), 62 uker (434 aar) og 1 uke (7 aar). I dette tidsrum skulde efter en­gelens forklaring følgende vigtige begivenheter finde sted: 1) Jerusalem skulde gjenopbygges, 2) «en salvet» eller «en fyrste» skulde staa frem for at «befæste pakten for de mange» og 3) «slagtoffer og matoffer» skulde «ophøre». Spørsmaalet biir da: Naar begynder de 70 uker eller de 490 aar? Engelen svarer: «Og du skal vite og forstaa: Fra den tid ordet utgaar om at gjenoprette og om at ombygge Jerusalem, indtil en salvet, en fyrste, er der syv uker og to og seksti uker.» Dan. 9, 25. I Lindbergs oversættelse (Kjø- benhavn) gjengives dette vers saaledes: «Og du maa vite og forstaa, at fra den tid befaling utgaar om at føre tilbake og bygge Jerusalem, indtil fyrsten Messias, er der 7 uker og 62 uker.» Altsaa 483 aar. Den salvede som der henvises til i det 25. vers, er, som Lindberg ogsaa oversætter det, Messias. Den samme for­klaring er vedføiet i den norske oversættelse. Gabriel be­stemmer saaledes ikke alene utgangspunktet for de 490 aar, men gir os bestemte holdepunkter, forat vi kan ha noget bestemt at rette os efter. Hvad utgangspunktet angaar, da Artaxerxes lar Jøderne reise til- bake for at gjenopbygge Jerusa­lem, aar 457 f. Kr. „Fra den tid, ordet utgaar om at gjen- oprette og om at ombygge Jerusalem, indtil en salvet, en fyrste, er der syv uker og to og seksti uker.“ Dan. 9, 25. skal vi regne «fra den tid ordet utgaar om at gjenoprette og om at ombygge Jerusalem». Der utgik tre befalinger om jø­dernes tilbakevenden fra det babyloniske fangenskap. Disse blev utstedt henholdsvis av Kyrus, Darius og Artaxerxes i aarene 536, 519 og 457 f. Kr. Esras 1. 6. og 7. kap. Kyrus befalte «at bygge Herrens hus» — tempelet — og Darius stadfæstet denne befaling. Esras 1, 2. 3. 5.; 5, 3. 8—17; 6,3—15. Men ifølge Gabriels forklaring skal de 70 uker regnes «fra den tid ordet utgaar om at gjenoprette og om at ombygge Jerusalem». Kyrus’ og Darius’ paabud op­fylder altsaa ikke helt profetiens ord; det gjør derimot Ar­taxerxes’ befaling (Esras 7. kap.), som ikke alene tar sigte paa tempelets gjenopbyggelse, men ogsaa paa at gi Jerusalem et ordnet statsstyre. Esras faar av Artaxerxes fuldmagt til at paalægge folket «skat» og ta «told» og til at beskikke «dommere og lovkyndige til at dømme alt folket» (Esras 7, 24. 25), og senere hen faar Nehemias, som Artaxerxes ind­sætter «til at være deres [Israels] statholder i Judas land» (Neh. 5, 14), tilladelse til at reise op og gjenopbygge Jerusa­lem. Neh. 1. og 2. kap. Vi maa derfor vælge aaret 457 f. Kr. som utgangspunkt for de 70 uker. Gabriel deler de 70 uker i 7, 62 og 1 uke. De syv uker (49 aar) skulde medgaa til Jerusalems gjenreisning, og siden skulde der hengaa 62 uker (434 aar) til Kristi daab, ved hvilken leilighet han blev salvet «med den Helligaand og kraft». Ifølge Luk. 3, 21—23 var Jesus ca. 30 aar gammel, da han blev døpt — i aaret 27 ef. Kr. Som bekjendt begynder den kristelige tidsregning først fra et tidspunkt som ligger nogen faa aar paa denne side Jesu fødselsaar. Jesus er i virkeligheten født 3—4 aar tidli­gere end angit i vor tidsregning. Men dette indvirker selv­følgelig ikke paa den profetiske tidsregning. Resultatet maa nødvendigvis bli det samme, hvad enten vi tar de 3—4 aar paa denne eller hin side av Kristi fødselsaar, blot vi ikke tar dem med to ganger, som vi altsaa ikke gjør. cq 0 Q 1 cq Q Den tykke strek betegner den hele periode paa 2300 dage eller aar, den længste profetiske tidsperiode i Bibelen. Fra aar 457 f. Kr., da befalingen utgik om at gjenoprette og ombygge Jerusalem (Esras 7, 11—26; Dan. 9, 25), biir 7 uker avmaalt som det tidsrum det tok at utføre nævnte gjenoprettelsesverk. Disse 7 uker er imidlertid en del av de 69 uker (483 aar) som skulde naa ned til Messias, den salvede. Kristus blev salvet ved sin daab i aaret 27 ef. Kr. Matt. 3, 13—17; Ap. gj. 10,38. I midten av den 70. uke (aar 31) blev Kristus korsfæstet eller utryddet, og da var det at slagtoffer og mat­offer i den jordiske helligdom ophørte. Dan. 9, 26. 27. De resterende 3V2 aar av denne uke fører os ned til aar 34 ef. Kr., da Stcfanus blev stenet, og den store forfølgelse mot menigheten i Jerusalem begyndte. Ap. gj. 7, 59; 8, 1. Dette var av- slutningen av de 70 uker som var avmaalt til jødefolket. Men de 70 uker utgjør en del av de 2300 dage; og eftersom disse 70 uker naar til aar 34 ef. Kr., saa maa de resterende 1810 aar av den hele tidsperiode paa 2300 aar naa til aaret 1844, da domsverket eller renselsen i den himmelske helligdom skulde ta sin begyndelse. Aab. 14, 6. 7. Netop paa dette tidspunkt begyndte man at faa særskilt lys angaaende helligdommen og Kristi midlergjeming eller yppersteprestlige tjeneste i samme. Denne lange profetiske tidsperiode fastslaar saaledes tidspunktet for fire vigtige begivenheter: 1) Kristi første komme, 2) korsfæstelsen, 3) forkastelsen av jødefolket som en nation, og 4) domsverkets begyndelse. De 7 + 62 uker eller 483 aar fører os saaledes ned til netop det aar (27) da Kristus blev døpt. Al tvil om hvorvidt vi bør benytte aar 457 f. Kr. som utgangspunkt for de 490 aar er, som vi ser, fjernet. Saa kommer vi til den sidste uke av de 70. Om denne sier Gabriel: «Og én uke skal befæste pakten for de mange: og midten av uken skal bringe slagtoffer og matoffer til at ophøre. ...» Dan. 9, 27. Ogsaa her merker man profetiens nøiagtighet; Kristi virksomhet strækker sig netop over 372 aar, eller V2 uke profetisk tid. I den tid befæstet han «pakten» — den nye pakt — «for de mange», og 31/2 aar efterat han var blit døpt, naglet han skyggeloven til korset. «Og se, for­hænget i tempelet revnet i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skalv, og klippene revnet.» Matt. 27,51. Han bragte «slagtoffer og matoffer til at ophøre». 3V2 aar lagt til aar 27 fører os ned til aar 3072, det aar da Jesus blev korsfæstet. Lægger man saa 372 — den anden halve uke som er tilbake av de 70 uker, som engelen sier er «avmaalt» eller bestemt for Daniels folk (jøderne som en nation) — til 3072, faar vi 34. Det vil altsaa si at de 70 uker eller 490 aar fører os ned til aar 34 ef. Kr. Fra den tid skulde evangeliet forkyndes for hedningene. I aaret 34 ef. Kr. blev Stefanus stenet, og kort tid derefter valgte Herren Paulus til hedningenes apostel. Ap. gj. 9, 15. Senere sier Paulus og Barnabas til jøderne: «Det var nødvendig at Guds ord blev talt først til eder; men eftersom I støter det fra eder og ikke agter eder værdige til det evige liv, se, saa vender vi os til hedningene.» Ap. gj. 13, 46. Som allerede omtalt er de 490 aar «avmaalt» fra de 2300 aar, og trækker vi 490 fra 2300, biir der 1810 tilbake, og da de 490 aar sluttet i aar 34 ef. Kr., har man blot at lægge 1810 til 34 for at finde avslutningen paa de 2300 aar. 1810+34 gir 1844. Med andre ord, de 2300 aar fører os ned til aar 1844 ef. Kr. — til «endens tid» og «vredens sidste tid». Uttrykket «vredens sidste tid» er visselig betegnende for vor tid. Vi kommer nu tilbake til engelens ord i vor tekst: «Og han sa til mig: Indtil to tusen og tre hundrede aftener og morgener; saa skal helligdommen komme til sin ret igjen.* Det revnede forhæng. TOg se. forhænget i tempelet revnet i to slukker fra øverst til nederstMatt. 27. 51. Dan. 8, 14. Den helligdom engelen her henviser til, kan ikke være den jordiske helligdom med det gamle offersystem, som blev avskaffet ved korset aar 31. Det maa være den helligdom som den jordiske var et forbillede paa. Dette skal jeg nu kortelig paavise. Fordum befatte Gud Moses at bygge en helligdom. 2 mos. 25, 8. Men denne var kun en efterligning av den him­melske helligdom. Nogen faa skriftsteder vil stadfæste dette: Vi læser: «Men en hovedsak ved det som her siges, er dette: Vi har en saadan yppersteprest som satte sig ved høire side av majestætens trone i himlene, med prestelig tjeneste i helligdommen, det sande tabernakel, som Herren har reist, og ikke et menneske. Ti hver yppersteprest indsættes jo til at frembære baade gaver og slagtoffere, hvorfor det er nød­vendig at og denne har noget at frembære. Var han nu alt- saa paa jorden, da var han ikke engang prest, da der er de som efter loven bærer frem gavene, nemlig de som tjener ved et avbillede og en skygge av det himmelske, efter den forskrift som Moses fik da han skulde gjøre tabernakelet: Se til, sier han nemlig, at du gjør alt efter det billede som blev vist dig paa berget.» Heb. 8, 1— 5. Herav sees det tydelig at der er en helligdom i himme­len, hvor Kristus nu gjør tjeneste som yppersteprest; og her foregaar «den stadige tjeneste», som pavedømmet har søkt at ta bort. I den jordiske helligdom kunde Kristus, som hørte til Juda stamme, derimot ikke være prest eller yp­persteprest, ti ifølge skyggeloven skulde prestene nedstamme fra Arons hus —^ Levi stamme. I Heb. 9. kap. skildrer den inspirerte forfatter forholdet mellem den jordiske og den himmelske helligdom. «Nu hadde vel ogsaa den første pakt sine forskrifter for guds­tjenesten og sin jordiske helligdom.* 1. vers. Han beskriver baade tabernakelet og de hellige redskaper, likesom han paa­viser forskjellen mellem de to avdelinger, det hellige og det allerhelligste. Under tjenesten i den jordiske helligdom var veien til den himmelske spærret. En gang om aaret ofret ypperstepresten i det allerhelligste «for sig selv og for folkets forseelser, idet den Helligaand herved gir dette tilkjende, at veien til helligdommen endnu ikke er aabenbaret saa længe det forreste telt endnu staar, ti dette er et billede indtil den nuværende tid. . . . Men da Kristus kom som yppersteprest for de tilkommende goder, gik han gjennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det er: som ikke er av denne skabning, og ikke med blod av bukker og kalver, men med sit eget blod, én gang ind i helligdommen, og fandt en evig forløsning.» 7.—12. vers. Den jordiske helligdom (tjenesten indbefattet) var altsaa et forbillede av den himmelske. Der er dog den store for- skjel, at mens tjenesten i den jordiske helligdom var ufuld­kommen, er tjenesten i den himmelske helligdom fuldkom­men. Det eneste fuldkomne i den jordiske helligdom var de ti bud, som laa i arken i det allerhelligste. 5 mos. 10,5; Sal. 19, 8 Johannes saa Kristus «imellem lysestakene» (Aab. 1, 12.13); han saa ogsaa røkelsesalteret og guldrøkelsekar- rene. Aab. 8, 3. 4. Sluttelig saa han paktens ark. «0g Guds tempel i himmelen blev aapnet, og hans pakts ark blev set i hans tempel. ...» Aab. 11, 19. Der kan ikke være tvil om hvilken helligdom engelen henviser til i Dan. 8, 14. Det maa være den hvori Jesus nu tjener som yppersteprest — altsaa den himmelske. Denne helligdom skulde «komme til sin ret igjen» ved slutningen av de 2300 aar — i 1844. Uttrykket «komme til sin ret igjen» læses i nogen bibeloversættelser, som f. eks. Kalkars og Lindbergs, «retfærdiggjøres». I den engelske og den franske oversættelse staar der «renses» — be cleansed; sera purifé. Dan. 8, 14. Gaar man tilbake til forbilledet — tjenesten i den jor­diske helligdom — faar man straks øie paa noget som i en­hver henseende svarer til det som ifølge Gabriels ord nu finder sted i himmelen. Mens prestene daglig forrettet tje­neste i den første avdeling, som kaldtes det hellige, fandt tjenesten i det allerhelligste kun sted én gang om aaret — paa den store forsoningsdag. Den kaldtes saaledes fordi ypperstepresten den dag skulde «gjøre forlikelse for hellig­dommen og rense den for Israels barns besmittelser og for deres overtrædelser i alle deres synder*. 3 mos. 16, 15. 16. Paa den store forsoningsdag, som altid faldt «i den syvende maaned, paa den tiende dag i maaneden*, skulde den jordi­ske helligdom «renses», «retfærdiggjøres», «komme til sin ret igjen». Dette skedde derved at ypperstepresten tok av offer­dyrets blod og stænket det over og foran naadestolen, som stod «ovenpaa arken». Billedlig talt var folkets synder daglig blit ført ind i helligdommen ved offerdyrets blod; men i virkeligheten eks­isterte de jo ikke i helligdommen, og desuten kunde disse ofre slet ikke ta bort synden. «Ti det er umulig at blod av okser og bukker kan bortta synder.» Heb. 10,4. Det hele var kun en skygge og et forbillede av den sande helligdom i himmelen. Heb. 8,5; 9,9.10. Utført i tro paa Kristus hadde det sin store betydning, idet det pekte hen til Kri­stus — det «Guds lam, som bærer verdens synd*. Joh. 1, 29. Kristus er jo «vort paaskelam». 1 kor. 5, 7. Likesom folkets synder billedlig ved offerdyrets blod blev ført ind i den jordiske helligdom, saaledes føres ogsaa vore synder i den nye pakt ved Jesu blod ind i den himmel­ske helligdom. Vore bønner stiger op for naadens trone, og vore handlinger biir optegnet i bøkene. Aab. 5, 8; 8, 3. 4: Mal. 3, 16; Aab. 20, 12. Profeten sier at «der blev skrevet for hans aasyn en ihukommelsesbok for dem som frygter Herren og tænker paa hans navn*, og Johannes henviser til «livets bok» saavelsom til «bøkene». Den store forsoningsdag i den gamle pakt møter saa­ledes motbilledet i den nye derved at Jesus som den fuld­komne yppersteprest i den fuldkomne tjeneste i den fuld­ komne helligdom én gang ved «endens tid» bortskaffer alle de synder som gjennem syndserkjendelse er blit ført ind i den himmelske helligdom. De jordiske prester maatte ofre daglig og aarlig, men det gjør Kristus ikke; «ti dette gjorde han én gang for alle da han ofret sig selv». Heb. 7, 27. Av den samme grund skal den himmelske hel­ligdom kun renses én gang, men ved bedre ofre. «Det er altsaa nødvendig at avbilledene av de himmelske ting biir renset ved dette [offerdyrenes blod], men de himmelske ting selv ved bedre ofre end disse.» Heb. 9, 23. Under den gamle husholdning var den store forsonings- dag en høitidelig dag i Israel. Og selv om syndene allerede var blit dem forlatt (3 mos. 4, 20; 5, 16), skulde de dog paa denne dag fjernes fra helligdommen. Vi læser: «Ti den er en forlikelsesdag til at gjøre forlikelse for eder for Herrens,, eders Guds, aasyn. Ti enhver som ikke ydmyger sig paa denne dag, skal utryddes av sit folk.» 3 mos. 23, 28. 29. I saa henseende var det en avgjørelsens dag for Israel. De som i aarets løp var døde, fik selvfølgelig sine synders renselse* forsaavidt de i sit liv hadde staat i et levende samfund med Gud; men helligdommen blev den dag renset «for Israels barns besmittelser og for deres overtrædelser i alle deres synder». 3 mos. 16, 16. Den iblandt de levende som ikke paa den dag ydmyget sig, skulde «utryddes av sit folk». Det var en prøve eller en undersøkende dom som paa denne dag blev foretat indenfor Israel, og noget lignende skal ifølge Gabriels ord til Daniel finde sted ved slutningen av de 2300 aar. I et tidligere foredrag (se side 134) har jeg allerede paavist at en dom av den her omtalte art nødvendigvis maa gaa forut for Kristi gjenkomst. Angaaende «vredens sidste tid» bemerker Johannes: «Og hedningene er blit vrede, og din vrede er kommet, og den tid da de døde skal dømmes, og da du skal lønne dine tje­nere profetene og de hellige og dem som frygter dit navn,, de smaa og de store, og da du skal ødelægge dem som øde­ lægger jorden. Og Guds tempel i himmelen blev aapnet, og hans pakts ark blev set i hans tempel, og der kom lyn og røster og tordener og jordskjælv og svær hagl.» Aab. 11, 18. 19. Ifølge dette vil vor opmerksomhet bli henledet paa tempelet i himmelen og «paktens ark» like før de syv sidste plager bryter løs. Som vi har set, har den katolske kirke forandret de ti bud og indført søndagen som hviledag istedenfor Herrens sabbat, den syvende dag, og hele kristenheten har fulgt i dette spor. Men ved slutningen av de 2300 aar (1844) skal »helligdommen komme til sin ret igjen». Da faar den le­vende menighet øie paa den himmelske helligdom og paa paktens ark. I denne ligger originalen til de ti bud Herren forkyndte med sin egen røst, og som han skrev med sin egen finger. Det er denne lov pavedømmet har søkt at forandre, som nu atter kommer tilsyne, førend avslutningsverket i himmelen finder sted. Samtidig lar Herren et særlig bud­skap utgaa til alle folk. «Frygt Gud og gi ham ære! ti timen for hans dom er kommet» — (ikke «skal komme»). Aab. 14, 6. 7. Siden 1844 har den store og høitidelige handling, av hvilken den store forsoningsdag var et forbillede, gaat for sig i himmelen. Hvilken alvorsfuld tanke! Omkring 1844 begyndte endel oprigtige kristne at gran­ske den himmelske helligdom. Samme aar — i mars maaned — begyndte ca. 40 personer at holde Herrens sabbat isteden­for søndagen. Her har vi oprindelsen til det samfund som nu er kjendt under navnet «Syvende-Dags Adventister«. De kaldes adventister fordi de tror paa Kristi snare gjenkomst, og Syvende-Dags Adventister fordi de helligholder Herrens sabbat, den syvende dag. Svvende-Dags Adventistene findes nu i alle land og i alle verdensdele og utfører en omfattende virksomhet, ikke mindst i de hedenske land. Det budskap de forkynder, er bygget paa det profetiske ord, likesom døpe- ren Johannes’ budskap var det for ca. 1900 aar siden. De er her i kraft av de guddommelige forutsigelser* og fordi Gud har kaldt dem til at forkynde et særlig budskap. Men iikesom menneskene fordum forkastet det budskap Noah forkyndte, saaledes vil mennekene paa vor tid ringeagte og forkaste dette budskap. Matt. 24, 37. 39. Om det folk som forkynder det trefoldige budskap, staar der: «Her er de helliges taalmodighet, de som holder Guds bud og Jesu tro.» Aab. 14, 12. Kan dette siges om os? Har vi «de helliges taalmodighet», og elsker vi «Guds bud»? Har vi «Jesu tro»? Den underfulde profeti vi her har betragtet, gaar i op­fyldelse like for vore øine. Helligdommen har faat sin ret igjen, og Herrens «pakts ark» er kommet «tilsyne i hans tempel». 1 dette tempel tjener Jesus som vor yppersteprest, og hvis vi ydmyger os og vandrer i det lys han lar skinne paa vor vei, vil han rense os fra al synd og samle os med sine utvalgte. «Den som seirer, han skal saaledes klædes i hvite klær, og jeg vil ikke utslette hans navn av livets bok, og jeg vil kjendes ved hans navn for min fader og for hans engler.* Aab. 3, 5. ELIAS OG HERRENS DAG. EN SAMMENLIGNING MELLEM ELIAS’ TID OG VOR. SE, JEG sender eder Elias, profeten, førend Herrens dag kommer, den store og forfærdelige; og han skal vende fædrenes hjerte til barnene, og barnenes hjerte til deres fædre, forat jeg ikke skal komme og slaa landet med ban.» Mal. 4, 5. 6. «Den store og forfærdelige» dag som profeten her viser hen til, beskrives allerede i begyndelsen av dette kapitel. Vi læser: «Ti se, dagen kommer, brændende som en ovn; da skal alle hovmodige, og hver den som øver ugudelighet, være halm, og dagen som kommer, skal sætte dem i brand, sier Herren, hærskarenes Gud, saa den ikke levner dem rot eller gren.» 1. vers. Her staar vi altsaa overfor den sidste og en­delige straf over de ugudelige. Elias. Profeten Elias for levende til himmelen. 2 kong. 2, 11. Forsaavidt kunde han jo vende tilbake naarsomhelst det be­haget Herren. Og selv om han var død, kunde Herren op- reise ham; «ti for Gud er ingen ting umulig». En grundigere undersøkelse viser imidlertid at uttrykket Heb. 11,8. Tro og lydighet er uadskillelige. En levende tro paa Gud og Kristus medfører altid lydighet mot Guds bud. Av den grund gjorde Elias, som vi har set i det sidste foredrag, alle sine gjerninger efter Herrens ord. 1 kong. 18, 36. Ved tro seiret alle de gamle troeshelter, og ved troen maa og skal ogsaa vi seire. Uten at tøve et øieblik adlød Abraham Herren og reiste, skjønt han ikke visste «hvorhen han kom». Paa Guds be­faling og i tillid til Herrens løfte forlot han sit land og sin slegt og begav sig avsted paa veien, overbevist om at Gud vilde lede og sørge for ham. Han adlød Herrens ord: «Dra ut fra dit land og fra din slegt, og gaa til det land som jeg vil vise dig.» Ap. gj. 7, 3. Abraham var 75 aar og hans hustru Sara 65 aar da Herren gav ham løftet at han skulde bli mange folks far. Menneskelig set kunde dette løfte ikke faa en bokstavelig opfyldelse. Men det forandret ikke saken. Abraham «drog ut for at reise til Kana’ans land, og . . . drog igjennem landet til stedet Sikem, til Mores terebintelund; og kana- niterne var da i landet. Og Herren aabenbarte sig for Abram og sa: Dit avkom vil jeg gi dette land. Og han bygget der et alter for Herren, som hadde aabenbart sig for ham». 1 mos. 12,5—7. Siden reiste han sydpaa, og da «der blev en hunger i landet», reiste han «ned til Ægypten for at opholde sig der; ti hungeren var svar i landet*. 1 mos. 12, 9. 10. Abrahams tro blev saaledes straks sat paa en temmelig haard prøve. I tillid til Herrens løfte reiser han og hustru fra slegt og venner og kommer til Kana’an; men saa kom­mer der hungersnød, og de ser sig nødsaget til at reise til Ægypten. Og nu med hensyn til arvingen? Skulde Herrens løfte i saa henseende forstaaes bokstavelig? Skulde Sara føde ham en søn? Eller skulde løftet opfyldes gjennem hans trofaste tjener «Elieser fra Damaskus*? Det synes som om disse ting har beskjæftiget Abrahams tanker; ti da Herren i et følgende syn sa til ham: «Frygt ikke, Abram! Jeg er dit skjold; din løn skal være meget stor» (1 mos. 15, 1), kom han frem med det som besværet ham. «Og Abram sa: Herre, Herre, hvad vil du gi mig? Jeg vandrer.jo hen barnløs, og den som skal ta mit hus i eie, er Elieser fra Damaskus. Og Abram sa fremdeles: Se, mig har du ikke git noget avkom, og se, den tjener som er født i mit hus, skal arve mig.» 2. og 3. vers. Som om Abraham vilde si: «Du har for lang tid siden lovet at jeg skulde bli et stort folk. Har jeg misforstaaet dig? Skal løftet ikke forstaaes bokstavelig? Gjælder forjættelsen min tro tjener Elieser?» «Og se, Herrens ord kom til ham saaledes: Denne skal ikke arve dig.» Derpaa beder Herren Abraham om at tælle stjernene, og for yderligere at stadfæste det løfte han gav ham første gang, sier han: «Saa skal dit avkom vorde.» 4. og 5. vers. Men Abraham forblir stadig uten avkom. Hans tro har endnu ikke bestaat sin prøve. Først tolket han løftet paa «Elieser*, og som det fremgaar av det 16. kap., kom han saa i samraad med Sara til det resultat at løftet skulde opfyldes igjennem Hagar. Dette var Abrahams egen gjer- ning, der som bekjendt førte til trældom. Hver gang vi gjør noget som Herren ikke har befalt, vil det altid, selv om det gjøres i den allerbedste mening, føre til trældom. Forholdet mellem Abraham og Hagar var ikke efter Herrens vilje og bidrog heller ikke til andet end at skape strid og splid i det forhen saa lykkelige hjem. Gud er imid­lertid naadig og tar sig av sine — selv de mest ulykkelig stillede. Saaledes gik det ogsaa her. Han tok sig av Hagar. «Herrens engel fandt hende ved vandkilden i ørkenen . . . og han sa: Hagar, Sarais trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor gaar du hen? Og hun sa: Jeg flyr fra min frue Sarais aasyn. Da sa Herrens engel til hende: Gaa tilbake til din frue og ydmyg dig under hendes haand!» 1 mos. 16, 7—9. Istedenfor at vente paa Herren tok Abraham og Sara saken i sin egen haand, og selv om de gjorde det i den tro at de opfyldte Herrens løfte, var og forblev det kun deres egne gjerninger. Gjennem de besværligheter de som en følge av deres indgripen i Herrens verk maatte lide, skulde de lære at utvikle en sterk og levende tro paa Herrens ord og løfter. Den maate engelen tiltaler Hagar paa, viser ogsaa tydelig at Herren ikke billiget Abrahams og Saras handle- maate. Det var Sara som gav Abraham Hagar til medhustru. I dette stykke adlød Abraham ikke Herrens, men «Sarais røst». 1 mos. 16, 2. Som yderligere bevis herfor tjener at Herrens engel ikke tiltaler Hagar som Abrahams hustru, men som «Sarais trælkvinde». 8. vers. I den tid som var gaat hen siden Gud først gav løftet om en søn, lærte Abraham at sætte sin lid til Gud isteden­for at stole paa sin egen visdom. Siden han «lød Sarais røst» istedenfor Herrens, hadde han gjort mange bitre erfa­ringer. At han i den tid har søkt Gud inderlig om hjælp, fremgaar tydelig av Herrens ord i 1 mos. 17, 1: «Jeg er Gud, den almægtige; vandre for mit aasyn, og vær ustraf- felig!» Abraham var da 99 aar gammel. Han var 86 aar da Ismael blev født. 1 mos. 16, 16. Uttrykkene: «Jeg er Gud, den almægtige», og «vandre for mit aasyn og vær ustraffelig», tilkjendegir at Herren paa en særlig maate vilde indprente i Abrahams sind nødven- digheten av at tro Gud. Hittil hadde han søkt at gjøre noget selv istedenfor at holde sig til Herrens ord. Og dog var det hele tiden hans høieste ønske at følge Herren i alle ting. Efterat Gud har mindet Abraham om hvem han er,_ og hvad han formaar, og vist ham fuldkommenhetens vei, gjør han en pakt med ham og forandrer hans navn fra «Abram» til «Abraham». Herren forandrer ogsaa. «Sarai»^ navn til «Sara», og bebuder Isaks fødsel. «0g Abraham kaldte sin søns navn som var ham født, som Sara hadde født ham, Isak. . . . Og Abraham var hun­drede aar gammel da hans søn Isak blev født.» 1 mos. 21,. 3—5. Isaks fødsel er et smukt sindbillede paa den nye fød­sel, som kun kan ske ved Guds løftes kraft. Av den grund er alle Guds barn i Kristus ogsaa «løftets barn, likesom Isak». Gal. 4, 28. Isak var den almægtiges gjeming, Ismael derimot Abrahams egen. Overholdelsen av et hvilketsomhelst men­neskebud kan aldrig bli andet end ens egne gjerninger,. hvorimot overholdelsen av Herrens bud er Herrens verk. Glæden over Isaks fødsel maa ha været ubeskrivelig stor. Og som sønnen vokste op, maa denne glæde ha tiltat. I ham saa Abraham og Sara ifølge løftet et stort folk, og som. dagene gik, blev Isak kjærere og kjærere for dem, likesom, ogsaa deres forhaabninger om hans fremtid stadig blev lysere. Troens prøve. «Og det skedde efter disse begivenheter at Gud fristet Abraham; og han sa til ham: Abraham! Og han sa: Se, her er jeg. Og han sa: Ta din søn, din eneste, som du elsker* Isak, og gaa til Morias land og ofre ham der til et brændoffer^ paa et av bergene som jeg vil si dig!» 1 mos. 22, 1. 2. I Kalkars oversættelse staar det: «Men efter disse begiven- heter skedde det at Gud prøvede Abraham,» og ifølge Lind- bergs: «Siden efter satte Gud Abraham paa prøve.» Det er hvad ordet «friste» i vor oversættelse her betyder. Gud frister ikke for at lede os til at synde, men han prøver os for at styrke og lutre vor tro. Likesom vore fysiske kræfter tar til i styrke gjennem øvelse, saaledes utvikles og lutres ogsaa vore aandelige evner gjennem prøvelser. Se Rom. 5, 3—5: Jak. 1,2—4.. Det ædle metal lægges i smeltediglen for at prøves. Paa lignende maåte forholder det sig med vor tro. Herom skri­ver apostelen: «I, som ved Guds kraft bevogtes ved tro til en frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste tid, i hvilken I skal fryde eder, om I end nu en liten stund, hvis saa skal være, bedrøves i mange haande prøvelser, for at eders prøvede tro, som er meget dyrebarere end det forgjæn- gelige guld, der dog prøves ved ild, maa findes til ros og herlighet og ære i Jesu Kristi aabenbarelse.» 1 Pet. 1,5—7 (rev. dansk overs.). Gud prøver os ikke ut over det vi kan bære. «Eder er ingen fristelse paakommet som mennesker ikke kan bære; og Gud er trofast, som ikke skal la eder fristes over evne, men gjøre baade fristelsen og dens utgang saa I kan taale den.» 1 kor. 10, 13. Abrahams tro maatte prøves. Da Abraham fremstillet sin tjener Elieser som den i hvem løftet skulde opfyldes, la han derved aapent for dagen at hans tro endnu ikke hadde bestaat sin prøve. Det samme gjælder da han adlød Saras røst. Denne gang er prøvelsen endnu haardere; ti her gjæl­der det hans søns liv. Saasnart han hører Herrens røst, svarer han: «Se, her er jeg.» Uten tøven lyder han Herrens befaling. Han raadfører sig ikke med noget menneske, ikke engang med sin hustru. Han venter heller ikke for at se tiden an i haab om at bli fritat for det kors Herren har lagt paa ham. Han er fast bestemt paa at lyde Gud. «Saa stod Abraham aarie op om morgenen og sadlet sit asen og tok to av sine drenger med sig og Isak, sin søn; og kløvet ved til brændoffer og gjorde sig rede, og gik til det sted Gud hadde sagt ham.» 1 mos. 22,3. Taus drar han avsted, ledsaget av sin elskede søn og sine to drenger. En vældig kamp foregaar i hans hjerte. Om kort tid skal han ofre sin søn. Hvilken prøvelse! Mon Abraham kan holde det ut? Hvorfor skal han ta sønnens liv, og i fald han gjør det, omstyrter han saa ikke Herrens løfte om at hans avkom gjennem Isak skulde bli mangfoldig? Hvorfor vil han dog ta Guds ord saa bokstave- lig istedenfor at tolke det aandelig? Var det ikke hans pligt at raadføre sig med Sara, og i det mindste gi hende anled­ning til at ta avsked med sønnen? Hvad vil hun si naar han kommer hjem uten Isak? Hvorfor har han slikt hast- verk? Disse og lignende tanker har fristeren sikkert hvi­sket i Abrahams ører. Men de troendes far lar sig ikke rokke. «Paa den tredje dag opløftet Abraham sine øine og saa stedet langt borte. Da sa Abraham til sine drenger: Bli I lær med asenet! Og jeg og drengen vil gaa derhen, og vi vil tilbede og komme til eder igjen.» 4. og 5. vers. Abraham fik rikelig tid til at betænke sig og vende tilbake hvis han ønsket det. Ikke noget maatte ske i overilelse eller paa grund av ydre paavirkning. Først den tredje dag viser Her­ren ham berget. Ankommet til berget overlater Abraham asenet til dren­gene med den bemerkning at han og Isak kommer tilbake naar de har været henne at tilbede. Derpaa lægger han veden paa sønnens skulder og tar selv «ilden og kniven i sin haand», og de følges ad. Underveis spør Isak sin far: «Hvor er lammet til brændoffer?» 7. vers. Som en spids kniv maa dette spørsmaal ha gjennem- boret faderens allerede i forveien blødende hjerte. Men Abraham gir ikke sine følelser luft. Henvendt til sønnen svarer han: «Gud skal selv utse sig lammet til brændoffer, min søn!» 8. vers. Da de kom til det sted Herren hadde vist Abraham, bygget han et alter. Det forfærdelige øieblik var kommet; Abraham lægger Isak paa alteret og griper «kniven for at slagte sin søn». 10. vers. Abraham har bestaat prøven. Netop som har tar kni­ven for at støte den i sin søns hjerte, biir hans haand stanset. «Da ropte Herrens engel til ham fra himmelen og sa: Abra­ham, Abraham! Og han sa: Se, her er jeg. Og han sa: Læg ikke din haand paa drengen, og gjør ham ikke noget! Ti nu vet jeg at du frygter Gud og ikke har spart din søn, din eneste, for mig.» 11. og 12. vers. Troen seiret, og Abraham fik sin søn tilbake, men paa en anden maate end han hadde ventet. Denne gang hadde han adlydt Herrens ord uten at tolke det. Han trodde fuldt og fast saavel paa løftet om at Isaks avkom skulde bli et stort folk, som pa^ befalingen om at ofre ham. Han visste at Gud i begge tilfælder mente hvad han sa. At han ikke forstod det, eller at han ikke kunde faa de to ting til at harmonere, influerte ikke paa ham. I de tre dage som gik forut for selve handlingen, hadde Abraham i grunden ofret sin søn. Sikker paa at Herren nok skulde opfylde sit løfte, selv om det skulde ske igjennem en opstandelse, grep han «kniven for at slagte sin søn». «Ved tro ofret Abraham Isak dengang han blev fristet [prøvet]; ja sin enbaarne ofret han ... ti han tænkte at Gud er mægtig endog at opvække fra de døde, og derfra fik han ham og likesom tilbake.» Heb. 11, 17—19. Abraham har efterlatt os et lysende eksempel paa hvad en levende tro formaar, og hvorledes vi skal ta «enhver tanke til fange under lydigheten mot Kristus». 2 kor. 10,5. Som hans tro blev prøvet, skal vor tro prøves, og som han blev retfærdiggjort ved troen, skal ogsaa vi retfærdiggjøres ved troen. Av den grund er det særlig interessant at lægge merke til naar og hvorledes han blev retfærdiggjort. Idet Jakob gjør gjældende at tro uten gjerninger er død, spør han: «Og vil du vite det, du daarlige menneske, at troen uten gjerninger er unyttig? Abraham, vor far, blev ikke han retfærdiggjort ved gjerninger, da han ofret sin søn Isak paa alteret?» Og forat ingen skal misforstaa hans ord, forklarer apostelen sig nøiere: «Du ser at troen virket sammen med hans gjerninger, og at troen blev fuldkom­men ». Abraham blev retfærdiggjort da han i tro turde ta Gud paa ordet og gjøre som han befatte. Da, og først da, blev Skriften «opfyldt som sier: Abraham trodde Gud, og det blev regnet ham til retfærdighet, og han blev kaldt Guds ven». Jak. 2, 17—23. Hvad ulydighet fører til. For at utnytte f. eks. elektriciteten maa man ha kjend- skap til og efterkomme lovene for denne naturkraft. Den mindste forstyrrelse eller overtrædelse av disse love har sine følger. Der skal saaledes ikke meget til for at fremkalde en kortslutning som bevirker at lysene slukkes; og dette sker selv om overtrædelsen er begaat i uvidenhet eller i god tro. Telegrafen og telefonen ophører at fungere og lysene slukkes i samme øieblik som strømmen avbrytes. Paa samme maate forholder det sig med de høiere og rent religiøse love. Lydighet mot de religiøse love utvikler en hellig karak­ter og gjør os skikket til en plads i Guds rike, mens ulydig­het har den stik motsatte virkning. Av den grund kan en synder aldrig forbedre sig selv. Jer. 13, 23. Dette kan kun ske ved Kristi kraft. «Ti vi er hans verk, skapt i Kristus Jesus til gode gjerninger, som Gud forut har lagt færdige, at vi skulde vandre i dem». Ef. 2, 10. Kristus gav sit liv, forat «lovens krav skulde bli opfyldt i os, *vi som ikke van­drer efter kjødet, men efter aanden». De som ikke har et levende samfund med Kristus, kan ikke være Guds hellige og fuldkomne lov lydige. Rom. 8, 3. 4. 7. Følgene av Adams ulydighet tjener til advarsel for alle, idet den viser os hvad synd fører til. Kristi lydighet viser os derimot veien til Paradiset gjenoprettet. «Ti likesom de mange er blit syndere ved det ene menneskes ulydighet, saa skal ogsaa de mange bli retfærdige ved den enes lydighet.» Rom. 5, 19. Ved troen paa Kristus faar vi kraft til at rense vore «sjæle i lydighet mot sandheten til uskrømtet broder- kjærlighet». 1 Pet. 1, 22. Hvad ulydighet fører til, vil nogen eksempler fra den hellige skrift bedst kunne belyse. Og idet vi betragter disse, la os da huske pan at «alt hvad før er skrevet, det er skre­vet os til lærdom». Rom. 15, 4. Gud gav Israels barn bud og befalinger med hensyn til oprettelsen av tabernakelet og indretningen av gudstjenesten. To av Arons sønner tok det imidlertid ikke saa nøie med disse bud. Da de skulde ofre, tok de «hver sit ildkar og la ild i dem og la røkelse derpaa; og de bragte fremmed ild for Herrens aasyn, som han ikke hadde befalt dem. Da utgik der ild fra Herrens aasyn og fortærte dem, og de døde for Herrens aasyn». 3 mos. 10, 1. 2. Da David førte arken fra Kirjat-Jearim til «Davids stad», lot han den kjøre paa en ny vogn istedenfor, som Herren hadde befalt, at la levitene bære den. Han gjorde uten tvil dette i den bedste hensigt; men hvad blev resultatet? Paa veien blev oksene ustyrlige, og vognen var nær ved at velte. Ussa, som gik ved siden av, sprang til og grep fat paa «Guds ark» for at holde den oppe. I samme øieblik blev han dræpt — «Gud slog ham for hans forseelses skyld, og han døde der ved Guds ark». 2 Sam. 6, 6. 7. Herren hadde uttrykkelig sagt at Kahats barn skulde bære arken, og at de ikke maatte røre ved den, forat de ikke skulde dø. 2 mos. 25, 14; 4 mos. 4, 15. Dette tydelige forbud overtraadte Ussa, og derfor døde han. David indsaa straks at han hadde begaat en feil; ti siden sendte han bud til prestene Sadok og Ebjatar samt nogen av levitene, og bad dem om at flytte arken, «ti», sier han, «fordi I første gang ikke var med, gjorde Herren, vor Gud, et brudd iblandt os, fordi vi ikke søkte ham som ret var». 1 krøn. 15, 11—13. Denne gang anbringer de heller ikke arken paa en vogn, men «levitenes barn bar Guds ark, som Moses hadde paa­budt efter Herrens ord, paa sine skuldre med stængene paa sig». 1 krøn. 15, 15. Herren har git sine «befalinger forat man skal holde dem nøie» (Sal. 119, 4), og at vise ringeagt for disse er ens­betydende med at ringeagte Gud. Vor handlemaate aaben- barer hvad der bor i hjertet, og hvem vi i virkeligheten tje­ner og elsker. Rom. 6, 16. «Mon Herren har behag i brænd- offere og slagto ffere, saaledes som i lydighet mot Herrens røst? Se, lydighet er bedre end slagtoffer, hørsomhet er bedre end fettet av vædere.» 1 Sam. 15, 22. «Ikke enhver som sier til mig: Herre! Herre! skal komme ind i himlenes rike, men den som gjør min faders vilje, som er i himmelen.» Matt. 7, 21. Kristus er vort eksempel, som vi ved troen bør søke at følge. 1 Pet. 2, 21. Han blev mennesker lik (Fil. 2, 7), det vil si, han blev «prøvet i alt i likhet med os, dog uten synd». Heb. 4, 15. Han blev fristet og maatte kjæmpe med sin Gud under «sterkt skrik og taarer», og skjønt han var Guds søn, lærte han «lydighet av det han led». Heb. 5, 7—9. Ved tro adlød Abraham Gud, og Kristus er død og opstanden for «at virke troens lydighet» i os. Rom. 1, 5. «Hver den som gjør synd, er syndens træl» — «og synden er lovbrudd». Joh. 8, 34; 1 Joh. 3, 4. For godt 1800 aar siden virket Kristi evangelium «troens lydighet» blandt alle dem som tok imot det; og som vi har set, utretter det tre­foldige budskap det samme paa vor tid. Aab. 14, 6. 12 DAABEN. HVAD ER DAABEN? HVEM BØR BLI DØBT? HVORLEDES BØR HANDLINGEN BLI UDFØRT? BARNEDAAB OG KONFIRMATION. DEN som tror og biir døpt, skal bli frelst; men den som ikke tror, skal bli fordømt. * Mark. 16, 16. Den kristne daab er en hellig handling som Kristus har git sin menighet under den nye husholdning. Den som forkynder evangeliet, maa nødvendigvis ogsaa forkynde daa­ben. Ti Jesu ord'i vor tekst viser at daaben hører med til budskapet om frelse. Det samme fremgaar ogsaa av Peters ord i 1 Pet. 3, 21. Hermed vil jeg ingenlunde paastaa at man kan bli frelst ved blot at la sig døpe. Det lærer Herrens ord ikke, og det sier vor tekst heller ikke; tvertimot staar det: «Den som tror og biir døpt, skal bli frelst.» Vi frelses ved troen; «uten tro er det umulig at tækkes Gud». Heb. 11,6. Ifølge den hellige skrift er der kun én herre, én Gud, én tro og én daab. Ef. 4, 5. Saasandt det kun er én Gud, saa- sandt kan det heller ikke være mer end én daab. Og som det forholder sig med alle Herrens bud og løfter, saaledes forholder det sig ogsaa med hensyn til daaben; vi maa ikke lægge noget til, likesaa litt som vi maa ta noget fra. 5 mos. 4, 2; jevnfør Ordsp. 30, 6; Matt. 15, 9 og Gal. 1, 8. Hvad er daaben? Apostelen Peter svarer: «En god samvittighets pakt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.» 1 Pet. 3, 21. Daaben er ikke en «avlæggelse av kjødets urenhet, men en god samvit- tighets pakt med Gud». Den som indgaar denne pakt med Gud, maa gjøre det frivillig og av et retskaffent og oprigtig hjerte; ellers kan den ikke være «en god samvittighets pakt med Gud». Av den grund sees det straks at ingen kan gaa ind i en saadan pakt uten et levende kjendskap til og en le­vende tro paa Gud. Vadested ved Jordanfloden. „Men cgsaa Johannes døpte, i Ænon, nær ved Salim, fordi der var meget vand.u Joh. 3, 23. Som det endvidere fremgaar av Peters ord, staar denne pakt i forbindelse med «Jesu Kristi opstandelse». Jesu li­delse, hans død og opstandelse danner jo kjernepunktet i forløsningsverket. Paa dette beror hele menneskeslegtens evige vel, og uten dette vilde vi være evig fortapt. I den gamle pakt gav Herren sin menighet skyggeloven med dens forskrifter. Disse hadde sin betydning, forsaavidt de blev efterkommet i tro paa Gud. I den nye pakt har Gud ogsaa git sin menighet forskrif­ter, hvorved den paa en særlig maate kan vise sin tro paa den korsfæstede og opstandne frelser. Dette sker igjennem daaben og nadveren. Hver gang vi tar del i nadveren, for­kynder vi «Herrens død, indtil han kommer». 1 kor. 11, 26. I daaben begraves og opstaar vi med Kristus. Rom. 6, 4. Under den gamle husholdning glemte menigheten den virkelige betydning av de forskrifter som Gud hadde git den. Langt den overveiende del av medlemmene overholdt dem kun som en utvortes form, og fordi det nu engang var blit skik. Ja nogen brukte dem endogsaa som en handelsvare. Ved høitidene drev de likefrem handel med offerdyrene. Læs Joh. 2, 13—16. Atter andre gik til en anden yderlighet, og lærte at deres syndsforladelse berodde alene paa overhol­delsen av disse forskrifter, ja at den aandelige kraft virkelig fandtes i selve ceremoniene. Saavel Hebræerbrevet som Ro­merbrevet og Galaterbrevet stadfæster dette. Ordet «blev dem til ingen nytte, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem som hørte det». Heb. 4, 2. Det er nu snart 1900 aar siden Kristus indstiftet daaben og nadveren; men den som i lyset av Herrens ord betragter den moderne kristenhet, maa indrømme at man nu i det store og hele gjør samme bruk av daaben og nadveren som jøderne paa Kristi tid gjorde av skyggeanordningene. Begge yderligheter er tilstede nu som dengang. Selvfølgelig var det undtagelser dengang, og det samme gjælder ogsaa nu. Hvem bør bli døpt? Inden Jesus for til himmelen, sa han til sine disciplen «Gaa ut i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den som tror og biir døpt, skal bli frelst; men den som ikke tror, skal bli fordømt.» Mark. 16, 15. 16. Det gaar her som overalt i den hellige skrift: troen staar først paa listen. Hele vor gudsdyrkelse er jo i grunden heller ikke andet end en virkeliggjørelse av vor tro. Ved tro ofret Abel Gud et bedre offer end hans bror Kain; ved tro adlød Enok Gud i alt, og ved tro bygget og indrettet Noah arken nøiagtig efter Herrens befaling, og ved tro var Abraham Gud lydig. Paa samme maate forholder det sig med hensyn til daaben — troen først, derefter daaben. Sker det ikke paa den maate, har selve handlingen ingen betydning. Ordets forkyndelse maa gaa forut for troen og daa­ben. Troen kommer jo ved «forkyndelsen, og forkyndelsen ved Kristi ord». Rom. 10, 17. Denne regel fulgte apostlene og de første kristne; men det gik med daaben, dette Herrens bud, som det er gaat med sabbatsbudet, der i tidens løp grad­vis blev fortrængt av et menneskebud. Som bekjendt er barnedaaben den mest almindelige, hvilket er letforstaaelig, da den svarer bedst til forholdene i en statskirke. Det gjør Bibelens daab derimot ikke. Der har været gjort mange forgjæves forsøk paa at forsvare barnedaaben. Blandt andet skal jeg her nævne den nye oversættelse av Matt. 28, 19. 20. Ut fra denne oversæt­telse forsøker man at bevise barnedaaben. Menneskene kan finde paa meget naar det gjælder om at forsvare sine egne meninger og idéer. Den nye oversættelse av Matt. 28,19. 20 kommer imidlertid i strid med de andre skriftsteder i Her­rens ord, som omtaler daaben, mens den gamle oversættelse er i harmoni med disse. Alene dette er tilstrækkelig til at bevise at den nye oversættelse av nævnte skriftsted ikke kan staa sin prøve. Desuten er de lærde slet ikke enige angaaende denne oversættelse. La mig henvise til et litet verk, hvis titel er: «Svar paa Lektor Waldenstroms Skrift: Barnedaabens Historie», av magister A. Wiberg. Angaaende oversættelsen av Matt. 28, 19. 20 læser vi paa side 6—8. «Men naar man vil forstaa den rette mening av Matt. 28, 19. 20, saa er det jo ikke vort sprogs love som her er de avgjørende, men lovene for det nye testamentes grundsprog. Her opstaar det spørsmaal: «Hvad lærer den græske «grammatik» om en saadan ordstilling som forekommer i Matt. 28, 19. 20?» Dette kan vi finde f. eks. av følgende regel i August Matthiå cutførlige græske grammatik* som oversat lyder saaledes: c Hver handling der kan tænkes som den der kunde efterfølge en anden, hovedhandlingen, som altsaa lar sig tænke som en biomstæn- dighet til en anden, uttrykkes av grækerne gjerne ved participium, ja endogsaa naar tvende verba finiti forbindes ved og, biir det ene av dem sat i participium, naar kopulan (forbindelsen) bortfalder.... De bi- omstændigheter som ved participium føies til et substantiv eller en ho­vedhandling, er 1) enten saadanne som i andre sprog uttrykkes ved pro­nomen relativum (tilbakevisende stedord) med et verbum finitium m. m., eller 2) saadanne som i det latinske og tyske uttrykkes ved adskillige partikler: da eller naar, efterdi, endskjønt, derved at, forat o.s.v.* — iAusfurliche Griechische Gramatik, von A. Matt hid, Leipzig, 1835, 2 Theil,* side 1294, 1295. »Herav sees at ihvorvel det er sandt at ifølge den græske gram­matik participium presens, naar det staar næst efter et verbum finitium (som i Matt. 28, 19.20 er tilfældet), kan opløses ved partiklene idet at, ved at, saa er det dog langt fra den almindelige regel. Derpaa indehol­der det nye testamentes grundtekst utallige eksempler, av hvilke føl­gende tjener som bevis. Matt. 9, 35: »Jesus gik omkring i alle stæder og /byer, lærende i deres synagoger og prækende rikets evangelium* (Thomanders oversættelse). Jesus gik ikke omkring ved at lære og præke, men han gik omkring og lærte og præket. Kap. 17, 14: »En mand kom til ham, bøiende knæ for ham og sigende> (Thomander). Manden kom ikke ved at bøie knæ og si, men han kom frem og bøiet knæ og sa. . . . Luk. 6, 35: »Laaner, ventende intet derfor.* Her maa ordene ikke fortolkes saaledes: »Laaner ved at I intet venter derfor, men: laaner, og naar I laaner, vent ingen erstatning.* . . . »Disse er blot nogen faa av de utallige steder hvor der i det græ­ske forekommer en ordstilling lik den i Matt. 28, 19. 20; det vil si, hvor et participium presens forekommer efter et finit, verb., uten at partici­pium uttrykker midlet hvorved det finites verbes handling fuldbyrdes. Jeg har kun valgt saadanne steder hvor den græske participial kon­struktion er bibeholdt i nogen-oversættelser av det nye testamente.* Dette stemmer godt overens med Herrens ord og apost­lenes praksis. Og deres praksis maa under alle omstændig- heter ha den største vegt hvad oversættelsen av Matt. 28, 19. 20 betræffer; ti vi kan sikkert alle være enige om at de har hat en rigtig opfattelse av Herrens ord og befaling, hvad der ikke altid kan siges om oversætterne. Som vi snart skal se, tar de første kristne imidlertid ved sit eksempel avstand fra den nye oversættelse. Desuten har vi Jesu eget eksem­pel. Som stifter av den nye pakt maatte han vise os veien i alt det som hører med til denne. Men Jesus blev ikke døpt førend han selv bad Johannes derom. Hvad apostlene og den første kristne menighet angaar, da fulgte de Herrens ord i Mark. 16, 16 saavel som den gamle oversættelse av Matt. 28, 19. 20. Da de ca. 3000 mænd paa pinsefestens dag spurte: «Hvad skal vi gjøre, brødre»? svarte apostelen: «Omvend eder, og enhver av eder la sig døpe paa Jesu Kristi navn til syndenes forladelse, saa skal I faa den Helligaands gave!» Ap. gj. 2, 37. 38. «De som nu tok imot faltsaa trodde] hans ord, blev døpt.» 41. vers. Troen maa gaa forut for daaben, og barnedaabens for­svarere kommer ikke utenom denne kjendsgjerning ved at paastaa at spæde barn ogsaa kan tro; ti Herren sier uttryk- kelig at de hverken «kjender godt eller ondt». 5 mos. 1, 39. Bibelen anerkjender ingen anden tro end den som kommer ved at man hører Herrens ord. Rom. 10, 17. Som vi allerede har set, og som det fremgaar av 1 Pet. 3, 21, er daaben «en god samvittighets pakt med Gud». Men en saadan kan ingen indgaa saalænge han endnu ikke «kjen- der godt eller ondt». For den som tror paa frelse alene gjennem troen paa Kristus, og som paa denne tro lar sig døpe, biir daaben til frelse. De som er døde med Kristus, og som har følt aan­dens rensende kraft ved det levende ords forkyndelse, er skikket til at indgaa en saadan hellig pakt med Gud. Man begraver ikke et menneske før vedkommende er død — eller man burde i det mindste ikke gjøre det. Paa samme maate forholder det sig med daaben, som i den hel­lige skrift sammenlignes med en begravelse. Det gamle menneske maa først korsfæstes med Kristus; ti som Paulus sier: «Alle vi som blev døpt til Kristus Jesus, blev døpt til hans død.» Og videre: «Vi blev altsaa begravet med ham ved daaben til døden, forat, likesom Kristus blev opreist fra de døde ved Faderens herlighet, saa skal ogsaa vi vandre i et nyt levnet.» Rom. 6, 3. 4. Daaben er saaledes et ytre tegn paa det som allerede har fundet sted i hjertet. Rom. 6, 5—11. Uten en levende tro paa Kristus vilde daaben ingen­somhelst betydning ha. Man gjenfødes ikke ved selve daa­ben, men «ved Guds ord, som lever og blir». 1 Pet. 1, 23—25. Se ogsaa Jak. 1, 18. Daaben og nadveren er knyttet til hinanden. Ap. gj. 2r 42. 46. Hvis det derfor skulde være rigtig at døpe spæde barn, burde disse ogsaa delta i nadveren. Forøvrig har man inden kristenheten fra tid til anden efter behag foretat saadanne forandringer som syntes at passe efter forholdene. Som det fremgaar av «Danmarks og Norges Kirkerituah — Kristiania 1883 — lærte den lutherske kirke i mange aar at de spæde barn var besat av en ond aand, som blev utdrevet ved daaben. Idet de smaa barn blev baaret hen til presten, forat han (efter deres mening) skulde utdrive Djævelen av disse uskyldige smaa, uttalte han bl. a.: «Far herut, du urene aand, og gi den Helligaand rum.* Eller: «Jeg besverger dig, du urene aand, i navns Faders, Søns og Hellig- aands, at du utfarer og viker fra denne Jesu Kristi tjener (barnet).* Ifølge «Liturgiens Historie» (Engelstøft), side 190, skedde denne utdrivelse av Djævelen paa følgende maate: «Det blaases paa barnet, gjøres kors tre ganger over det, Djæve­len bydes vel straks at fare ut. . . . Endelig besverges han i den tre­enige Guds navn ledsaget av trende korsbetegnelser at utfare og vike fra denne Guds tjener* — altsaa barnet. Hvorledes bør daaben utføres? Selve ordet «døpe» betyder at dyppe eller nedsænke i vandet. Herom sier dr. Martin Luther: «Daaben heter paa græsk baptismos, paa latin mersio, et ord som brukes naar man dykker noget helt ned i vandet, saa dette gaar sammen over det. Og ihvorvel det paa mange steder slet ikke er bruk at ned­sænke eller dykke barnene helt under i daaben, men alene med haan­den at overgyte dem med vand fra døpekarret, saa skulde det dog være Kristi daab. rSaaledes sømmer det sig for os at fuld­komme al retfærdighetMatt. 3, 15. saaledes, og det vilde være rigtig at man, ifølge betydningen av ordet daab, helt og holdent nedsænket og døpte barnet eller enhver som biir døbt, i vandet, og atter tok dem op derav. Ti uten tvil kommer ogsaa i det tyske sprog ordet Taufe (daab) av ordet tief (dyp), fordi man nemlig sænker det man døper, dypt ned i vandet. Det kræver ogsaa daabens betydning; ti den betyder at det gamle menneske og den syndige fødsel av kjød og blod ganske skal druknes ved Guds naade, som vi nedenfor skal høre. Derfor skulde man gjøre betydningen fyldest og gi et ret, fuldkomment tegn.» «Daaben er et utvortes tegn eller løsen, som adskiller os fra alle udøpte mennesker, saa at vi derved kjendes som vor hærførers, Kristi folk, under hvis banner (det er det hellige kors) vi stadig kjæmper imot synden. Derfor maa vi agte paa tre ting i det hellige sakrament: tegnet, betydningen og troen. Tegnet bestaar i at man støter mennesket ned i vandet i Faderens, Sønnens og den Helligaands navn, dog lar man ham ikke bli deri, men løfter ham igjen op derav, derfor sier man: at stige op av daaben: Altsaa maa begge stykker være i daaben, neddykningen og opløftningen.* — «Luthers reformatoriske Skrifter», side 64, 65. Den hellige skrift omtaler ingen anden form for daaben end neddyppelse — en billedlig fremstilling av en begravelse. I daaben begraves vi til Kristus for at opstaa med ham og «vandre i et nyt levnet». Rom. 6, 3. 4. Johannes døpte «i Ænon, nær ved Salim, fordi der var meget vand». Joh. 3, 23. Da Filip døpte hofmanden, «steg begge ned i vandet, baade Filip og hofmanden, og han døpte ham». Ap. gj. 8, 38. Historiens vidnesbyrd. Her maa jeg indskrænke mig til kun at citere nogen faa av de mange historikere som bekræfter Bibelens sandhet om daaben. Jeg skal endda kun citere saadanne som selv hyl­det barnedaaben. Men netop dette gir citatene større vegt, idet disse uttalelser altsaa ikke kan være paavirket av for­fatterens egne meninger, hvad der jo ellers er saare almin­delig. Om barnedaaben sier Edmund Pressensé: • Der er ikke noget spørsmaal om hvilket der har været ført en mere levende strid end om spæde barns daab. I virkeligheten erkjen- der kirkens mest udmerkede historieskrivere at denne skik ikke naar op til den apostoliske tid.» — *De tre første Aarhundreders Kirkehi­storie*, 1, 577. Om selve daaben sier samme forfatter: «Daaben, der var tegnet paa indtrædelsen i kirken, blev utført ved neddyppelse. . . . Der krævedes ogsaa tro av enhver som tok imot daaben. Det faldt ikke apostelen Paulus ind at man kunde meddele daaben uten tro, tegnet uten det betegnede, og i sit sprogs dristige sim- pelhet tar han ikke i betænkning *at identificere omvendelsens aande- lige kjendsgjerning med den handling sotn er dens symbol. «Likeledes lider de mindre av kroniske sygdommer, av kjertelsyke og tuberkulose, og deres sundhetstilstand er endogsaa ualmindelig god i de store hovedstæder, hvor de ofte bebor de smudsigste og usundeste kvarterer som Whitechapel og de mørke gaarder i Holborn, i hvilke dele av London man har gjort disse iagttagelser. Deres levedygtighet er saa almindelig anerkjendt at flere assuranceselskaper indrømmer dem nedsættelse i takstene.* Professor Virchow (Berlin) uttalte sig paa en lignende maate ved det tyske naturforskermøte i Strassburg 1885. Og det er forresten merkelig at de lærde ikke for længe siden har faat øinene op for disse hygieniske forskrifter. Det som forlænger en jødes liv og som skjærmer ham mot sygdom, maa nødvendigvis øve samme virkning paa en kristen. Den legemlige velsignelse som følger med overholdelsen av de guddommelige sundhetsforskrifter, nyter jøderne fremdeles godt av. Naar de kristne allerede for længe siden har tapt disse sundhetsforskrifter avsyne, skyldes det vel i første række en feilagtig opfattelse av de love som Gud under den gamle husholdning gav sit folk. Man har ikke forstaat at skjelne mellem de rent ceremonielle bud og de øvrige bud. Og ved kristendommens og hedenskapets sammensmeltning i det 4. aarhundrede ef. Kr. fik vi i virkeligheten et nyt religionssy­stem, en blanding av kristendommens og hedenskapets lære. Kristendommen har lidt meget paa grund av denne sammen­smeltning, ikke alene paa det aandelige omraade, men ogsaa paa det fysiske. De første kristne var ikke likegyldige med disse spørs- maal. «Jeg ønsker at du i alle dele maa ha det godt og være ved god helse, likesom din sjæl har det godt,* skriver Jo­hannes til Gajus (3 Joh. 2. vers), og den store apostel min­der os om at det hører til vor «aandelige gudstjeneste* at vi fremstiller vore «legemer som et levende, hellig, Gud vel­behagelig offer*. Rom. 12, 1. Paa spørsmaalet: «Vet I ikke at I er Guds tempel, og at Guds aand bor i eder?* svarer han: «Om nogen ødelægger Guds tempel, ham skal Gud ødelægge; ti Guds tempel er hellig, og det er I.» 1 kor. 3, 16. Og vi­dere: «Vet I ikke, at eders legeme er et tempel for den Hel- ligaand, som bor I eder, og som I har fra Gud, og at I ikke hører eder selv til? ti I er dyrt kjøpt. Ær da Gud i eders legeme.* 1 kor. 6, 19. 20. Efterat dr. Suchard i «Moses som Hygiejniker» har paa­vist at de hygieniske forskrifter som Gud gav Israel, staar fuldt ut paa høide med den moderne lægevidenskap, sier han paa side 41—43 bl. a.: «Det hebraiske folks lovgiver visste altsaa besked med en hel klasse sygdommers smitsomme natur og endogsaa med den maate paa hvilken smitten overføres. Vi har set at han har opdaget at ondet kan meddeles gjennem et saar eller et brandsaar. Angaaende renselsene, som jeg ikke kan beskjæftige mig med her, da emnet er altfor uhyre stort, saa læser vi (4 mos. 19, 15), at naar en mand var død i et telt, skulde det bohave og det husgeraad som fandtes i teltet, renses ved simpelthen at bestænkes; mens «hvert aapent kar som der ikke er bun­det et stykke klæde over, det er urent*. Visste da Moses noget om at sygdomsspirene er i luften, og at de kunde falde ned i et kar? Vi læser endvidere angaaende det menneske som har rørt ved urene dyr: «Og naar noget av deres aadsel falder paa nogen saasæd, som skal saaes, biir denne dog ren. Men naar der kommer vand paa sæden, og der siden falder noget av deres aadsel derpaa, da biir det eder urent.* (3 mos. 11, 37. 38.) Visste Moses da at tørhet dræper syg­domsspirene, og at vand tvertimot utvikler dem? De forordninger som han har git med hensyn til spedalskhet, der viser sig paa klærne som rødlige eller grønlige pletter der fortærer tøiety baade traaden og islætten, bringer os til at anstille de samme be­tragtninger. De angrepne stoffer skulde, efter at være blit undersøkt to ganger av presten, uten skaansel brændes op, saasnart pletten hadde utbredt sig videre eller ædt sig dypere ind. Hadde Moses forstaat at spedalskhetsspirene kan eksistere som cryptogamiske planter, hvilke vi nu kalder mikrober, og at disse spirer er levende, fordi de kan utvikle sig og vokse i de stoffer hvorav klæde­di agten bestaar? Like indtil vore dage syntes disse forholdsregler besynderlige, — hvilket man kan se av de gamle kommentarer til vore hellige skrifter —, men vi betragter dem med ærbødighet nu da vi vet hvor mange ganger der biir bragt epidemiske sygdommer fra orienten til os i stoffer eller i tepper, og nu, da vi tillike vet med hvor stor mistro man maa be­tragte de lungesvindsottiges opspytninger, og hvor meget man maa frygte den materie der flyter ut av tuberkuløse saar. I den beretning som det lægevidenskabelige akademi utsendte den 28. januar d. a. [1890], findes følgende uttalelse angaaende tuberkulosen: «Smittemikrobene indeholdes i lungesvindsottiges tørrede spyt og i den materie der flyter ut av tuberkuløse saar; det sikreste middel til at forhindre smitte er altsaa at tilintetgjøre disse uttømmelser inden de biir tørre, med kokende vand og med ild.» Vi er altsaa efter saa mange aarhundreders forløp naadd til at beskytte os imot tuberkulosesmitten ved de samme midler som Moses paabød til bekyttelse mot spedalskhet. Læg merke til at det er ikke av en feiltagelse, men med hensigt at jeg opstiller spedalskhet og tu­berkulose ved siden av hinanden; ti det er nemlig meget nærbeslegtede sygdommer.* Mat og drikke. Den store apostels ord at Guds rike ikke bestaar «i at æde og drikke» (Rom. 14, 17), kan ikke betyde at vi har lov til at spise og drikke hvad vi vil, og saa meget vi lyster; ti hvis det var tilfældet, kom Paulus i strid med sig selv. En sand kristen maa være avholdende i alt — det vil si, han av- holder sig fra alt som skader hans sundhet, og nyter med maate av det som er sundt. 1 kor. 9, 25. 27. En fraadser og dranker kommer ikke ind i Guds rike. 1 kor. 6, 10; Gal. 5, 19—21. En sand kristen følger den guddommelige for­skrift: «Enten I altsaa æder eller drikker, eller hvad I gjør, saa gjør alt til Guds ære!» 1 kor. 10, 31. Selvfølgelig skal man avholde sig fra at gaa til yderligheter. Sværmeri har ofte ødelagt en god sak. Derfor gjælder det om at være «sund i troen ». Men vort motto bør altid være: «En sund sjæl i et sundt legeme.» Det spiller en overordentlig stor rolle for vor legemlige sundhet hvad vi spiser og drikker. Angaaende dette læser vi i et verk, hvis titel er «/ den store Læges Fodspor*, side 299—301, følgende: «Vort legeme opbygges ved den føde vi spiser. Der foregaar et stadig stofskifte i vor organisme; enhver bevægelse av et organ med­fører nedbrytelse av væv, og det saaledes nedbrutte opbygges ved den føde vi spiser. Ethvert organ i legemet maa ha den næring som til­kommer det. Hjernen maa ha sin del, og det samme gjælder ben, muskler og nerver. Det er en vidunderlig proces som forvandler fø­den til blod og ved hjælp av dette blod opbygger de forskjellige dele av legemet; men denne proces foregaar uavladelig og forsyner enhver nerve og muskel og alt væv med liv og styrke. . . . Man bør vælge den føde som bedst kan skaffe legemet de stofTer det behøver. I denne henseende er smaken ikke nogen paalidelig vei- leder. Den er blit forvænt gjennem daarlige spisevaner; ofte kræver den føde som skader sundheten og svækker istedenfor at gi styrke. Vi kan ikke med tryghet la os lede av hvad skik og bruk foreskriver. Den sygdom og lidelse som hersker allevegne, skyldes for en stor del de almindelig utbredte feil i henseende til kosten. . ". . Men ikke alle fødemidler som i og for sig er sunde, passer os like godt under alle omstændigheter. Valget av føde bør gjøres med omhu. Vor kost maa være avpasset efter aarstid, klima og beskjæf- tigelse. Nogen fødemidler som kan brukes paa en aarstid eller i et klima, passer ikke i et andet. Saaledes er det ogsaa forskjellige føde­midler som passer bedst for personer med forskjellig arbeide. Føde som ikke passer for dem der fører et stillesittende liv eller utfører strengt aandelig arbeide, kan ofte med fordel benyttes av dem som har haardt legemlig arbeide. Gud har git os en rikelig avveksling av sunde fødemidler, og lierav bør enhver vælge de ting som erfaring og sund fornuft viser ham at være bedst for hans eget vedkommende.* Der findes tre spisesedler omtalt i den hellige skrift, som jeg her kortelig skal berøre. Den første lyder paa frugt, nøtter og kornsorter. 1 mos. 1, 29. Den andre indbefatter endvidere grønsaker. 1 mos. 3, 18. Og den tredje tar kjøt med (1 mos. 9,3), d. v. s. kjøttet av rene (sunde) dyr; de urene (usunde) dyr maatte Guds folk ikke spise. 3 mos. 11. kap. Herom sier dr. Suchard i sin ovenfor citerte avhand- ling, side 32 og 33: «Ved at betragte alle disse dyr, pattedyr, fisker, fugler og insekter, som det enten er forbudt eller tillatt at spise, under ett, ser vi at Moses ved at rette sig efter zoologisk-filosofiske hensyn og efter den forestil­ling han hadde om dyrenes større eller mindre grad av fuldkommen- het og større eller mindre renhet eller urenhet, sluttelig kom til det resultat kun at tillate nydelsen av kjøttet av de dyr som altid nærer sig av sund føde og i hvis muskler der følgelig ikke kan findes syg­domsspirer. . . . Hvis man vilde spørre en nutidslæge om hvilke dyrs kjøt man uten fare kan nyte, vilde han ganske visst la sig lede av det kjendskap man nu har til smitte og snyltedyr, men han vilde komme til samme resultat som Moses kom til. ... Men mens Moses, hvem dette renhetsideal stadig foresvævet, gav forskrifter angaaende — man maa tillate mig dette uttryk — deri aande- lige hygiene, gav han tillike beundringsværdige forskrifter angaaende den lægevidenskabelige hygiene, og utdrog praktiske slutninger som videnskapen først nu i den allernyeste tid med stor møie er naadd til. > Hvis dr. Suchard har ret, biir det særlig interessant at betragte de tre allerede nævnte spisesedler; ti som man ser, foreskriver de to første frugt, nøtter, kom og grønsaker, mens den tredje gir tilladelse til at spise kjøttet av rene dyr; den sidste tilladelse blev ikke git før efter syndfloden — altsaa i det 17. aarh. efter skabelsen. Hvilke av disse spisesedler del­er de bedste, turde ikke være vanskelig at avgjøre, især naar man tænker paa sygdommenes tiltagen blandt dyrene, for ikke at tale om de mange kjøtskandaler avisene hyppig bringer meddelelser om. Jo mer man fordyper sig i disse spørsmaal, desto tyde­ligere ser man Guds store omsorg for sine bams timelige saavelsom aandelige vel. I sandhet, han er sit folks læge! Evig sundhet. Næsten alle syke længes efter at bli friske; kun faa øn­sker sig døden. Gud har lagt store muligheter i den sykes haand, og den som efterfølger naturens love, vil i mange til­fælder kunne opnaa utrolige ting. Det er forbausende hvilke helbredende kræfter naturen raader over, og hvor villig den er til at hjælpe den som adlyder dens love. Alle kan selvfølgelig ikke bli friske, og selv den sunde maa tilsidst bukke under, om ikke før, saa for alderdommen. Spørsmaalet biir da: Naar forsvinder al sygdom, og hvor­ledes skal vi opnaa evig sundhet? Naar synden for evig er avskaffet, men heller ikke før. Paa den nye jord leder Kristus selv sit folk, som deres konge og Gud, «og døden skal ikke være mere, ei heller sorg, ei heller skrik, ei heller pine skal være mere*. Aab. 21, 4. Synden og alle dens frygtelige følger er for evig avskaffet, «og ingen indbygger skal si: Jeg er syk*. Es. 33, 24. I tSundhetsbladet», aargang 1904, side 107, findes no­gen praktiske hygieniske regler som jeg vil anbefale Dem at følge: cStaa tidlig op, gaa tidlig i seng og utfyld dagen med arbeide. Vand og brød opretholder livet; solskin og ren luft er uundværlig for sundlieten. Nøisomhet og ædruelighet bidrar mægtig til opnaaelsen av et langt liv. Renslighet forhindrer rust; den maskine varer længst som passes bedst. Tilstrækkelig søvn opbygger og styrker; for megen søvn virker slappende og svækkende. En fornuftig klædedragt bidrar til at fremkalde en følelse av fri- het og til at vedlikeholde en normal legemsvarme. Et hjem hvor renslighet og glæde er tilhuse, er et lykkelig hjem. Et glad sind medfører livsglæde, og livsglæde er det halve av sund­heten, mens mismot og tungsind fremskynder sygdom og graa haar. Dersom De tjener Deres brød ved aandelig arbeide, saa la ikke armer og ben bli stive; dersom De tjener Deres ophold ved hjælp av øks, hakke eller spade, saa forsøm ikke at utvikle Deres aandsevner og at utvide Deres aandelige horisont.* Og videre paa side 173: «De love som har med den personlige sundhet at gjøre, kan kor­telig opstilles saaledes: 1. Indaand kun ren luft. 2. Drik kun rent vand. 3. Spis kun ren føde. 4. Ta tilstrækkelig bevægelse. 5. Indta de rette stillinger. 6. Forædle Deres sind med passende aandelige studier. 7. Ta passende hvile og vederkvægelse samt tilstrækkelig søvn. 8. Undertryk Deres lidenskaper og behersk Deres følelser. 9. Overhold strengt personlig renslighet. 10. Vær avholdende i alle ting.» Vi er kommet langt bort fra Paradis, men det er sikkert en sterk længsel hos alle efter at komme tilbake dit igjen. Dagen er heller ikke langt borte, morgenen gryr, og i det fjerne ser vi allerede gjenoprettelsens tid nærme sig. Et stort forberedelsesverk som tar sigte paa baade «aand og sjæl og legeme», gaar for sig i alle land og blandt alle folk — ogsaa herhjemme hos os. «Men han selv, fredens Gud, hellige eder helt igjennem, og gid eders aand og sjæl og legeme maa bevares fuldkomne, ulastelige i vor herre Jesu Kristi tilkommelse! Han er tro­fast som har kaldet eder; han skal og gjøre det.» 1 tess. 5, 23. 24. DØDENS GAADE. HVOR ER SJÆLEN MELLEM DØDEN OG OPSTANDELSEN? ER DEN I HIMMELEN ELLER I STRAFFESTEDET, ELLER HVOR? MEN en mand dør og ligger henstrakt, og et menneske opgir aanden, og hvor er det da?» Job 14, 10. Det spørsmaal vi særlig kommer til at beskjæftige os med i dette foredrag, er: Hvor er sjælen mellem døden og opstandelsen? Da Josef blev anmodet om at forklare Fa­raos’ drøm, svarte han: «Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao.» (Dansk overs.) 1 mos. 41, 16. Disse ord gjør jeg til mine. Den hellige skrift er en guddommelig kilde, som vi frit kan øse av, og deri finder vi et fyldestgjørende svar paa ethvert religiøst spørsmaal. At det allerede ved det første av denne nye række fore­drag skulde lykkes mig at klargjøre alt vedrørende døden og hinsides graven, turde være for meget it vente. Jeg ber derfor dem av mine ærede tilhørere som maatte være av en anden mening end jeg angaaende disse spørsmaal, om at vente med at fælde nogen dom i denne sak til rækken er avsluttet. Døden er en fiende. Det merker man først rigtig, naar man sitter ved en kjær og trofast vens dødsleie, eller naar man staar ved den kolde grav for at si farvel til den man elsker høiest her paa jorden. Hvor det er tungt, ja knugende tungt at skulle skilles fra sine kjære! Vi følger dem til dødens port; der skilles vi. Hvad det gaar for sig bag denne port, kan vi ikke se; det er os en gaade — ja dødens gaade! Saaledes ser det ut fra et rent menneskelig synspunkt. Men takket være Herren,, betragtet med troens øie ser det anderledes ut. Jesus har nøkkelen til dødens port. Han sier: «Frygt ikke! jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i al evighet. Og jeg har nøklene til døden og døds- riket.» Aab. 1, 18. Han gik selv igjennem dødens port, brøt gravens lænker og lukket den mørke port op. Job stillet ikke spørsmaalet: «Et menneske opgir aan­den, og hvor er han da?» fordi han ikke selv visste det, men for at fængsle vor opmerksomhet; ti som vi skal se i det næste foredrag, visste han tvertimot god besked. Det samme gjælder alle de øvrige hellige skribenter, og netop av den grund henvender vi os til dem for at faa svar paa spørs­maalet: Hvor er sjælen mellem døden og opstandelsen? Sjælen er ikke i himmelen. Den lære at de gudfrygtiges sjæle gaar direkte til him­melen umiddelbart efter døden, kommer i den skarpeste motstrid med Herrens ord. Belønningen erholdes først naar Jesus kommer i sin herlighet. « Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighet med sine engler; og da skal han betale enhver efter hans gjeming». Matt. 16, 27. Like før han blev korsfæstet, gav han sine discipler det herlige løfte at han gik bort for at berede dem et sted; siden vilde han komme igjen for at hente dem. Joh. 14, 1—3. Saaledes vilde han neppe ha talt, hvis den teori at man gaar til himmelen umiddelbart efter døden, var sand. Pau- lus lærer meget tydelig at de døde kommer ikke til himme­len før Jesus selv henter dem. «Ti dette sier vi eder med et ord av Herren, at vi som lever, som biir tilbake indtil Herren kommer, skal ingenlunde komme i forveien for de hensovede: ti Herren selv skal komme ned fra himmelen med et bydende rop, med overengels røst og med Guds ba- sun, og de døde i Kristus skal først opstaa; derefter skal vi som lever, som biir tilbake, sammen med dem rykkes op i luften for at møte Herren, og saa skal vi altid være med Herren.» 1 tess. 4, 15—17. De døde i Kristus møter ham ikke før ved hans gjenkomst. Av Heb. 11, 39. 40 fremgaar det at patriarkene opnaadde «ikke løftet, idet Gud forut hadde utset noget bedre for os, saa de ikke skulde naa fuldendelsen uten os». Det samme fremgaar ogsaa av Peters tale paa pinsedagen. Vi læser: «Ti David for ikke op til himmelen, men han sier selv: Herren sa til min Herre: sæt dig ved min høire haand». Ap. gj. 2, 34. Peter vilde ikke ha talt saaledes, dersom han hadde trodd at Davids sjæl allerede var i himmelen. Men hans ord beviser ikke alene at han ikke selv trodde paa en saa- dan teori, men at de «gudfrygtige mænd> [jøder] (Ap. gj. 2,5), som han talte til, heller ikke trodde derpaa; ti i saa tilfælde vilde hans argument jo ha været uten virkning. Sjælen er heller ikke i straffestedet. Gud «har fastsat en dag da han skal dømme verden med retfærdighet ved en mand som han dertil har bestemt, efterat han har git fuldgodt bevis for alle ved at opreise ham fra de døde*. Ap. gj. 17,31. Den dag Paulus her sigter til, laa dengang langt inde i fremtiden, og skjønt godt 1800 aar nærmere hører den endnu fremtiden til. 2 Tim. 4, 1. Altsaa kan de døde endnu ikke ha mottat sin dom. Dommen finder saaledes først sted ved Kristi gjenkomst. «Men naar Menneskesønnen kommer i sin herlighet, og alle englene med ham, da skal han sitte paa sin herlighets trone. Og alle folkeslag skal samles for hans aasyn, og han skal skille dem fra hverandre, likesom hyrden skiller faarene fra bukkene, og han skal stille faarene ved sin høire side, men bukkene ved den venstre. Da skal kongen si til dem ved sin høire side: Kom hit, I min faders velsignede! arv det rike sotn er beredt eder. ... Da skal han ogsaa si til dem ved den venstre side: Gaa bort fra mig, I forbandede, i den evige ild.» Matt. 25, 31—41. Alle de retfærdige like fra Adam ned gjennem rækkene utgjør den skare som staar ved Jesu høire side, og til dem sier han: «Kom hit, I min faders velsignede! arv det rike som er beredt eder fra verdens grundvold blev lagt»! Men tænk, om det virkelig skulde være sandt at de var gaat til himmelen ved døden, saa har de jo allerede været der — mange av dem endog flere tusen aar. Ved Jesu gjenkomst maa de altsaa forlate denne salighet og vende tilbake til jorden for at opstaa og bli fremstillet for Menneskesønnen. Kommer ikke en saadan teori i den skarpeste motstrid med Herrens ord og med al sund fornuft? Paa Jesu venstre side staar den ugudelige skare, til hvem han sier: «Gaa bort fra mig, 1 forbandede, i den evige ild.» Men iflg. vor barnelærdom skal de allerede ha været i straffe- stedet — for manges vedkommende igjennem lange tids­aldre. Hvorfor skal de da fremstilles for Kristus igjen? Og hvorfor sier han at de skal gaa bort fra ham i den evige ild, naar de har været der siden døden indtraadte? Hvorfor skal de pines i den evige ild i aartusener, før de mottar sin dom? Tar en saadan lære sig ikke underlig ut? Er det merkelig at mange tænkende mennesker kaster religionen overbord? Kan en saadan lære bidra til at aabenbare Guds og Kristi kjærlighet, og kan den forenes med Guds visdom og retfærdighet? Vilde vel nogen jordisk dommer behandle forbrydere saaledes? Gud er retfærdig, og han «vil dømme med retfærdighet». Sal. 75, 3. David sier: «Mot dig . . . har jeg syndet, . . . forat du skal være retfærdig naar du taler, være ren naar du døm­mer ». Sal. 51,6. Nikodemus’ ord: «Vor lov dømmer da vel ikke nogen uten at man først har hørt ham og faat vite hvad han har gjort?» (Joh. 7,51), viser hvor nøie Gud har været med hensyn til utstedelsen av de love som han gav ved Moses, og som gjælder dette liv. Tror nogen at han skulde være mindre nøie med hensyn til den sidste og evige dom? De retfærdige faar sin løn og de ugudelige sin straf paa Jesu aabenbarelsesdag. 2 tess. 1, 7—10. Sjælen er i dødsriket. Peters tale paa pinsedagen gir klar besked med hensyn til hvor sjælen er imellem døden og opstandelsen. Hør hvad han sier: «Brødre! la mig faa lov til at tale med frimodig- het til eder om patriarken David, at han baade døde og blev begravet, og hans grav er iblandt os den dag idag; da han nu var en profet, og visste at Gud med en ed hadde tilsvoret ham at av hans lends frugt vilde han sætte en paa hans trone, saa var det om Messias’ opstandelse han fremsynt talte det ord at han ikke blev forlatt i dødsriket, ei heller saa hans kjød tilintetgjørelse. Denne Jesus opreiste Gud, som vi alle er vidner om. Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire haand og av sin fader har faat den Helligaand, som var lovet, saa utgjød han dette, som I baade ser og hører. Ti David for ikke op til himmelen, men han sier selv: Herren sa til min Herre: Sæt dig ved min høire haand.» Ap. gj. 2, 29—34. Her citerer Peter Sal. 16, 10: «Ti du skal ikke overlate min sjæl til dødsriket, du skal ikke la din hellige se for- raadnelse.» Apostelen konstaterer og paaviser at dette ikke tar sigte paa David, men paa Jesus. David døde, men for ikke til himmelen; det gjorde derimot Kristus. Hans sjæl forblev ikke i dødsriket, han opstod paa den tredje dag. Imellem døden og opstandelsen var hans sjæl i dødsriket. Paa spørsmaalet i vor tekst: «Men en mand dør og lig­ger henstrakt, og et menneske opgir aanden, og hvor er det da?» svarer Herrens ord: I dødsriket. «Herren døder og gjør levende, han fører ned til dødsriket og fører op derfra.» 1 Sam. 2, 6. «De tilbringer sine dage i lykke, og i et øie- blik farer de ned til dødsriket.» Job 21, 13. Dødsriket er et fælles samlingssted for alle mennesker, for de retfærdige som de ugudelige, indtil opstandelsen. Salmisten spør saale- des træffende: «Hvem er den mand som lever og ikke ser døden, som frir sin sjæl fra dødsrikets vold?» Sal. 89, 49. Aanden gaar tilbake til Gud. Inden jeg slutter, skal jeg besvare nogen spørsmaal som kan ha interesse her. De som tror at sjælen gaar enten til himmelen eller til straffestedet umiddelbart ved døden, hen­viser gjerne til Præd. 12, 7: «Og støvet vender tilbake til jorden og biir som det var før, og aanden vender tilbake til Gud som gav den.» Her staar imidlertid ikke et ord om sjælen, men derimot at støvet vender tilbake til jorden, og at aanden gaar til Gud. Hvis man nu fastholder at sjælen er et særskilt væsen, som har tat ophold i mennesket, hvad skal man saa si om aanden? Den paastand at sjæl og aand gjælder ett og samme væsen, kan man vanskelig faa til at harmonere med apostelens ord i 1 tess. 5, 23. Her nævnes baade «aand, sjæl og legeme». Hvil­ket av de to — aand og sjæl — er et udødelig væsen? Prædi­keren sier at det er aanden som gaar tilbake til Gud; men han sier ikke et eneste ord om at den skulde være et selv­stændig og udødelig væsen. Skal dette skriftsted bevise at sjælen som et udødelig væsen efter døden gaar enten til himmelen eller til straffe stedet, saa beviser det for meget. Prædikeren taler nemlig til de uom vendte; han raader dem til at tænke paa skaberen, «førend de onde dage kommer, og aar indtræder om hvilke du skal si: Det behager mig ikke — førend solen og lyset og maanen og stjernene formørkes, . . . førend sølvsnoren borttages, ... og støvet vender tilbake til jorden og biir som det var før, og aanden vender tilbake til Gud, som gav den». Præd. 12, 1—7. Som man ser, formaner prædikeren de unge til at søke Herren før aanden gaar tilbake til Gud; efter den tid er det forsent. Alles (de ugudeliges som de ret­ færdiges) aand gaar tilbake til Gud; men ikke som et udø­delig væsen. Gud er ophav til alt liv — livets aande kommer fra ham. Saaledes læser vi i 1 mos. 2, 7 at Gud hlæste «livets aande» i menneskets næse, og det «blev til en levende sjæl*. Ut fra dette er det ikke vanskelig at forstaa Præd. 12, 7. Ved døden gaar livets aande tilbake til Gud. Paa opstandelsens morgen vender den atter tilbake til mennesket, som da opstaar for at motta sin løn eller sin straf. Moses og Elias paa forklarelsens berg. Beretningen om Moses og Elias findes i Matt. 17, 1—4. Her maa jeg allerførst gjøre opmerksom paa at Moses’ og Elias* sjæl eller aand er ikke nævnt. Vi læser: «Og se, Moses og Elias viste sig for dem og talte med ham.» Matt. 17,3. Lukas skriver: «Og se, to mænd talte med ham, og det var Moses og Elias.» Luk. 9, 30. Tydeligere kunde det ikke siges: «To mænd talte med ham, og det var Moses og Elias.» Hvor­for skal vi ikke tro det? Og hvad ret har vi til at paastaa at det ikke var mændene Moses og Elias, men derimot deres aander eller sjæle? I saa tilfælde skulde der jo ha staat: ‘Og se, to sjæle talte med ham, og det var Moses’ og Elias’ sjæle.» Det som gik for sig paa berget, var en fremstilling av Jesu rike. Læs Matt. 16, 27. 28; 17, 1—5. Naar Kristus kom­mer i sit rike, opstaar de retfærdige døde, og de levende for­vandles. 1 tess. 4, 16. 17; Aab. 20, 4—6. Naar disciplene der­for skulde se «Menneskesønnen komme i sit rike», maatte der foruten Jesus være mindst én repræsentant for de to klasser — de retfærdige døde og de levende hellige. Det var der og- saa; ti «to mænd* («Moses og Elias») «viste sig for dem og talte med ham*. Elias blev som bekjendt i sin tid optat til himmelen uten at smake døden. 2 kong. 2, 11. Derimot døde Moses, og Herren begrov ham. 5 mos. 34, 5. 6. Moses kunde derfor ikke vise sig paa berget paa anden maate end gjennem en opstandelse, og heller ikke kunde han være repræsentant for de i Kristi rike opstandne, dersom han ikke selv var opstan­den. Elias kunde repræsentere de levende hellige, som biir tat levende bort fra jorden ved Kristi gjenkomst, eftersom han selv blev tat levende til himmelen. Angaaende Moses skriver Judas: «Overengelen Mikael vovet dog ikke at uttale en spottende dom dengang han træt­tet med Djævelen om Mose legeme, men sa: Herren refse dig!» Jud. 9. vers. Naar Mikael staar frem, opstaar mange av de døde. Dan. 12, 1. 2. Det er Mikael som vækker dem, 1 tess. 4, 16. At Mikael vilde opreise Moses, møtte selvfølgelig Djævelens motstand. Han hadde jo (paa det tidspunkt) adø­dens vælde» (Heb. 2, 14), og Kristus hadde endnu ikke seiret over døden. Dette skedde først ved hans død og opstandelse. Kristus maa saaledes ha opreist Moses i kraft av den sand- het at han engang i fremtiden skulde seire over død og grav. Herom maa samtalen mellem Mikael og Djævelen ha dreiet sig, da Mikael «trættet med Djævelen om Mose legeme». Hvorfor skulde de ellers strides om Mose legeme? Ut fra Herrens ord at det virkelig var Moses som viste sig for disciplene ved nævnte leilighet, biir beretningen i Juda brev 9. vers forstaaelig og ikke længer en mørk tale. Paulus’ argument i Rom. 5, 14 at døden hersket «fra Adam til Moses*, vilde bli betydningsløst, dersom Moses ikke var opstanden. Baade Rom. 5, 14 og Juda 9. vers viser at apostlene maa ha trodd paa Mose opstandelse. Være borte fra legemet. «Vi er altsaa frimodige, og vil heller være borte fra legemet og være hjemme hos Herren.» 2 kor. 5, 8. Heller ikke her tales der om sjæl eller aand, men om personene selv. Paulus nævner ikke noget om at han trodde at han umiddelbart efter døden skulde «være hjemme hos Herren». Det er altsammen noget de har føiet til som tolker det saaledes. Men forøvrig maa Paulus selv bedst vite naar han ventet at være «hjemme hos Herren«. Ved sit livs aften ser han tilbake paa sit jordiske liv og fremad til det himmel­ske — til den løn som venter ham. Vi læser: «Saa ligger da retfærdighetens krans rede for mig, den som Herren, den retfærdige dommer, skal gi mig paa hin dag, dog ikke mig alene, men alle som har elsket hans aabenbarelse.» 2 Tim. 4, 7. 8. At Paulus her med uttrykket «hin dag« henviser til den samme dag han beskriver i 1 tess. 4, 13—18 (Kristi aaben- barelses dag), er saa indlysende at jeg neppe behøver at gjøre opmerksom derpaa. Det samme fremgaar ogsaa av hvad han skriver i 2 kor. 5, 1: «Ti vi vet, at om vort legemes jordi­ske hus nedbrytes, saa har vi en bygning av Gud, et hus som ikke er gjort med hænder, evig i himlene.« Den bygning han her omtaler, maa være den samme som den Abraham forventet. Herom læser vi i Heb. 11, 10: «Han ventet paa den stad som har de faste grundvolder, og som Gud er byg­mester og skaber til.» Ingen forstod bedre end Paulus at dette haab først vilde bli opfyldt ved Jesu gjenkomst. Da «overklædes« alle Her­rens sande barn med uforkrænkelighet, og det nye Jerusalem, som efter de tusen aar kommer ned fra himmelen, biir i en viss forstand deres «hus». «Ti dette forgjængelige skal iklæ- des uforgjængelighet, og dette dødelige iklædes udøde- lighet.» 1 kor. 15,53. Men dette sker ifølge apostelens ord i det 52. vers ikke før opstandelsen — altsaa ikke umiddel­bart efter døden. Her gjør vi vel i at betænke at den hellige skrift som regel ikke tar hensyn til den tid som ligger mellem døden og opstandelsen. Saaledes læser vi i Heb. 9, 27 at «det er menneskenes lod én gang at dø, og derefter dom«. Med uttrykket «være borte fra legemet og være hjemme hos Herren« henviser Paulus til befrielsen fra det jordiske liv, for siden paa hin dag at bli iført det himmelske. Det indvortes menneske. « Derfor taper vi ikke modet, men om og vort utvortes menneske gaar tilgrunde, saa fornyes dog det indvortes dag for dag.» 2 kor. 4, 16. Det indvortes menneske er livet i Kristus eller «det nye menneske, som er skapt efter Gud i sandhetens retfærdighet og hellighet*, altsaa det motsatte av det gamle menneske, «som fordærves ved de daarende lyster*. Ef. 4, 22—24. Ved troen renses vi fra al synd og utvikler en hellig karakter, og ved troen bor Kristus i vore hjerter. Ef.3,16.17. Naar vi av- staar fra de synder som tidligere behersket os, avlægger vi «det gamle menneske». Ef. 4, 22. De som avlægger det som hører til det gamle menneske, ifører sig det nye menneske — «barmhjertighed godhet, ydmyghet, sagtmodighet, langmo- dighet* o.s.v. Kol. 3, 8—12. Vi eier det evige liv i Kristus, og selv om vort fysiske liv svinder hen, fornyes vort aandelige ved Guds ords kraft. Dø­den formaar ikke at tilintetgjøre det evige liv. Det «er skjult med Kristus i Gud*. Naar han aabenbares, skal ogsaa vi «aabenbares med ham*. Kol. 3, 3. 4. Vi er endnu i tiendens land, omgit av sygdom, sorg og elendighet. Vi bærer syndens og dødens merker; men takket være Herren, vi har «en sterk trøst, vi som har tat vor til­flugt til at gripe det haab som venter os, det vi har som et anker for sjælen, et som er trygt og fast og naar indenfor for­hænget*. Heb. 6, 18. 19. Kristus «skal opsluke døden for evig, og den Herre Herre skal avtørre graaten av alle ansigter, og sit folks forsmædelse skal han bortta fra hele jorden; ti Herren har talt*. Es. 25, 8. I DE DØDES RIKE. ER DET OMVENDELSE EFTER DØDEN ? HAN aabenbarer det dype og skjulte; han vet hvad der er i mør­ket, og lyset bor hos ham.» Dan. 2, 22. Hvis det er sandt at der er omvendelse efter døden, bør vi vite det; men er det vildfarelse, saa er det endnu meget mer vigtig at vi faar oplysning derom, forat vi ikke skal la os vildlede, og bygge paa/et falsk haab. Spørsmaalet om det er omvendelse efter døden, er baade alvorlig og vigtig. Herren «aabenbarer det dype og skjulte»; han vet hvad der er i dødsriket, og han har git os klar besked om de spørsmaal som gjælder vort evige vel — hvad der sker efter døden. Dødsriket. Som vi har set, gaar sjælen ved døden ned i dødsriket. Hvis det er omvendelse efter døden, maa denne altsaa finde sted der. Av den grund er det av betydning for os at faa vite hvad den hellige skrift lærer om dødsriket. Ordet «dødsrike» er oversat fra det hebraiske ord scheot, og det græske hades. Og her er det interessant at lægge merke til hvorledes disse ord gjengives i de forskjellige over­sættelser. Da Jakob sørget over Josef, som han trodde et vildt dyr hadde revet ihjel, søkte hans barn forgjæves at trøste ham. Men «han vilde ikke la sig trøste, men sa: Jeg skal med sorg fare ned til min søn i dødsriket». 1 mos. 37, 35. Slaar vi op og læser det samme skriftsted i den danske bibel, finder vi at Jakob ifølge denne sier: «Ti jeg maa fare med sorg ned i graven.» Av disse to oversættelser sees det at or­dene «dødsriket» og «graven» her betegner ett og samme sted. Det samme fremgaar av Job 14, 13, hvor Job ifølge den norske oversættelse uttaler følgende: «0, at du vilde gjemme mig i dødsriket,» mens han ifølge den danske sier: «Gid du vilde gjemme mig i graven!» Før vi gaar over til at betragte det tilsvarende ord i det nye testamente, skal jeg henvise til beretningen i 4 mos. 16, 30—33. I den norske oversættelse staar det om Korah og hans hus at «jorden oplot sin mund og opslukte dem og deres boliger og alle de folk som hørte Korah til, og alt god­set, og de for levende ned i dødsriket med alle sine; og jorden skjulte dem, og de omkom og toges bort av menigheten*. Men i den danske oversættelse staar det at de «for levende ned i helvede; ... og de omkom». Som man ser, betegner ordene «dødsriket» og «helvede» her ett og samme sted. Hvad der er sagt om scheol i det gamle testamente, gjæl- der ogsaa hades i det nye. Den gamle oversættelse av Matt. 11, 23: «Og du Kapernaum, som er ophøiet indtil himmelen, du skal støtes ned indtil helvede,» lyder ifølge den nye over­sættelse saaledes: «Like til dødsriket skal du bli nedstøtt.* Slaar vi op i den gamle oversættelse og læser Aab. 1, 18, lar denne Jesus si: «Og jeg har helvedes og dødens nøkler,» mens han ifølge den nye oversættelse sier: «Og jeg har nøk- lene til døden og dødsriket.» Enhver kan straks se at døds­riket og helvede ogsaa her betegner det samme, nemlig graven. Saa vidt ordene scheol og hades. Her maa jeg imidlertid i forbigaaende indskvte en kort bemerkning, forat De ikke skal misforstaa mig derhen at jeg vil ha sagt at ordet «hel­vede » altid betegner graven; det gjør det ikke. Hvad jeg i saa henseende har sagt, gjælder kun naar det er oversat fra scheol eller hades. Hvor helvede er oversat fra det græske ord gehenna, betegner det de ugudeliges straffested. Tilstanden i dødsriket. Paa spørsmaalet: «Men en mand dør og ligger hen- strakt, og et menneske opgir aanden, og hvor er det da?» svarer Job: «Vand svinder bort av havet, og en flod tørkes bort og biir ganske tør; saa lægger et menneske sig og reiser sig ikke; indtil himlene ikke er mer, vaakner de ikke og væk­kes ikke op av sin søvn.» Job 14, 10—12. Saaledes gaar det menneskene. Livet svinder hen og utslukkes, og de sover ind og vækkes ikke før paa opstandelsens morgen. De «sover i jordens støv». Dan. 12, 2. I den hellige skrift biir døden ofte betegnet som en søvn. Paulus sier i sin tale i synagogen i Antiokia at «David sov ind, ... og han blev samlet med sine fædre og saa tilintet­gørelse*. Ap. gj. 13, 36. Job spør: «Hvorfor døde jeg ikke fra moderskjødet av? ... Ti da skulde jeg nu ligge og hvile; jeg skulde sove, da skulde jeg ha ro.» Job 3, 11—19. Job var i besiddelse av et lyst haab. Han var sterk i troen og eiet livet i Gud. Det var det som holdt ham oppe i fristelsens stund. Han var beredt paa at skulle dø, ja han ventet endog paa døden. Men man hører ikke et ord fra ham som kunde tyde paa at han trodde at sjælen lever som et selvstændig væsen mellem dø­den og opstandelsen. Tillidsfuldt utbryter han: «Men jeg, jeg vet min gjenløser lever, og som den sidste skal han staa frem paa støvets Job 19, 25. Esaias sier at de retfærdige ved døden «gaar ind til fred, de hviler i sine sovekamre». Es. 57, 2. (Dansk oversættelse.) Den som sover en sund, tryg søvn, vet intet fra det øie- blik han falder i søvn, til han enten biir vækket eller selv vaakner. Selv om han har sovet seks, otte eller tolv timer, forekommer det ham dog kun som et øieblik. Av dødens søvn vaakner derimot ingen av sig selv, og ingen menneskelig kraft formaar at vække dem. Kun én kan vække de døde. Paa hans ord: «Du unge mand! jeg sier dig: Staa op!» stod enkens søn op (Luk. 7, 14. 15). Da Jesus ropte ind i Lasarus’ grav: «Lasarus, kom ut!» vaaknet den døde straks. Joh. 11, 43. 44. «Den time kommer, da alle de som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gaa ut, de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt, til dommens opstandelse.» Joh. 5, 28. 29. De døde so­ver dødens søvn og vet intet fra det øieblik de dør, indtil de i opstandelsen hører Jesu røst; da vaakner de. Lykkelig er den som vaakner til evig liv — evig salighet! De døde kan ikke prise Gud. Salmisten sier: «Ti i døden kommer ingen dig i hu; hvem vil prise dig i dødsriket?* Sal. 6, 6. Og videré: «De døde lover ikke Herren, ingen av dem som farer ned i døds- rikets stilhet.* Sal. 115, 17. Dér tænker ingen paa Gud; «de døde lover ikke Herren*. Kong Esekias var en gudfrygtig konge. «Paa Herren, Israels Gud, forlot han sig, og efter ham var der ingen som han iblandt alle Judas konger, ei heller iblandt dem som hadde været før ham.* 2 kong. 18, 5. Denne konge blev syk, og profeten gik til ham og meddelte ham at han skulde dø — «beskik dit hus! ti du skal dø og ikke leve*. Kongen vendte «sit ansigt til væggen og bad til Herren* om at faa lov til at leve. Herren hørte hans bøn og sendte ham føl­gende bud: «Saa sier Herren, Davids, din fars, Gud: Jeg har hørt din bøn, set dine taarer. . . . Og jeg vil lægge femten aar til dine dage. ...» 2 kong. 20, 1—6. Hvorfor vilde denne gudfrygtige konge nødig dø? La ham selv svare! Han sa: «Jeg skal ikke se Herren, Herren i de levendes land; jeg skal ikke skue mennesker mere blandt dem der bor i det stille. ... Ti ikke dødsriket priser dig, ikke døden lover dig; ikke venter de som farer ned i graven, paa din trofasthet. Den levende, den levende, han priser dig, som jeg idag; en far underviser sine barn om din trofasthet.» Es. 38, 1—5. 10. 11. 18. 19. Dette viser meget tydelig hvilket syn Esekias hadde paa denne sak, og hvad han trodde angaaende tilstanden mellem døden og opstandelsen. Hadde han f. eks. trodd at de ret­færdige gaar til Herren umiddelbart ved døden, saa kunde han ikke ha uttalt sig som han her gjorde. Prædikeren sier at «de levende vet at de skal dø, men de døde vet ikke noget, og der er ikke mer for dem nogen løn; ti deres ihukommelse er glemt. Baade deres kjærlighet og deres hat og deres nidkjærhet er for længe siden for­gangen, og de har i al evighet ingen del mer i alt hvad der sker under solen». Præd. 9, 5. 6. Og videre: «Alt hvad der kommer dig for haanden at gjøre med din kraft, det gjør! Ti der er hverken gjeming eller klokskap eller kundskap eller visdom i dødsriket, hvor du farer hen.» Præd. 9, 10. Tilstanden mellem døden og op­standelsen er saaledes en stille nat. I en av Esaias’ bønner findes uttryk som bekræfter at heller ikke han trodde paa en bevisst tilværelse imellem døden og opstandelsen. Han sier: «Ti du er vor far, ti Abra­ham vet intet av os, og Israel kjender os ikke; du, Herre, er vor far, vor gjenløser, fra evighet er dit navn.» Es. 63, 16. Esaias hørte saaledes ikke til dem som bad til de avdøde. Abraham turde vel ellers være en god helgen. Har De nogensinde tænkt over hvor den udødelige sjæl er henne under en tryg søvn eller under en bedøvelse? Sover den, eller hvad bestiller den? Spør den som har været be- visstløs i flere timer. Lasarus laa i graven i fire dage; men vi hører ikke noget om at hans sjæl som et bevisst væsen var i himmelen eller noget andet sted i denne tid. Jesus sa: «Lasarus vor ven, er sovnet ind; men jeg gaar for at vække ham.» Joh. 11, 11. Om tilstanden i døden sier Luther: «Menneskets sjæl so ver, saaledes at alle sanser er likesom begra­vet, og vor seng er likesom en grav, som dog intet fælt eller ondt har ved sig. Saaledes er det heller ikke nogen pine paa dette sted hvorhen de døde kommer; men som man pleier at si: de hviler i fred. ... Vi farer hen og kommer frem igjen paa den yderste dag, førend vi merker det; vet heller ikke hvor længe vi har været borte.« — Dr. Martin «Luthers udførlige Udlæggelse af første Mosebog», side 1234. Og atter: c Gud er mægtig i alle sine skabninger; døder og levendegjør. Saa er og søvnen intet andet end en død, og døden er en søvn. Hvad er en død andet end en nattesøvn? — Og likesom al træthet ophører og viker ved søvnen, og aandens kræfter kommer tilbake, saa man om morgenen kan staa sund og sterk op, og være lystig til mote, saaledes skal vi og paa hin dag igjen opstaa, som om vi hadde sovet én nat, og kun tørre vore øine.> — c Lut her s Bordtaler», side 97. I et foredrag som pastor Wilhelm Beck holdt i Randers i Juli 1886 over dette spørsmaal, uttalte han sig bl. a. saaledes: «Tilstanden mellem døden og opstandelsen er, efter som jeg kan forstaa den hellige skrift, en stille nat, hvor det troende menneske er som et sovende menneske indtil opstandelsen.« Og videre: «En tilstand mellem døden og opstandelsen som en bevisst til­stand, som et bevisst menneskeliv med vekst og utvikling, med om­vendelse og frafald, kjender den hellige skrift ingenting til og fortæller os intet om, og alt hvad der menes og læres herom, kan for mig kun staa som menneskepaafund, opdagelse av et land og et menneskeliv Som ikke var opdaget da den hellige skrift blev skrevet.« — *Den indre Missions Tidende», 33. aargang, søndag d. 3. oktbr. 1886. Angaaende den almindelige teori om tilstanden mellem døden og opstandelsen uttalte pastor Beck: «Det er rationalismen i sine forskjellige fremtrædelsesformer som har lokket denne lære ind i kirken, og som altid har forenet sig med egennytten, snart i en mere plump, materialistisk, snart i en mere fin, aandelig skikkelse. . . . Den lutherske kirkes lære kjender intet til en saadan mellemtilstand. Det findes ikke et ord derom i Luthers kate­kismus eller i den augsburgske konfession.« Er det omvendelse efter døden? Den vise mand svarer: «Naar et ugudelig menneske dør, gaar hans haab til grunde, og med de ondes forventning er det forbi.» Ordsp. 11, 7. Det samme fremgaar av Pauli brev til menigheten i Tessalonika. Her paaviser apostelen at de troende «ikke skal sørge saaledes som de andre, der ikke har haab*. 1 tess. 4, 13. Hvis det er omvendelse efter døden, saa er det jo allikevel haab for dem som dør uomvendt. Ethvert haab om omvendelse i dødsriket eller mellem døden og opstandelsen er udelukket av den grund at «de døde vet ikke noget», og at «der er hverken gjerning eller klok- skap eller kundskap eller visdom i dødsriket». Døden er, som vi har set, en søvn hvorav ingen vaakner «saalænge himlene er» (Job 14, 11. 12), det vil si indtil Herrens store dag, da «skal himlene forgaa». 2 Pet. 3, 10. Men er det ikke menings­løst at tale om at man kan omvende sig der hvor alle sover, hvor man intet vet, og hvor det hverken er gjerning, klok- skap, kundskap eller visdom? Omvendelse efter døden kan saaledes ikke finde sted imellem døden og opstandelsen. Vi skal nu se hvorledes det gaar efter opstandelsen. Vi har allerede læst at den time kommer da de døde skal høre Jesu røst, og at de da, som det fremgaar av Jesu ord i Joh. 5, 29, opstaar, «de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt, til dommens opstandelse*. De som her i livet har gjort godt, opstaar til evig liv, mens de som har ført en ugudelig vandel, opstaar til dom — altsaa ikke til omvendelse. Det samme fremgaar tydelig av 2 kor. 5, 10: «Ti vi skal alle aabenbares for Kristi domstol, forat enhver kan faa igjen hvad der er skedd ved legemet, efter det som han har gjort, enten godt eller ondt.» De ugudelige fremstilles ikke for Kristi domstol, forat det kan gives dem en rly anledning til omvendelse, men forat de skal faa sin straf. Belønningen er et evig liv, straffen derimot «en evig fortabelse bort fra Herrens aasyn*. Dan. 12, 2; 2 tess. 1,9. Det er vor opførsel her som bestemmer vor evige skjæbne. «Men de rædde og vantro,. . . deres del skal være i sjøen som brænder med ild og svovel.» Aah. 21, 7. 8. «Likesom da ugræsset sankes og opbrændes med ild, saaledes skal det gaa til ved verdens ende: Menneskesønnen skal utsende sine engler, og de skal sanke ut av hans rike alt det som volder anstøt, og dem som gjør uret, og de skal kaste dem i ild ovnen; der skal være graat og tænders gnidsel.» Matt. 13r 40—42. Alle disse skriftsteder som vi her har læst, umuliggjør enhver tanke om omvendelse efter døden. Skriften gir ikke plads for en saadan lære — hverken mellem døden og op­standelsen ei heller efter opstandelsen. Læren om omvendelse efter døden kommer til os fra hedenskapet, og ikke fra Guds ord. I oldtiden trodde flere folkeslag paa en sjælevandringr — det vil si at sjælen efter døden opholder sig et eller andet sted for at bli renset eller lutret, før den kan indtræde i sin endelige fuldkommenhetstilstand. Teorien om omvendelse efter døden kan synes tilta­lende; men den skuffer. «Mangen vei tykkes en mand retr men enden derpaa er dødens veier.» Ordsp. 14, 12. Gir man et barn en falsk tikrone og bilder det ind at sedlen er egte, biir barnet likesaa glad og lykkelig som hvis den virkelig var egte. Men før eller senere opdager barnet tit sin store skuffelse bedrageriet — kanske i det øieblik ti­kronen skulde omsættes i deilige ting. Paa samme iyiaate forholder det sig med læren om omvendelse efter døden. Saalænge man ikke har opdaget bedrageriet, føler man sig glad og tryg; men den bitre skuffelse kommer før eller senere, desværre for manges vedkommende først naar det er for sent. Det biir ofte sagt at omvendelse efter døden er nødven­dig forat hedningene kan faa leilighet til at høre evangeliet. Jeg er nu mest tilbøielig til at tro at de som ivrer saa sterkl for denne lære, gjør det mest for sin egen skyld og ikke saa meget for hedningenes. For at berolige sin egen daarlige samvittighet tar de sin tilflugt til læren om omvendelse efter døden. Herren taler intet om en ny naadetid for de døde, eller om at det skal prækes for hedningene hinsides graven. Der- imot sier han tydelig at han har aabenbaret sig for alle mennesker — om end paa forskjellige maater. Vi læser saaledes i Rom. 1, 18. 19 at «det som man kan vite om Gud, ligger nemlig aapent for dem; ti Gud har aabenbaret dem det*. Hvis nogen spør hvorledes Gud har aabenbaret sig for de hedninger som aldrig har hørt eller læst hans ord, svarer Paulus: «Ti hans usynlige væsen, baade hans evige kraft og hans guddommelighet, er synlig fra verdens skabelse av, idet det kjendes av hans gjerninger, forat de skal være uten undskyldning.* 20. vers. Herav sees det at Herren ifølge dette har aabenbaret sig for alle mennesker, like fra skabelsen av. Hvor mange mennesker har saa en undskyldning, saa at der av den grund skulde gives dem en ny anledning? Herren sier at «de skal være uten undskyldning*. Gud dømmer retfær­dig og i kjærlighet. Vi biir dømt efter det lys Herren har lat skinne paa vor vei. Dette gjælder ogsaa for hedningenes vedkommende. De vil bli dømt efter det lys de har hat, og ikke efter det lys han har git os. Han sier jo at «naar hedningene,, som ikke har loven, av naturen gjør hvad lo­ven byder, da er disse, som dog ikke har loven, sig selv en lov; de viser nemlig at lovens gjeming er skrevet i deres hjerter, idet ogsaa deres samvittighet gir sit vidnes­byrd, og deres tanker indbyrdes anklager eller ogsaa for­svarer dem*. Rom. 2, 14. 15. Læren om omvendelse efter døden kan kun tjene til at vugge dem i en dypere og tryggere søvn som ellers kunde vækkes op av syndens slummer. Den er et av den store erkefiende opfundet bedøvelsesmiddel, hvorved det i den sidste tid skal lykkes ham at gjøre mange til fanger. Herren taler indtrængende og formaner os til at be­nytte den kostbare tid han gir os. Det er her i livet vi beredes for en plads i Guds rike; naar vi dør, er det for sent. «Derfor, som den Helligaand sier: Idag, om I hører hans røst, da forhærd ikke eders hjerter.» Heb. 3, 7. 8. Vi bør ikke vente. «Se, nu er en velbehagelig tid, se, nu ei frelsens dag!» 2 kor. 6, 2. «Søk Herren mens han findes, kald paa ham den stund han er nær!» Es. 55, 6. La vor bøn være: «Ransak mig, o Gud, og kjend mit hjerte! Prøv mig og kjend mine mangehaande tanker, og se om jeg er paa fortabelsens vei, og led mig paa evighets vei!» Sal. 139, 23. 24. BAK DØDENS PORT. SJÆLEN OG SJÆLEVANDRINGEN. HVAD ER SJÆLEN ? HAR MENNESKET EN UDØDELIG SJÆL? HVORLEDES ERHOLDES UDØDELIGHET ? OG DETTE er vidnesbyrdet, at Gud har git os evig liv, og dette liv er i hans søn.» 1 Joh. 5, 11. Intet er saa kjært som livet. Den syke ofrer gjerne alt for at bli frisk, og den som ligger paa dødsleiet, vilde med glæde gi alt hvad han eier, for at faa lov til at leve blot nogen faa dage. Alt levende klynger sig til livet; ingen vil dø. De faa undtagelser som gives fra denne regel, er saa ubetydelige at de slet ikke kan komme med i betragtning her. At mange i uvidenhet eller for at tilfredsstille sin appe­tit forkorter sit liv, forandrer heller ikke saken. Det er og forblir en kj'endsgj'eming at vi elsker livet. Men hvor høit man end elsker livet, utslukkes det dog før eller senere. Vi er «som blomst paa græs: græsset vis­net, og blomsten paa det faldt av, men Herrens ord biir evin­delig». 1 Pet. 1, 24. 25. Takket være Herren at hans «ord biir evindelig» — staar fast — ellers vilde alt haab om liv hin­sides graven være forbi ved døden. Det er det altsaa ikke* og vi skal nu se Hvorledes vi erholder udødelighet. Ifølge vor tekst er det evige liv en gave fra Gud ved Jesus Kristus. Kun de som tar imot denne gave, faar det evige liv; altsaa kan det ikke være tale om at det er en medfødt gave, eller at den kan erholdes for penger eller gode gjerninger. Det er en gave som Gud tilbyder os, og som vi bør ta imot, ja gripe. 1 Tim. 6, 12. «Likesom Faderen har liv i sig selv, saaledes har lian ogsaa git sønnen at ha liv i sig selv.» Joh. 5, 26. Og de som hører Jesu røst og følger ham, dem gir han «evig liv». Joh. 10, 27. 28. Men de som ikke tror paa Kristus, «skal ikke se livet*. Joh. 3, 36. Udødelighet erholdes alene ved troen paa Kristus. «I ham var liv, og livet var menneskenes lys.» Joh. 1, 4. At menneskene ikke vil ta imot denne gave, er ikke Herrens skyld. «I vil ikke komme til mig for at faa liv,» sier Jesus. Joh. 5, 40. Paulus skriver: «Ti dengang da I var syndens tjenere, var I fri fra retfærdigheten. Hvad frugt hadde I dengang? Slikt som I nu skammer eder over; ti utgangen paa det er døden. Men nu, da I er frigjort fra synden og er traadt i Guds tjeneste, har I eders frugt til helliggjørelse, og til ut- gang et evig liv. Ti den løn som synden gir, er døden, men Guds naadegave er evig liv i Kristus Jesus, vor herre.» Rom. 6, 20—23. Her stiller apostelen det evige liv i motsætning til den evige død. At han ikke tænker paa den død vi alle dør i Adam, fremgaar meget tydelig av uttrykket: «Den løn son) synden gir, er døden, men Guds naadegave er evig liv i Kristus Jesus, vor herre.» Alle — saavel de retfærdige som de ugudelige — dør jo en død som er en følge av Adams synd. De som ved Jesu liv og blod «er frigjort fra synden*, faar «et evig liv», mens de som ikke har Kristi retfærdighet, biir dømt til «evig fortabelse bort fra Herrens aasyn*. 2 tess. 1, 7—10. Saa sahdt som der er et evig liv, saa sandt er det ogsaa en evig død. «Dersom I lever efter kjødet, da skal I dø; men dersom I døder legemets gjerninger ved Aanden [den Helligaand], da skal I leve.* Rom. 8, 13. Syndens eller kjø- dets vei fører til død; Aandens vei fører derimot til det evige liv. «Den som har sønnen, han har livet; den som ikke har Guds søn, han har ikke livet.» 1 Joh. 5, 12. Har mennesket en medfødt udødelig sjæl? For at kunne gi et fyldestgjørende svar paa dette inter­essante spørsmaal, maa jeg sondre det i tre dele: 1) Hvad er sjælen? 2) Hvorledes blev sjælen til? og 3) Hvad er Aanden? Hvad er sjælen? Vi har allerede set at mennesket so ver i graven indtil opstandelsens morgen. De døde vet intet; i dødsriket er det hverken gjeming, tanke, kundskap eller visdom. Hvis man spør dem som tror paa læren om den udødelige sjæl, hvad sjælen er, faar man intet fyldestgjørende svar. Naar det kommer til stykket, synes ingen av dem som hylder læren om sjælens udødelighet, at vite noget om hvad sjælen er, ut over dette at den maa være udødelig. Nu er det vel sandt at en kristen maa tro mange ting han ikke kan forstaa uten ved tro; men paa den anden side er det en likesaa urokkelig sandhet at en kristens tro bør hvile paa Herrens ord. Hos de gamle grækere som trodde at planetene hadde en sjæl, betegnet ordet «sjæl» bevægelsens princip, den indre drivkraft i et hvilketsomhelst legeme. Herom sier Platon: • Ethvert legeme til hvilket bevægelsen kommer utefra, er ubesjæ- let; men det legeme hvis bevægelse opstaar i dets eget indre, er besjælet.* Naar vi undertiden betjener os av uttryk som: «Han er sjælen i den forretning,* eller: «Hun er sjælen i det hjem,» tænker vi selvfølgelig ikke paa et udødelig væsen, men paa den levende kraft som vedkommende er i den forretning eller i det hjem. Dersom man tillot sig at sætte adjektivet «udødelig* foran ordet «sjæl», hvor det saa hyppig brukes baade i tale og skrift, vilde man komme til de merkeligste resultater. Ordet «sjæl» findes ca. 850 ganger i den hellige skrift, og er oversat fra det hebraiske ord nephesch og det græ­ske psyche. Det hebraiske ord nephesch er oversat bl. a. paa følgende maate: «Sjæl», «liv», «person», «lik», «vilje*, «sind», «hjerte», «folk», «begjærlighet» og «lyst». Det græ­ske ord psyche er oversat: «Sjæl», «liv», «hjerte», «sind», Hos. 13, 14. Opstandelsen i det nye testamente. Det nye testamente bekræfter og supplerer det gamle. Vi har allerførst Frelserens egne ord: «Undre eder ikke over dette! Ti den time kommer, da alle de som er i gravene skal høre hans røst, og de skal gaa ut, de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt, til dommens opstandelse.* Joh. 5, 28. 29. Det som forundret farisæerne, var at Jesus av Nasaret, hvem de betragtet som et almindelig menneske og ikke som Guds søn, skulde kunne vække de døde. Farisæerne trodde derimot selv paa og lærte op­standelsen. Jesus har lovet at opreise os paa den yderste dag. Han sier: «Ingen kan komme til mig uten at Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal opreise ham paa den yderste dag.» Joh. 6, 44. Med uttrykket «den yderste dag* sigter Jesus til opstandelsen. Da han gik til Betania for at opreise Lasarus, møtte Marta ham med de ord: «Herre! hadde du været her, da var min bror ikke død.» «Jesus sier til hende: Din bror skal opstaa. Marta sier til ham: Jeg vet at han skal opstaa i opstandelsen paa den yderste dag.» Marta var altsaa undervist om og trodde paa opstan­delsen. Her er det interessant at lægge merke til baade Jesu og Martas ord, som paa en ganske tydelig maate bekræfter at hun ikke trodde at Lasarus’ sjæl eller aand levet i en salig tilstand — enten i himmelen eller i dødsriket. Jesus kunde da ha trøstet Marta med at hendes bror allerede var gaat ind til den evige salighet, og at hans aand svævet deroppe i himmelen hos Gud, hvorfra den fulgte hende med interesse Men saaledes talte Jesus ikke. Han sa heller ingenting om at deres brors aand kunde meddele sig til dem gjennem et medium. Kristus er førstegrøden. I ham opstaar alle, og den som tror paa ham, skal arve et evig liv. Selv «om han end dør*, skal han dog «leve» — paa opstandelsens morgen. Joh. 11, 25. 28. Han «skal aldrig i evighet dø* — altsaa ikke forbli i dødens vold. Jesus opreiste Lasarus i kraft av at han selv skulde opstaa — at han var «opstandelsen og livet». Paa Jesu befaling: «Lasarus, kom ut!» gik Lasarus ut av graven, og naar Jesus paa den yderste dag utroper: «Vaagn op og juble, I støvets beboere!» staar de døde op. Ingen anden apostel har talt og skrevet saa meget om opstandelsen som Paulus. Som hedningenes apostel maatte han ta kampen op med hin tids lærde hedenske filosofer. «Nogen av de epikuræiske og stoiske visdomslærere indlot sig da ogsaa i ordskifte med ham, . . . fordi han nemlig for­kyndte evangeliet om Jesus og opstandelsen.» Ap. gj. 17, 18. Og «da de hørte om dødes opstandelse, spottet nogen». 32. vers. Disse mennesker trodde paa læren om en udødelig sjæl. De hadde ingen bruk for opstandelsen; for dem var døden jo bare en overgang til livet. I sin tale til kong Agrippa og de mest fremragende em- bedsmænd i Cæsarea spurte Paulus: «Hvorfor agtes det for utrolig iblandt eder at Gud opvækker døde?» Ap. gj. 26, 8. Og til tessalonikerne skriver han: «Men vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om de hensovede, forat I ikke skal sørge saaledes som de andre, der ikke har haab. Ti saasandt vi tror at Jesus døde og stod op, saa skal og Gud ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. . . .; ti Herren selv skal komme ned fra himmelen med et bydende rop, med overengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal først opstaa; derefter skal vi som lever, som biir tilbake, sammen med dem rykkes i skyer op i luften for at møte Herren, og saa skal vi altid være med Herren, Trøst da hverandre med disse ord!» 1 tess. 4, 13—18. Hvor klart og tydelig, ja overbevisende! Vi skal ikke være uvidende om de hensovede — de døde. Kristus skal komme igjen for at vække dem. Kunde Paulus ha skrevet som han her gjør, uten at komme med en eneste hentydning til sjælen eller aanden, dersom han hadde trodd paa en udødelig sjæl? For ham stod opstandelsen som den eneste utgang fra døden. To hovedopstandelser. Da Paulus av jødernes øverster stod anklaget for lands- høvdingen Feliks, sa han blandt andet i sin forsvarstale til denne: «Jeg tror alt det som er skrevet i loven og i profetene, og har det haab til Gud, som ogsaa disse selv venter paa, at en opstandelse forestaar baade av retfærdige og uretfærdiges Ap. gj. 24, 14. 15. Her inddeler Paulus opstandelsen i to, nemlig 1) en «av retfærdige» og 2) en av «uretfærdige*. Det samme gjør Je­sus i Joh. 5, 28. 29, hvor han sier at de døde i opstandelsen «skal gaa ut, de som har gjort godt, til livets opstandelse, de som har gjort ondt, til dommens opstandelse*. «Livets opstandelse» finder sted ved Kristi gjenkomst. De døde i Kristus opstaar ved hans andet komme, og iført udødelighet rykkes de tillikemed de levende hellige, som ogsaa er blit iklædd udødelighet, hen i skyene for at møte Herren. 1 tess. 4, 16. 17. De døde i Kristus opstaar ved begyndelsen av de tusen aar. «Og de blev levende, og regjerte med Kristus i tusen aar.» De ugudelige opstaar derimot først efter de tusen aar. «Men de andre døde blev ikke levende igjen før de tusen aar var til ende.* Aab. 20, 4. 5. De som faar del i den første opstandelse, opstaar til «livets opstandelse*; de regjerer med Kristus i himmelen de tusen aar og siden paa den nye jord i al evighet. Den store skare, hvis «tal er som havets sand*, biir først levende efter de tusen aar og opstaar til «dommens opstandelse». Det gaar altsaa ett tusen aar hen mellem de to opstandelser. Saaledes ser vi at de retfærdiges belønning saavelsom dommen over de ugudelige først finder sted ved henholdsvis den første og anden opstandelse. Se Luk, 14, 14; Rom. 2, 5. Alt beror paa opstandelsen. Den store apostel spør: «Men forkyndes det om Kristus at han er opstanden fra de ¦døde, hvorledes kan da nogen iblandt eder si at der ikke er nogen opstandelse av døde?* 1 kor. 15, 12. I Korints me- nighet, hvis medlemmer tidligere hovedsakelig hadde været hedninger, var den gamle hedenske bamelærdom: «At der er ikke nogen opstandelse av døde*, ikke helt utryddet. Det bør derfor ikke forundre os om nogen ogsaa i vore dage lærer noget lignende. Mens nogen indenfor den første menighet lærte «at der er ikke nogen opstandelse av døde*, gik andre til den anden yderlighet, og lærte «at opstandelsen allerede har været*. 2 Tim. 2, 18. Noget lignende gjentar sig ogsaa nu. Som vi allerede har set, lærer f. eks. spiritismen at det ikke er «no­gen opstandelse av døde*, mens millennistene lærer «at op­standelsen allerede har været*. Ifølge deres lære skal Kri- stus allerede være kommet i aaret 1875, og 1878 skal Kristi seiervindere være opreist. Her skal jeg citere deres egne skrifter. I «Millenniets Daggry», 3. bind, side 162, 163^ læser vi: «Mer end ti ganger større vidnesbyrd er nu git om hans [Kristi] anden nærværelse, end det var git hans discipler ved hans første- komme. . . . Han er virkelig nærværendel . . . De dage da man for­ventet hans nærværelse, hører nu fortiden til, og den længe forut lovede salighet er vor.» I 2. bind, side 238 læser vi: Men nu skal De høre hvad der saa skulde være skedd i aaret 1914; vi læser: «At de helliges forløsning maa finde sted en eller anden gang inden 1914, er tydelig.» — Samme, side 272. Istedenfor «de helliges forløsning* fik vi som bekjendt en frygtelig verdenskrig i 1914. Selvfølgelig skyldes disse paastande kun en overspændt og tøilesløs fantasi og har intet som helst med sandheten at skaffe, hvad aaret 1914 tilstrækkelig har bekræftet. Med opstandelsen staar eller falder evangeliet. «Men er der ikke nogen opstandelse av døde, da er heller ikke Kri- stus opstanden; men er Kristus ikke opstanden, da er vor forkyndelse intet, da er ogsaa eders tro intet; da findes vi og at være falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet mot Gud at han har opvakt Kristus, hvem han dog ikke har opvakt, saafremt altsaa de døde ikke opstaar. Ti dersom de døde ikke opstaar, ... da er altsaa ogsaa de fortapt som er hen­sovet i Kristus.* 1 kor. 15, 13—18. De «som er hensovet i Kristus*, kunde jo ikke være fortapt, selv om det ingen opstandelse er, hvis deres udøde lige sjæle allerede hadde været i himmelen. Og saa sikker er Paulus i sin sak at han ikke betænker sig paa at komme frem med følgende: «Var det paa menneskelig vis jeg stred med vilde dyr i Efesus, hvad vinding har jeg derav? Der­som de døde ikke opstaar, da la os æde og drikke, ti imor- gen dør vi!» 32. vers. Hvorledes staar de døde op? Kristus opreiser de døde. «Ti den time kommer, da alle de som er i gravene skal høre hans røst.» Han har nøk­len til dødens port. Aab. 1, 18. Som han opstod, skal vi op- staa. «Ti er vi blit forenet med ham ved likheten med hans død, saa skal vi ogsaa bli det ved likheten med hans opstandelse.» Rom. 6, 5. Det var ved den HelHgaand Gud opreiste Kristus. Rom. 8, 11. Den dag han stod op, gik kvindene til graven for at salve ham. «Men de fandt stenen veltet fra graven, og da de gik ind i den, fandt de ikke den herre Jesu legeme.» Som de stod der, tvilraadige og forfærdet, saa de to mænd, som fortalte dem at Jesus var opstanden. «Han er ikke her, men han er opstanden,» sa de, og mindet dem om hvad Jesus ved en tidligere anledning hadde sagt. Luk. 24,1—6. Hvor blev det legeme av som Nikodemus og Josef la i graven? Svaret lyder: «Det opstod!» Det var altsaa det dødelige legeme som blev lagt i graven, der opstod, iklædd og iført udødelighet, ikke sandt? Det er en kjendsgjeming som ingen der tror paa Herrens ord, tør benegte. Hvorledes opstaar vi da? Paulus svarer: «Ti vort borgersamfund er i himlene, hvorfra vi og forventer den herre Jesus Kristus som frelser, han som skal forvandle vort fornedrelses-legeme, saa det biir likt med hans herlighets-legeme, efter den kraft hvormed han og kan underlægge sig alle ting.» Fil. 3, 20. 21. Vore legemer skal omdannes til at være lik «hans her­lighets-legeme». Netop dette formaar Kristus at gjøre. Den som fordum dannet mennesket av støv, formaar ogsaa al samle vort støv, selv om det er spredt for alle vinde, og selv om det har ligget i jorden aldrig saa længe. «Ti for Gud er ingen ting umulig.» Gud dannet Adam «av støv av jorden, og blæste livets aånde i hans næse: og mennesket blev til en levende sjæl». Saaledes gik det til den gang, og paa opstandelsens herlige morgen danner Herren os atter eller reiser os op av jordens støv ved sin skaberkraft. Opstandelsen, blev fremstillet for profeten Esekiel. Her­rens aand fører ham ned i en dal, som forekommer ham at være fuld av døde ben. Og Herren spør ham: «Menneske­søn! Skal disse ben bli levende?» Profeten svarer: «Herre, Herre, du vet det!» Esek. 37, 3. Derefter biir det befalt ham at spaa: «I tørre ben, hør Herrens ord! Saa sier den Herre Herre til disse ben: Se, jeg lar aand komme i eder, og I skal vorde levende. Og jeg vil lægge sener paa eder og la kjød komme paa eder og overdra eder med hud og gi aand i eder, og I skal vorde levende.» 4.—6. vers. Benene biir sat sam­men og overtrukket med sener, kjød og hud. Og livets aande blir atter blæst i dem, «og de blev levende og stod op paa sine føtter, en saare stor hær». 7.—10. vers. Hensigten med dette syn er at vise os hvorledes Herren paa opstandelsens morgen samler sit folk til det himmelske Kana’ans land. «Og han sa til mig: Menneskesøn! Disse ben er hele Israels hus. Se, de sier: Vore ben er fortørket, og vort haab er gaat til grunde; vi er fortapt.» 11. vers. Her har vi altsaa en billedlig fremstilling av hvad disse ben vilde si hvis de kunde tale — noget lignende som da Herren fremstillet Abels blod eller sjælene under alteret som ropende paa hevn o.s.v. Men hør nu hvad Herren sier: «Se, jeg aapner eders graver og lar eder, mit folk, stige op av eders graver, og jeg fører eder til Israels land. Og I skal kjende at jeg er Herren, naar jeg aapner eders graver og lar eder, mit folk, stige op av eders graver.» 12. og 13. vers. Paa spørsmaalet om hvorledes de døde staar op, svarer Paulus: «Men en kunde si: Hvorledes opstaar de døde? og med hvad slags legeme kommer de frem? Du daare! det du saar, blir ikke levendegjort uten det dør.» 1 kor. 15,35.36. Hvor interessant og lærerikt! Lægger man f. eks. en potet i jorden om vaaren, vokser det nye poteter. «Og naar du saar, saar du ikke det legeme som skal vorde, men et nøkent korn, kanhænde av hvete eller av noget andet slag; men Gud gir det et legeme efter sin vilje, og hvert slags sæd sit eget le­geme. » 37. og 38. vers. Her har vi det. Det korn vi saar, høster vi ikke, men et av samme slags. Vi saar heller ikke byg, som saa vokser op og biir til en anden kornsort, men vi saar byg og høster byg. Dette er naturens lov, og da vi har disse love fra Gud. er det ham som gir disse korn «et legeme efter sin vilje» — som han i sin visdom bestemte det. Det samme gjælder med hensyn til opstandelsen. I denne biir vi Tuldkomne i enhver henseende, og vore legemer biir udødelige. Likesom det er forskjellige slags sæd, saa paaviser Pau- lus ogsaa at der er forskjellige legemer — «himmelske lege­mer» og «jordiske legemer». 39.—55. vers. Med opstandelsen oprinder en ny og herlig tid for Guds barn. Da tilintetgjøres den sidste fiende, døden. 1 kor. 15, 26. Da møtes hele den frelste skare, samlet for første gang. Forældre og barn, egtefæller, slegtninger og venner gjensees for aldrig mer at skilles. Iført udødelighet synger hele den frelste skare seier over død og grav! Et herlig møte! Gud gi at vi maatte samles der! DE UGUDELIGES STRAF. E ALLE sjæle hører mig til, saavel farens sjæl som sønnens sjæl; mig hører de til; den sjæl som synder, den skal dø.» Esek. 18,4. Blandt de mange aktuelle religiøse spørsmaal som hø­ier vor tid til, findes vel neppe noget som tiltrækker sig større opmerksomhet end det vi skal beskjæftige os med her. Dersom den hellige skrift virkelig lærer at de ugudelige skal brændes og pines altid, at deres pine aldrig ophører, bør vi sætte os grundig ind i saken, saa at vi kan forsvare en saa dan lære saklig og konsekvent. Men forholder det sig med dette spørsmaal som med den udødelige sjæl, at den kun er en opdigtet teori, som ikke hviler paa Herrens ord, saa er det endnu mer vigtig at vi faar det at vite; ti i saa tilfælde fremstiller jo de som præker en saadan teori, Gud i et feil - agtig og uretfærdig lys. Mange tænkende mennesker har snublet over denne gru­somme lære og har lidt skibbrud paa sin tro. Andre har opfundet en teori som synes at skulle raade bod paa helve­deslæren, nemlig læren om omvendelse efter døden. Som vi har set {side 37), biir ikke alle mennesker frelst. De som følger med Jesus naar han herlig aabenbares, biir frelst, mens de som ikke er beredt naar han kommer, maa lide «en evig fortabelse bort fra Herrens aasyn og fra hans SKAL DEN UGUDELIGE BRÆNDES OG PINES ALTID? OPHØRER HANS PINE ALDRIG? Naar finder straffen sted? magts herlighet*. 2 tess. 1,9. «Deres del skal være i sjøen som brænder med ild og svovel; det er den anden død.» Aab. 21, 8. Straffen finder altsaa sted efter den anden opstan­delse — ved slutningen av de tusen aar. Straffens natur. Til den ugudelige sier Herren: «Ved din haardhet og dit ubodfærdige hjerte ophober du dig vrede paa vredens og Guds retfærdige doms aabenbarelses dag, han som skal betale enhver efter sine gjerninger.» Rom. 2, 5. 6. Hvor rimelig og retfærdig! Gud «har fastsat en dag da han skal dømme verden med retfærdighet*. Ap. gj. 17, 31. Den ret­færdige saavelsom den ugudelige skal fremstilles for Kristi domstol og dømmes efter sine gjerninger. «Ti vi skal alle aabenbares for Kristi domstol, forat enhver kan faa igjen hvad der er skedd ved legemet, efter det som han har gjort, enten godt eller ondt.» 2 kor. 5, 10. Vi dømmes efter vore handlinger og efter det lys Gud har latt skinne paa vor vei. «Men den tjener som kjendte sin herres vilje, og ikke stelte til eller satte i verk hvad han vilde, han skal faa mange slag; men den som ikke kjendte den, men gjorde det som er slag værd, han skal faa færre.» Luk. 12, 47. 48. Det er en gaade hvorledes nogen tiltrods for disse tyde­lige skriftsteder vedblivende kan holde fast ved den lære at de ugudelige skal kastes i et brændende helvede saasnart de dør, for at pines til dommens dag, og saa opstaa for at motta sin straf, som ifølge vor barnelærdom vil komme tit at bestaa av en endeløs pine i helvedes ild. De ugudelige straffes med døden. «Den sjæl som synder, den skal dø; en søn skal ikke bære sin fars misgjeming, og en far skal ikke bære sin søns misgjerning; den retfærdiges retfærdighet skal være over ham, og den ugudeliges ugudelighet skal være over ham.» Esek. 18, 4. 20. Her lider barnene under fædrenes synder. En drankers barn maa lide for farens overtrædelse av natur­lovene. Det samme gjælder i saa mange andre tilfælder. Fædrenes synd hjemsøkes paa bamene. Men Herren er­klærer bestemt at saaledes forholder det sig ikke med den endelige straf. I dommen «skal da hver av os gjøre Gud regnskap for sig selv». Rom. 14, 12. «En søn skal ikke bære sin fars misgjerning, og en far skal ikke bære sin søns misgjerning*, «den sjæl som synder, den skal dø». Herren stiller døden som en motsætning til livet. «Kast fra eder alle eders over­trædelser, med hvilke I har forsyndet eder, og skaf eder et nyt hjerte og en ny aand! Hvorfor vil I dø, Israels hus? Ti jeg har ikke behag i dens død som dør, sier den Herre Herre; saa omvend eder da, og I skal leve!» Esek. 18,31.32. Den død som her omtales, kan ikke være den første død; ti denne undgaar man ikke selv om man omvender sig; ved omven­delse undgaar man derimot den anden død. Saasandt et hellig liv fører til «et evig liv», saasandt fø­rer et syndig liv til «døden*. «Ti den løn som synden gir, er døden, men Guds naadegave er evig liv i Kristus Jesus, vor herre.» Rom. 6, 20—23. De retfærdiges belønning er et evig liv, og de ugudeliges straf er en evig død. «Dersom I lever efter kjødet, da skal I dø; men dersom I døder legemets gjerninger ved aanden, da skal I leve.* Rom. 8, 13. «Naar lysten har undfanget, føder den synd, men naar synden er blit fuldmoden, føder den død.* Jak. 1, 15. Den som der­for «omvender en synder fra hans vildfarende vei, han frel­ser en sjæl fra døden*. Jak. 5, 20. Disse skriftsteder kan ikke misforstaaes. De taler om den endelige belønning og straf efter døden — «den anden død*. Aab. 2, 11. De som opstaar i den første opstandelse, arver det evige liv; «over dem har den anden død ikke magt». Aab. 20, 6. Med hensyn til straffens varighet, da oplyser den hellige skrift ingenting herom ut over at enhver faar. efter sine gjeminger. Vi kan derfor ikke fastsætte bestemte grænser for straffen. Det maa vi overlate til den retfærdige dommer, for hvem hvert menneske skal avlægge regnskap. Naar Herren fordum sa til sit folk: <*Se, jeg forelægger eder livets vei og dødens vei» (Jer. 21,8), mente han hvad han sa; ti vi læser i det følgende vers: «Den som biir i denne stad, skal dø ved sverd og ved hunger og ved pest; men den som drager ut og gaar over til kaldæerne, der be- leirer eder, skal bli ilive, og han skal faa sit liv til bytte.» Dette skriftsted taler om det jordiske liv; men i de skrift steder jeg ovenfor har læst, tales det om det evige liv og om den evige død. Likesom de der dengang forblev i staden, døde ved sverdet, mens de som gik over til kaldæerne, frelste sit liv, saaledes skal de ugudelige dø den anden død, mens de retfærdige faar et evig liv. Den som tror paa og følger Kristus, faar et evig liv, mens en som tjener synden, dør den anden død. «Ti vi er en Kristi vellugt for Gud, blandt dem som biir frelst, og blandt dem som gaar fortapt, for disse en duft av død til død, for hine en duft av liv til liv.» 2 kor. 2, 15. 16. At Paulus ikke her henviser til det nærværende liv, vil det være overflødig at bemerke. Paa disciplenes spørsmaal: «Tyd os lignelsen om ugræs­set i åkeren!» svarte Jesus: «Den som saar den gode sæd, er Menneskesønnen. Åkeren er verden; den gode sæd, det er rikets barn; men ugræsset er den ondes barn; fienden som saadde det, er Djævelen; høsten er verdens ende; høstfolkene er englene. Likesom da ugræsset sankes og opbrændes med ild, saaledes skal det gaa til ved verdens ende: Menneske­sønnen skal utsende sine engler, og de skal sanke ut av hans rike alt det som volder anstøt, og dem som gjør uret, og de skal kaste dem i ildovnen; der skal være graat og tænders gnidsel. Da skal de retfærdige skinne som solen i sin faders rike.» Matt. 13, 24—30.36—43. I høstens tid samler høst­folkene ugræsset sammen og binder det i bundter for at brænde det op; hveten derimot samles i Guds lade. De ugudelige skal bli fortært i «ildovnen» eller i «ild - sjøen». Som ugræsset biir brændt op, vil de bli brændt op. Vi læser: «Ti se, dagen kommer, brændende som en ovn; da skal alle hovmodige, og hver den som øver ugudelighet, være halm, og dagen som kommer, skal sætte dem i brand, sier Herren, hærskarenes Gud, saa den ikke levner dem rot eller gren. Men for eder som frygter mit navn, skal retfær- dighets sol opgaa med lægedom under sine vinger; og I skal gaa ut og hoppe som gjødede kalver, og I skal nedtræde de ugudelige, ti de skal være aske under eders føtters saaler, paa den dag jeg skaper, sier Herren, hærskarenes Gud.» Mal. 4, 1—3. Det skal ikke levnes dem hverken rot eller gren. De «skal være halm, og dagen som kommer, skal sætte dem i brand*. Hvorledes kunde Herren tale saaledes, hvis de ugudelige skulde brændes og pines altid? Kan f. eks. et træ brændes til «aske» og allike vel bli ved at vokse? Djævelen, hans engler og alle de ugudelige biir fortært i ildsjøen. Derefter skaper Herren en ny himmel og en ny jord. Her skal de frelste tilbringe evigheten. De ugude­lige gaar tilgrunde tillikemed den gamle jord, som biir smel­tet og renset og hvorav den nye biir dannet. Naar dette sker, kan det med rette i overført betydning siges at de ugudelige er blit til aske under de retfærdiges «føtters saaler». Om de ugudeliges endeligt skriver Johannes: «Og de drog op over den vide jord og kringsatte de helliges leir og den elskede stad. Og ild faldt ned fra himmelen og fortærte dem.» Aab. 20,9. Her biir de ugudelige «fortært», og da fuldbyrdes profeten Obadias’ forutsigelse: «Saaledes som du har gjort, skal der gjøres med dig, din færd skal falde tilbake paa dit hode. Ti likesom I har drukket paa mit hellige berg, skal alle folkene drikke uten avladelse; ja, de skal drikke og sluke, og vorde som de der aldrig har været.» Obad. 15. og 16. vers. Naar de ugudelige er fortært, biir de «som de der aldrig har været». Herren skal «fortære« og «gjøre dem til intet«, de skal «omstyrtes, og de er ikke mer». Ordsp. 12, 7. Deres skjæbne er uundgaaelig. «Hvad er det I pønser paa mot Herren? Han skal gjøre ende paa eder; trængselen skal ikke komme to ganger. Ti er de end sammenflettet som torner, og saa fulde som deres fylderi kan gjøre dem, saa biir de dog fortært som fuldtør halm.» Nah. 1,9. 10. Hvorledes kan man faa alle disse skriftsteder til at harmonere med den teori at de ugudelige skal pift.es og brændes altid? Skal man forbigaa Herrens tydelige ord og holde fast ved forutfattede meninger, som tilmed kun bidrar til at fremstille Herren i et falsk lys? At læren om den endeløse pine ikke har bidrat til at lede menneskene nærmere til Gud og Kristus, behøver jeg neppe at gjøre opmerksom paa. Selve kristendommen bekræfter dette. Den katolske kirke har indført denne lære i kirken; dens prester har forkyndt den, og dens medlemmer har trodd paa den; men har den gjort dem til bedre mennesker? Tænk paa al den ugudelighet som er blit praktisert indenfor denne kirke, like fra prestestanden og ned til det ringeste medlem! Og hvorledes staar det til indenfor den øvrige kristenhet? Hvad har læren om et stedsevarende, bræn­dende helvede formaadd at utrette? Tilstanden, som den har utviklet sig inden kristenheten, fortæller bedre end noget andet at denne helvedeslæren ingen kraft besidder til at forbedre menneskene. Kun ett formaar at lede menneskene til omvendelse, nemlig Guds kraft og Kristi kjærlighet. Den store apostel spør: «Eller foragter du hans godhets og taalmods og lang­mods rigdom, og vet ikke at Guds godhet driver dig til om­vendelse?» Rom. 2, 4. Naar først blikket rigtig biir opiatt for Guds godhet, taalmodighet og langmodighet, faar man lyst til at tjene Herren. Naar «Kristi kjærlighet tvinger os» (2 kor. 5, 14), gaar det saa let at tjene og lyde Gud. En sand og levende tro paa Kristus har sit utspring i kjærlighet. Ingen kan tjene Herren av frygt for straf. En saadan tje­neste gjør ikke fyldest. «Dette er kjærligheten til Gud, at vi holder hans bud,» sier kjærlighetens apostel. 1 Joh. 5, 3. Samme apostel skriver ogsaa: «Frygt er ikke i kjærligheten, men den fuldkomne kjærlighet driver frygten ut; ti frygt har straffen i sig; men den som frygter, er ikke blit fuld­kommen i kjærligheten. Vi elsker fordi han elsket os først.» 1 Joh. 4, 18. 19. Den hersker er endnu ikke født som ved hjælp av sver- det har formaadd at tiltvinge sig sine undersaatters kjærlig­het; ingen anden magt end kjærlighet formaar at gjøre det. Moses hørte til dem som kunde si: «Vi elsker fordi han el­sket os først.» Han var gjennemtrængt av Guds kjærlighet. Derfor faldt det ham let at gi avkald paa Egyptens krone. Jo mer vi betragter og grunder paa Guds kjærlighet, desto mer kommer vi til at elske ham. Tanken om hvad han har gjort og fremdeles vil gjøre for os — at vi engang skal være hos ham — gir os nyt mot i prøvens stund og ansporer os til at ile fremad. «Guds godhet driver dig til omvendelse.* «Kristi kjærlighet tvinger os.» Herren ødela ikke den gamle verden paa Noahs tid fordi han vilde hevne sig paa menneskene, men fordi de var uhel­bredelig besmittet av synden. Deres «hjertes tankers paa- fund» var kun «onde den hele dag», og «jorden blev fuld av void*. 1 mos. 6, 5. 11. Det samme vil atter være tilfældet naar Herren ødelægger alle de ugudelige. Naar han ikke kan faa lov til at frelse menneskene fra synden, som demo­raliserer og ødelægger dem, lar han dem omkomme — han tilintetgjør og utsletter dem. De maa høste den sæd de har saadd, og ta følgene av det liv de tiltrods for Herrens kjær- lige formaninger, har levet. De maa sande ordene: «Den løn som synden gir, er døden.» Som den mand der tar gift og dør, selv er skyld i sin død, saaledes er ogsaa de ugude­lige selv skyld i sin død. De som mener at evangeliet vilde miste sin kraft, der­som man skulde gi avkald paa læren om et brændende hel­vede, vil sikkert gjøre vel i at overveie om ikke kjærligheten er sterkere end frygten. Kristi evangelium er en Guds kraft til frelse for hver som tror; men man vil forgjæves søke i Kristi evangelium efter et vedvarende brændende pinested. Forøvrig er det ganske merkelig at man skulde anke over at dødsstraf ikke er streng nok. Her i dette liv betragter man jo en fuldbyrdet dødsdom som den haardeste straf. Med Satans, de onde englers og de ugudeliges tilintet- gjørelse ophører synden for evig. «Og døden skal ikke være mer, ei heller sorg, ei heller skrik, ei heller pine skal være mer; ti de første ting er veket bort.» Aab. 21, 4. «Og om en liten stund, saa er den ugudelige ikke mere, og agter du paa hans sted, saa er han borte. Men de sagt­modige skal arve landet og glæde sig ved megen fred.» Sal. 37, 10. 11. SYNDENS ENDELIGE UTRYDDELSE. ORDET „HELVEDE41 OG DETS BETYDNING. „DEN USLUKKELIGE ILD44, OG „EVIG PINE44. SYNDÉNS ENDELIGE AVSKAFFELSE OG ET RENT UNIVERS. G JEG hørte en høi røst fra tronen si: Se, Guds bolig er hos menneskene, og han skal bo hos dem; og de skal være hans folk, og Gud selv skal være lios dem og være deres Gud; og han skal avtørre hver taare av deres øine, og døden skal ikke være mere, ei heller sorg, ei heller skrik, ei heller pine skal være mere; ti de første ting er veket bort.* Aab. 21, 3. 4. Den inspirerte historie begynder med jordens skabelse og slutter med beskrivelsen av dens fornyelse og alle tings gjenoprettelse. Syndens oprindelse og de forfærdelige følger den har bat, er nøie omtalt og utviklet i Herrens ord, fra l. mosebok til Johannes’ aabenbaring. Begivenhetenes gang ned gjennem tiden, fra paradiset tapt til paradiset gjenop- rettet er, som vi har set, skildret med en nøiagtighet som fjerner al tvil med hensyn til Bibelens troværdighet. Vor tids spændende og urolige tilstande fortæller hvad der snart vil finde sted. Gjenoprettelsens tid nærmer sig; synden skal snart bli avskaffet for stedse. Det er blit talt og skrevet meget om helvedeslæren, som desværre altfor ofte, med meget sørgelige følger, er blit brukt som et skræmmebillede. Troen paa at det virkelig eksisterer et vedvarende brændende helvede, hvor Satan og Straffestedet. hans engler brænder og piner de ulykkelige sjæle som under jordelivet er blit hans bytte, florerte særlig sterkt i den mørke middelalder. Vi skal nu kortelig se hvorledes og i hvilken betydning den hellige skrift gjør bruk av ordet «helvede*. I det gamle testamente er, som allerede paavist, ordet «helvede» oversat fra det hebraiske ord scheol, som betyder «dødsrike» eller «grav». Hvad der her gjælder scheol, gjælder ogsaa det græske ord hades, som i de gamle oversættelser er oversat « helvede*, men som i de nye oversættes «dødsrike» eller «død». Jfr. den gamle og den nye oversættelse av Matt. 11, 23; 1 kor. 15,55; Aab. 1, 18; 6,8; 20, 13 o.s.v. Scheol fore­kommer 65 ganger i det gamle testamente og hades elleve ganger i det nye, men betegner ikke straffestedet. Med hensyn til betydningen av ordet gehenna, som er et sindbillede paa de ugudeliges endelige straffested, skal jeg henvise til hvad det staar i Fr. Nielsens «Kirkeleksikon for Norden». Under artiklen Gehenna læser vi bl. a. følgende: «Ordet gehenna stammer gjennem den arametiske form ge-hinnam fra det hebraiske ge-hinnom c: Hinnoms-dalen (Josva 15,8; 18, 16; Neh. 11,30), som ogsaa kaldes ge-ben-hinnom (Hinnom-søns dal, Josva 15,8; 18, 16; Jer. 7, 31. 32; 19, 2. 6) eller ge-bne-hinnom (Hinnom-sønners dal, 2 kong. 23, 10; 2 krøn. 33, 6 i aleks. overs.). I topografisk henseende var det en dal paa sydsiden av Jerusalem (se art. Hinnons dal). Men nav­net er gaat over i den religiøse bruk til betegnelse av de ugudeliges pinested efter dommen. Saaledes træffer vi det ogsaa paa Kristi og apostlenes tid i det nye testamente. At netop denne dals navn er kommet til at betyde helvede, har sin historiske oprindelse fra at den under kongene Ahas, Manasse og Amon blev scenen for de umenneskeligste av alle avgudsofre, hvor forældre paa en alterplads, som kaldes Tofet, brændte sine barn som ofre til Molek (Molok 2 kong. 16, 3; 21,6; Jer. 7, 31; 19,5; 32,35); denne kul­tus varte ved indtil Josias vanhelliget stedet (2 kong. 23, 10). . . . Forskjellige ting tyder paa at den urene dal blev et samlingssted for urenhet. Allerede i Jer. 19, 2 kaldes porten ut imot den: skulde bevise at den ugudelige skal brænde altid, maa absolut bero paa en misforstaaelse, som for manges vedkommende ikke kan være ganske ubevisst. Hvorledes dette uttryk skal for- staaes, ser man bedst naar man betragter lignende uttryk som den hellige skrift betjener sig av paa andre steder. Ifølge Herrens ord ved profeten Jeremias skulde en ild «fortære Jerusalems paladser og ikke utslukkes». Læs Jer. 17, 21—27. Her staar vi altsaa overfor et lignende uttryk, hvad paladsene i det gamle Jerusalem betræffer, som vi fin­der i Mark. 9, 45. 46 om de ugudeliges endeligt. Som den uslukkelige ild paa hin tid skulde fortære paladsene i Jeru­salem, skal den uslukkelige ild paa den store dag fortære de ugudelige. Som det fremgaar av beretningen i 2 krøn. 36, 17—21, gik Jeremias’ profeti i opfyldelse ca. 14 aar efterat den var forutsagt. Kaldæernes konge erobret Jerusalem, og «op- bfændte Guds hus og nedbrøt Jerusalems mur, og alle dets paladser opbrændte de med ild, . . . forat Herrens ord ved Jeremias’ mund skulde bli opfyldt». Herren hadde forut­sagt at en ild skulde «fortære Jerusalems paladser og ikke utslukkes», og det skedde; men tror vel nogen at disse palad­ser fremdeles brænder? Nei, men de brændte saalænge det var noget tilbake; ilden fortærte dem fuldstændig, fordi det var ingen som kunde slukke den, I saa henseende var ilden uslukkelig. Det samme gjælder den ild der skal fortære de ugudelige; ingen kan slukke den. Døperen Johannes ligner de retfærdige ved hveten og de ugudelige ved agner. Han sier: «Han [Jesus] har sin kaste­skovl i sin haand, og han skal rense sin laave og samle sin hvete i laden, men agnene skal han opbrænde med uslukke­lig ild.» Matt. 3, 12. Dette stemmer med hvad Herren sier ved Esaias: «Og den sterke skal bli til stry, og hans gjer- ning til en gnist og de skal brænde begge tilsammen, og der er ingen som slukker.» Es. 1,31. Som man ser, er uttrykket «den uslukkelige ild» saa langt fra at være imot læren om de ugudeliges tilintetgjørelse at det tvertimot paa det bestemteste bekræfter den. Satan og hele hans englehær og alle de ugudelige staar aldeles hjælpeløse overfor «den uslukkelige ild» som skal fortære dem. De «skal vorde halm», og de «skal bli til stry», op­brændes «med uslukkelig ild», «de skal være aske». Uttrykket: «Hvor deres orm ikke dør,» bekræfter den samme sandhet. De døde kropper som blev kastet i det gehenna som laa syd for det gamle Jerusalem, blev fortært dels av ilden og dels av ormene, som fortærte de rester ilden levnet. Det Jesus vil betone, er de ugudeliges til- intetgjørelse i ildsjøen — gehenna. Skulde ilden levne noget, fortærer ormene det. Med andre ord: Ilden skal ikke slukkes og ormen ikke dø saalænge der er det mind­ste tilbake at fortære. Saa fuldstændig biir altsaa tilintet- gjørelsen. At de ugudelige dør i ildsjøen, fremgaar endvidere ty­delig av Es. 66, 22—24, hvor profeten beskriver de ugude­liges endeligt, der, som vi allerede har set, finder sted ved slutningen av de tusen aar, naar det nye Jerusalem kommer ned fra himmelen. Paa dette tidspunkt er de retfærdige i det nye Jerusalem, de ugudelige utenfor. Her kastes disse i ildsjøen, hvor de omkommer — dør. De retfærdige «skal gaa ut og se paa de døde kropper av mænd som er faldt fra mig; ti deres orm skal ikke dø, og deres ild skal ikke utslukkes». Hvor længe de ugudelige lever før de dør, siges det ikke noget om; men paa det tidspunkt profeten her viser hen til, er de døde. Det staar ikke et ord om at de retfærdige skal gaa ut og se paa de udødelige sjæle som pines og brændes i ildsjøen, men paa «de døde kropper». «De ugudelige skal gaa til grunde og Herrens tiender som engenes blomster- skrud; de skal forsvinde, som røk skal de forsvinde» (Sal. 37, 20) — en motsætning til de retfærdige, som vi læser om i Es. 35, 10: «Og evig glæde er der over deres hode; fryd og glæde skal de naa, og sorg og suk skal fly.» „Den evige Ild44 og „evig pine44. Det græske ord aion, hvorfra ordet «evig» altsaa er over­sat, oversættes ifølge Bergs græsk-danske ordbok saaledes: «Tidsrum, levetid, lang tid, evighet.* Greenfields engelsk-græske ordbok oversætter aion med: «Vedvaren, begrænset eller ubegrænset; evighet; et tidsrum, forbi­gangent eller tilkommende, tid, alder, levetid; verden; universet.» Herav fremgaar det at betydningen av ordet «evig» kan være baade begrænset og ubegrænset. Hvad der er sagt om det græske ord aion, gjælder ogsaa det hebraiske olam. No gen eksempler vil vise hvorledes disse ord er brukt i den hel­lige skrift: Naar Herren i 3 mos. 25, 44—46 sier at Israels barn maatte beholde de fremmede som tjenere «evindelig* — «de skal tjene eder evindelig* (dansk o vers.) — ser man straks at ordet «evindelig* er begrænset. De fremmede skulde tjene dem saalænge de levet. Den «evig»e «rettig- het* og den «evig»e «saltpakt* vi læser om i 4 mos. 18, 19, er hørt op for længe siden. Den «evige lov*, som omtales i 3 mos. 16, 34, ophørte med det levitiske prestedømme. Altsaa betegner ordet «evig» her en begrænset tidsperiode. Naar Elisa sier til sin tjener Gehasi: «Derfor skal Na’amans spedalskhet hænge ved dig og dit avkom evindelig* (2 kong. 5, 27), forstaar vi meget godt at Gehasi og hans slegt ikke fremdeles er spedalsk, men at det kun gjaldt saa længe de levet. Naar Jeremias utbryter: «Hvorfor er min smerte evig?* (Jer. 15,18), mener han sik­kert ikke at den aldrig vilde ophøre. Ifølge 1 Sam. 1, 22 skulde Samuel gjøre tjeneste for Herren «for altid* — i dansk overs. staar «evindelig* —, men ifølge det 28. vers gjaldt denne tjeneste kun saalænge han levet. De «evige be­stemmelser* vi læser om i Esek. 46, 14, ophørte ved korset. Paulus skrev til Filemon om hans tjener Onesimus: «Ti kan­hænde han just derfor blev skilt fra dig en stund, forat du kunde faa ham til evig eie» (Filemon 15. vers) — altsaa til en av dem døde. Set under denne synsvinkel biir det har­moni mellem Matt. 25,41 og de skriftsteder vi har betragtet med hensyn til de ugudeliges straf. Naar Jesus paa hin dag sier til de ugudelige: «Gaa bort fra mig, I forbandede, i den evige ild, som er beredt Djæve­len og hans engler!* behøver det altsaa ingenlunde at be­tyde at de skal brænde altid. Saa kommer vi til det 46. vers. Her sier Jesus ifølge den norske oversættelse til de ugudelige: «Og disse skal gaa bort til evig pine, men de retfærdige til evig liv.* I enkelte oversættelser læses dette vers saaledes: «Og disse skal gaa bort til evig straf, men de retfærdige til evig liv» (rev. dansk overs.). Det græske ord kolasis betyder ikke pine, men straf. Straffen er forsaavidt evig ogsaa i den ubegrænsede form, som den er en evig død, og hvad uttrykket «den evige ild» betræffer, da er dens følger ogsaa evige, idet den fortærer de ugudelige, som lider «en evig fortabelse bort fra Herrens aasyn og fra hans magts herlighet*. 2 tess. 1,9. «Den evige ild» og den tevige straf* kan med likesaa god ret kaldes evig, som budskapet i Aab. 14, 6. 7 kaldes «et evig evangelium*. Enhver vet at dette evangelium ophører naar naadens dør lukkes. Derimot er dets følger evige. «Men,» spørres det, «hvorledes skal man da kunne av- gjøre naar «evig* er begrænset, og naar det er ubegrænset?* Og videre: tKan man da være sikker paa at ordet «evig* ikke ogsaa er begrænset naar der er tale om det evige liv?» Den tænkende læser vil aldrig komme i vanskelighet hvad det første spørsmaal betræffer. Herrens ord avgjør det, hvad de allerede anførte skriftsteder bekræfter. Og med hensyn til det andet spørsmaal saa er vi ikke avhængig av ordet «evig* for at avgjøre den sak. Om det rike som Jesus snart vil oprette, og hvortil vi er medarvinger, læser vi: «0g der skal ikke være ende paa hans kongedømme* (Luk. 1, 33), og Johannes sier tydelig at «døden skal ikke være mer*. Aab.. 21,4. Jesus sier rent ut at de som faar del «i hin verden», «de kan ikke mere dø». Luk. 20, 35. 36. I Aab, 14, 11 staar det om dem som tilbeder dyret, at «røken av deres pine stiger op i al evighet», og noget lignende læser vi i Aab. 20, 10 om Djævelen, dyret og den falske pro­fet, som «skal pines dag og nat i al evighet». I de nyere over­sættelser staar det, som f. eks. i den rev. danske overs., «evighetenes evigheter». Denne oversættelse er korrekt, og bekræfter hvad jeg allerede har gjort opmerksom paa, at ordet «evig» er begrænset. Dersom en evighet aldrig op­hørte, hvorledes kunde det saa som i dette tilfælde være tale om flere «evigheter»? Grundstedet for disse uttryk finder vi i Es. 34, 8—10, og her er det interessant at lægge merke til at Esaias betjener sig av lignende uttryk om landet eller jorden, der, som vi alle­rede har set, skal ligge øde i et tusen aar. Ifølge det 9. og 10. vers skal jorden brænde og «ikke slukkes dag eller nat, rø- ken derav skal stige op evindelig; det skal være øde fra slegt til slegt, fra evighet til evighet skal ingen gaa igjennem det» (dansk overs.). Saaledes ser jorden ut i de tusen aar. Ingen kan slukke ilden, som brænder dag og nat, «fra evig­het til evighet». Men ifølge det 35. kap. biir ørkenen og den øde mark forvandlet til et paradis — den nye jord. De evig- heter som omtales i det 34. kap., er altsaa begrænset. Det samme gjælder Aab. 14, 11 og 20, 10. Syndens endelige avskaffelse* I ca. seks tusen aar har jorden været hjemsøkt av synd og elendighet. Satan er syndens ophav; fra ham har den forplantet sig til alle jordens beboere. De som ikke tror paa Herrens ord, anker over at Gud ikke har forhindret syndens opstaaen. Man kan mene om syndens oprindelse hvad man vil, én ting er imidlertid en kjendsgjeming: Verden er en stor jam- merdal. Hvor man end vender blikket, stirrer synden og dens forfærdelige følger en imøte. Synden har sat sit stempel baade paa mennesker, dyr og planter. Den som fastholder at synden ikke kan være kommet ind i verden paa den maate som er omtalt i den hellige skrift, maa imidlertid indrømme at den eksisterer. Hvor er den saa kommet fra? Gud har tillatt synden, fordi han i sin vise styrelse saa at det vilde tjene hele universet bedst. Istedenfor at knuse Satan med ett slag, gav Herren tid. Hadde han uten videre utryddet Satan, vilde det kun ha git anledning til et nyt oprør. Universet bestaar av mange kloder, som med sine utallige beboere tilbeder Gud. De gjør det av eget frit valg, ikke av tvang. Med magt kunde Gud ikke ha forhindret syndens op- staaen, da det vilde ha været ensbetydende med at frata de skapte væsener deres frihet og dermed ogsaa deres lykke. Uten frihet gives ingen lykke. Gud kunde derfor ikke gjøre det som mange nu mener at han burde ha gjort — med magt forhindret syndens opstaaen. Det vilde ha været ens­betydende med at berøve mennesket dets fuldkomne frihet og vilje. Langt tilbake i tiden deroppe i himmelen tinder vi syn­dens oprindelse. En misundelig tanke fostres i et ophøiet væsen som Gud hadde skapt. Satan gjorde oprør imot Gud og Kristus, og dette oprør endte med at Satan og de engler som valgte at følge ham, blev utstøtt av himmelen. Satan maa selvfølgelig ha hat stor indflydelse i himme­len, eftersom det lykkedes ham at faa saa mange av englene paa sin side. At denne indflydelse ogsaa har gjort sig gjæl- dende paa de andre kloder, er jo kun ganske naturlig. For at overbevise hele universet om at Satan var en hel anden end den han utgav sig for, maatte Gud gi ham anled­ning til at vise hvem han virkelig var. Men la os anta at Herren istedenfor at gjøre dette straks hadde utryddet ham og hans engler, hvad saa? Hvor vilde saa kjendsgjerningene ha været henne? Og det var netop disse Gud vilde ha frem. En lignende fremgangsmaate anvendte Kristus overfor Judas, som beholdt sin plads i apostlenes rækker, indtil han av- slørte sig selv. Hvis Jesus hadde utstøtt ham paa et tidli­gere tidspunkt, vilde Judas sikkert ha kunnet vinde sine kollegers sympati, til skade for dem og den gode sak. I de ca. 4000 aar som ligger mellem syndefaldet og Kri­sti død paa korset, avslørte Satan sig saa grundig at de andre verdener for stedse maatte vende sig fra ham med avsky. Da kunde det med rette siges, som vi læser i Joh. 12, 31: «Nu skal denne verdens fyrste kastes ut.» Herefter vil ethvert forsøk fra Satans side paa at skaffe sig nogen som helst indflydelse utenfor denne jord være forgjæves. Det eneste sted i hele universet hvor Satan endnu ikke helt er avsløret, er denne verden. Her har han desværre stor magt og indflydelse, og her kjæmper han den sidste for- tvilede kamp; han har stor vrede, fordi han vet at han bare har en liten tid». Aab. 12, 12. Siden synden kom ind i verden, har denne jord været den valplads hvor striden mellem Kristus og Satan er blit utkjæmpet. Her skal det avgjøres hvem som har ret, og avgjørelsen nærmer sig hurtig. Satans timeglas er snart rundet ut, og likesom han for ca. nitten hundrede aar siden endelig og for stedse blev utstøtt av himmelen, vil han om kort tid bli utstøtt fra denne jord. Hans djævelske verk er snart fuldendt. Han har bevist hvem han er, og hvad han vil. Han vil snart ha avslørt sig selv saa grundig at hele universet for stedse vil ta avstand fra ham og dem som væl­ger at følge ham. Ved Adams og Evas ulydighet kom denne verden i Sa­tans vold og magt. Siden har de utallige syndfrie væseners blikke været rettet mot denne jord. Her skulde forløsnings- verket fuldendes og de ting aabenbares som «englene attraar at skue ind i». 1 Pet. 1, 12, «Vi er,» for at bruke apostelens ord, < blit et skuespil for verden, baade for engler og for men­ nesker.» 1 kor. 4, 9. Av den grund er hele universet inter­essert i os. Gud gav sin søn for os, og Kristus forlot de 99 retfærdige for at frelse det ene fortapte. «Og hver skabning som er i himmelen og paa jorden og under jorden og paa havet, og alt det som er i dem, hørte jeg si: Ham som sitter paa tronen, og lammet tilhører vel­signelsen og æren og prisen og styrken i al'evighetU Aab. 5, 13. Naar synd og syndere for stedse er utryddet, vil hver skabning i hele universet prise Gud. Guds plan skal lykkes! Hele jorden skal befolkes av syndfrie mennesker, som Jesus har frelst fra syndens og dødens magt. Jorden biir ikke alene ren som da den første gang utgik fra skaberens haand; den biir Guds bolig. Aab. 21,3. Kristus opretter sin trone paa den nye jord som vor konge og Gud. Omgit av hans kjærlighet, glans og herlig- het, skal den frelste skare tilbringe en endeløs evighet sam­men med ham. Dér skal ingen taare rinde, og derhen kom­mer døden aldrig. Indbyggerne kjender ikke sorg, skrik høres aldrig, og pine findes ikke. Aab. 21, 4. Da oprinder den tid salmisten saa hen til da han bad: «Maatte dog syndere utryddes av jorden, og ugudelige ikke mer findes! Min sjæl, lov Herren; halleluja!» Sal. 104,35. «Den herre Jesu Kristi naade og Guds kjærlighet og den Helligaands samfund være med eder alle!» 2 kor. 13, 13. Amen! KILDE AN GI VE LS E. Side „Allgemeine Geschichte der christlichen Religion nnd Kirche"........................172 „Antoninas, in tertia parte Summae majoris" .........................................................303 Amesen, „Et Blik paa vor Tid".................................................... 308 Bancroft, George....................................................................................................190, 191 Bastholm, C., Dr. i Teologi............................................................................160, 169 „Baptisternes Troesbekjendelse".................................................................................260 Beck, „Den indre Missions Tidende"......................................................... 381, 402 „Berea-Frågor dfver Tabemakelskuggor"..................................................................286 Bergs græsk-danske ordbok............................................................................0. . 446 Bode, „Astronomisches Jahrbnch"........................................................................ 96 „Boston Gazette"......................................................... 95 Brygmann, „De kristelige Søn- og Festdages Historie"......................................218 „Bnlla dementis".................................................... 303 Burreli, „United Presbyterian".....................................................................................243 Biilow, A. E., Sogneprest, „Syndfloden".........................................................52, 53 ¦Cantus verdenshistorie ................................................................................................189 „Catholic Mirror"...................................................................f.................................185 Child, „Better Views" .................................................................. 420 „Christian Statesman" ....................................................................................................197 Clarkes kommentar ...................................... 123, 132, 156, 160, 306, 310, 401 Collett, „The Scripture of Truth"........................................................................ 64 Cummings....................................................................................................................... 66 „Danmarks og Norges Kirkeritual"............................................................................348 „Decretal, de transi. Epist. cap. Quanto"...................................................................181 Diokletian....................................................................................................................... 65 „Doctrinal Catechism"..................................................... 124, 125, 168, 185, 241 Dwight, „Connecticut Historical Collections...............................................................95 Dollinger, Ignaz.................................................................................................................302 Engelstøft, „Liturgiens Historic"................................. 348 Enright......................................................................................................... 219 Side „Erl. Ausg. XXXI, 440“................................................ 254 Everts, W. W. Dr.................................................................. . . . 197, 243 Fallon, „Boston Herald"............................................ .195 „Familiar Explanation of Christian Doctrine".............................................................170 Fenger, „Nationaltidende"........................ .... 79 Forenede Staters grundlov................ ....................................................194 Forenede Staters uavhængighetserklæring..................................................^. 190 „Forskjellen imellem Statskirkens og Metodistkirkens Troeslære" . 259 „Fortrolige spiritistiske Samtaler"............................................. 421 Gault, M. A................................... ....................................... ... 197 „Germania", „Nationaltidende" ......................... ... 198—199 Gerritsma, „Free Press" .................................................................................................218 Gibbon, „History of the Decline and Fall of the Roman Empire" . . . 120 Gibbons, Kardinal............................. 220 Gladstone, „Livet efter dette Liv" . . . 397 Greenfield, Engelsk-græsk ordbok .... 446 Gregor IX’s dekretaler................... . 128, 129 Grimelund, „Søndagens Historie".........................................................................183 Hammerich, „Kirkehistoriske Foredrag" . 108, 154, 155, 169, 170, 171, 174 Hengstenberg, Prof.........................../................................................................... 409 „Hildebrandus alias Gregorius VII, Ex Platina, in vita Gregorii" 303 Hiscox...............................................................................................................................222 „Histoire générale".......................................................................................................173 Hostrup........................................................................................................................ 44 Huxley, „Om Modtagelsen af „Arternes Oprindelse"" 47 Jonsson, „Gulløld Islending"...................................................................................353 Kalkar, Chr. H. . . - . 116, 237, 254, 289, 297, 310 „Katolsk Katekismus".......................................................................................179—181 Kjelland-Torkildsen . . . 14—15 „Konkordieboken".......................................................................................................258 Konstantins søndagslov.............................................................................................221 Kragh, „Beretning om det andet kirkelige Møde i Kjøbenhavn" . . 206, 266 „Kristeligt Dagblad"..................................................................................................243 Lange, J. P........................................................................................................................352 Leo Vlii’s hyrdebrev..................................................................................................193 Liguori, „Dignity and Duties of the Priest".................................. 125, 126, 170 Liguori, „Glories of Mary"....................................................................................126 „Luthers Bordtaler" .... . . .217, 267, 381 „Luthers Huspostil"................................................................................................ 93 „Luthers Katekismus"..............................................................................................258 „Luthers reformatoriske Skrifter" ........................ 172, 299, 300, 348—350 Side „Luthers utførlige Utlæggelse av første Mosebok"........................ 203, 204, 380 Madsen, „Jordens Udviklings Historie"................................................ 48, 49, 51 McKim, „Protestant Magazine"............................................................................196 Melankton, „Loci theologici" ........................................................................ 265—266 „Millenniets Daggry".................................................................................. 286, 428, 429 Nansen, Fridtjof, Prof..................................................................................................31 „Nationaltidende".................................................................................................. 63 Neander, „Den kristne Kirkes Grundl. og Led."............................................351 Neanders kirkehistorie............................................................................. 172, 220, 351 Nielsen, Fr., „Kirkeleksikon"....................................... 352, 354, 394, 396, 442 „Nordisk Konversationsleksikon"................................................................... 94, 443 Olmstead, Prof............................................................................................................. 97 Olshausen, „Bibelsk Kommentar".......................................... 352 Petersen, „Danmarks Historie i Hedenold".....................................................352 Pettersson, „Bibeltolken".......................................................................................402 Phelan, „Western Watchman" ......................................................................................196 Platon.............................................................................................................................388 Pontoppidans lutherske katekismus....................................................................266 Pressensé, „De tre første Aarhundreders Kirkehistorie"........................ 350—351 „Psykologen"...............................................................................................................421 Ranke ......................................................................................................................................174 Rørdam, „Beretning om det andet kirkelige Møde i Kjøbenhavn" . 183, 185 „Salmonsens Leksikon" ........................................................................................... 88 Sayce, „Talende Stene".........................................................................................62, 63 Schåfer, Emst.........................................................................................................130, 174 Schiørn, »Det nye Testamentes Forhold til den gammeltest. Lovgivning" . 232 Schousboe, „De ti Bud" ....................................................................................................258 Sears, „Guide to KnowledgeM........................................................................... 95 Small, Sam............................................................................ 197 Smith, „Kansas City Post"..................................................................................195 Sommer, „Evangelisk Ugeskrift"...................................................................183—184 „Spiritisten" ........................................................................................................413, 420 Spurgeon, Sermons................... 261 Stone’s „History of Beverly" ................................................................................. 95 Suchard, „Moses som Hygiejniker".................................. 46, 359, 360—361, 363 „Sundhetsbladet" .............................................................................................................364 Teisen, „Nationaltidende".......................................................................................393 „The Christian Statesman"...................................................................................197 „The Protestant Magazine"...................................................................................194 Thomæus, Ragnar, „Kyrkans Historia" ...................................................................222 „Times"....................................................................................................................... 59 Side Torm...............................................................................................................................396 Townsend, „New World and Old"....................................................................191 Ussing, „En Samfundsfare"...................................................................................259 Vahl, „Beretning om det andet kirkelige Møde i Kjøbenhavn“ .... 205 Voltåire...................................................... 65 Waldenstrøm, „Pietisten"........................................................................................184 Ward, „Journal of Commerce"............................................................................ 97 Warming, „Dansk Tidsskrift"...........................................................................50—51 Webster, Noah ..................................................................................................................... 95 Wesley, „Explanatory Notes upon the New Testament".........................272 Wesley, „Sermons on Several Occasions"................................................. 259—260 „Western Watchman".............................................................................................195 White, „I den store Læges Fodspor"........................ 362 White, „I Kristus er Livet"...................................................................................396 Wiberg.......................................................................................................................... 345—346 Wolf, „The Lutherans in America".....................................................................191 Zahn, „Søndagens Historie"....................................................................................217 Zinzendorf, Greve.......................................................................................................206